Opslag til denne artikel

Emneord:olieforurening
Personer:Barack Obama
Organisationer:British Petroleum
Steder:USA

Først udstedte indenrigsminister Ken Salazar på USA’s præsident Obamas vegne et seks måneders moratorium for olieboringer på dybt vand i Den Mexicanske Golf. Derefter gik en koalition af olieselskaber til retten for at få moratoriet kendt ugyldigt med henvisning til, at det ødelagde forretningen for selskaber, der opererede anderledes ansvarligt end BP. 22. juni fik selskaberne så medhold ved en domstol i New Orleans under foresæde af dommer Martin Feldman, kendt for sine omfattende aktieinteresser i olieindustrien. Hermed 1-0 til selskaberne.

Minister Salazar appellerede straks ophævelsen af forbuddet. Torsdag besluttede en appeldomstol i New Orleans imidlertid, at så længe appelsagen kører - frem til september - skal moratoriet ophæves. Begrundelse: Regeringen har ikke dokumenteret, at fortsatte boringer indebærer risiko for nye olieudslip, hvorimod det er dokumenteret, at producerende selskaber i Golfen lider skade på grund af moratoriet.

Det blev fremført, at nogle af selskaberne allerede er ved at rykke deres borerigge til andre, mere erhvervsvenlige verdensdele, til skade for oliearbejdspladser og -indtægter langs Golfen. Dermed 2-0 til olieindustrien.

Ken Salazar og Barack Obama overvejer nu regeringens handlemuligheder. Samtidig har ngo’en Alliance for Justice bragt frem i lyset, at alle tre dommere bag torsdagens kendelse nøjagtig som dommer Feldman har aktier i olieindustrien. Dommer Edith Clement, en af de tre, havde f.eks. ved seneste opgørelse i 2008 investeringer for 0,6-1,4 mio. dollar i selskaber som Exxon, BP, Chevron og Conoco.

Mens olieselskaber, en række lokale politikere og et antal dommere således arbejder på igen at få gang i amerikanske olieboringer i Den Mexicanske Golf, signalerer EU’s energikommissær, Günther Öttinger, at Europa bør indføre moratorium for nye offshore-boringer.

»Under de aktuelle omstændigheder ville enhver ansvarlig regering i praksis fastfryse nye tilladelser via ekstreme vilkår og betingelser. Det kan i praksis betyde et faktisk moratorium for nye boringer, indtil årsagerne til (BP-)ulykken er kendt og forebyggende foranstaltninger truffet,« sagde Öttinger forleden i Europa-Parlamentet.

Han mødes på onsdag med de nationale myndigheder på området samt ledere fra 18 olieselskaber for at drøfte situationen.

Information følger løbende oliekatastrofen i denne klumme