DENNE TEKST HANDLER OM en god og en dårlig nyhed: Den gode er, at rygterne om avisens død var stærkt overdrevne. Avisen lever, og i går satte Washington Post endnu en streg under dens værdi og styrke med et spektakulært projekt. Den dårlige knytter sig til avisens slående, mange vil sige direkte skræmmende konklusioner. For hvis der er en ting, alle fløje i Washington kunne enes om efter 11. september, så var det at styrke sikkerheden, udvide antiterror-beredskabet og støtte de hemmelige sikkerheds- og efterretningstjenester.

Der har været skandaler og kritiske historier før. Men Washington Posts projekt, ‘Top Secret America’, er i en kategori for sig; det første, der søger at give et samlet overblik over de seneste ni års eksplosive vækst i sikkerheds- og spionbranchen. Avisens reportere har brugt to år på at kortlægge det tophemmelige Amerika og fremlægger i denne uge resultatet i en serie artikler og på et website. I går handlede det om statens rolle i det vildtvoksende system, hvis dimensioner har nået et omfang, så ingen længere ved præcis, hvad det koster, eller om det overhovedet er effektivt, skriver avisen, der blandt andet når frem til disse konklusioner:

1.271 AMERIKANSKE statslige organisationer og 1.931 private virksomheder er involveret i antiterror-beredskab, national sikkerhed og efterretningsarbejde. De arbejder fra cirka 10.000 forskellige adresser over hele USA, hvor cirka 854.000 ansatte hver dag møder op med det, der hedder top secret security clearance, dvs. at deres baggrund og relationer er tjekket, og de har adgang til følsomme informationer.

I Washington er 33 bygninger til tophemmelige aktiviteter under opførelse eller allerede bygget. Tilsammen fylder de cirka tre gange Pentagon, og de er fyldt med isenkram, IT-udstyr og tv-skærme, kommandocentraler og skudsikre biler. Men flere af tjenesterne udfører det samme eller overlappende arbejde, og skønt der også er kontorer, som samler og koordinerer, har ingen direkte til opgave at overvåge effektiviteten og spildet eller finde steder at spare - tværtimod. De mange tusinde efterretningsfolk udgiver hvert år cirka 50.000 rapporter, og fordi de færreste kan nå at tygge sig igennem dem alle, har det givet arbejde til nye ansatte, som forkorter og samler informationerne på hjemmesider og i nyhedsbreve.

PROJEKTET REJSER flere vigtige spørgsmål: Hvem holder opsyn med systemet selv? Hvem sikrer effektiviteten? Og kan der investeres i så megen sikkerhed og så mange agenter, at resultatet faktisk bliver mere forvirring - og mindre sikkerhed?

To nylige eksempler illustrerer problemet: Undertøjsbombemanden, der ville sprænge et fly i luften over Detroit. Og skuddramaet i Fort Hood i Texas, hvor en militærpsykiater dræbte 13. I begge tilfælde havde familie og kolleger slået alarm, og der burde have været tilstrækkeligt med advarsler til at gribe ind. Men i ingen af tilfældene lykkedes det at forbinde de afgørende data, som flød rundt mellem tusinder af andre i systemet. Og efterfølgende var reaktionen klassisk: Nye krav om endnu flere penge og flere tiltag - men ikke om en smartere eller mere effektiv indsats.

Selv USA’s forsvarsminister, Robert Gates, indrømmer over for Washington Post, at »der har været så meget vækst siden 11. september, at det er en udfordring at favne det hele - ikke bare for lederen af det nationale kontor for efterretningsarbejde, men for ethvert individ, lederen af CIA, forsvarsministeren«. Han erkender også, at »ni år efter 11. september giver det god mening at sige: Okay, vi har opbygget en enorm kapacitet, men har vi mere, end vi behøver?« Og fra en række navngivne og anonyme kilder i systemet fortsætter det så med endnu mere foruroligende citater - om uoverskueligheden, kompleksiteten, den interne rivalisering og slet og ret mængden af data, som indsamles hver dag. Og ikke mindst om det manglende fokus på og viden om, hvad der egentlig har virket.

I SNART ET ÅRTI har det været noget nær politisk selvmord, hvis man som vestlig politiker ikke støttede mere beredskab og sikkerhed. Nu er det i den grad på tide at spørge som Gates og Washington Post, hvordan vi får den bedste og mest effektive indsats for alle pengene? I Danmark og Europa har vi åbenlyst ikke samme budgetter eller samme vildtvoksende jungle af private og offentlige spillere, men vi kan alligevel have nytte af Washington Posts projekt. Vi tager del i USA’s krige og ser den samme tendens til at søge beskyttelse mod frygt og terror med tiltag, der måske nok beroliger, men ikke nødvendigvis virker - eller ligefrem virker modsat. Som læsere og vælgere har vi ingen indsigt i de hemmelige tjenester og systemer, men vi har alligevel et ansvar: Vi kan købe og læse de gode, ambitiøse aviser og stemme på ansvarlige politikere, der ikke lefler for befolkningen eller lover falsk tryghed, men tør stille svære spørgsmål og holde opsyn med de hemmelige opsynsmænd.