Det er efterhånden et velkendt refræn, at vi er i færd med at nedbryde vores retsstat. Fra universitetsprofessorer, eksperter i tænketanke, politikere på Christiansborg og kommentatorer i medierne er budskabet ofte enslydende. Vores retssikkerhed er under pres, og det er tvivlsomt, om vores samfund også på sigt fortjener prædikatet ‘retsstat’. Hovedparten af skylden lægges på vores anti-terrorlovgivning, som skeptikere anser for at være første skridt på vejen mod udviklingen af en politistat og et overvågningssamfund.
De mange rygter om retsstatens død er imidlertid overdrevne. Det er rigtigt, at Folketinget siden den 11. september 2001 har begrænset friheden i vores samfund på en række områder, og det er også rigtigt, at det ikke altid har fundet den rette balance mellem de konkurrerende hensyn til frihed og sikkerhed.
Tidsgrænser for lovene
I forrige klumme anbefaledes det da også, at Folketinget tidsbegrænser vores anti-terrorlovgivning, så vi med jævne mellemrum kan evaluere den.
Men terrorlovene afspejler i høj grad trusselsniveauet i vores samfund og borgernes følelse af sårbarhed over for terrorisme, og når dette trusselsniveau og følelsen af sårbarhed på et tidspunkt aftager, vil det også komme til udtryk i lovgivningen.
Hvad der er endnu vigtigere, er at de mange skeptikere undervurderer, at retsstaten snarere styrkes end svækkes, når den kommer under pres og derfor formentlig også kommer styrket - og ikke svækket - gennem det nuværende pres. Det er nemlig først, når retsstaten presses og udfordres, at vi indser dens værdi og dens principper viser deres værd. Det gælder især de retsstatsprincipper, der er med til at definere os som samfund og det, som vi står for i kampen mod terrorismen.
Et eksempel er ytringsfriheden, som i tide og utide erklæres truet. Mange skeptikere overser dog, at den megen snak om ytringsfrihed og de mange forsøg fra antidemokratiske kræfter på at begrænse den, ikke svækker den. Ved at blive udfordret og testet styrkes ytringsfriheden. Vi ser som samfund, at ytringsfriheden udfordres, og derfor indser vi, hvor vigtig den er at værne om. Det er ikke alle retsstatsprincipper, der svækkes i krisetider. For nogle går det stik modsat.
USA ingen politistat
Udviklingen i USA viser, at retsstatsprincipper ofte styrkes, når de presses. Det er velkendt, at Bush-regeringen prioriterede terrorbekæmpelsen så højt, at den så stort på centrale retsstatsprincipper.
Men denne fokusering på sikkerhed endte med at give bagslag, og USA udviklede sig ikke til den fascistiske politistat, som mange skeptikere ellers forudsagde. I længden købte amerikanerne nemlig ikke Bushs præmis om, at alt er tilladt, når nationens sikkerhed står på spil, og de valgte en ny mand ind i Det Hvide Hus, der lovede at gøre op med forgængernes politik.
Barack Obama lovede at lukke Guantánamo, at standse de torturlignende afhøringer og lukke CIA’s fængsler. Jo mere Bush-regeringen udfordrede retsstaten, jo mere kæmpede den imod, og jo stærkere blev den. Dette er en enorm vigtig lektie.
Det samme billede er ved at tegne sig i Storbritannien, hvor den nye regering har erklæret, at den er villig til at ophæve dele af den eksisterende antiterrorlovgivning.
Og også her i landet vil vi opleve, at vores retsstat på sigt vil komme styrket - og ikke svækket - gennem det nuværende pres.
Kommentarer
Ovenstående virker meget naivt på mig.
Men man må da håbe, at forfatteren har ret.
Ja det er jo ikke nogen naturlov at retsstaten styrkes under pres. Nogle gange bryder den sammen som f.eks. i Tyskland i 30’erne. Det afhænger i høj grad af den brede befolknings demokratiske sindelag. og tillid til demokratiets styrke
Hvem er i øvrigt forfatteren? Er det kun mig der ikke kan finde hans navn?
Forfatteren hedder Anders Henriksen og er jurist.
Det fremgår af dagens avis.
Det er noget vrøvl.
Retsstaten styrkes ikke under pres. Magtstrukturerne styrkes og tiltager sig styrke under pres.
Men retsstaten gør ikke.
Terrorlovgivningen har undermineret det almindelige menneskes retsstatus.
Hvis presset kan bevidstgøre folk om demokratiets værdier og få dem til aktivt at bekæmpe forringelserne i retsstaten - kan det godt i sidste ende betyde en styrkelse - men argumentationen er lidt bagvendt: Vi styrker demokratiet ved at svække det
“Men terrorlovene afspejler i høj grad trusselsniveauet i vores samfund og borgernes følelse af sårbarhed over for terrorisme, og når dette trusselsniveau og følelsen af sårbarhed på et tidspunkt aftager, vil det også komme til udtryk i lovgivningen.”
Dette billede er jo styret af medie apparatet, netop som du selv forsøger at præge det. Havde medierne været objektive og kritiske, havde de også understreget at en egenligt trussel var helt i skoven.
Ja der er blevet anholdt et par stykker, men havde man forventet andet efter at have deltaget i en krig imod de selvsamme terrorister? hvordan vil man forsvare lømmelpakken? at man har reformeret politiet? Gjort det i en grad der vel ikke kan gøres værre, så i stedet for at rette op på manglende uformåenhed, så straffer man borgerne yderligere. Man kan håbe vi kommer tilbage til en retsstat, men at antage den skulle blive styrket, det er tvivlsomt.
Måske den samme Anders Henriksen som i denne artikel:
http://www.information.dk/239545
Mage til forkrøblet sludder…
Men selvfølgeligt logisk, at forkvaklede observationer og forrykte påstande om sammenhænge, ender med at blive det rene vås.
Vedrørende artiklens forfatter
Bylinen var ved en fejl ikke blevet tilføjet, men det er rettet nu.
Debatvært
Espen Fyhrie
Klummen giver en spændende ny vinkel på en vigtig diskussion, der i for høj grad har været præget af bekymrede paratmeninger.
Desværre tyder kommentarer som “forkvaklede observationer og forrykte påstande”, “vrøvl” og “naivt” på, at debatdeltagerne er mange af de sædvanlige pseudointellektuelle, venstresnoede, snotkonservative konspirationsteoretikere, der mentalt og debatmæssigt hænger fast et sted i 70erne.
Ærgerligt for en vigtig debat.
Claus: I stedet for at spy ukvemsord ud kunne du så ikke prøve at forklare hvad du mener er spændende?
Personligt kan jeg tilslutte mig næstsidste afsnit i Anders Henriksens indlæg, der handler om at det er glædeligt at briterne får luget ud i deres (anti)terrorlove.
Det hænger jo nok sammen med, at de fleste briter forlængst har erkendt, at de er blevet taget grundigt ved næsen af den forhenværende regering, og at nogle af de tiltag der er foretaget under dække af at skulle afsløre og forhindre terror, rammer aldeles ved siden af, og i praksis blot opfattes som indgreb i den personlige frihed og/eller en farlig platform, for at en totalitær politistat kunne opstå.
Det er spildt ulejlighed at forsøge at gendrive hvad Anders Henriksen har digtet sig til.
Kære Ole, det spændende er vinklen:
Retsstaten styrkes under pres…
det er en vinkel, der ligger uden for de sædvanlige betragtninger om, at retsstaten nedbrydes, trues etc. eller, at den nedbrydes, trues etc. men, at det er nødvendigt p.g.a. af det angiveligt større onde: Truslen mod vores sikkerhed.
Anders Henriksen:
“Men terrorlovene afspejler i høj grad trusselsniveauet i vores samfund og borgernes følelse af sårbarhed over for terrorisme, og når dette trusselsniveau og følelsen af sårbarhed på et tidspunkt aftager, vil det også komme til udtryk i lovgivningen.”
Denne påstand tager som udgangspunkt at der er en direkte sammenhæng mellem lovgivning og realitet, og at al lovgivning foretages ud fra nødvendige behov i samfundet, fuldstændig uden indblanden af populistisk opportunisme.
Det er for mig lidt for stor en mundfuld at sluge i forbindelse med den nuværende regering. Det skorter jo ikke ligefrem på eksempler på sjusket populistisk lovgivning i deres regeringstid (knivlovgivning, hundelov, tuneserlov etc etc ad nauseam), foruden direkte løgne (såsom grundlaget for Irakkrigen o.m.a.), så at stole blindt på at lige præcis terrorlovgivningen skulle være objektive er for mig at se ikke bare temmeligt naivt, men også virkelig dumt.
