»Vi er realister og lykkelige for, at vi ikke behøver at forsvare håbet om en bedre verden.«
Sådan kunne politiet i februar sidste år læse i et manifest, nedfældet på en CD-rom efterladt på gravstenen over den 15-årige dreng Alexis Grigoropoulos, der blev dræbt af politiet den 6. december 2008 under en bytur i Athen.
»Nogen vil måske blive chokeret over vores kynisme og mangel på ‘politisk og ideologisk fundament’,« fortsætter manifestet: »Men vi har intet behov for at retfærdiggøre eller blot forklare vores handlinger. Vi er ikke gået ind i politik. Vi er gået til væbnet kamp.«
Manifestet var underskrevet Sect of Revolutionaries (SR). Det er efter dens eget udsagn en byguerilla, der kæmper for overlevelse i en gennemkorrumperet stat, hvor politiet med vold undertrykker al modstand. Efter politiets mening er det en farlig terrorgruppe, der kun har et mål: At dræbe.
Den tidligere minister for offentlig orden, M. Chrysohoides’ assistent blev i juni dræbt af en brevbombe. Eks-ministeren siger til The Guardian, at den nye byguerilla adskiller sig fra anden ‘rød’ terrorisme, som Europa har oplevet, i den totale mangel på respekt for menneskeliv:
»Det vi ser i Grækenland, ser vi ingen andre steder i Europa. Vi ser det i Kabul«.
Drabet
Og i denne uge blev navnet Sect of Revolutionaries også kendt uden for Grækenland, da den 37-årige journalist og blogger, Sokrates Giolias, natten til mandag blev dræbt med 16 skud i sin døråbning. De fleste medier mente umiddelbart, at mordet måtte være relateret til den kriminelle underverden, mens den alternative blogsfære blev spekuleret i, at Giolias, der efter sigende var en yndet politiagent, måske var faldet i unåde hos sine arbejdsgivere. Det var derfor en overraskelse, da ballistiske undersøgelser viste, at patronerne på gerningsstedet svarede til dem, der få måneder før blev affyret under et angreb mod tv-stationen Alter. Den aktion tog Sect of Revolutionaries ansvaret for.
Vilkårlige mål
Uanset hvordan efterforskningen ender, har likvideringen af Giolias rykket den nye terrortrussel op på den ellers tæt pakkede politiske dagsorden i Grækenland.
Nick Malkoutzis, redaktør på den engelske udgave af avisen Kathimerini mener, at særlig et forhold gør dem farlige og yderst vanskelige at stoppe.
»Deres mål virker meget vilkårlige. Det er svært at finde en klar rød tråd,« siger redaktøren, der også er chokeret over brutaliteten.»Det minder jo mere om mafiamord end om terror. De ønskede virkelig, at hans død blev spektakulær. Her er ikke, som vi tidligere har set med Rote Armee Fraktion eller De Røde Brigader, tale om symbolske angreb på bygninger eller militærbaser, hvor grupperne bagefter beklagede, hvis folk var blevet dræbt. Eller nøje planlagte kidnapninger af de helt store fisk indenfor medier, politik eller forretningsliv. Her er tale om nedskydninger af ikkeprominente journalister og anonyme gadebetjente,« siger Nick Malkoutzis og runder af: »Man kan få en fornemmelse af, at de oplever, at de har set fremtiden, at den er kaos, og at de ligeså godt kan være med til at fremskynde processen.«
Terror er langt fra fremmed for grækerne. Den bedst kendte hjemmehørende terrororganisation er Den Revolutionære Organisation 17. november (17N), der i 1970’erne og 80’erne blandt andet dræbte diktaturets torturbødler i protest mod det manglende officielle opgør med dem. De sidste medlemmer af 17N blev anholdt ved en storstilet politikaktion i 2002, og i årene efter var der relativ ro på terrorfronten. Men i de seneste år har Grækenland set fremkomsten af en håndfuld nye såkaldte byguerillaer. Den største af dem, Revolutionary Struggle, har stået bag en række angreb - mest spektakulært et raketangreb på den amerikanske ambassade i Athen i 2007.
Og i slutningen af 2008 kom så en ny gruppe til, der var en direkte udløber af de omfattende uroligheder, som fulgte i kølevandet på drabet på Grigoropoulos - gadekampe, der blandt andet resulterede i tre døde bankansatte.
