»Åbner min dør/ forlader så mit rum/ der er en ting jeg må gøre/ en ting jeg ved er dum./ Så jeg blænder mig selv/ det er en del af min plan/ at krydse hovedgaden på den travle tid af dagen./ Åh lad mig blive ramt af en bil/ jeg aldrig får råd til at købe/ lad mig få kærligheden at føle/ og alle tårer få frit løb«.
Sådan synger Peter Sommer i den anti-neoliberalistiske salme »Hvad sker der i dit hoved« fra albummet Til rotterne, til kragerne, til hundene fra 2008. Hvad man imidlertid ikke kan se ud af ovenstående nedskrift af vokalen er, at Peter Sommer faktisk får ‘købe’ og ‘løb’ til at rime, fordi han synger disse på jysk (‘køw’/ ‘løw’).
Teknikken er en af mange musikalske elementer ved den måde, Sommer bruger det danske sprog på. En anden er, at han i samme sang og i sine sange generelt benytter ordspil og flertydigheder, f.eks. når han i ovennævnte sang synger om, at ligge der på gaden med asfalt i sit blod. Her bliver udtrykket »asfalt i blodet« brugt i en betydning, der underminerer den oprindelige, som handler om fart og frihed. Den fart og frihed, som mennesket har i en neoliberalistisk tid, kan i Sommers sang kun komme til udtryk ved, at man desperat træder ud foran en ubetalelig bil. Her kan man så få kærligheden at føle.
Sangen handler naturligvis ironisk, men stadig alvorsfuldt om, hvordan man håndterer desperate følelser i en følelseskold tid, hvor der f.eks. ikke er langt fra forskning til faktura, en tid hvor alt, selv følelser, kun kan gøres op i enten penge eller det, der kan måles og vejes.
Nuancer mangler
Objektiv betragtet er Peter Sommer ikke den store sanger, men det, der bl.a. gør hans sang og musik til stor kunst, er den måde, han mestrer sproget på. Mange tænker ikke over at musikalitet faktisk også er en egenskab ved sproget, f.eks. disse steder hos Peter Sommer, hvor betydning og lyd mødes i noget udefinerbart - man kunne pege på det fantastiske ordspil »Jeg kan ikke se skoen for bare tæer« fra sangen »Man hamrer løs på en åben dør«.
Peter Sommers sang fik mig til at tænke på, om der egentlig var nogle danske kunstnere, altså musikere, der ikke synger på dansk, men som jeg alligevel sætter højest? Svaret er nej.
»Dybt inde i mit hjerte«, som Thomas Helmig synger, kan jeg faktisk kun synge med på på dansk. Når jeg tænker på højdepunkterne i min egen personlige kanon over dansk pop- og rockmusik, synger de alle sammen på dansk: fra Steppeulvene med Eik Skaløes manisk, frapperende tekster, over Kim Larsen og Gasolin, til Shu-Bi-Duas surrealistiske univers, til Kliche, Steffen Brandt, C.V. Jørgensen, Malk de Koijn, Under Byen, Den Gale Pose etc.
Naturligvis kan jeg sagtens høre, at Kashmir til eksempel er et superfedt band, men jeg har det svært med deres tekster, også selv om de måske hører til i den mest nuancerede ende af spektret. Men den helt bevidste nuance kan jeg præcis høre, og det gør en forskel, for det er her, at jeg bl.a. mistænker dem for gerne at ville lyde som f.eks. Radiohead, og det ærgrer mig. Havde de sunget dansk, havde jeg uden tvivl været en dedikeret fan. Ligesom jeg for øvrigt er det af svenske Kent, der forsøgte sig på engelsk, men naturligvis måtte opgive, fordi forsanger Joakim Bergs vokal aldrig bliver den samme, som når han på svensk ruller med tungen eller laver de forunderlige kj-lyde i »Kevlarsjäl«. De findes kun på svensk, og der findes de godt.
Mod til at vise indre kaos
Min pointe er naturligvis, at langt de fleste musikere simpelthen mister en del af deres musikalitet ved at synge på et for dem fremmed sprog. Sproget er en del af musikken, og man kan ikke være musikalsk på et sprog, man ikke er dybt fortrolig med, eller som man ikke kender til hudløshed. For langt de fleste danskere er det at synge engelsk at sammenligne med en musiker, der skal spille et instrument, denne ikke mestrer til fulde.
Der findes naturligvis undtagelser. Man kunne nævne Bjørk. Men spørgsmålet er, om den form for musikalitet, der ligger i Bjørks stemme, ikke er mere universel. Hun ville være musikalsk på alle sprog, kunne man sige. Dertil kommer, at Bjørk synger på et engelsk, der er opstået i en global tidsalder, hvor alle taler det. Eller i hvert fald i en tid, hvor alle taler engelsk lige dårligt. Det man har kaldt for globish. Måske er det den tendens, som f.eks. Nephew afspejler i deres dansk-engelske tekster. Mere end at handle om noget, handler Nephews tekster om den oversættelse, der også finder sted i sproget på tværs af sprog, om man så kan sige. Især i en global tidsalder.
