Hvor kan man gå hen, hvis man ikke har et hjem?

Der bliver flere hjemløse i København, og der er flere misbrugere blandt dem. Uddeling af gratis heroin sammen med en nyåbnet café for heroinmisbrugere er nu en realitet på Vesterbro. Men problemet med det stigende antal af hjemløse er ikke løst

Hvis man vil løse problemet med hjemløse, skal der skabes et rum, hvor de ikke kan blive afvist, mener dagens kronikør, der selv har arbejdet frivilligt i det nedlagte Gaderummet på Nørrebro, hvor billedet er fra.

Gitte Sofie Hansen

Københavns Kommune har oprettet et sundhedsrum på Vesterbro; Dugnad Café. Dette er et ud af flere tiltag, hvor regeringens hjemløsestrategi med mål at »afskaffe hjemløshed« inden år 2013 søges iværksat i praksis.

Dugnad Café har til formål at yde hjælp og støtte for en bestemt kategori af hjemløse; heroinmisbrugerne. Dette er dog langt fra nok, da nye problemstillinger hele tiden opstår. Nu kan man læse, at de hjemløse tæller flere og flere kokainmisbrugere. Og i takt med dette kunne det se ud til, at Københavns socialborgmester må se i øjnene, at problemet med de hjemløse udvikler sig hurtigere, end hans politiske tiltag kan følge med.

Spørgsmålet bliver, hvordan det er muligt at hjælpe de hjemløse og samtidig skabe et system, som kan rumme dem alle, uanset deres psykiske, sociale eller kulturelle historie.

Socialborgmesteren og Københavns Kommune bærer et stort ansvar i denne sag. Med lukning af Gaderummet, det socialpsykologiske være-, bo- og behandlingssted for hjemløse på Rådmandsgade 60, og et nyt kommunalt styret behandlingssted på samme adresse, som aldrig kom i gang, sidder man nu i en politisk uløselig situation. Der er flere hjemløse i gadebilledet i København, de bliver yngre, og mange er misbrugere. Samtidig viser medierne et billede af et stadigt stigende antal københavnere, der bliver smidt ud af deres lejligheder pga. økonomiske vanskeligheder i takt med huslejestigninger. Der er brug for en hurtig politisk løsning, så de dårligt stillede mennesker i vores samfund kan få relevant og nødvendig hjælp til at komme på fode igen.

Alligevel synes Københavns Kommunes hjemløsepolitik kun at være funderet på løsninger, der følger den borgerlige regerings hjemløsestrategi til punkt og prikke: at give de hjemløse ophold på forsorgshjem. Et ophold, der dog ønskes begrænset til fire måneder, da den hjemløse hurtigst muligt skal tilbage til egen bolig.

Opholdet her bliver altså ren opbevaring, og de hjemløse bliver ikke tilbudt en nødvendig social rådgivning og psykologhjælp. I samme ånd medtænker Københavns Kommune ikke socialt netværk som muligt udviklende fundament de hjemløse imellem. Man vil derimod bygge nye boliger og skabe nye rammer for bedre at kunne indfange de hjemløse i kategorier.

I Information den 4. marts 2010, udtaler Københavns socialborgmester Mikkel Warming:

»Kokainmisbrugere er begyndt at dominere billedet i stedet for heroinmisbrugerne. Derfor er vi nu i gang med at omstille vores behandlingssystem.«

En anden løsning lyder:

»I 2013 skal alle Københavns hjemløse have et boligtilbud, når vi bygger 120 til 130 nye boliger. Staten støtter projektet med 200 millioner kroner, og vi i Københavns Kommune bidrager selv med 100 millioner kroner.«

I tre år skal de hjemløse altså vente på at få en bolig, og en omstilling af behandlingssystemet vil også tage tid. Og koste penge. Og man kan spørge, om man løser en generel hjemløseproblematik ved at give de hjemløse egen bolig og i mellemtiden oprette flere være- og behandlingssteder, hvor der sondres mellem forskellige kategorier af hjemløse. Således skiller man dem ad og gør en svag gruppe svagere.

Uden for kategori

Ved at skelne mellem forskellige grupper af hjemløse og tilrettelægge deres hjælp og behandling i forhold til psykisk diagnose, misbrug eller etnicitet er man med til at fastholde dem i en marginaliseret position. Resultatet bliver, at deres sociale situation bliver ladt i baggrunden. Eller at nogle helt fratages hjælp; nemlig de, som kommer fra Østeuropa.

En hjemløs person er ikke en afgrænset størrelse, som kan indfanges og hjælpes videre ved blot at skabe et nyt være- eller behandlingssted, som kan rumme en specifik kategori f.eks. som misbruger, psykisk syg e.l.