Demonstrationerne havde deltagelse af en bredt udsnit af byens indbyggere, fra universitetsstuderende, til arbejdsløse industriarbejdere. Nick Malkoutzis advarer derfor mod at knytte SR for tæt til de demonstrerende:
»Terrorgrupperne er ikke udløbere af den organisering af studerende og anarkister, der var oppe at slås med politiet, men urolighederne gav de her få ekstremister en oplevelse af, at de nu havde fået carte blanche.«
Ideologi?
Der er ingen, der rigtig ved hvor mange medlemmer SR har, og der er usikkerhed om, i hvor høj grad der er overlap med Revolutionary Struggle, der efter seks anholdelser i april i dag har hovedparten af deres kendte medlemmer i fængsel.
Ifølge Sappho Xenakis, ekspert i politisk vold ved Hellenic Foundation for European and Foreign Policy (ELIAMEP), er der sandsynligvis en vis kontinuitet i både medlemmer og strategi, men SR adskiller sig dog fra sine forgængere på centrale områder.
»I modsætning til de tidligere ideologisk funderede grupper er RS ofte blevet karakteriseret som ideologiløse med en stærk nihilistisk inspiration. Derudover adskiller de sig organisatorisk. De menes blandt andet at have tætte bånd til organiseret kriminalitet,« siger Xenakis.
Janis Emmanouilidis, Grækenlandekspert og analytiker ved European Policy Center, mener, at det er fejlagtigt at konkludere, at SR er uden ideologi.
»De har bare ikke en ide om den ideelle ‘stat’ som vi har vænnet os til, at alle de tidligere europæiske terrorgrupper har haft. Men jeg er ikke tvivl om, at de har et ret stærkt - omend perverst - ideal om den verden, de ønsker at leve i,« siger Janis Emmanouilidis, der ikke er i tvivl om, hvad SR er drevet af: »Had. Det er det ekstreme udtryk for en historisk mistro til alle autoriteter, der altid har eksisteret i Grækenland, men som har fået ekstra grobund inden for de seneste år.«
Flere kommentatorer peger på, at terrorgrupper som SR kan ses som et symptom på en dyb frustrationen hos en hel generation af sydeuropæiske unge, der ikke har noget håb for fremtiden, og som er blevet yderligere marginaliseret af den økonomiske krise.
Janis Emmanouilidis medgiver, at den frustration er omsiggribende, og vil ikke udelukke, at vi vil se ligende bevægelser i andre sydeuropæiske lande. Men han advarer mod, at blande tingene sammen. Både den økonomiske krise og terroren er udtryk for nogle langt mere grundlæggende og strukturelle problemer.
»De er et resultat af en lang process, der kulminerede i de tragiske begivenheder i 2008. Det er ikke en reaktion på den nuværende gældskrise. Faktisk kan man sige, at oprøret i 2008 og gældskrisen deler rødder: I den omfattende korruption, de afkoblede eliter og et politisk system, der ikke tager hånd om det,« fastslår Emmanouilidis.
Politiet
Men det er hverken politikere eller topkapitalister, der står højst på SR’s dødsliste, men derimod politifolk.
I begyndelsen af 2009 var der tre voldsomme angreb på politifolk, blandt andet et håndgranatangreb på en lokalstation i Athen-forstaden Korydallos. De første forsøg resulterede ikke i drab, men i juni sidste år blev en menig politibetjent likvideret. I organisationens manifest gøres klart, at den ikke har tænkt sig at gå specielt efter politiledelsen eller politifolk, der arbejder specifikt med terrorbekæmpelse.
»Fra nu af er enhver betjents liv ikke mere værd end en kugle, og deres krop er det ideelle øvelsesmål (…) De er som de doughnuts, de spiser, værdiløse uden et hul i midten,« hedder det i manifestet før en direkte opfordring: »Indgiv jeres opsigelser, eller vi opmåler jeres kister.«
Tillidsbrist
Og lige på det område rammer de noget dybt nedgroet i det græske samfund, fortæller Sappho Xenakis.
»I et land med en relativ nylig erfaring for et politiseret politi under diktaturet, som endda er blevet relativt langsomt reformeret, er det ikke så mærkeligt,« siger hun.
Også Nick Malkoutzis sporer den afgrundsdybe tillidskløft tilbage til diktaturet og det faktum, at der aldrig blev ryddet ordentlig op i politiet i årene efter.
»Når de unge oplever, at de står over for en højrefløjsorganisation i mødet med politiet, har de til dels ret,« siger Nick Malkoutzis.
Mordet på den 15-årige blev et stærkt symbol på den fælles oplevelse af et brutalt politi, der arbejder for skjulte interesser og som får lov at gøre det, uden at medierne kigger dem i kortene.
»Denne ene episode, denne ene nat satte hele processen med tillidsskabelse år tilbage,« fastslår han.
Medierne
Hvor mishaget mod politiet altså er udbredt i Grækenland, er angrebene på journalister mere overraskende. I februar efter det knap så succesfulde angreb på tv-stationen Alter udsendte SR en direkte henvendelse til pressens mænd og kvinder:
»Journalister, denne gang kom vi til jeres arbejdsplads. Næste gang vil I finde os i jeres hjem.«
Man skal tilbage til 1985, hvor 17N skød den konservative redaktør Nikos Momferatos, for at finde tidligere angreb på pressen. Men ifølge Nick Malkoutzis er der også en forklaring på det:
»Der er blandt mange unge en forestilling om, at journalisterne undlader at skrive om overgreb fra politiet og korruption blandt politikere og embedsmænd, fordi de selv tjener på korruptionen. Og der er da også flere eksempler på, at journalister har ladet sig bestikke,« fortæller Nick Malkoutzis, der igen tager de historisk briller på: »I et postdiktatur skal der også ske et opgør med kulturen i de medier, der tidligere har været statsstyret. Spørgsmålet er, om det er sket i tilstrækkeligt omfang.«
Den evige vold
Janis Emmanouilidis vil ikke afvise, at SR vil trappe op for volden og at det kan blive en alvorlig hovedpine for det græske politi og de ansvarlige politikere. Han tror dog ikke, at det for alvor vil destabilisere et i forvejen ustabilt Grækenland.
»Grækerne er simpelthen for vant til terrorisme. I 1970’erne lykkedes det jo Rote Armee Fraktion at ryste det tyske samfund i sin grundvold. Men det kom også meget pludselig. Det havde en begyndelse og en ende. Det har det ikke i Grækenland: den politiske vold er et grundvilkår. Den har forskellige udtryk til forskellige tider, og det kan være interessante indikatorer for, hvor det græske samfund bevæger sig hen,« siger Emmanouilidis og slutter: »I Grækenland er politisk vold aldrig langt væk.«
Kommentarer
Det er formentlig sådan, at det er vreden og frustrationerne, der kommer først og er drivkraften, når nogen vil begå vold og terror, og at det politiske eller religiøse formål sekundært er det påskud, der skal retfærdiggøre terrorhandlingerne.
Også når terroristerne selv tror på, at det er det ideelle formål, der er det primære.
De i artiklen omtalte terrorister er måske bare kommet så langt ud, at de end ikke orker at prøve at maskere deres handlingere med højere formål.
Når terroren som oftest går ud over sagesløse eller giver sig udslag som hærværk, er det nok fordi de, der giver årsag til vreden, ikke kan rammes. Og vreden VIL ud.
Rød terrorisme?
Forfatteren af denne artikel skriver ellers at Sect of Revolutionaries er en ideologiløs gruppe med nihilistisk inspiration. Endvidere at gruppen har tætte bånd til organiseret kriminalitet.
Hvordan kan forfatteren så skrive om rød terror.
I mine ører lyder gruppen omtrent ligeså rød som Berlusconi og hans Forza Italia.
Ja, Berlusconis tilhængere ville bestemt kalde sig Sect of Revolutionaries, og de hader poltiet og korrupte politikere, især korrupte politikere.
Peter Lauritzen,
Nej Berlusconi kalder jo sin bevægelse for Forza Italia. Hehe.
Det er kun rimeligt at omtale det som “rød” terror, hvis det er “rød” tankegang der står bag.
Det italienske røde brigader er mærkværdigvis den terrorgruppe der huskes, på trods af at der i samme periode var mange andre italienske terrorgrupper, der bestemt ikke var røde, men måske snarere “brune”, selvom de ofte omtales som “sorte”. Mærkværdigt primært af den grund, at de mange spekulære bombeangreb med store dødstal, f.eks. Bolognas banegård, var det de sort/brune grupper der stod bag.
Sect of Revolutionaries synes at ligge i forlængelse af de sort/brune terrororganisationer der tidligere huserede i Italien. Logikken synes at være den samme, hvor meningsløse og tilfældige terroranslag er med til at legitimere, at politikerne samt politiet og andre myndigheder skal have større beføjelser og folkelig ombakning.
