Da Tesnim Sayar var 12 år, købte hun sit første nittearmbånd. Hun betalte en 50er for det i en anderledes dragende butik i Odense.
Siden har pighalsbånd, ring i næsen, piercing i underlæben og sikkerhedsnåle i tøjet sneget sig ind i hendes garderobe. Og så en hanekam af sort plastik, der kan lynes af og på hendes tørklæde.
Tesnim Sayar er født i Danmark, men har tyrkiske rødder og har gået med tørklæde, siden hun var otte år. I dag er hun 21 år og kalder sig selv muslimsk goth-punker.
Tøjet designer hun på Kolding Designskole, hvor hun går på modedesign-linjen.
»Da jeg var yngre, syntes jeg, det var svært at finde tøj, der både var smart og tildækkende. Det smarte var alt for nedringet, og så blev det hurtigt til lag på lag, hvor jeg kom til at ligne en gammel bedstemor. Det ville jeg lave om på,« fortæller Tesnim og gestikulerer ivrigt med sine fingerløse handsker med aftryk af skelethænder, mens kædearmbåndene rasler.
Tesnim er ikke den eneste, der forener to verdener, der umiddelbart virker svært forenelige. Den muslimske punkerbevægelse Taqwacore har i dag tilhængere over hele verden.
I bøn på pizzabakker
Faktisk begyndte bevægelsen som ren fiktion, da den nu 32-årige forfatter Michael Muhammad Knight i 2003 udgav romanen The Taqwacores om et muslimsk punkerkollektiv i Buffalo.
Blandt beboerne er muslimske bøsser, en burkaklædt punkerpige, der deler blowjobs ud, sufier med hanekam, indonesiske skatere og skæve muslimske skinheads, der bruger pizzabakker som bedetæpper.
Deres stue, hvor der er slået hul i væggen i retning mod Mekka, rummer både fester og bøn, som annonceres til lyden af elguitar. Beboernes tilværelse består af lige dele sex, dope og religion, mens de dyrker en islamisk punksubkultur, der hedder Taqwacore afledt af ordene hardcore og det arabiske ord for det at være gudfrygtig, taqwa.
Da Tesnim Sayar købte sit første nittearmbånd, var bogen om taqwacore endnu ikke skrevet, men Tesnim vidste allerede, at hun ville designe tøj, og at hun var tiltrukket af det anderledes. Sådan er det stadig.
»Jeg går med det, fordi jeg synes, det er fedt og passer til mig. Jeg har ikke designet det for at provokere. Men mit budskab er samtidig, at man skal lade være med at tro, at muslimske piger sidder derhjemme og er kedelige,« fortæller Tesnim i Ungdoms-huset på Dortheavej i København.
»En af mine veninder siger, at man definerer en punker som en, der er imod en eller anden form for undertrykkelse. Jeg er træt af folks generaliseringer og fordomme om muslimske piger. Derfor er jeg punker,« siger Tesnim.
Af respekt for sine forældre lyner hun dog hanekammen af tørklædet og nøjes med at beholde nitterne på, når hun besøger familien i Odense. Deres syn på islam er ellers meget lig hendes eget, understreger hun. Det er viden frem for traditioner.
»Jeg synes ikke, islam er undertrykkende, men jeg er imod blindt at leve efter traditioner, hvis baggrund man ikke kender. Jo mere man ved, jo mere fri bliver man. Det har mine forældre lært mig,« siger Tesnim, der ikke kan se, hvorfor punk skulle kollidere med islam.
Muhammad som punker
Omtrent samtidig med, at Tesnim Sayar sætter de første sikkerhedsnåle fast i tørklædet og udvider samlingen af nittearmbånd, begynder romanen om Taqwacore at få kultstatus blandt unge muslimer, som har svært ved at finde sig til rette mellem patriarkalske familiemønstre, regler fra hjemlandet og et samfund, der ikke vil kendes ved dem.