Claus,
hvis en jurist ville fremme det synspunkt, at pres på retsstatens aktører (dvs. politikerne og regeringen), burde han jo fremme f.eks. det synspunkt, at en forfatningsdomstol snarest bør indføres, f.eks. efter tysk forbillede. Og måske en forvaltningsdomstol også? For slet ikke at tale om en tredeling af magten, bl.a. for at sikre domstolene autonomi, i stedet for at de som nu er underlagt de øvrige to.
Så ville der komme fokus på retssikkerhed, på forfatningsret, på at lovgiverne skal gøre deres arbejde ordentligt, på at demokratiet bevares og udvikles, og meget andet.
Lige nu, er det lovgiverne der dikterer, at statens beføjelser skal øges, at befolknings rettigheder skal udhules, hvilket er at gå i retning af en mere totalitær og magtfuld stats, snarere end en mere demokratisk.
Historiske erfaringer viser, at krisesituationer ofte fungerer som katalysatorer for styrkelsen af visse rettigheder. Den amerikanske borgerkrig førte til ophævelsen af slaveriet, Anden Verdenskrig førte til en styrkelse af kvindernes rettigheder (som en konsekvens af, at disse måtte erstatte mændene på arbejdsmarkedet) og til fødslen af de internationale menneskerettigheder og diskriminationsforbud. Under krisesituationerne ser det sort ud og der friheden begrænses, men på den lange bane styrkes individuelle rettigheder.
Pointen her er derfor heller ikke, at alting er fryd og gammen nu - jeg understreger netop, at politikerne ikke alting har fundet den rette balance mellem frihed og sikkerhed. Pointen er blot, at skeptikerne undervurderer, at borgerne i længden ikke kun vil have sikkerhed men også frihed, og at dette over tid vil manifestere sig. På den lange bane reparerer demokratiet med andre ord sig selv og finder den rette balance mellem frihed og sikkerhed. Og når det sker, så stiger respekten for retsstatslige principper.
I USA har Obama - ihvertfald retorisk - skiftet kurs, og der er åbenbart også nye vinde i UK. I stedet for at udvikle sig til totalitære stater (som skeptikerne i årevis havde spået) er begge samfund altså ved at skifte kurs (som demokratier altid gør), og respekten for retsstaten er på vej tilbage. Det samme kan man forestille sig vil ske her i landet, hvis regeringen skifter farve.
Vh,
Anders Henriksen
Anders Henriksen:
“På den lange bane reparerer demokratiet med andre ord sig selv og finder den rette balance mellem frihed og sikkerhed.”
Det virker nu temmelig lyserødt, at tro at demokrati er et fænomen, der kan genoprette sig selv, og formentlig vil bestå til evig til.
Indtil videre, har der ikke været demokrati i kongeriget, formelt eller reelt. Der har været tale om parlamentarismen udbredelse, og kongemagtens udhuling af flere omgange, således at det reelt er de politiske partier og deres avatarer, politikerne, der holder og trækker i alle trådene.
En styreform, der på den ene side ikke er skyggen af hjemmel for i Grundloven, men også er en konstruktion der ikke lader sig udskifte på legal og fredelig vis, uanset hvor mange borgere der måtte ønske det såkaldte repræsentative demokrati erstatte af noget mere borgernært.
At den politiske elite øger statens magt og dermed deres egen, kan aldrig blive i demokratiets interesse. Tværtimod påpeger det, at magt stadig er ret.
På den anden side fortjener landets borgere jo ikke demokrati, da der jo ikke er nogen folkelige bevægelser, der protesterer mod afmægtigheden og formulerer mulige alternativer. Man kan selvfølgelig altid håbe på, at nogle af de politiske partier bliver mere forstandige fremover, og erkender at de er gået for vidt…
Denne kommentar er anbefalet af:
Henriksen: Det er muligt du har et i at der er en positiv udvikling i USA og England i øjeblikket. m. h.t. retssikkerhed - men det er endnu for tidligt at konkludere noget sikkert - men derfra og så til at komme med en generel konklussion som du gør er der da et stykke vej.
Jeg kan da let komme i tanke om en del eksempler på den modsatte udvikling hvor demokratier har udviklet sig til despotier.
Igen kan jeg kun sige at det ikke er nogen naturlov
eller automattik i dette. Udfaldet i hver situation afhænger at befolkningens demokratiske beredskab.
