Det ender ofte i en diskussion om kvaliteten af læreruddannelsen, når der kastes kritisk lys over folkeskolen. Senest har det rejsehold, som regeringen satte til at gennemføre sit 360 graders eftersyn af folkeskolen, forslået at gøre læreruddannelsen forskningsbaseret.
Nu viser ny forskning imidlertid, at uddannelsen har ringe betydning for de lærerstuderende, når de underviser. Dermed risikerer man, at folkeskoleundervisningen ikke udvikles, og det kan få konsekvenser for elevernes faglige og sociale læring, advarer Andreas Rasch-Christensen, videncenterleder på VIA University College.
Han har skrevet ph.d.-afhandling om, hvad de lærerstuderende trækker på, når de underviser.
»I dag er uddannelsen tilrettelagt på den måde, at de studerende bliver undervist i nogle fag. Derefter får de nogle praktikforløb. Men hvis erfaringerne fra praktikforløbet ikke svarer til det, de har lært, så kobler de uddannelsen fra,« siger han.
I stedet trækker de studerende på egne erfaringer, fra dengang de selv gik i skole.
»Hvis en lærerstuderende som barn har haft nogle gode erfaringer med en lærer, som f.eks. tog klassen med på spændende museumsbesøg, så er det også det, den lærerstuderende tror, eleverne finder interessant i dag,« fortæller Andreas Rasch-Christensen.
Brug for ny undervisning
Det kan resultere i, at skoleeleverne undervises ud fra nogle forældede værdier.
»Problemet opstår, når de lærerstuderende møder eleverne. Så reflekterer de ud fra deres eget elevperspektiv frem for ud fra deres lærerperspektiv. Derved opdager de ikke, at det godt kan være, at museumsbesøget var spændende engang, men at det måske ikke er tilfældet i dag,« siger Andreas Rasch-Christensen.
Han mener derfor, at der er brug for at vende uddannelsesparadigmet om.
»Man kan ikke forvente, at en fireårig uddannelse betyder lige så meget som et langt, levet liv. Der er så mange uforudsigelige forhold, man hurtigt skal handle på som lærer. Derfor vil det levede liv altid betyde mere. Det er et problem, at uddannelsen ikke forholder sig aktivt til det,« siger han.
Kort sagt skal praktikken integreres i uddannelsen fra starten. Samtidig skal de studerende lære nogle metoder, hvor de kan observere deres egen undervisning. Det kan f.eks. ske på video eller ved at indsamle elevprodukter. Derved kan de bruge forskningen operativt i forhold til egne erfaringer.
Men der er ingen grund til at være bekymret over udviklingen af folkeskolens undervisning, mener Dorte Lange, formand for skole- og uddannelsespolitisk udvalg i Danmarks Lærerforening.
Hun påpeger, at der allerede er mere vægt på koblingen mellem teori og praksis på den nye læreruddannelse. Den har færdiguddannede lærere om et år. Hun er dog enig i, at uddannelsen kan gøres endnu bedre, og det bør ske ved at forlænge den med et år.
»Der er meget store krav til lærerne i dag, og det er ikke muligt at lære det hele på fire år,« siger hun.
»Løsningen er derfor ikke, at praktikken integreres i uddannelsen tidligere. Tværtimod skal man have mere teori og bedre tid til at lære at koble den med praksis. Derfor skal uddannelsen forlænges til fem år,« siger Dorte Lange.
Laust Joen Jakobsen, formand for Profesionshøjskolernes Rektorkollegium mener, at Andreas Rasch-Christensens ph.d.-afhandling påpeger nogle vigtige problemstillinger.
»Diskussionen går altid på, at læreruddannelsen ikke er god nok. Men hvis vi går væk fra den politiske diskussion og tager fat i den faglige diskussion, så tror jeg også, at nogle af de bud, som Andreas Rasch-Christensen kommer med, er rigtige,« siger han.
Vent med fornyelse
Laust Joen Jakobsen er f.eks. enig i, at seminarierne skal blive bedre til at håndtere praktikken. Han ser dog ingen grund til at forlænge uddannelsen.
»Det er et lærerforeningssynspunkt, at hvis man gør uddannelsen længere, gør man den også bedre. Med der er simpelthen ikke belæg for at forlænge uddannelsen,« siger Laust Joen Jakobsen.
Han ser hellere, at man finder ud af, om den eksisterende læreruddannelse fungerer.
»Samtidig er der et 360 graders eftersyn af folkeskolen på vej, som også vil noget med læreruddannelsen. Lad os på baggrund af de forskellige input se, hvad det er for en cocktail, vi skal ryste sammen for at finde frem til den rette læreruddannelse,« siger Laust Joen Jakobsen.