I Texas sidder en af de unge, der har svært ved at slippe bogen igen. Den 15-årige iranske amerikaner, Kourosh Poursalchi, kontakter Michael Muhammad Knight for at blive sat i forbindelse med et band fra bogen. Han tror nemlig, at bogens univers er virkeligt. Da han til sin skuffelse finder ud af, at det muslimske punkerkollektiv blot var fiktion, skaber han sin egen udgave af Taqwacore ved at sætte musik til et uddrag af bogen. Det bliver til sangen »Muhammad was a punk rocker«.
En ny musikgenre ved navn taqwacore er født, og med romanen og den nye musikgenre følger en subkultur og et ideologisk samlingssted for unge muslimske punkere. En bevægelse, der giver både vestlige fordomme og radikale islamister fingeren.
Dødningehoved på stok
De fleste af Tesnims venner synes, at hendes tøjstil er fed. Men selvom hun hader, når andre skal bestemme, hvordan hun skal se ud, så ville hun aldrig tage tøjet på, når hun er på besøg i Tyrkiet.
»Der er bare nogen, der kører galt, hvis jeg kommer gående på gaden i det outfit. Eller også bliver jeg spærret inde på den lukkede,« griner hun og fortæller om de mange reaktioner, hun også får på gaden i København.
En gammel mand havde svært ved at flytte sit gangstativ hurtigt nok til, at han kunne følge hende med øjnene. En anden stoppede bilen og råbte efter hende.
»Og en kvinde stoppede op på gaden og sagde nej, nej, nej, hvorefter jeg svarede jo, jo, jo, fortæller Tesnim og demonstrerer, hvordan hanekammen kan lynes af.
Hun drømmer om at kunne leve af at designe tøj. Om det bliver tøj til muslimske punkere, ved hun ikke endnu. I hvert fald regner hun ikke med selv at droppe nitterne og hanekammen lige med det samme.
»Måske smider jeg hanekammen, når jeg fylder 60. Det ved jeg ikke. Hvem ved, måske kommer jeg til at gå rundt med et dødningehoved på min stok.«
Evelina Gold og Kristina Svith Villadsen er freelance-journalister
Kommentarer
En hanekam, der kan lynes af? Gad vide om resten af hendes ‘personlige udtryk’ er ligeså rodfæstet?
Nej, der er ingen grund til at gøre sig lystig. Jeg forstår godt at det kan være frustrerende at være rebelsk muslim, også i Danmark. Det må være vanskeligt at finde plads til at udfolde sit frisind og individualitet, samtidig med at man står fast på at trodse det omgivende samfund ved at demonstrere sit muslimske ophav, som imidlertid forudsætter underkastelse og tildækning. Nej, det er sgu’ slet ikke nemt!
“»En af mine veninder siger, at man definerer en punker som en, der er imod en eller anden form for undertrykkelse. Jeg er træt af folks generaliseringer og fordomme om muslimske piger. Derfor er jeg punker,« siger Tesnim.”
Herligt - så kan folk måske finde ud af, at vi ALLE er forskellige individer, uanset hvilken tro, vi har, hvilket køn vi er og hvilken “etnisk” gruppering, vi kommer fra.
“»Jeg synes ikke, islam er undertrykkende, men jeg er imod blindt at leve efter traditioner, hvis baggrund man ikke kender. Jo mere man ved, jo mere fri bliver man. Det har mine forældre lært mig,« siger Tesnim, der ikke kan se, hvorfor punk skulle kollidere med islam.”
Netop, endnu en oprører med respekt for sine rødder - ikke lige det, der kendetegner nutidens danske unge. I min opfattelse mangler de fleste unge “etniske” danskere den baggrundsviden om deres egen historie, som vi “gamle” har. Derfor er der, efter min mening, en rodløshed blandt de yngre generationer her i landet, som kunne afhjælpes, hvis de kendte deres egen historie.
Kender man sine egne rødder, hjælper det i forståelsen af, at andre har andre forudsætninger her i livet.
Alle kulturer har brug for opgør med autoriteter — punk var en fornem og kraftfuld manifestation i vestlig kultur, så held og lykke med at genanvende konceptet i andre sammenhænge.
