Opslag til denne artikel

Emneord:film, Hollywood, våbenpolitik, vold
Personer:Cary Grant, Greta Garbo, Mel Gibson, William Wallace

»I virkeligheden var han ikke nær så sympatisk, som han blev på film,« indrømmede Mel Gibson engang om William Wallace, den skotske frihedshelt, han spillede så uforglemmeligt i filmen Braveheart (1995). »Vi romantiserede det en smule, men sådan er filmsproget jo man er nødt til at gøre sådan en figur filmisk acceptabel. Faktisk var han et monster … «

Og så til den seneste episode i Mel Gibsons privatliv, hvis hovedpersons enormt succesfulde varemærke er at spille stærkt passionerede karakterer med en undertone af farlighed over sig, og som ofte drives til den mest hensynsløse adfærd ved at blive afskåret fra deres kære.

Detaljerne er kun delvis bekræftet, men skuespilleren skulle være havnet i forbitret juridisk fejde om forældremyndigheden med sin tidligere partner Oksana Grigorieva, med hvem han har en otte måneder gammel datter. Samtidig bekræfter politiet i Los Angeles, at Mel Gibson efterforskes for vold i hjemmet. Ifølge hjemmesiden Radar Online, har Oksana overdraget båndoptagelser til retten, i hvilke Mel kan høres lufte nye udgaver af det særlige talent, hvormed han tidligere har markeret sig så bemærkelsesværdigt: talentet for at krænke og overfuse andre.

En fucking so i brunst

I det ene tilfælde rapporteres han at have slået Oksana Grigorieva, imens hun holdt barnet, »fordi du fucking fortjener det«. I en anden episode bemærker han angiveligt »Du ligner en fucking so i brunst,« hvorefter han tilføjer, at Oksana kun har sig selv at takke, hvis hun skulle blive voldtaget af en hel flok n***ere. Det siger sig selv, at Mel Gibson ikke lod det racistiske udtryk hylle i noget figenblad. Han har afvist at bestride rigtigheden af begge båndoptagelser.

Endnu en gang må man fatte mistanke til, at det aspekt i hans filmkarakterer, som Mel Gibson må arbejde hårdest for at få frem ikke er den latente sindssyge, men snarere det aspekt, som igennem årene har gjort disse karakterer til sympatiske typer, et biografpublikum har lært at holde af.

Hans rapporterede udtalelser har tiltrukket sig fordømmende kommentarer fra afroamerikanske ledere, selv om man på ingen måde behøver at være sort for at føle sig ramt af Gibsons udfald. Ja, faktisk behøver man end ikke at være jødisk for at føle sig stødt af den kommentar, han fyrede af over for en betjent, som anholdt ham for spirituskørsel i 2006, at »jøderne er ansvarlige for alle krige i verden«, ligesom man ikke behøver at være hjemmehørende i Malibu for at bestride hans advarsel til de samme ordenshåndhævere om, at »jeg ejer Malibu«. Mel Gibson er flink til at fordele sine frastødende udbrud ligeligt, ligesom vi naturligvis aldrig må udelukke nogen fra at kunne føle sig krænkede på andres vegne.

Bliver næppe fredløs

Kan hans ry overleve denne belastning? Hollywood kan nok være en lille by, men at dømme efter fortilfælde, er det næppe nogen god idé at satse sine sparepenge på, at Gibson bliver gjort fredløs. Han er muligvis filmbyens mest markante enspændertype - læg mærke til, hvordan han fik etableret sin helt egen private kirke i i Malibus Agoura Hills, men der gik ikke lang tid efter hans antisemitiske fuldemandskommentarer, før han igen var tilbage i det amerikanske tvs talkshows med sit kritikerhædrede Maya-epos Apocalypto. (Det hjælper naturligvis, når enspænderens film har det med at indspille store summer, sådan som det også skete for Gibsons forrige bizarre forfængelighedsprojekt, The Passion of the Christ.) Så selv om flere sikkert vil hævde, at hans seneste skandale bliver det strå, der knækker kamelens ryg, så holder jeg nu på, at Gibson nok skal komme igen.

Et mere interessant spørgsmål er, om hans publikum vil acceptere dén ubehagelige sandhed, at Mel Gibsons ubehageligheder i privatlivet er uløseligt forbundne med hans filmiske karisma. Via celluloidstrimlens alkymi bliver det ene ganske enkelt til det andet.

Ikke uden fortilfælde

Fra Greta Garbo til Cary Grant har Hollywoods mest succesfulde filmstjerner foregivet at være andre personer, men i grunden kun spillet sig selv og Gibson skabte jo netop sin karriere på at spille den tydeligt ustabile slags. I Mad Max, Gallipoli, Mad Max 2, og Lev farligt (The Year of Living Dangerously) var det et tema, han skulle modulere en smule, men det er fortsat hele vejen igennem Dødbringende våben, Braveheart, Ransom, Payback og hele vejen frem til dette års Edge of Darkness.

»Hollywood er en fabrik,« sagde han engang. »Og hvis du arbejder på en fabrik, må du være en del af maskineriet. Hvis du bryder ned, vil du blive erstattet.«

Og sådan plejede det helt sikkert at være. I The Star Machine, Jeanine Basingers vidunderlige bog om Hollywood-studiesystemets guldalder, bemærker hun om Gibsons privatlivsproblemer: »Han ville været blevet lukket ned i gamle dage.«

Men vores antihelt synes altid at ride igen, for på en eller anden offentlig uacceptabel, men ikke desto mindre indiskutabel måde, er Gibsons episoder det modsatte af personlige nedbrud. Om man synes om ham som skuespiller eller ej, er irrelevant: Han har været en af verdens mest succesfulde filmstjerner i 30 år, fordi publikum ved, hvad de får og kan lide det. De får karakterer, der udviser Gibsons varemærke-egenskaber: fandenivoldske typer, enspændere, farenarkomaner, grænsepsykopater. (I modsætning til, hvad nogle sagde dengang, var det ikke det mindste overraskende, at han skulle spille Hamlet.)

Hollywood har altid forsøgt at tage sine optrædende kunstneres elementære karaktertræk og pode dem på en historie, som viser dem i deres mest flatterende skær. Som Braveheart i det 13. århundrede var Gibson en mand med kassesuccesappel, men i forbindelse med de private husspektakler, ja, der er Braveheart faktisk et monster. Dette er i sidste ende det magiske ved film, og Mel Gibsons seneste episode minder os blot om, at det kan føles temmelig ubehageligt, når dagslyset falder ind over virkeligheden.

© The Guardian og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen