Det bliver en beskidt valgkamp. Er en beskidt valgkamp. VKO-politikerne farer til pumperne, mens regeringens fundament smuldrer. Statsministerens lillebror lever smukt op til Venstres tradition for elektronisk raffinement ved betroelsen til nettet at han »hellere æder pigtråd og pisser glasskår end er ven med Mette Frederiksen«. Det kan jo siges på mange måder. Brormand har som selverklæret kommunikationsrådgiver valgt sin.

Der står meget på spil for det lille flertal der i snart 10 år har marginaliseret et stort mindretal og sat sig på magtapparatet i alle dets forgreninger. Andre vil selvsagt også udøve magt, men forhåbentlig ikke på samme måde. Noget andet som ikke er rart at tænke på for VK er at et andet flertal kan og vil måske iværksætte undersøgelser af dette og hint. Ting og sager som DF i dette partis - for nu at sige det høvisk - magtorienterede adfærd siden 2001 har holdt hånden over. Moral er noget andre ikke har. Det bliver ikke kønt, når nye ministre efter et flertalsskifte får nærindblik i forholdene. Alene den tidligere arbejdsministers ulovlige forvaltning. Hvad ligger der mon mere?

Danmark har med VKO i alt for lang tid og usædvanligt for landet, snarere haft et regime end en demokratisk regering. Adskillige ministre ville ved deres embedsførelse og arrogance være fældet under normale parlamentariske vilkår uden det store O’s principfaste principløshed.

Nu er jo valget, skønt flertallet synes fordampet, hverken tabt eller vundet. DF’s loyalitet når lokummet brænder afholder dem ikke fra at losse VK-vennerne i deres ømfindtligste legemsdele. Ikke hvis dét betaler sig.

Den med sygehusene i det vilde vesten var en anledning. Peter Skaarup for straks ud med sin salvelsesfulde bas: han mente skam også dengang at det var for galt, osv. Hvorfor Skaarup så ikke ved den lejlighed hev gulvtæppet væk under regeringen, se det spurgte radiojournalisten ikke om. Vel næppe fordi DR-journalisterne er venstreorienterede, som Ralph Pittelkow, kandestøberens svar på Komiske Ali nu igen har bragt til torvs. Pittelkow begrunder sit festlige synspunkt med tv’s behandling af Lene Espersen. En uvigtig sag, mener Pittelkow. Så sandt som det er sagt. Såfremt man da mener at udvist mangel på dømmekraft er lige så uvigtigt for en dansk udenrigsminister og partiformand som for én bestemt kommentator ved Jyllands-Posten.

Lasse Ellegaard kaldte i et stort øjeblik den slags folk på frihjul i medierne: badegæster.

Illusion om anstændighed

Løkke Rasmussen har i mellemtiden indset sin sårbarhed på sygehussagen. Adskillige venstrefolk i disse udkantsområder, som man så nænsomt beskriver de egne man ikke gider gøre noget ved, er med god grund onde i sulet. Indrømmelsen i form af en ubrugelig undskyldning kommer for sent. En sådan kvarthjertet og halvhjernet bodsgang gør kun ondt værre. Græsted ligger langt fra Brovst, Hurup og Vestervig. Løkke er heller ikke som forgængeren en af deres egne, men københavnerforstadsdansker. Fogh ville for resten have gjort nøjagtigt det samme ved de udgiftskrævende udkantsområder, men havde som med så mange andre sager plattet sig gennem og i den grad insisteret på at et nedlagt sygehus er bedre end et fungerende og producerer langt mere for færre penge, så de berørte vælgere var hoppet på limpinden. Meget skidt kan man sige om Løkke, men som demagog er han (heller) ikke overbevisende.