Håber det næste bliver en remake af Life of Brian ;-)
Punk fra mellemøsten og i Turkiet er altså ikke et nyt fænomen og der er f.eks skrevet denne bog om emnet:
http://www.turkiyedepunkveyeraltikaynaklarininkesi…
Man kan også finde genren i Israel, som f.eks dette band:
http://www.angelfire.com/il/deiryassin/
Det glæder mig usigeligt at læse om Tesnim, og hendes punk. Det glæder mig at høre at der findedes en muslimsk punkbevægelse, for det bekræfter det jeg altid har ment - nemlig at muslimer ikke er anderledes en “os andre”
Det glæder mig at hun hænger ud i Ungeren på Dortheavej. For det beviser Ungdomshusets eksistensberretigelse.
Endelig nogle gode nyheder.
Tryk den af Tesnim, og fortsæt kampen ;-)
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvad handler punk om? Anarki, nihilisme, egocentrisme og destruktiv adfærd tll upbeat middelmådig rockmusik fremført at narkovrag
Alexander Carolinus,
Middelmådig rockmusik?
Tja, måske?
Men hvilken musik er det lige “vi” husker fra 1977?
Clash, Sex Pistols, Ramones, osv.
Narkovrag?
Tja, vel ikke mere end Whitney Houston, Amy Winehouse, Keith Richard, osv.?
Mikkel B Jørgensen:
Jeg synes også det er god artikel og en sej tøs. Men jeg forstår ikke din helt kommentar.
1: Hvad ville der være galt med at at nogen eller alle muslimer IKKE var “som os andre”, men netop anerledes? Hvorfor ånder du lettet op ved tanken om at muslimer er som dig/os? Behøver alle ting at ligne hinanden?
2: Jeg går ud fra at du også er muslimsk punker eftersom du skriver at Tesnim ikke er anerledes end “os andre”? Hun er imidlertid ret så forskellig fra mig - og fred være med det!
3: Begår du ikke den typiske fejlslutning at beømme “muslimer” ud fra hvad en / nogle muslim(er) foretager sig? Jeg er overhovedet ikke tvivl om at del muslimer IKKE mener at punk og islam er foreneligt - flere imamer mener f.eks. ikke at muslimer skal høre musik.
Lad os nu indrømme, at Islam kan være rigtig mange FORSKELLIGE ting (ligesom fx kristendom eller danskhed) afhængig af hvem der udfører definitionen. Nogle ting ligner noget vi kender og forstår, andre gør ikke.
Bedste hilsner Jonas
ja bi bi bu bu hvor muslimske kvinder er undertrykte
Tjah, i en tråd bliver alle religiøse (kristne selvfølgelig) jordet som bagstræberiske idioter, der godt kan holde mund i det offentlige, i en anden beundres en punker, fordi hun er muslim, eller det omvendt.
Hun er og bliver altså muslim. Et af de der religiøse fjolser, som vi godt kan undvære, os ateister, eller er det kun de kristne religiøse fjolser.
Kluns.
Alexander Carolinus:
“Hvad handler punk om?”
Et synligt opgør med autoriteter og konventioner, først og fremmest.
På trods af, at punk således nærmest er designet til at være gennemført dårlig smag, er det paradoksalt nok ofte modsat. Den grimme æstetik er ikke altid grim, den støjende musik er oftest noget ganske andet end støj, osv.
Nu er det jo ikke hele punk-kulturen der udviser aggressiv adfærd, langt de fleste forsøger at skille sig ud visuelt, og laver ikke den form for ballade som for 3 år siden, men det synes at være printet ind i familien Danmark at punkere og autonome er det samme. Næsten på samme måde som vi ser hetz mod muslimer, fordi nogle enkelte idioter ikke kan opføre sig ordentligt .
At pigen så vælger at bringe de to verdener sammen, er jo en fantastisk provokation i sig selv, og alt held og lykke herfra!
Må jeg lige minde Vibe Andersen om at uvidenhed mht. samfundshistorik og kulturelt ophav, ikke er en mangel hos de unge blot, men i lige så høj grad en mangel hos de forældre der skulle have lært det videre!
