NEW YORK - Der er over 11 millioner af dem: illegale immigranter i USA.

De kommer fra Mexico og andre spansktalende nationer mod syd. De vasker gulve, passer børn og bygger huse, deres børn vokser op som amerikanere, og i årevis har skiftende politiske ledere lovet at gøre noget ved deres håbløse situation. Alle er enige om, at den nuværende situation ikke holder. Men det er blevet ved snakken, og i sidste uge forsøgte præsident Obama så at tage fat på problemet - uden videre succes.

I stedet hagler kritikken ned fra både højre og venstre. Og hvis Obama forsøgte at gøre alle tilfredse, så ser det i stedet ud til, at han er blevet uvenner med de fleste.

For det første er der delstaten Arizona, som for nylig indførte staternes strengeste immigrationslov på egen hånd. Loven skal efter planen træde i kraft den 29. juli, men er allerede blevet udfordret retsligt fra flere sider, og forleden stillede Washington op i køen med endnu et sagsanlæg og det argument, at loven strider mod den føderale regerings ret til at føre indvandringspolitik.

Mislykkes den første sag, så kan der ifølge statsadvokat Eric Holder hurtigt være endnu en på vej, hvis Arizonas nye regler viser sig at føre til såkaldt ‘racial profiling’, visitering af borgere alene på grund af race og udseende. Arizonas nye regler giver politiet ret til at spørge hvem som helst, der stoppes for andre forseelser, om deres opholdstilladelse, hvis der opstår mistanke om, at de er illegale.

Kritik fra Obamas egne

Regeringens sagsanlæg vakte måske nok glæde blandt indvandrergrupperne og på venstrefløjen, men slet ikke på weekendens guvernørkonference, hvor en stribe af præsidentens egne partifæller var lutter bekymring. På et lukket møde med ledende embedsmænd fra Det Hvide Hus advarede guvernørerne om, at sagen kan koste dyrt ved midtvejsvalget i november. To anonyme guvernører refererede efterfølgende fra mødet over for avisen New York Times og citerede blandt andet guvernør Phil Bredesen fra Tennessee for at sige, at »vi er nødt til at tale om jobs, og nu har vi pludselig gang i immigration. Dette er så giftigt et emne og så vigtig en tid for demokraterne.«

Guvernør Bill Ritter fra Colorado tilføjede, at han »nok ville have valgt en anden kurs og et andet tidspunkt. Dette emne deler os politisk, og jeg håber, at strategien ikke gør det sværere for kandidaterne at blive valgt, især vestpå.«

Heller ikke fra republikansk side er der hjælp at hente. Nebraskas republikanske guvernør Dave Heineman behøvede intet lukket møde, men sagde offentligt, at han gerne »vædder en masse penge på, at når vi når frem til januar, så har stort set hver eneste stat en lov som Arizonas.«

Snak, snak, snak

Obama holdt i sidste uge en storstilet tale om immigrationsreform, men heller ikke den vakte lykke. De ledende republikanere i Senatet, hvoraf flere tidligere har støttet en reform, afviste omgående, at et kompromis kan komme på tale før valgdagen.

Problemet er, at spørgsmålet om immigration deler vælgerne efter geografi og baggrund, snarere end efter partilinjer. Der er vigtige stemmer i de såkaldte hispanics, som hele tiden vokser i antal og støttede Obama og demokraterne i stort tal for to år siden. Men der er også vigtige stemmer i den hvide arbejder- og middelklasse i Midtvesten og Vesten, som gerne ser en hård kurs overfor de illegale. Målinger har vist, at et flertal på landsplan støtter om ikke Arizonas lov så i hvert fald hver enkelt delstats ret til at føre sin egen immigrationspolitik.

Resultat? Et fungerende system, som alle rakker ned på - inklusiv Obama selv. Vrede guvernører, der frygter for valgdagen i november. Vrede republikanere, der mener, at Obama fedter for de spansktalende vælgere uden at sætte handling bag ordene. Og vrede midtervælgere, der synes, at Washington lader hånt om grænsesikkerheden. Spørgsmålet er så, om demokraterne trods alt har vundet noget goodwill hos de spansktalende vælgere, eller om de også mest er vrede over, at det altid ender i snak, ikke i reform og visum. Det ved vi til november.

19 demokratiske guvernører forlader enten deres poster eller søger genvalg ved midtvejsvalget. Det samme gør hele Repræsentanternes Hus og godt en tredjedel af Senatet.