Opslag til denne artikel

Emneord:design, fordomme, islam, religion

Da Tesnim Sayar var 12 år, købte hun sit første nittearmbånd. Hun betalte en 50er for det i en anderledes dragende butik i Odense.

Siden har pighalsbånd, ring i næsen, piercing i underlæben og sikkerhedsnåle i tøjet sneget sig ind i hendes garderobe. Og så en hanekam af sort plastik, der kan lynes af og på hendes tørklæde.

Tesnim Sayar er født i Danmark, men har tyrkiske rødder og har gået med tørklæde, siden hun var otte år. I dag er hun 21 år og kalder sig selv muslimsk goth-punker.

Tøjet designer hun på Kolding Designskole, hvor hun går på modedesign-linjen.

»Da jeg var yngre, syntes jeg, det var svært at finde tøj, der både var smart og tildækkende. Det smarte var alt for nedringet, og så blev det hurtigt til lag på lag, hvor jeg kom til at ligne en gammel bedstemor. Det ville jeg lave om på,« fortæller Tesnim og gestikulerer ivrigt med sine fingerløse handsker med aftryk af skelethænder, mens kædearmbåndene rasler.

Tesnim er ikke den eneste, der forener to verdener, der umiddelbart virker svært forenelige. Den muslimske punkerbevægelse Taqwacore har i dag tilhængere over hele verden.

I bøn på pizzabakker

Faktisk begyndte bevægelsen som ren fiktion, da den nu 32-årige forfatter Michael Muhammad Knight i 2003 udgav romanen The Taqwacores om et muslimsk punkerkollektiv i Buffalo.

Blandt beboerne er muslimske bøsser, en burkaklædt punkerpige, der deler blowjobs ud, sufier med hanekam, indonesiske skatere og skæve muslimske skinheads, der bruger pizzabakker som bedetæpper.

Deres stue, hvor der er slået hul i væggen i retning mod Mekka, rummer både fester og bøn, som annonceres til lyden af elguitar. Beboernes tilværelse består af lige dele sex, dope og religion, mens de dyrker en islamisk punksubkultur, der hedder Taqwacore afledt af ordene hardcore og det arabiske ord for det at være gudfrygtig, taqwa.

Da Tesnim Sayar købte sit første nittearmbånd, var bogen om taqwacore endnu ikke skrevet, men Tesnim vidste allerede, at hun ville designe tøj, og at hun var tiltrukket af det anderledes. Sådan er det stadig.

»Jeg går med det, fordi jeg synes, det er fedt og passer til mig. Jeg har ikke designet det for at provokere. Men mit budskab er samtidig, at man skal lade være med at tro, at muslimske piger sidder derhjemme og er kedelige,« fortæller Tesnim i Ungdoms-huset på Dortheavej i København.

»En af mine veninder siger, at man definerer en punker som en, der er imod en eller anden form for undertrykkelse. Jeg er træt af folks generaliseringer og fordomme om muslimske piger. Derfor er jeg punker,« siger Tesnim.

Af respekt for sine forældre lyner hun dog hanekammen af tørklædet og nøjes med at beholde nitterne på, når hun besøger familien i Odense. Deres syn på islam er ellers meget lig hendes eget, understreger hun. Det er viden frem for traditioner.

»Jeg synes ikke, islam er undertrykkende, men jeg er imod blindt at leve efter traditioner, hvis baggrund man ikke kender. Jo mere man ved, jo mere fri bliver man. Det har mine forældre lært mig,« siger Tesnim, der ikke kan se, hvorfor punk skulle kollidere med islam.

Muhammad som punker

Omtrent samtidig med, at Tesnim Sayar sætter de første sikkerhedsnåle fast i tørklædet og udvider samlingen af nittearmbånd, begynder romanen om Taqwacore at få kultstatus blandt unge muslimer, som har svært ved at finde sig til rette mellem patriarkalske familiemønstre, regler fra hjemlandet og et samfund, der ikke vil kendes ved dem.

I Texas sidder en af de unge, der har svært ved at slippe bogen igen. Den 15-årige iranske amerikaner, Kourosh Poursalchi, kontakter Michael Muhammad Knight for at blive sat i forbindelse med et band fra bogen. Han tror nemlig, at bogens univers er virkeligt. Da han til sin skuffelse finder ud af, at det muslimske punkerkollektiv blot var fiktion, skaber han sin egen udgave af Taqwacore ved at sætte musik til et uddrag af bogen. Det bliver til sangen »Muhammad was a punk rocker«.

En ny musikgenre ved navn taqwacore er født, og med romanen og den nye musikgenre følger en subkultur og et ideologisk samlingssted for unge muslimske punkere. En bevægelse, der giver både vestlige fordomme og radikale islamister fingeren.

Dødningehoved på stok

De fleste af Tesnims venner synes, at hendes tøjstil er fed. Men selvom hun hader, når andre skal bestemme, hvordan hun skal se ud, så ville hun aldrig tage tøjet på, når hun er på besøg i Tyrkiet.

»Der er bare nogen, der kører galt, hvis jeg kommer gående på gaden i det outfit. Eller også bliver jeg spærret inde på den lukkede,« griner hun og fortæller om de mange reaktioner, hun også får på gaden i København.

En gammel mand havde svært ved at flytte sit gangstativ hurtigt nok til, at han kunne følge hende med øjnene. En anden stoppede bilen og råbte efter hende.

»Og en kvinde stoppede op på gaden og sagde nej, nej, nej, hvorefter jeg svarede jo, jo, jo, fortæller Tesnim og demonstrerer, hvordan hanekammen kan lynes af.

Hun drømmer om at kunne leve af at designe tøj. Om det bliver tøj til muslimske punkere, ved hun ikke endnu. I hvert fald regner hun ikke med selv at droppe nitterne og hanekammen lige med det samme.

»Måske smider jeg hanekammen, når jeg fylder 60. Det ved jeg ikke. Hvem ved, måske kommer jeg til at gå rundt med et dødningehoved på min stok.«

Evelina Gold og Kristina Svith Villadsen er freelance-journalister