Den fylder over 2.300 sider, har været halvandet år undervejs og givet næring til et utal af lobbyister og politiske skænderier. I går forcerede USA’s finansreform endelig den sidste forhindring, da Senatet stemte 60-38 for at lukke debatten og gå til afstemning. Dermed er reformen sikret vedtagelse med almindeligt flertal, og den kan blive til lov, så snart Præsident Obama har skrevet under - formentlig i næste uge. En vigtig og tiltrængt sejr for præsidenten, der lovede forandring, og nu har to skalpe i bæltet: sundheds- og finansreform.

Det var også på tide, må man straks indvende. For økonomisk har de seneste to år været to af de mest katastrofale i USA’s historie. Reformen kaldes den største finansielle hovedrengøring siden 1930’erne - men den kommer også efter den værste recession siden samme årti. Og den har været længe undervejs. Obama lovede reform fra første færd, men da han trådte til, gik der først et halvt år med forberedelser. Derefter var Kongressen optaget af sundhedsreform. Derefter fulgte det langsommelige lovarbejde i begge kamre, forhandlinger om et fælles kompromis - og derefter nye afstemninger. Og i slutspurten fulgte en demokratisk senators død og de sidste midtsøgende senatorers jagt på indrømmelser. Tid er ikke i sig selv et plus, en hurtig lov er ikke altid en god lov, og der kan være fordele ved at tænke sig godt om.

Men var den så umagen værd, finansreformen? Hvis processen har været lang og stridsom, så får den færdige lov næppe en blidere medfart. I ugevis har det allerede haglet ned over den med kritik. Men den er trods alt en begyndelse, en god og vigtig begyndelse.

Fra højre skydes der på reformen fra både økonomer og politikere, som frygter, at den bliver et administrativt regelmonster, der vil sende jobs til udlandet, kvæle det spirende opsving og æde det til frokost - råt. Fra venstre får den hug for kun at kradse i overfladen i stedet for at tage grundigt fat om krisens rødder: de alt for store, magtfulde banker og urskoven af myndigheder, der ikke er gode nok til at koordinere indsatsen. Den er et produkt af lobbyarbejde og laveste fællesnævner og kan næppe give ret mange Wall Street-bosser søvnløse nætter, lyder det.

Sandheden ligger formentlig - som den ofte gør - et sted i midten. Der er gode, nødvendige elementer i loven: På det ideologiske plan et vigtigt farvel til flere årtiers tro på deregulering som mirakelkur. På det konkrete plan en ny myndighed for finansiel forbrugerbeskyttelse. Ny regulering af det hidtil lovløse marked for komplekse finansprodukter, de såkaldte derivativer. Nye muligheder for overvågning af den samlede stabilitet i finanssektoren. Nye sikkerhedsmekanismer og regler for finansvirksomheders størrelse og risikovilje. Og nye muligheder for at gribe ind, hvis en enkelt aktør vurderes at udgøre en risiko for hele systemet.

Der er også vigtige mangler: f.eks. ingen reform af realkreditmarkedet eller de halvoffentlige kreditgiganter Fannie Mae og Freddie Mac, som i årevis bidrog til at oppuste boligboblen. Også når det gælder kreditvurdering og forsikring, lader loven ifølge de fleste økonomer meget tilbage at ønske.

Sandheden er dog også, at vi slet ikke har set reformens sande ansigt endnu. Den udgør en ramme, men nu er det op til de forskellige myndigheder, centralbanken, finanstilsynet m.fl. at definere reglerne og udfylde det med småt. Måske kommer reformen aldrig til at vise sit værd, som senator Chris Dodd bemærkede i går - forhåbentlig ikke. Lovens mål er at undgå en ny krise. Forhåbentlig kommer der ingen, og så bliver der aldrig brug for de nye mekanismer.

»Vi kan ikke lovgive om visdom eller passion. Vi kan ikke lovgive om kompetence,« sagde Dodd: »Men vi kan skabe strukturerne og håbe, at gode kræfter udpeges og tiltrækker andre gode kræfter, som gør det til deres levevej at lytte og sikre, at vi aldrig igen skal gennemgå, hvad vi har gennemgået.«

Tiltrængt sejr eller forspildt chance? Det er en yndet beskæftigelse i USA for tiden at skælde ud på Obama og de demokratiske ledere. Men herfra et kip med flaget for det muliges kunst, de uskønne kompromiser og de ledere, der forsøger - Obama, Reid, Pelosi, men også de tre moderate republikanere, som i går sikrede flertallet: Olympia Snowe, Susan Collins og Scott Brown.

Ingen af dem er perfekte, men Obama har på halvandet år fået to helt centrale reformer i hus. Det er forventeligt, at der er frygt og usikkerhed, når man laver ændringer. Det er også vigtigt, at arbejdet fortsætter i G20 med at koordinere reformerne verden over. Og ingen lov er mejslet i sten - skulle der vise sig uforudsete konsekvenser, så kan de rettes.

Modstandernes foretrukne middel: Ikke at reformere og regulere, men lade stå til eller deregulere, har vi allerede set konsekvensen af. Gid denne sejr må indgyde præsidenten, Demokraterne og Det Hvide Hus ny energi til fluks at tage fat på flere reformer: klima, energi og immigration.