F.eks. har flere gerne villet læse »Igen og igen og« ind i en kontekst, hvor krigene i Irak og Afghanistan står for skud, men så kommer der pludselig en passage som »Månen ætser/ mens vi satser/ sorte flasker / slæber Kasper«. Den giver ingen mening i forhold til en referentiel læsning, der gerne vil forankre teksten kritisk i sin samtid. Til gengæld lyder det sjovt, og det rimer godt. Det giver ordene musikalitet og holder betydningerne åbne.
De to ting er måske grunde nok til, at linjerne skal med, for noget af det der kendetegner den gode sangtekst, er netop dens afgrænsede åbenhed. Teksten skal fænge og ramme, men uden at ramme plet.
Til grund for Nephews forunderlige tekster ligger således, før teksternes betydning, Simon Kvamms musikalitet, der i øvrigt også kommer til udtryk i andre sammenhænge, f.eks. når denne optræder som komiker. Kvamm har som Sommer heller ikke den store sangstemme, men han har modet til at give sit indre kaos musikalsk form, hvilket udmønter sig i disse særegne stramme kompositioner på grænsen til strækmarch.
Det samme i filmen
Mon ikke danske musikere på engelsk får det endnu sværere i fremtiden? Jeg er klar over, at visse musikalske genrer næsten fordrer, at man synger på engelsk, f.eks. blues, men omvendt, hvis det kan lade sig gøre at rappe på dansk, hvorfor kan det så ikke lade sig gøre at synge blues på dansk? Ja, det er allerede gjort - af Johnny Madsen til eksempel. Men det vender formentlig.
Et eksempel på dette kunne være islandske Sigur Rós, der til trods for, at de synger på islandsk og endog har opfundet deres eget volapyk-sprog, ‘håblandsk’, har formået at få et forholdsvist stort internationalt gennembrud.
Et andet eksempel på denne vending finder man inden for filmens verden. I Quentin Tarantinos seneste opus Inglourious Basterds fra 2009 hører man for første gang, i hvert fald som ikke-tysker, Tarantinos musikalske dialoger udført på tysk, og resultatet er både frapperende og yderst overbevisende. Hele handlingen er bygget op omkring troværdighed i og omkring sproget. I modsætning til denne film kunne man nævne Bryan Singers Valkyrie fra 2008, der lider under et enormt troværdighedsproblem. Vi mister simpelthen vores tiltro til Tom Cruise som tysk naziofficer allerede få minutter efter, at filmen er begyndt.
Dansk i verdensklasse
Eksemplerne fra filmens verden har naturligvis en lidt anden status end eksemplerne fra musikkens verden, men de tilføjer måske et argument mere for, hvorfor danske musikere ofte bliver bedre på dansk end på engelsk.
Ud over at man mister en del af sin musikalitet på et fremmed sprog som engelsk, mister man også en del af sin troværdighed. Troværdighed og musikalitet hænger sammen. Det er derfor Helmig er bedre på dansk, uanset teksternes kvalitet i øvrigt, derfor at x-factor-finalisterne synger langt bedre, hvis de ellers får lov til at synge på dansk, eller derfor, at jeg kunne finde på at se TV 2 Allstars, blot for at høre Johnsons musikalske og rytmiske århusianske.
Men troværdigheden har også med en forandret verden at gøre. Paradoksalt nok giver det i en globaliseret verden mere mening at synge på sit eget sprog end at synge på globish. Imidlertid er ens ‘eget sprog’ i en global verden ikke længere, hvad det har været, hvilket Nephews tekster er med til at vise, men f.eks. også U$O eller Marwans.
Min pointe er således ikke, at det absolut skal være (rigs)dansk; pointen er, at det skal være det sprog, der ligger én nærmest. Det er en del af dynamikken ved globaliseringen, at den synliggør det lokale, giver det autenticitet, således også når det gælder det lokale sprog.
Og her er vi så tilbage ved Peter Sommers rim mellem ‘køw’ og ‘løw’. Det er autentisk, og det er dansk i verdensklasse.
Stefan Kjerkegaard er ph.d., videnskabelig assistant, Nordisk Institut, Aarhus Universitet
Kommentarer
Johnny Madsen, Lars Lilholt og Allan Olsen. Jyderne er bedst. Dansk på engelsk er pinligt. Der er som regel en eller anden fejludtale eller misforståelse, der er tæer-krummende. Godt nok skaffede Aqua mange penge i statskassen til Fogh, men der var heller ikke så mange ord i den i “Barbie Girl”.
