Portnersken og vidunderbarnet

Josiane Balasko er lille, tyk og firskåren, med meget anonyme ansigtstræk. Slet ikke stjernemateriale i normal forstand, men alligevel har hun sat sig igennem med uafviselig kraft på lærredet.

Det sker også her, hvor hun fremstiller denne særligt franske art af menneskeheden, der hedder en portnerkone (concierge).

En sær blanding af vagthund, vicevært og ejendommens praktiske gris.

Denne Renée er en dybt ensom, statisk eksistens med pindsvinepiggene ude, så overflødig kontakt undgås. Men så etableres der et venskab med en 11-årige pige med et vidunderbarns intelligens og derfor lige så fremmedgjort i sin rige familie som Renée er det i sin lille portnerbolig.

Og da en japansk gentleman med det betydningsladede navn Ozu (efter den berømte instruktør) flytter ind i lejligheden og gør den tvære Renée sin opvartning med et Tolstoj-citat på læben, åbenbares hendes store hemmelighed: hun har baglokalet fuld af bøger fra gulv til loft og er lige så velbevandret i Tolstoj som den højkultiverede japaner.

Japansk drømmeprins

Der skal pondus og finfølelse til for at gøre et sådan kvindeportræt spiseligt, og begge dele har Josiane Balasko i rigt mål.

I fordums dage slog hun sig løs i sex-satiriske skrøner: nu underspiller hun klogt en rolle, der ville kæntre ved enhver antydning af sentimentalitet. Denne klump af en kvinde er solidt forankret i den parisiske hverdag og forbliver det filmen igennem, også da hun får vakt længe begravede romantiske forhåbninger.

Man klynger sig til hende, for ellers er det en søgt og kunstlet historie, der bygger på en overmåde populær bestseller af Muriel Barbery. Filmens anden hovedperson er den 11-årige, velartikulerede filosof Paloma, der foragter sin familie og planlægger at begå selvmord. Selv om hun spilles yderst kompetent (og irriterende) af Garance Le Guillemic, forbliver hun en litterær konstruktion.

Visse figurer egner sig afgjort bedst for det hvide papir – det gælder den grotesk overbegavede og til tider japansk-talende (!) Paloma, men ikke mindst den japanske drømmeprins, der tilflytter ejendommen og ikke sætter en fod forkert, mens han vinder Renées og Palomas hjerter. Den eneste plet, der kan sættes på ham, er, at han ikke er i familie med den store japanske instruktør Ozu.

Mona Achache debutinstruerer med fermhed og sans for nuttede detaljer. Heldigvis forstår Josiane Balasko at skære igennem, når det kræves, så filmen ikke bliver helt interesseløs.