Kommentarer
Det er åbenlyst at der skal en ny lære uddannelse til. Lærerne underviser efter forældede pædagogiske metoder. Det ses jo helt tydeligt ud af det produkt der kommer ud af undervisningen. Elever der er skoletrætte, elever der ikke kan læse og regne og hvis almene viden er på et lavt niveau.
Læreuddannelsen skal gøres tidssvarende og vilkårene for at lærerne kan udøve deres undervisning skal forbedres. Det siger sig selv at det er yderst vanskeligt at undervise op til 28 elever i en klasse når der samtidig hermed skal tages udgangspunkt i den enkelte elevs evner. Det er naturligvis et projekt der er nød til at mislykkes. Taberne bliver naturligvis de svage elever. De elever der er kropslige, musiske og mm. Folkeskolen er jo kun for de elever der synes det er spændende at læse og at regne. Der er derfor også behov for en ny skolereform.
En skolereform der tager udgangspunkt i at eleverne er forskellige og at de lærer på forskellige udviklingstrin. En elev synes måske at det i første klasse er spændende at lære at læse i første klasse, en anden elev i første klasse er måske vildt optaget af at spille fodbold, og en trejde elev er i gang med at lære at spille mozart på klaver.
Lad os derfor få først en ny skolereform der tager sit udgangspunkt i eleven og dennes evner og lyster, en skolereform der producerer innovative elever med lyst til at udforske og udfordre verden på dens bestående ideer og tanker. Dette vil sikre at der er plads til alle elever i folkeskolen og at lærerne får en spændende arbejdsdag, da de jo vil blive udfordret af eleverne, og skal levere en undervisning der rækker lidt længere end at 2+2=4.
Samfundet har den læreruddannelse den fortjener. Tilsyneladende viser ny forskning at det studerende glemmer deres uddannelse og dertil foreslås en forlængelse af uddannelsen til fem år.
Som nyuddannet lærer vil jeg gerne give mit besyv med, derfor følgende forslag i forhold til en ændring af læreruddannelsen:
Tre-årig læreruddannelse med pligt og ret til efteruddannelse svarende til 120 ECTS points f.eks. en diplom-, master- eller kandidatgrad efter f.eks. minimum 3 år som lærer i folkeskolen.
På tredje år af uddannelsen et halvt års lønnet praktik med indkald på studiet til opfølgning og undervisning undervejs
Eksamen inkl. stopprøver efter hvert semester. Der søges på den måde at sikre en vis progression i både det enkelte fag og generelt på studiet.
Obligatorisk mentor-ordning for nyuddannede på skolerne det første år.
Med en tre-årig læreruddannelse kommer der hurtigere nye lærere ud og får praksiserfaring. Efter et par år kan læreren da efteruddanne sig i forhold til behov i skolen og professionelle interesser i forhold til jobbet. At have en længere praktikperiode på et halvt år implementeres med henblik på at skabe en bro mellem teori og praksis og mellem studieliv og arbejdsliv. Med en fortsat tilknytning til læreruddannelsen under denne lange praktik kan den studerende have et forum hvor erfaringer og usikkerhed i praksis bearbejdes i forhold til eksisterende teori.
Prioritér altså praktik og efteruddannelse både for nyuddannede men også gennem hele lærerlivet.
Problemet, eller måske udfordringen, som jeg ser det at få teori og praksis til at gå hånd i hånd.
Og ja, min opfattelse/erfaring er også den, at de fleste lærere kommer ud i folkeskolen og så oplever de, at det der sker, ikke passer med det den teori, de har lært. Og så er det praksis, ikke teorien, som bliver forkert. Forstået på den måde, at de tror, at der skal ske det samme i hver klasse, f.eks. tror lærerne (de fleste), at hvis der i en teori-bog står, at dette x medfører y, ja så sker dette også ude i praksis. Sådan er det ikke nødvendigvis.
Al teori dannes jo på basis af praksis, og når praksis er anderledes end teorien, må teorien ændres. Til gengæld kan teori også være brugbar, bl.a. teorien om den nærmeste udviklings-zone (nuzo).
Og mange lærere synes at have glemt denne teori: DR1 viste f.eks. for nogle uger/måneder siden en lille fin udsendelse om en folkeskolelærer som gjorde det ganske godt.
Bortset fra en lille, men nok så væsentlig detalje: Hun havde sat den dygtigste pige sammen med klassens dårligste dreng. Og det kan man godt; man bør så bare forberedt på de frustrationer, som uværgeligt vil komme.
Og der kom da også frustationer. Og hvorfor? Jo, fordi den dårligste dreng ikke kom ind i sin nærmeste udviklings-zone, men i en zone, som måske lå to eller tre cirkler fra der, hvor han var (er) i stand til at bevæge sig hen.