LEDER: Den mekaniserede hjemmepleje

MAN SKAL VÆRE FORSIGTIG med at drage forhastede konklusioner på baggrund af den sag om snyd med arbejdstider, som i de seneste dage har udspillet sig efter TV 2’s afsløringer af medarbejdere i Håndværkerhaven i Københavns nordvestkvarter. I det konkrete tilfælde er der først og fremmest tale om en ualmindelig dårlig arbejdsmoral, en svag ledelse og en rådden kultur, der har fået lov at løbe løbsk. Nye afsløringer tyder oven i købet på, at kulturen er kendt og udbredt i resten af København og i resten af landet.

En af de diskussioner, som sagen har givet anledning til, er vigtig, fordi den er symbolsk for de moderne styringsmekanismer i den offentlige sektor. Københavns Kommune har i den konkrete sag visiteret hver enkelt ældre til et vist antal minutter alt efter, hvad behovet skønnes til at være. Man har målt ud, hvor lang tid det tager hjemmehjælperen at hjælpe den ældre med at spise, tage medicin, gå ned med affaldet, støvsuge og så videre. Ud fra det er gamle fru Sørensen så visiteret til 28 minutter og hr. Pedersen til 43 hver anden dag.

MEN MINUTTERNE er vejledende, og kommunen har ikke fortalt den ældre, hvor længe hjemmehjælperen er sat til at udføre arbejdet. Derfor har de ansatte kunnet snyde med tidsregistreringen, ordne besøgene på meget kort tid og så holde fri i arbejdstiden for resten. Den praksis har angiveligt stået på i flere år og er gået i arv, hver gang en ny hjemmehjælper er blevet ansat. Et af problemerne synes derfor at være, at de ældre ganske vist har fået bevilget et bestemt antal ydelser, men kommunen har ikke udstyret dem med den mulighed, der ligger i at klage, hvis besøget er for kort. Det kan der være mange grunde til.

En af dem er, at læsset hurtigt kan vælte, hvis der er kludder i transporten fra den ene ældre til den næste, eller hvis et enkelt besøg trækker ud. Derfor er der brug for en vis fleksibilitet, men ved ikke at oplyse om tidsudmålingen over for den ældre, har man samtidig åbnet en ladeport for snyd, og i realiteten lagt op til, at arbejdet kunne opfattes som en form for akkordarbejde; jo kortere tid besøgene kan afvikles på, des højere timeløn og des mere fritid til hjemmehjælperen.

STOPURE, TIDSTYRANNI og minutiøse opmålinger af hvor lang tid, det tager at udføre offentlige serviceydelser, har været stærkt omdiskuteret i flere år. Fagforeninger og venstrefløjen har ført kampagner mod den fremmedgørelse, der kan ligge i, at menneskelige relationer sættes i regneark. Hvad nu hvis der er mere brug for, at hjemmehjælperen sætter sig ned og taler med den gamle over en kop kaffe i stedet for at hænge vasketøj op?

I København er man gået meget langt med at implementere redskaberne fra den moderne offentlige management og har taget stopurene til sig, men man har undladt – måske af hensyn til personalet – at udstyre den ældre og de pårørende med de værktøjer, der skal til for at kontrollere, at der bliver ydet den lovede ydelse. Og det er netop kernen i de styringsproblemer, som den offentlige sektor står over for i dag. Man har valgt at effektivisere og styre den med metoder, som mest er kendt fra industrisamfundet, og som selv det private erhvervsliv er gået væk fra – vurdering af opgavens karakter, ydelseskataloger, tidsmåling og kontrol, men man har samtidig ikke turdet tage skridtet fuldt ud og udstyre borgerne med kendskab til de rettigheder, der modsvarer ydelserne.

Hvis borgere skal gøres til forbrugere af offentlig service, så kræver det eksempelvis på skoleområdet, at der er et reelt frit skolevalg og gennemsigtighed i alt fra karaktergennemsnit til testresultater. Fordelene ved stopurene i hjemmeplejen er, at det bliver gennemskueligt, hvad tid og penge bruges på, og der er rene linjer mellem den ældre og kommunen, og hjemmehjælperen kan gå fra arbejde med god samvittighed, hvis han eller hun har udført dagens opgaver i henhold til visitationen.

Ulempen er, at det ifølge flere undersøgelser ikke er så effektivt, som det lyder, at der er tale om en alt for maskinel tilgang til menneskelige relationer, og at det, man eventuelt vinder på effektivitet, tabes i nærhed, omsorg og almindelig opmærksomhed.

DEN ANDEN VEJ at gå er at bygge offentlige institutioner og omsorgsopgaver på langt mere tillid til de ansatte. Det gør arbejdet mere interessant for den enkelte sosuassistent og fjerner den ubehagelige mekanisering af jobbet. Hvis arbejdet kan udføres i mindre selvstyrende enheder, hvor medarbejderen får et langt større selvstændigt ansvar for de ældre, er det langt at foretrække og langt mere tidssvarende i forhold til arbejdsmarkedet i dag.

Der er ingen tvivl om, at de problemer, der har været med at rekruttere ansatte til ældreplejen, ikke kun skyldes den ringe løn. Det skyldes også, at der er introduceret for mange stopure, stregkoder og kontrolmekanismer, som fjerner ansvarsfølelsen og åbenbart ansporer til svindel.