Se evt. www.ekstrabladet.dk/nationen/
Punk-kulturen fandtes vel fra 1976 og nogle år derefter, mens alt der siden er fulgt, der har lignet punk-kultur, vel nærmest blot er små-hyggelige referencer til det oprindelige oprør?
Et oprør, der satte sig sine spor og vandt sig nogle sejre, men som fænomen og kultur jo må betegnes som et overstået fænomen, i den forstand at punk-tankegang er integreret i hvordan man i almindelighed kan tænke, opføre sig osv.
Der er vel heller ikke nogen, der vil referere til beat-kulturen som et nutidigt fænomen, blot fordi der stadig måtte være enkelte der synes der er sjovt at klippe tekster i små bidder.
Dødfødt oprør og dødsyg bog. Hvorfor adpotere sådan en korrupt filosofi? Hvorfor i alverden gør den til sin egen? Det handler om identitet. Og jeg tror at den stærkeste er at finde hos den religøse menneske. Gå ikke i selvsving over en bog hvis litterær forsøg er en fatal bedrift der ophøjer seldestrutiv adfærd, bjardd..
Sikke dog en inspirerende artikel og en utrolig spændende person. Hende glæder jeg mig gevaldigt til at møde, hvis det passer at hun hænger ud i Overdrevet, som det nye Ungeren er blevet døbt. Og fedt at aktivisterne har taget godt imod hende. Der er ellers ikke så mange andre steder hvor sådan en som hende ville blive lukket ind. :-)
@Heinrich:
Punk-kulturen fandtes vel fra 1976 og nogle år derefter, mens alt der siden er fulgt, der har lignet punk-kultur, vel nærmest blot er små-hyggelige referencer til det oprindelige oprør?
Njah, til en vis grad. “Punk is dead” dukker jo op med jævne mellemrum - efter undertegnedes mening netop fordi den dør med jævne mellemrum - oftest i et selvmord. Når selvbevidstheden når et punkt, hvor alle opfattes som poseurs og sell-outs.
Således i 1978-79 eller deromkring, i slut-80’erne og slut-90’erne.
Det mest synlige - æstetikken - overlevede vel næppe som et individuelt udtryk længere end til 1977. Siden da har den været et konventionaliseret sæt symboler, der snarere udtrykker et tilhørsforhold til en gruppe end det individualistiske særpræg og anti-mode den oprindeligt var tænkt som. Hvilket er OK, fordi punk-kulturen netop stikker dybere end valg af tøj og hårfarve. Selvmordet kommer når selv punkeren glemmer dét.
Er tankegangen integreret i den vestlige kultur generelt? Næh - det har den nu sjældent været, og da slet ikke i det seneste årti. Vi skal nok tilbage til 50’erne for at finde mere klamren sig til konventioner, autoriteter og “pænhed” - dog nu tilført et lag individualisme-lak. Sjældent har så homogen en befolkning set sig selv som så individuelle og selvstændige. :-)
Og punk - selv blot æstetikken, hvis den går bare en anelse længere end hvad moden for længst har approprieret - opfattes stadig som en “trussel”, som Aske Nielsen bemærker.
Den har i høj grad relevans i den muslimske kultur, men relevansen er der såmænd stadig i den vestlige kultur også. Og begge steder skal den nok begå selvmord igen. Og igen.
Hold da op hvor er hun sej.
Hende gad jeg godt have en sludder med en dag. Hun virker som en meget spændende person.
Mvh Thomas
Jimmi Thøgersen:
“Sjældent har så homogen en befolkning set sig selv som så individuelle og selvstændige”
Jimmi, gode betragtninger, og ovenstående citat er lige i øjet.
Unge kan jo sagtens få sig et par piercinger, iklæde sig laset kluns, vælge sig en outreret frisure, uden at der fra deres side et tale om, at der er tale om et dybfølt opgør med autoriteter, og at de selv vælger hvad de vil brug deres tid på.
