Dungas svanesang

Det er hviledag i verdens største fodboldshow, så tillad mig en lille sentimental pause, som jeg nok skal dække til med teknokratisk kynisme. Hvorfor fanden er Brasilien ikke med længere? Og hvad blev der af de hold, som kom til VM med taktiske finurligheder i ærmet?

Det havde lydt idiotisk for bare tre år siden, men nu er det sandt: Spanien har udviklet sig til et fermt turneringshold. Karakteristisk nok kom deres bedste 20 minutter i anden halvleg af opgøret mod Tyskland i onsdags.
La Furia Rojaer selvfølgelig eminente, men kigger man på formationen, er der ikke sket noget særligt. Vicente del Bosques stil er en knap så hurtig variant af Luis Aragonés vinderformular fra EM 2008. Igennem det meste af slutrunden har andre hold haft forholdsvis let ved at hale spaniernes berømte pasningsspil ned i tempo. Xavi har ofte trukket alt for dybt, og det har amputeret det telepatiske samspil med Iniesta, som den catalanske duo er så elsket for. Desuden har del Bosque ikke fattet, at Cesc Fàbregas ikke er en konkurrent til Sergio Busquets på den defensive midtbane, men en tovejsspiller, der netop binder målfarlighed og genpres sammen.

Tyskland har derimod været små englebasser. Indtil de mødte spanierne altså. De udstillede Maradonas taktiske nøgenhed. Og den ultimative triumf, på én gang bred sarkasme og cadeau til Joachim Löw, var, da det blev bemærket i flere engelske aviser, at England burde have spillet som den kontinentale centralmagt, altså en 4-4-2 med bredt kontraspil og energisk opbakning på midtbanen. Andre nøjedes med at registrere, at Fabio Capellos højt betalte stjerner optrådte uden holdfølelse og nerve.

Europæisk tunnelsyn

Alle spiller i dag små variationer af 4-2-3-1 eller 4-3-3. Bevares, forandringer forekommer. Flere tophold er for eksempel begyndt at operere med falske 9ere forwards, der illuderer at hænge oppe i boksen, men som i virkeligheden agerer i zonen lige bag en angriber, som katapulteres op fra midtbanen. Eller tænk på de såkaldte omvendte wings: de Robinho- og Robben-typer, som tryller bedst med én fod og på én bestemt flanke, men tvinges over i deres unaturlige side. Og så selvfølgelig det konstante pres på fullbacks, som skal være kraftkarle i både offensiv og defensiv.

På trods af disse perfiditeter har europæisk fodbold stadig tunnelsyn, når det gælder den stovte firbackkæde. De tremandsforsvar, vi så i 70erne og 80erne (Holland, Argentina, Barcelona, AC Milan), døde en stille død, fordi de kun virkede over for hold, der angreb med to mand. Når modstandere stillede med én
strikerflankeret af to wings som jo blev populært med ikke bare Olsens 4-3-3-automatismer, men overalt i Europa smuldrede den symmetri, som har fulgt fodbolden lige siden de første WM-systemer over Alf Ramseys Wingless Wonder og frem til Beckenbauers statuariske libero. Enten blev de to centerforsvarere på kanterne vredet skævt mod den ene flanke, eller de to wingbacks strandede nede bagved i en fem-mod-tre, som efterlod gevaldige lakuner længere fremme.

Det kan ligne en parentes to dage inden finalen, men Chiles 3-3-1-3-system har været et frisk pust. Marcelo Bielsas plan viste markante svagheder i mødet med nationer, som formåede at trække den bageste kæde af led, men måden, hvorpå tropperne lynsnart forvandledes til 4-2-3-1 (to wingbacks tilbage for at dække af samtidig med, at en mand i det centrale forsvar blev skiftet ud med en defensiv midtbanespiller), var besnærende og måske et hint om fremtidens totalfodbold. Også Mexico konverterede midt i kampene. Enten var Rafael Márquez styrmand i en central 3-4-3, eller også blev han beordret frem på midten i en 4-3-3 flankeret af wingbacks med defensive pligter.

Fortidens synder

Men det mest tragiske er Brasilien. Hvorfor gik de i stykker? Dunga havde præcist lært af fortidens synder. Mens udgangspunktet var et firmandsforsvar, så man ofte Gilberto Silva gå i dybden for at give plads til Maicon og Michel Bastos på fløjene. Og vupti, så blev Brasilien til Chile: 3-3-1-3. Dunga skabte et mandskab med en unik asymmetri. Én centerforward (Luis Fabiano) og én wing (Robinho) højt til venstre. Ovre i højre midtbane var Ramires placeret, som samtidig kunne dække af for Maicon (eller Dani Alves), når de skød frem i angrebet. Styrken lå i kontraspillet, og hvis man ikke kan se den umiddelbare skønhed i dét, så nyd Brasiliens andet og tredje mål mod Italien i Confederations Cup sidste år.

Der er blevet fokuseret meget på fraværet af sambafodbold i Dungas filosofi. Men husk, hvad der skete ved VM i 2006. Her valgte den daværende træner, Carlos Alberto Parreira hårdt presset af det mytemaskineri, der altid kører nedenunder sydamerikanernes selvforståelse at stille med en arkaisk 4-2-4, næsten identisk med Pelé-truppen fra 1970. En magisk firkant bestående af Kaka, Ronaldo, Adriano og Ronaldinho var udset til at lave lækkerier. Det gik ikke. De blå-gule blev fræset i stykker af Zidane & Co, og
seleçãoflækkede midt over.

Og det er faktisk én af grundene til, at Dunga valgte at styrke netop midtbanen. Hans system er (undskyld var) en slags 2-5-2-1, som kan noteres sådan, fordi de to backs snarere er wingbacks, hvilket giver fem, og ikke tre, på midtbanen. Når tingene ikke flasker sig oppe foran, skal bolden i stedet gen- erobres på midten. Se bare succeshold som Barcelona og Inter. Det er sådan noget, de kan. Stik imod mavesure kommentarer om uinspireret forsvarsbold har brasilianernes strategi ikke været defensiv
nok. De forreste tre (Kaka, Robinho, Fabiano) har været isoleret i lange tider, og de har ikke deltaget tilstrækkeligt i det høje genpres. Denne tendens har efterladt alt for mange tovejsopgaver til backsene (en forskudt Felipe Melo på venstrekanten og muskelbundtet Maicon på højreflanken). Når alle ikke forsvarer, kommer midtbanen i ubalance, og der mangler simpelthen spillere til at lægge pres og finde huller hvad enten det er via tålmodig belejring af fjendens forsvarsfelt eller i form af furiøse kontraer.

Flashback til VM, 3. juli 1974. Holland slår Brasilien 2-0, men taber efterfølgende 1-2 i finalen til Vesttyskland. Traumet slår hurtigt om i et krav: Brasilianerne skal være større, stærkere, hurtigere og mere eksplosive end de skide europæere. Det blev de med Dunga 36 år senere. Og så gik der alligevel humørsyge i dem. Og så endda mod Holland.