Med denne kategorisering følger en afgrænset form for hjælp, som er baseret på medicin eller adfærdsterapi. I denne behandling er aktiviteter målrettet i forhold til recovery, og individuel personlig udvikling bliver set i lyset af, om man kan eller vil deltage. Dette er med til at fastlåse de hjemløse socialt, da de, som ikke deltager, vil blive fastholdt i et dårligt mønster. Hvis fokus i behandlingen ligger på sygdom og misbrug, vil dette ses som årsagen til de sociale problemer, selv om det lige så vel kan være et symptom.

Ved at lægge fokus på kulturelle forhold eller psykisk sygdom og misbrug er risikoen ikke alene, at man fastholder den hjemløse i en situation, hvor kun den 'rigtige' udvikling vil belønnes. Det skaber samtidig et tilbagevendende problem: at der ikke er plads til dem, som ikke har en psykisk sygdom eller et misbrug. En omstilling af behandlingssystemet er altså ikke nok, da inddelingen af hjemløse i grupper altid vil virke ekskluderende.

Hvis man vil løse problemet med det stigende antal hjemløse, kræver det, at man medtænker samfundsmæssige og sociale forhold og skaber et rum, hvor den hjemløse ikke kan blive afvist.

Det er ikke muligt at få den fornødne hjælp og støtte, hvis man er hjemløs, ikke er født i Danmark eller ikke har et misbrug. Hjemløsestrategien har som fokus at give »gadesovere« et sted for natten og at »etablere rummelige og fleksible botilbud«. Hjemløsestrategien stiller samtidig krav om, at ophold på forsorgshjem ikke bør vare mere end fire måneder, og det socialpædagogiske arbejde kommer derfor primært til at handle om udslusning til egen bolig.

Her overser man en vigtig og måske altafgørende faktor, nemlig at give de hjemløse et kollektivt fundament, hvorfra de kan forstå og handle på deres sociale situation. Hvis man i stedet for sygdomskategorier anvendte en social kategori, ville det ikke være nødvendigt at omstille behandlingssystemet. Så kunne man én gang for alle skabe ét sted for kategorien 'socialt udsatte' og her ansætte forskellige fagpersoner, der kunne give hjælp og støtte til forskellige problemstillinger som misbrug, psykiske problemer, arbejdsløshed mv.

Som det er nu, er eneste alternativ til det socialpædagogiske og socialpsykiatriske arbejde med hjemløse et forslag fra socialborgmester Mikkel Warming om at oprette en økonomisk skadestue, som skal lære de hjemløse at tage ansvar for deres økonomiske problemer. Men mange hjemløse vil ikke henvende sig et sådant sted. De fleste hjemløse har slet ingen penge!

Frivilligt alternativ

De hjemløse kan få hjælp her og nu. Vi har de ressourcer, der skal til i vores samfund. Vi har kvalificeret, faglig arbejdskraft og folk, der vil arbejde for få midler.

Gaderummet, et socialpsykologisk være-, bo- og behandlingssted på Nørrebro, husede 50 hjemløse og gav gratis psykologhjælp og rådgivning til mere end 200 brugere. Dette sted fungerede i mere end 20 år - de første mange år ved frivillige kræfter - indtil regeringens hjemløsestrategi blev sat i kraft, og stedet blev lukket.

I Gaderummet kunne man få mad og ly for natten, samt tilbud om aktiviteter og medicinfri behandling. Her havde de hjemløse et netværk og et kollektiv, hvor de kunne mødes. Gaderummet hjalp fire ud af fem brugere tilbage til en normal hverdag. Ikke efter fire måneder, men over tid, med respekt for det enkelte menneske. Dette sted var et alternativ til psykiatrien, et sted, som kunne rumme dem, som af forskellige årsager var smidt ud eller havde valgt at forlade andre være- eller behandlingssteder.

Med en døgnåben dør var det i Gaderummet muligt at tage imod enhver hjemløs, fattig eller sårbar sjæl. Her var der plads og rum og ingen var uden for kategori. Hver enkelt bruger blev set som en person med sociale og psykiske problemstillinger, og alle havde samme ret til socialhjælp og psykologisk hjælp.

Et sted som dette kunne være at ønske.

For de hjemløse kan ikke vente på, at man omstiller behandlingssystemet, eller til det bliver år 2013, hvor deres nye boliger, efter sigende, skulle stå klar.

Tina Rye Hansen er bachelor i antropologi og frivillig i Gaderummet.

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Torben Jakobsen

"Men mange hjemløse vil ikke henvende sig et sådant sted. De fleste hjemløse har slet ingen penge!"

penge nok til guldøl, heroin og kokain - hvis man skal tro på rapporten. Og nok også penge nok til huslejen hvis de flyttede til "udkantsdanmark".

Men det er i de fleste tilfælde nok ikke økonomien der er det største problem, om man så bygger "fattighjem" eller opretter opholdelsessteder løser det jo ikke de grundliggende årsager.

anbefalede denne kommentar