DF er på den baggrund fuldt på det rene med at de forholdsvis nemt kan gafle stemmer hjem, og at de også gør det, og snakker derfor allerede nu højt om de ministerbiler, de snart gerne vil have. Roald Als’ gamle vision om Pia Kjærsgaard som konen i muddergrøften virkeliggøres nu endeligt. Løkke vil under ingen omstændigheder have DF med i regering. Så brister den luftige men livsnødvendige alliance for VK, nemlig den mellem disse to partier og en eller anden mystisk illusion om borgerlig anstændighed garanteret af samarbejdet og vel at mærke uden formel direkte medvirken af det vulgære underdanmarksagtige udkants-DF.

Selvsagt er illusionen illusion. VKO er realiteten, og VK har ansvaret, hvad enten Peter Skaarup dikterer sine krav om nedsættelse af den kriminelle lavalder til ni år på cykel eller fra bagsædet af en fin bil af dem Bendt Bendtsen i sin tid har kreglet.

Apropos lavalderen lykkedes det forleden at knalde en 14-årig for at have stjålet en bil og kørt 180 i en by. Det unge menneske havde tidligere på ugen stjålet andre trafikmidler blandt andet en gokart og en robåd. Nogen stor karriere på forbryderbanen synes ikke at vente denne mindreårige rod. Til gengæld bliver den efter alt at dømme lang, og det kan være svært at se, hvorfra inspirationen til at tage skeen i en anden hånd skulle komme.

Såfremt den unge kriminelle taber, der med den nye lavalder nu får et hak i straffeattesten, har bivånet folk ude over de første lavaldre flintrer af sted i deres firhjulstrækkere både 160 og 180 ud af motorvejene, uden at der sker dem en hujende fis, kan det hænde at den driftige unge mand på sin egen kreative facon tænker sit om det samfund der nu stempler ham. At alle eksperter mener det er galmandsværk med lavere lavalder, nævnes lige i forbifarten. Eksperter defineres jo som personer man gerne lytter til, hvis de siger, hvad man selv mener med 90 mandater i ryggen. Andre, der på baggrund af indsigt og viden mener noget andet, er, som Lene Espersen engang sagde: bare det sædvanlige hylekor.

Smagen af pigtråd

Det venstreorienterede element i pressen må igen have vist sig for Pittelkows skarpsindige blik i skattesagen. Her skånede journalisterne jo Helle Thorning. Eller hvordan var det nu det var? Andre regeringstalerør end Pittelkow fremstillede hr. Thorning Schmidts tilsyneladende uagtsomme arrangement med sit andet hjemlands skattemyndigheder som langt mere oprivende end landets udenrigsministers aktivt udførte brøler og stædige afvisning af denne som lige netop en sådan. Det er vist det man kalder Rundetårn og et tordenskrald.

Dertil er at tilføje, hvad ens blufærdighed forbyder: hvordan ligger landet med VK’s ledende folk og det med orden i sagerne? Hvordan var det nu det var? Var der ikke noget med en finansminister og hans sommerhuse? Var der ikke noget med en økonomiministers jagtture, haglgeværer og biler? Var der ikke noget med en miljøministers korruptionslignende bevillinger til vennerne? Var der ikke noget med en kirkeminister der ville give sin mand en økonomisk håndsrækning? Var der ikke noget med en udviklingsminister og lettisk arbejdskraft? Var der ikke noget med en skatteminister der forærede TDC et skattehul på over 10 mia. kr.? Var der ikke noget med en landbrugsminister og en økonomiminister og en videnskabsminister der optrådte som reklamesøjler for private firmaer? En arbejdsministers lodrette ulovligheder se ovenfor. Og var der ikke noget med en statsminister der i sin tid bedrev kreativ bogføring og løj? Løj den statsminister ikke også om krigen? Og var der så ikke også noget om en anden statsminister der som sundhedsminister fuskede med tallene og i fritiden fik både fadøl, cigaretter og naturfilm pr. bilag? Dertil kommer den uoverskuelige mængde af politiske skurkestreger.

Det er ikke for noget. Men kom ikke for godt i gang, for så kan det ske at en og anden venstreorienteret journalistisk sjover med eller uden glasskår i urinen er taktløs nok til at minde de glemsomme om smagen af pigtråd.

Denne artikel er anbefalet af: