Ingen respekt for kunderne

Erik Møller Andersen, København Ø

Apropos reklame-tv-skærme i busser og s-tog i Danmark, så hører borgerne i Soul - hovedstaden i Sydkorea (nej, ikke Nordkorea) klassisk musik fra højttalere ophængt i de offentlige parker. Musik kunne vi også høre for år siden i supermarkeder i København (ophørte dog hurtigt) - og i sidste uge på Kongens Nytorv fra højttalere i Magasin.

DSB og Movia har ingen respekt for deres kunder, men mener åbenbart, at tog- og buspassagerer er så dumme, at de kan påduttes hvad som helst - højere og højere billetpriser, færre og færre især busafgange og nu stupide tv-reklamer. Er tog- og buspriser sat ned?

DSB og HT. Erkend fejltagelsen - sig undskyld og få så de apparater fjernet!

Vandforbrug

Ole Kløcker, Frederiksberg

Vandforbruget skal privatiseres - det er klart. Eftersom det offentlige generelt nedprioriteres, er det også en fordel for landbrugets overdrevne kemikalieforbrug, hvorved vandværkernes vand fortsat forringes, så der åbnes op for privat, forretningsdrevet licitation af vandsalg på flasker og anden løssalg, altsammen selvfølgelig efter eget valg, hvad ellers? Sig så ikke, at der ikke bliver gjort noget!

Ministerens fatamorgana

Jørgen Henningen, København K

Klimaminister Lykke Friis (LF) giver 12. juli udtryk for, at her på vej til COP16 i Mexico ser tingene ikke så miserable ud som hævdet af mange efter COP 15. Det er uden belæg. LF ser COP15 og 16 som mellemstationer »på vejen mod det endelige mål, som er en juridisk bindende klimaaftale«, men det er et fatamorgana. For at en sådan aftale skal kunne ratificeres i USA’s senat kræves 67 mandater eller syv mere end nødvendigt for national lovgivning. De vil ikke kunne findes.

Det nytter ikke noget at bebrejde Obama, at den amerikanske forfatning har gjort det muligt for enkeltstaternes repræsentanter at hindre USA i at forpligte sig internationalt. Men man kan - og bør - bebrejde de politikere, inkl. dem i EU-Kommissionen, og ikke mindst de grønne organisationer for at nægte at indrømme, at sådan er det. Og statsministeren og Bo Lidegaard fortjener tilsvarende ros for i det mindste at have ageret i forlængelse af denne erkendelse.

Heller ikke ‘enigheden’ om max. to graders temperaturstigning eller indmeldingerne til Copenhagen Accord er noget at bygge på. Specielt de to grader er jo baseret på, at alle forestiller sig, at andre skal gøre mere, end de er villige til. Ovennævnte argumenter bliver normalt afvist med spørgsmålet: Hvad er alternativet? Svaret er enkelt: Klimakonventionens artikel 4.2.

Den pålægger de industrialiserede lande at gennemføre de nødvendige politiske tiltag for at bringe deres emissioner i overensstemmelse med målet om at beskytte klodens klima. Og den er allerede ratificeret af alle. Der er nok at gå i gang med: energieffektivitet, vedvarende energi osv. Hvorfor er fatamorganaet så meget mere attraktivt?

Farlige mænd

Finn Gunst, Brønshøj

NATO’s generalsekretær Anders Fogh Rasmussen (AFR) erkender nu åbent i forhold til invasionen af Af-ghanistan, »at den pris, vi betaler, er meget højere end forventet, især i lyset af alle de dræbte internationale og afghanske soldater«.

De mange gange, han som statsminister af SF og Enhedslisten blev gjort opmærksom på disse forhold, »var der ikke noget at komme efter«. Søren Espersen fra DF sjasker følgagtigt i hælene på AFR’s aktivistiske udenrigspolitik. Hvor længe finder vælgerne sig i det?

Hvad skal vi så leve af?

Jannik Schack Linnemann, forskningspolitisk chef, Dansk Erhverv

Danske 8. klasses elever tilhører den internationale elite, når det gælder samfundsforståelse. De unge hjerner excellerer ifølge The International Association for the Evaluation of Educational Achievement (IEA) i forståelsen af samfundsforhold, politik og demokrati - kun overgået af deres finske kammerater. Denne nyhed blev viderekolporteret ukritisk i diverse medier for nylig. Uden at dryppe malurt i bægeret vil jeg tillade mig at henlede opmærksomheden på de lande, som placerede sig på tredje- og fjerdepladsen i dette VM i samfundsforståelse: Sydkorea og Taiwan.

Den opmærksomme læser vil straks løfte øjenbrynet og spørge ‘jamen, hvad skal vi så leve af’? Det er nemlig ingen hemmelighed, at de to sydøstasiatiske vækstøkonomier også scorer højt på de såkaldt hårde fag - matematik, naturfag og læsning - og det sætter unægtelig det ellers gode danske resultat i relief. I den globale videnøkonomi er vi ikke kun oppe imod vidennationer, som perfektionerer udenadslære, paratviden og talgymnastik. Vi er også i skarp konkurrence med lande, som inden længe står til at overhale os indenom med kreativitet, entreprenørskab - og nu også samfundsforståelse.

Har man lullet sig selv i søvn i forvisning om, at Danmark har verdenspatent på at udklække selvstændigt tænkende væsener, der kan tænke tværfagligt, kreativt og innovativt, får man sig om få år en brat opvågnen.

Der er kun én vej frem, hvis vi skal stå distancen: Vi skal investere endnu mere i uddannelse - fra folkeskole til forskerskole - og sørge for, at vores børn kommer i internationalt kredsløb under deres uddannelsesforløb.

Der er forskel på kvælstof

Hanne Grethe Kirk, Randbøl

Vagn Lundsteen, direktør i Forening for bæredygtigt Landbrug, har skrevet en kommentar (19. juli), hvor han argumenterer for, at en nedsættelse af kvælstofudledningen til vandmiljøet på 19.000 ton dels vil ruinere landbruget, dels vil ødelægge kvaliteten af fødevarerne og dels ikke vil have nogen som helst betydning for vandmiljøet.

Der er mange besynderlige tal i indlægget, men det, der fik mig til at reagere, var VL’s totale uvidenhed om kvælstofkredsløbet - eller måske håber han bare, at hans læsere er tilpas uvidende. Det er korrekt, at 78 pct. af atmosfæren består af kvælstof, men det er i form af den inaktive luftart N2, som er utilgængelig for planterne. Det kræver energi at bringe N2 på plantetilgængelig form. Før industrialiseringen skete det kun ved bælgplanternes og blågrøn-algernes kvælstoffiksering, ved lyn og ved afbrænding, og kvælstof var derfor meget ofte den begrænsende faktor for planteproduktionen. Det har ændret sig i den rige del af verden med brug af handelsgødning samt afbrænding af fossile brændstoffer, og disse to kilder er mange gange større end de naturligt forekommende.

Det kvælstofnedfald, der sommetider omtales, og som ligger på 10-20 kg N/ha, er ikke nedfald af N2, men af ammoniak fordampet fra dyregødning samt kvælstofilter produceret ved forbrænding i biler og industri.

VL påstår: »Når det er koldt og vådt, falder kvælstof ned som regnvand. Vi taler om så enorme mængder, at den smule kvælstof, der anvendes på markerne …ingen betydning har«. Hvis denne påstand var korrekt, ville der overhovedet ikke være nogen grund til at bruge al den energi på at producere og udbringe kvælstofgødning, og en reduktion på 19.000 ton ville være totalt ligegyldig for landbrugsproduktionen - i grel modsætning til alle de ulykker, VL bruger første halvdel af indlægget på at udmale.

Uoriginalt

Jon Rostgaard Boiesen, Århus N

Det er påfaldende, at Uwe Max Jensen, en kunstner hvis fremmeste kunstneriske præstationer består i at tisse i en elkedel, på en mur og ikke mindst i en Olafur Eliasson-vandskulptur, synes, at det at tisse på noget som helst kan være udtryk for slap tænkning. Men det er det åbenbart, når det er plakater af Fogh og Kjærs-gaard og ikke Ahmadinejad, der bliver tisset på.

At tisse på Ahmadinejad er åbenbart en potent handling, fordi han er en diktator. Jeg skulle dog mene, at det selv for en mand med Uwe Max’ organ skulle være svært at nå helt til Teheran. Og man kunne ellers synes det var uoriginalt og slapt tænkt at efterligne en kampagne fra 2005.

Fordomme

Steen Schapiro, medstifter af Seksualpolitisk Forum

Flora Ghosh prøver 16. juli, at afvise en rapport om skadesvirkninger ved prostitution fordi den ikke omhandler ricisi for vold. I stedet undersøger rapporten, om der er belæg for de mange po-stulater om, at sexarbejde på klinik - i sig selv - skulle være skadeligt. Rapporten kommer frem til, at det ikke er bevist. Nej, der er ikke evidens for at sexarbejde skaber gigtskader i kæberne, PTSD, eller at hoveddelen af sexarbejderne skulle være incestofre, tvungne eller andre uhyrligheder, der gennem årene er fremsat i debatten, og som forbudspolitikere fortsat holder fast på i blind tro.

Ghosh oplyser så, at mange af de prostituerede skulle være udsat for en eller anden form for vold i løbet af deres arbejdsliv, men hun bruger en 16 år gammel undersøgelse, som ikke er repræsentativ. Senere undersøgelser angiver meget lavere tal for overgreb - dem citerer Ghosh dog ikke.

Men selvfølgelig kan der være risici, og nogle prostituerede - langtfra alle - har problemer med livet og er i forskellige risikogrupper. Disse skal selvfølgelig hjælpes og støttes. Derfor er god harm reduction at give trygge sikre og legale arbejdsrammer - dvs. rettigheder og kontrol med arbejdspladser som i andre erhverv.