Det er vel som regel tale om et rent personligt statement — en fuck-finger til autoritetstro, konformitet, middelmådighed osv. — der dog ikke forhindrer dem i f.eks. at fortsætte skolegang og omgås andre, hvis ydre er velfriseret?
Behøver vi altid at have en mening om andre menneskers udseende? Pigen er glad, og de fleste af os fik åbenbart en lille overraskelse. -Mere er der vel ikke at sige om det.
Denne kommentar er anbefalet af:
Herlig artikel om en ung muslimsk kvinde der er punker og disgner punktøj på en designskole.
Og som Tesnim siger er Islam naturligvis ikke undertrykkende.
Friskt og fornyende at sammenkæde Islam med punk, som de unge gør i Texas.
Punk står vel egentligt som et oprør mod autoriteter startende med Clash i 1965 og herhjemme fra midt i 70`erne.
Skinheads og punkere fandt sammen og var i en periode ret så synlige i gadebilledet.
Selv husker jeg Nina Hagen som jeg var til koncert med. Hun kunne synge og bandet kunne spille, hvilket man jo ikke kunne sige om så mange punksbands, da udtrykket vel var det væsentlige. Dernæst kom så budskabet og slutteligt musikken.
At punk så nu bliver brugt i et egentligt tøjdesign af Tesnim er interessant. Og for Tesnim er det vist også det væsentligste, altså designet, frem for et oprør idet hun jo tager hanekammen af når hun besøger sine forældre.
Knud Larsen:
“Punk står vel egentligt som et oprør mod autoriteter startende med Clash i 1965 og herhjemme fra midt i 70`erne.”
Punk som bevægelse startede i Storbritannien i 1976, og musikalsk var Sex Pistols de første der musikalsk formåede at komme ud til et bredere publikum. Clash opstod samtidigt, og var langt mere politiske, men de blev ikke bredt kendt førend i 1979, med London Calling.
Rent musikmæssigt, var det musikalske forløbere, som punk-musikken trak på, fra årene umiddelbart forud, f.eks. Iggy Pop.
Punk i Danmark blev formodentligt først synlig et eller to år efter, det opstod i GB.
Jeg kan forstå at en punker, der samtidig er Jehovas vidne eller Pinsedagsadventist eller katolik eller muslim altså er sej, Endnu mere sejt er det selvfølgelig, at hun afklæder sig sine punksymboler for ikke at støde nogen, når der er brug for det. En virkelig sej (fritids)punker.
Helge Bergs analyse er som sædvanligt lige i øjet.
Da muslimske kvinder ikke er undertrykte, er hun særlig interessant, Ligesom hvis det skulle lykkes at finde en punker, der er medlem af folkekirken.
@Heinrich R. Jørgensen
Åh ja. Jeg husker forkert. Det var ikke Clash men The Kinks jeg tænkte på med det her nummer:
http://www.youtube.com/watch?v=dk3Ei_yoI4c
Det lyder da punkagtigt:)
Det kaldes vist for petropunk.
Nå men godt nummer under alle omstændigheder:)
@Heinrich:
Javist. Der kan både være tale om et personligt statement, som du siger, uden nødvendigvis at udråbe sig som “punk”. Eller der kan være tale om blot at følge moden i de perioder hvor den griber tilbage til punken igen-igen.
Når jeg siger “hvilket er OK” er det snarere med meningen, at når punk-æstetikken bliver mode-fænomen for gud-ved-hvilken gang burde det sådan set ikke udgøre nogen trussel mod den punk-kultur, der stadig findes. Men det bliver det uvilkårligt opfattet som - og det lægger kimen til det elitære og starter poseur/sell-out-selvmordet - igen.
Men pointen var i sidste ende, at punk-æstetikken i et par måneder i 70’erne handlede om at skille sig ud som individ. Siden da har det snarere - inden for punken - fungeret som et udtryk for at være en del af subkulturen - og at dele nogle idealer, der dog ikke er særligt definerede. Fordi individualismen, det anti-autoritære, DIY-tankegangen, tolerancen osv. findes i så mange grader, at det - groft sagt - er de færreste punkere, der er enige om noget som helst. ;-)
@Knud Larsen:
Personligt vil jeg ikke kalde Kinks for protopunk - omend det er uomtvisteligt, at de havde deres indflydelse på punk-lyden (især den amerikanske af slagsen).