En klar forskel mellem rød og brun/sort terror har altid været, at det entydigt har været den brune, der har udvist foragt for mange og tilfældige menneskers liv.
Jo mener utryg en befolkning føler sig, des mere bakker de op om deres despoter og deres håndhændede metoder. Det er klassikeren over alle klassikere i det spil…
Denne kommentar er anbefalet af:
Eksperten Heinrich har talt. Det må ikke være en “rød” gruppe, basta. De sorte er jo også kendte for at afsky, at politiet bruger overdrevet vold mod studenter og demonstranter, så sagen er klar. Skidt med hvad de såkaldte græske eksperter mener.
Peter,
jeg er ikke ekspert, men jeg forsøger at tænke selv og være kritisk overfor andres påstande.
Jeg ved intet om SR andet end hvad jeg har læst i ovenstående artikel, og for mig at se, lyder terror-gruppen som om dens faktiske agenda er at sikre det bestående regime folkelig opbakning, og opbakning til at staten slår hårdere ned mod terrorgrupper, dissidenter osv.
Den tese forklarer, at der kan være et rationale bag hvad gruppen foretager sig, ligesom der svjv har været et politisk rationale bag en hvilken som helst anden terrorgruppes aktiviteter.
Jeg køber ikke påstanden om, at gruppen er apolitisk, at der ikke ligger politiske motiver bag, at gruppen ikke har et egentligt sigte i hvad de forsøger at tvinge andre til at gøre som respons, og da slet ikke påstanden om, at de er nihilister.
At skabe sig en ny virkelig vha en konspirationsteori, er bare helt unødvendigt.
Gruppe har jo selv udgivet et manifest, hvad med at tro på det.
Peter Lauritzen:
“Gruppe har jo selv udgivet et manifest, hvad med at tro på det.”
Hvorfor skulle jeg være så naiv og godtroende, ubetinget at tro på det?
Terror handler om at skabe opmærksomhed om en “sag”, eller at tvinge andre til at gøre noget som respons. Alternativt begge dele. Der har vist aldrig være andre motiver til terror, men måske tager jeg fejl — jeg er bestemt ikke ekspert på områder.
Når gruppen ikke har en sag de promoverer, er det jo logisk, at det nok handler om at tvinge andre til at respondere. Og hvad vil være en mere naturlig respons mod en påstået nihilistisk terrorgruppe (eller rettere: likvideringsgruppe) end af befolkningen væmmes og forfærdes og giver det officielle Grækenland opbakning til at foresøge at gøre noget ved problemet?
Jeg påstår ikke at det partout hænger sådan sammen, men det er en mulighed, som man ikke kan eller bør afvise.
Denne kommentar er anbefalet af:
“…de fleste medier mente umiddelbart, at mordet måtte være relateret til den kriminelle underverden, mens den alternative blogsfære blev spekuleret i, at Giolias, der efter sigende var en yndet politiagent, måske var faldet i unåde hos sine arbejdsgivere”
Ja, i den “alternative blogsfære” er man hurtig til at flytte lidt rundt på brikkerne så det hele passer til ens fortænkte, forskruet virkelighed.
Peger alle spor og efterforskning på at der er tale om en gruppe venstreekstremister der med mord og facistoide metoder skaber frygt og rædsel, så er der naturligvis blot tale om en skinmanøvre i de kredse.
Uanset hvad, er det ikke noget at stile efter for noget civiliseret samfund, at personer, som tager livet af uskyldige, kommer til magten eller vinder anerkendelse. Metoderne er udemokratiske, og det er terror. Der er ingen vej tilbage, hvis det skulle lykkes for dem at skaffe sig magt (pga frygt hos modstanderne og andre med civiliseret baggrund ). Udenomsparlamentariske midler er af det onde, uanset hvor og hvordan.
Martin Lund:
“Peger alle spor og efterforskning på at der er tale om en gruppe venstreekstremister der med mord og facistoide metoder”
Hvilke spor taler du om? Og hvilken efterforskning?
Hvad peger på, at disse ekstremister er “venstre” ekstremister? Er det nihilisme, der er rød?
Hvis der er tale om fascistoide metoder, er det så ikke værd at overveje, om der skulle stå fascister bag?