Senest om 10 år skal Danmark have udviklet et nyt ABBA, der skal få hele verden til at juble over det ytringsfrihedselskende foregangsland (vederlagsfri produktudviklingskoncept til en Per Stig Møllersk kulturpolitisk markedsføringsstrategi, der skal gi’ penge i kassen og den såkaldte “goodwill”).
hm….der er lidt svært at sidde på Frederiksberg og falde i svimer over en jyde, der kan synge på jysk, så en anden jyde bliver rørt.
Hvert sprog giver forskellige muligheder for musikalitet, ligesom man vil opdage at hvert sprog tillader sider af ens personlighed at blomstre frem. Men er det virkeligt noget nyt og noget man skal have en phd-grad for at erkende?
Måske er det bare mig der kommer for lidt gin i martinierne for tiden…..
Med venlig hilsen Lennart
Mage til vås skal man lede længe efter.
Det kan da være hamrende ligegyldigt om teksterne er på dansk, når musikken i øvrigt er skide god.
Vær ting til sign tid.
Jeg kan godt finde på og høre Pornogangster med L-Ron Harald når jeg er i humør til det.
Men jeg høre også gerne Kashmir også selv om de synger på engelsk.
Simpelt hen fordi de kan spille musik.
Er det ikke musikken det først og fremmest handler om?
Må jeg anbefale Senor Coconot’s plade, hvor de har lavet nogle ret alternative udgaver af nogle af Kraftwerk’s numre.
Og og der bliver sunget et engelsk så vores kære kronikør må krumme tær.
Måske jeg skulle skrue op for min iPod for fuld tryk og tænke på ovennævnte skribent.
Vh Heidi Madsen
En del af charmen ved Peter Sommer, er hans greb om det danske sprog. Enig.
Men hvorvidt det fratager kunstneren musikalitet, er jeg dog dybt uening i. Et kunstværk er ikke mindre kunst, bare fordi det fremføres på et andet sprog end modersmålet. Det er vel op til modtageren at afgøre hvad der er kunst for vedkommende, og der kan da bestemt ikke opstilles et facit, der siger at kunst på modersmålet er mere kunst end kunst på et fremmedt sprog.
Vh Kasper
skribenten skriver sin mening. Sådan har jeg opfattet artiklen. Det er for så vidt ikke en tvangs handling dvs han tvinger os ikke til at syns at dansk er bedst på dansk. Men jeg er enig med ham i at lissom med Peter Sommer kommer nuancerne frem. Tænk om Queen forsøgte at synge på dansk? En ellers lidt letkøbt gang journalistik hvilke betegner webavisen efterhånden. Det er for så vidt mest kommentarerne der gør avisaen spændende. For de når ud i al krogene. Godt at det hedder debat.
Ja musikken er i højeste potens men teksterne og sangen på dansk eller globish er også en vægtig faktor at tage i betragtning.
Stefan Kjerkegaard er ude i et vanskeligt ærinde, når han hævder, at danske sangere virker mere autentiske, når de synger på dansk fremfor på engelsk. For hvordan i alverden måler man det? Mig bekendt findes der ikke et instrument til den slags. Det er noget som foregår på vores individuelle autencitetsbarometer, og en sanger som kronikkens forfatter mener er autentisk, kan forekomme mig fuldkommen intetsigende.
Kjerkegaard skriver, at Peter Sommer ikke er en stor sanger, men hans leg med det danske sprog løfter hans musik op på et specielt plan- som ikke ville være det samme, hvis det foregik på engelsk. Kjerkegaard mener, at musikalitetet udspringer af teksten. Det er jo nok meget naturligt, at en litterat som Kjerkegaard(ansat ved NORDISK institut) responderer positivt på ordspil og den slags udfoldet på hans eget modersmål, mens en musiker formentlig vil fokusere mere på melodi og vokal, når det kommer til spørgsmålet om musikalitet og autencitet. Og lige netop mht vokal og melodi, så er der ikke altid så meget at komme efter hos mange af de danske sangere, som leger med deres modersmål, ofte så meget, at det virker søgt - og ja, uautentisk og utroværdigt i mine ører. Kunstnere som MEW, Tim Christensen og Kashmir er gode eksempler på folk som laver musik, der også løfter sig op på et helt specielt plan, fordi arangement, melodi, vokal og tekst fungerer sammen og ikke bare fordi, der leges med ord på dansk. Der skal mere til end en dansk tekst formidlet af en dansk vokalist for, at jeg rammes af en kunstners musikalitet og autencitet. Kjerkegaard kan godt høre, at Kahmir er et godt band, men han mistænker dem for at ville lyde som Radiohead. Jeg mistænker Peter Sommer for at ville lyde lige så spidsfindig og ordlegende som C.V. Jørgensen, så bare fordi “man er dansk på dansk” behøver man altså ikke at være blåstemplet “troværdig eller musikalsk” i alles øjne. Hver fugl synger med sit næb, ja, men alt afhænger af øjnene der ser.