Undskyld, men jeg kan simpelthen ikke læse argumentet anderledes end at retsstaten styrkes, ved at den svækkes - fordi der jo må komme en modreaktion.
Hvis det ikke er vrøvl, så er det naivt. Og hvis det ikke er naivt, så mangler der ganske enkelt en argumentationsrække om hvordan vi kan være så pokkers sikre på at modreaktionen kommer, og at den vil være stærkere end den oprindelige svækkelse.
Jeg ser ingen af delene i artiklen…
Kristian Lund,
du er ikke den eneste, der fortvivlet sidder og mangler de ekstra argumenter, der kunne få påstanden til at hænge sammen.
Problemet med retsstatens svækkelse er jo meget meget større end Anders Henriksens petitanalyse lader ane…
Problemet starter her:
http://www.information.dk/231042
tjah, så ser jeg med spænding frem til at retsstaten nulstiller udleveringen af Camilla Broe samt annullerer den Grundlovsstridige blokering af thepiratebay.org
Hvis blokeringen ikke er en forebyggende forholdsregel som nævnt i Grundlovens 77, så … :/
Man kunne jo ønske, at Anders Henriksen havde ret, men så enkel en dynamik er der nok ikke tale om. Det er rigtigt, at en reaktion er kommet i USA og England, men jeg mener ikke, Danmark kan sammenlignes med disse nationer.
Danmark er et lille og ret homogent land med en overvejende ukritisk – for ikke at sige regeringsvenlig – presse, og hele den indstilling, at regeringer og regeringsledere kan gøres til genstand for retsforfølgelse er relativt fremmed. Politiske debatter i medierne er pseudodebatter (se f.eks. den udmærkede artikel fra Center for Vild Analyse i denne uge), og ingenting sker.
Jeg har før sagt, at danskerne er verdens mest ligeglade. Det er utroligt få danskere, der overhovedet mener, at retsstaten er under angreb. Hvad ”vi” gør, må nødvendigvis være ’godt’ og ’rigtigt’, og ”folk kan jo bare opføre sig ordentligt, no problem”.
Som vi kunne læse for nylig, er ikke engang vore nærmeste naboer, Sverige og Norge, så ligeglade som ”vi”.
Denne kommentar er anbefalet af:
Artiklen dumper alene på den idiotiske medløberpåstand om at ytringsfriheden på noget tidspunkt har været truet eller sat under pres.
Når en adjunkt på Københavns Universitet kan fremsætte sådanne påstande, kan man føle trang til at erindre Hans Scherfigs bog - “Hvad lærer vi i skolen?”.
Udover de øvrige gode kommentarer, kan også føjes, at retsstaten i Danmark ikke er under pres, den er under svækkelse, og det er en helt anden snak.
Det politiske liv i Danmark lider under laissez-faire og ugidelighed fra det, der burde være en myndig befolkning. Jeg er ked at at sige det, men velfærdsstaten synes mig i disse år at virke som panem et circenses, og det har aldrig været meningen med den. Det har omfattende ødelæggende virkning på vores opfattelse af folkestyre (noget, som folket UDØVER ved aktivitet), i en sådan grad, at man kan tvivle på, at den genopretningsvilje, Anders Henriksen tror på, reelt vil opstå indenfor en overskuelig årrække. Det handler ikke om folkets magelighed, desværre, men dets fatalistiske tro på, at ting kun kan gøres, som de bliver fortalt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Peter Hansen,
din kommentar er lige lige i øjet, og spidder situationen ubehageligt præcist.
Anders Henriksen: din artikel er præget af din løn og levevilkår.
Sikke dog en gang vås. Afvikling af borgernes rettigheder kan aldrig styrke en retsstat. At undskyldningen for at gøre det er lige så frit opfundet, er dog det mest nedslående.
Følg pengene og se hvad, der i virkeligheden foregår.
”Pointen er blot, at skeptikerne undervurderer, at borgerne i længden ikke kun vil have sikkerhed men også frihed, og at dette over tid vil manifestere sig. På den lange bane reparerer demokratiet med andre ord sig selv og finder den rette balance mellem frihed og sikkerhed. ”
Som ansat på en institution, der driver videnskab, må Anders Henriksen kunne fortælle os, hvilke lovmæssigheder, det er, han baserer sine udsagn på. Vi venter tålmodigt …
Jeg tror, at Anders Henriksen forsøger at overføre retssalslogik på virkeligheden. Det er ret tydeligt, at det ikke lader sig gøre.