Ingen kan undslippe oliens forbandelse

Olien er et narkotikum. Den er så ekstremt vanedannende for både forbrugere, producenter, lokalsamfund og regeringspolitikere, at selv ikke de værste politiske eller miljømæssige katastrofer kan få os væk fra den. Oliekatastrofen på Deepwater Horizon ødelægger strandene, fiskeindustrien og rammer lokalbefolkningen hårdt, men alligevel ønskede de hårdest ramte stater Obamas hasteforbud mod boringer i området til helvede.

»De er så hårdt ramt af ulykken, men alligevel vil de ikke engang have et midlertidigt stop for boringer, mens der bliver foretaget et grundigt sikkerhedscheck. De frygter at stå tilbage med ingenting,« siger Peter Maass journalist og forfatter til en nyligt udkommet bog, der undersøger oliens indflydelse i de lande, hvor den udvindes.

Peter Maass blev selv interesseret i olie efter at have skrevet en bog om krigen i Bosnien. Da han havde afleveret bogen, ville han gerne skrive en ny bog, men det skulle ikke være endnu en om krig eller ekstreme krænkelser af menneskerettigheder. I stedet ville han fokusere på den mekanisme, der ofte ligger bag konflikterne, og valget faldt på olie.

I forbindelse med bogen rejste han de olieproducerende lande tyndt, og resultatet af hans undersøgelse er en smule deprimerende. Ifølge Peter Maass går det stort set altid galt. Oliens forbandelse smadrer regeringer, skaber umoralske og griske selskaber, forårsager krig, konflikt og miljømæssig degradering stort set ligegyldig, hvor den bliver fundet.

»Man har den her ekstremt værdifulde substans, der beklageligvis har vist sig at tilskynde til den værst tænkelige form for opførsel hos de mennesker ,der kontrollerer den,« siger han og nævner Norge og andre lande med meget åbne og demokratiske institutioner som de få undtagelser.

At tjene penge på olie er ikke afhængig af særlig mange menneskers arbejde som for eksempel normal produktionsindustri eller landbrug. Det kræver bare kontrol over felterne, og derfor monopoliseres kontrollen hos få regeringsledere, der bruger alle deres kræfter på at kontrollere olien, mens samfundet degenererer.

»Olieindtægterne fjerner de politiske ledere fra deres befolkninger. De har en tendens til ikke at kræve særlig meget i skat, fordi de ikke har brug for pengene. Det har en negativ effekt, fordi det så ikke tvinger regeringen til i særlig høj grad at levere noget særligt tilbage i form af ydelser,« siger han.

Korrumperende

Peter Maass undersøgte blandt andet olien i Ækvatorial Guinea, et land i det vestlige Afrika, der har fundet gigantiske oliereserver for relativt nylig.

Han havde allerede set på situationen i Nigeria, Angola og Ecuador, men fælles for de lande var, at katastrofen for længst var indtruffet. Ækvatorial Guinea var hans petriskål, hvor han kunne følge oliens indflydelse i realtid.

Det første der slog ham, var, at ingen protesterede over, at man understøttede et brutalt diktatur ved at investere i landet.

»De demokratiske lande ender med at støtte dem, der kontrollerer olien, frem for befolkningen. Så olien korrumperer ikke bare dem, der har det i sin besiddelse, men også de lande der har brug for olien. De dropper idealerne og støtter diktaturer,« siger Peter Maass.

I Ækvatorial Guinea skabte olien stort set ikke nogen arbejdspladser for lokalbefolkningen, da arbejdskraften blev importeret fra Asien. Amerikanske selskaber fik kontrol over felterne blandt andet ved hjælp af smarte manøvrer, hvor de lejede beslutningstagernes private ejendomme til ågerpriser, og diktatoren Obiang proppede de første 700 millioner dollar i egen lomme eller rettere på offshore-kontoer i USA: »Hvorfor? Fordi han kunne. Åbner du op for udvindingen af de værdifulde ressourcer, så følger en Pandoras æske af fristelser, uanset hvad dine intentioner er. I forhold til Ækvatorial Guinea så tror jeg ikke engang, Mother Teresa kunne have gjort noget godt med de ressourcer, de fandt.«

Lad det være

Ifølge Peter Maass er der ikke de store forskelle på private og statslige selskabers ageren, der begge er ansvarlige for ekstrem udbytning og miljøødelæggelser de steder, hvor olien udvindes. Så hans råd er ganske simpelt: Lad det være: »Hvis det var mig, der var leder i et afrikansk land, der fandt olie, så ville jeg lade det ligge i jorden. Selv hvis jeg havde de bedste intentioner, så ville det klogeste nok være ikke at udvinde de ressourcer, da chancen for, at det går galt, er alt for stor. Men det er desværre politisk umuligt at tage det valg på grund af oliens høje værdi,« siger han. Og så er vi tilbage ved oliens narkotiske og vanedannende effekt på mennesker.

»Da jeg var i Nigeria, besøgte jeg byer, hvor floderne var så ødelagte, at man ikke længere kunne fiske der. Deres luft var forurenet på grund af gasafbrændinger, og de havde hverken elektricitet eller sygehuse. Alligevel ville de fleste af beboerne ikke have, at olieboringerne skulle stoppe. De ville bare have del i goderne.«