Lige et par numre til:
The Clash: http://www.youtube.com/watch?v=lotkzHsIuoA&feature…
Nina Hagen: http://www.youtube.com/watch?v=CST7XOxw4Dk
The Who: http://www.youtube.com/watch?v=594WLzzb3JI
God lørdag med Grill og skaldet isse:)
@Jimmi Thøgersen
Punk er bare spændende både på individ plan og som subkultur.
Punk har inspireret mange: Herligt:)
Knud,
The Kinks lød givetvis provokerende i 1960’erne, men det er langt mere melodisk og konventionelt i de første punk bands.
Som i øvrigt i vid udstrækning også i en nutidig målestok vil kaldes melodisk rock, omend med nogle tekster, der havde kant. The Sex Pistols kan jo næppe forarge nogen i dag.
Det skulle da lige være for nogle år siden, da skolen juleafslutning komplet med med teaterforestilling var henlagt til den lokale Church of England skole, og God Save the Queen skulle synges. Jeg kender kun cover-versions tekst, så allerede i anden linje gik det galt, da jeg åbenbart sang lidt for entusiastisk med. Jeg ved ikke, om det var vantro, foragt eller noget tredje jeg kunne spotte i øjne hos de der vendte sig om — formodentligt var det hele pakken.
Nå, men dræberøjene fik dog kuet mig nok, til at jeg undlod “successen” med at følge op med et “She ain’t no human being” senere…
Sex Pistols var altså mest af alt en practical joke, som deres manager Malcolm Mclaren startede med inspiration fra Situationismen (mest kendt i Danmark fra Jens Jørgen Thorsen). Musikalsk var de da meget go’e, men Damned og The Saints der var ude før “Never Mind The Bollocks” med deres udgivelser, var altså bedre. Så var der også noget med progressiv rock og en tilbagevenden til rock’n’roll rødderne og “68’er generationens selvhøjtidelighed”.
Wikipedia giver egentlig en meget god og kortfattet beskrivelse af hele punk-kulturen.
Men egentlig er det vel kun det enkelte menneske selv, der kan definere hvad der er punk for vedkommende?
http://en.wikipedia.org/wiki/Punk_rock
Jeg synes f.eks. også der er meget punk over den gamle, nu afdøde, 50’er rock’n’roller Hasil Adkins.
Martin Breidahl:
“Sex Pistols var altså mest af alt en practical joke”
Tjoh, men jeg synes nu stadig det holder.
Musikalsk bød punk ikke på det store, andet end respektløshed, talentløshed, uhøjtidelighed, vanvid og en god portion humor, men det var sådan set jo også rigeligt ;-)
Hvori består oprøret?. En kompromissøgende, religiøs både-og-rebel. Det kan næppe blive mere konsekvens- og harmløst mainstream.
En hanekam lynet ovenpå patriarkatets påbudne tørklæde?! 99 % form og 1 % indhold. Kap dog navlestrengen, så kan vi synge “My Way”.
Indtil videre roterer Sid Vicious i sin grav.
Denne kommentar er anbefalet af:
Har dyrket punk kultur længe, og kommer selv til tider på Overdrevet.
Jeg synes hun er cool. Jeg tror vores idealer af punk er enormt forskellige, men helt ærligt, så er det da et individualitets statement, og et ønske om at deltage på lige fod med andre i noget som siger hende noget.
Idealerne for hvad punk er her er så håbløst ensrettede at jeg ikke kan tage det seriøst. Jeg ville nok selv foretrække et mere radikalt oprør, men jeg ville synes det var latterligt hvis hun i konformitet fulgte det gængse ideal af punk, hvis hun stadig anser tørklædet og islam som en del af hendes identitet.
Jeg kender også flere kristne punks, og de har sgu bare lidt samme forhold til det hele - individuel religion, som ikke skal påtvinges andre. Og det har jeg svært ved at have et problem med.
Kan kun sige thumps up , jeg synes det er fedt
Angående hele punk diskussionen, så skal folk nok læse lidt op på det, og ikke mindst på den punk kultur der er gældende på overdrevet lige nu ;)
Personligt mener jeg at Islam er en anti-demokratisk, homofobisk, kvindefjendsk, slaveri-venlig, morderisk, religionschauvanistisk ideologi, men jeg er intet ringere end lykkelig over at der er muslimer som er lodret uenig med mig. Jeg frydes over muslimer med en Islam-opfattelse som står diamentralt modsat min egen.
Respekt til Tasnim Sayar!
@Heinrich:
Musikalsk bød punk ikke på det store, andet end respektløshed, talentløshed, uhøjtidelighed, vanvid og en god portion humor, men det var sådan set jo også rigeligt ;-)
Det var det bestemt - men det er sgu stadig noget af en afskrivning af næsten 35 års musik, du kommer med dér. :-) Talentløshed? Vi nævner i flæng, af de mere velkendte…
The Damned? U.K. Subs? The Business? Dead Kennedys? Hüsker Dü? Fugazi? The Bronx? Heck, selv et selvindrømmet talentløst og ikke specielt innovativt band som NOFX overgår teknisk og musikalsk 95% af dén indie-pop-rock som anmeldere i disse tider priser til skyerne.
Uden punk, ingen grunge, og knap nogen alternativ rock-scene overhovedet. Og det er ærligt talt ikke den musikalske talentløshed, uhøjtidelighed eller humor de fleste indenfor dé genrer bygger videre på. ;-)
@Christoffer Bagge
Angående hele punk diskussionen, så skal folk nok læse lidt op på det, og ikke mindst på den punk kultur der er gældende på overdrevet lige nu ;)
Njah, det er en blanding af evigt udbredte misforståelser fra nogle, og idealer - der findes i mange grader, som jeg nævnte tidligere - fra andre. Jeg vil nok mene, at tolerance overfor alle udtryksformer - og grader af kompromisløshed - burde være en del af kulturen.
Men det betyder ikke, at jeg ikke har stødt på punks (fortrinsvis i 90’erne, hvor størstedelen af min erfaring stammer fra - men såmænd også i dag), der ville kritisere Tesnim Sayars kompromiser - uanset hvad hendes livsstil og -filosofi så ellers indeholder. Og derefter udråbe hende som poseur.
Det er nu engang hvad det indebærer at være del af en subkultur, der spænder så bredt mht. holdninger. Som bekendt langt bredere end miljøet på Overdrevet - på godt og ondt.
Anyway, taqwacore… Endnu et opmuntrende eksempel på life imitates art. At en amerikansk konvertit beskriver sine ønsker om et modtræk til ortodoks islam i form af ren fiktion, for derefter at se det blive virkelighed, peger vel bare på at tiden er moden til et sådant opgør.
Jeg har svært ved at forstå kombinationen af religion og punk - også når det gælder kristne punks - men acceptere det kan jeg sagtens - og jeg kan kun se det som noget positivt.
Jimmi Thøgersen:
“det er sgu stadig noget af en afskrivning af næsten 35 års musik, du kommer med dér”
Det var måske også lige bombastisk nok, men det er nu ikke megen punk der stadig finder vej til mine private spilledåser. Sex Pistols og Sort Sol er stort set de eneste, samt naturligvis proto-punker Iggy Pop.
Hüsker Dü var bestemt gode, da de havde fået lært at spille på deres instrumenter, og forlod punk-genren ;-)
Hvori det modige og oprørende består, er svært at få øje på, når det foregåri DK.
Havde Tesnim udfoldet sin kreativitet og oprør i et muslimsk land mod almindelig skik og brug,
kunne begreberne mod og oprør være på sin plads!
Lidt fastelavnshalløj, vil jeg tillade mig at kalde det omtalte, såkaldte “oprør”!
Enig med den forrige taler.
Jeg kan ikke se ret meget oprør i en hanekam.
Det/den anfægter hverken systemets magt eller eventuelle folkelige fordomme.
Det er cirka lige så revolutionerende som hængerøv i bukserne.
Hvis hun havde sagt:
jeg gider ikke alle jeres tåbelige religiøse/kulturelle kvindeundertrykkende dogmer
så havde det været en anden sag.
Hans Jørgen,
der er selvfølgelig et oprør og en provokationgemt et sted — en fortælling til andre muslimer, at denne ellers artige pige, komplet med hovedbeklædning og hensynsfuld opførsel, selv bestemmer over påklædning osv., som er det sædvanlige i Danmark.
Der er frit valg på alle hylder, for de der tør. Ingen er pligtige til at følge traditionerne.
Når hun kan insinuere et klart åndsfællesskab med en gruppe, der ligger usigeligt langt fra det traditionelt muslimske, kan man jo også tolke det derhen, at alt tydeligvis er hendes valg. At hun har valgt at være tørklæde (mærkværdigvis nok) og at være muslim, er så måske ikke længere noget hun per automatik er blevet udstyret med, men er noget hun eksplicit har valgt.
Hun vover jo faktisk noget, den pæne pige. Hun skal sikkert konstant forsvare hendes ret til at vælge, og at valgt så bizart som hun har gjort. Det kræver givetvis noget, at gøre sig selv til genstand for hån og latterliggørelse.
Og hvem ved — hendes stille protest kan måske bane vejen for at andre unge også tør hævde deres ret til at vælge selv. Måske det kan få nogle forældre til at anerkende, at det ikke er traditioner der råder i det kongerige de er tilflyttet, men at enhver har frihed til at vælge.
Og som sådan, er Tesnim Sayar måske en eminent rollemodel, i den forstand, at det jo reelt ikke er farligt. Hendes “udskejelser” medførte jo ikke et brud med forældre og kultur, eller noget andet radikalt.
Det var måske også lige bombastisk nok, men det er nu ikke megen punk der stadig finder vej til mine private spilledåser. Sex Pistols og Sort Sol er stort set de eneste, samt naturligvis proto-punker Iggy Pop.
Jeg skal da gerne indrømme, at det heller ikke blev til meget lytteri fra 2002 (da jeg selv solgte ud) til for nylig. Men punken er vendt støt tilbage i mine ører efterhånden som musikkulturen er blevet erobret af det harmløse navlepilleri fra Pitchfork og “indie-pop”-“genren”. Det er efter min mening den sørgeligste udvikling i musikhistorien siden dét punken musikalsk gjorde oprør mod i 70’erne.
Det skal ikke ses som et forsvar af, hvad punken tilførte musikalsk - snarere de andre kvaliteter, du fremhævede - men der er ikke meget, der er mere opmuntrende mht. fremtiden end at opleve en flok 15-40-årige gå amok til The Bronx eller Sick of It All, efter at have set en flok indie-hipstere trippe til den seneste omgang sødsuppe. :-)
Hüsker Dü’s musikalske formåen på deres første to albums må vi være enige om at være uenige om.
Og som sådan, er Tesnim Sayar måske en eminent rollemodel, i den forstand, at det jo reelt ikke er farligt. Hendes “udskejelser” medførte jo ikke et brud med forældre og kultur, eller noget andet radikalt.
Og det er netop også dér, jeg ser det positive. Taqwacore er defineret ved at kombinere religionen med punk. Afsig islam - så er det “bare” punk. Som sagt har jeg svært ved at forstå kombinationen af det anti-autoritære, og så patriarkalsk religion - ikke mindst én, der er defineret ved underkastelse. Men hvis grænserne kan flyttes ved det, ser jeg heller ingen grund til brok.
Taqwacore er stadig fortrinsvis en vestlig muslimsk idé og uden religionen indblandet får den ingen betydning for kulturen blandt ortodokse muslimer, mere end et par afhoppede katolikker kan ændre fundamentet for den katolske kirke.