“Rød” henviser vel til de særdeles ideologiske venstrepartier, og ikke til anarkister, der også findes på højrefløjen og antagelig er et skrækscenarium for bedsteborgerligheden mere end en organiseret fare for samfundet. Ungdomsoprøret på Nørrebro var heller ikke præget af anarkister, men af autonome, der tror på hinanden og det fælles program (f.eks.selvstyre i et Ungdomshus), men ikke metafysisk på en eller anden gud (eller de borgerlige substitutter).
Nihilisterne er kendt fra den russiske historie, hvor zardømmet regerede således, at store dele af befolkningen mistede ikke bare den politiske, men den moralske forståelse og egentlig stræbte efter et moralsk og retfærdigt system. Måske er det samme tilfældet i Grækenland i dag?
@Heinrich R. Jørgensen
Man behøver ikke vare facist for at bruge facistisk pression. Det har vi såment eksempler på herhjemme i Danmark i forbindelse med lukningen af Ungdomshuset hvor antifacisterne stormede gaderne og vandaliserede daginstitioner og biblioteker og satte biler i brand.
Grækenland har før været plaget af rød terror og denne gruppe er efter manges mening blot en efterfølger af Revolutionary Struggle
http://en.wikipedia.org/wiki/Revolutionary_Struggle
Martin,
fascisme er, at sætte staten over borgerne. Autonomi er at bestemme selv. De to størrelser er stor set hinandens modsætninger.
Det interesserer mig ikke en høstblomst, hvilke farver og sympatier man gætter på disse ekstremister har, eller hvad de selv påstår af have af holdninger. Det der betyder noget, er at de er villige til at anvende ekstrem vold for at nå deres mål. Hvad deres virkelige motiver til deres handlinger er, skal nok komme for dagen på et tidspunkt.
Men det er interessant, at de som metode anvender likvideringer, snarere en bomber, og at de ikke kan redegøre men et meningsfuldt og forståeligt rationale i den måde de udvælger deres mordofre på.
Heinrich
Du skriver:
fascisme er, at sætte staten over borgerne. Autonomi er at bestemme selv. De to størrelser er stor set hinandens modsætninger
Det kan vi ikke blive uenige om, men metoderne med vold og vandalisering som pression til at nå sine mål ser vi både blandt de autonome og facister.
Begge skal naturligvis mærke hammeren.
Martin Lund:
“Begge skal naturligvis mærke hammeren.”
Hvis nogen bruger vold, skal de naturligvis ha’ nogen på trynen.
Før folk bliver så desperate, at de ty’r til vold, er det som regel i god idé at lytte over hvad de har på hjerte.
Inden vi kaster os ud i allehånde spekulationer om politiske motiver fra den ene eller anden side, er det værd at erindre historien.
Sagen om drabet på den 16-årige skoleelev, pågår ved retten i øjeblikket.
Hvor betjenten der skød, tidligere hævdede at han skød op i luften, og der var tale om en rikochet, har han på baggrund af de beviser der foreligger, nu erkendt, at han skød direkte mod drengen!
Man må også huske, at de bare kørte fra stedet, uden at rekvirere hjælp til drengen!
En likvidering fra statsmagtens side.
De efterfølgende demonstrationer fandt støtte hos 67% af den græske befolkning.
Man skal erindre juntaens angreb på Polyteknisk Læreanstalt i Athen, 1973, hvor 24 unge blev dræbt.
Når fascismen har været så tæt på, og man også tidligere har haft borgerkrig i samme anledning, så har man vist nemmere ved at stå på sine demokratiske rettigheder.
I øvrigt er historien om de tre dræbte bankfolk fra 2010, så vidt jeg erindrer i forbindelse med protester mod regeringens indgreb, hvor der blev kastet en molotov mod bankens facade.
Det gik ud over nogle uskyldige medarbejdere i Marfin Bank, der brændte inde.
I de sidste 6 år, er der efterforsket 450 sager om korrupte embedsmænd - ingen af disse sager er endnu bragt for retten!
Folket har to mulige ledere at vælge imellem - to klaner, Karamanlisklanen, eller Papandreauklanen.
Nea Demokratia eller Pasok!
Den overvejende del af nyhedsformidlingen i TV foregår på privatiserede kanaler, og kvaliteten er derefter - ringe!
Til gengæld har den trykte presse en bred vifte af tilbud, fra kommunistiske aviser til den yderste kristne, sorte højrefløj.
Et land hvor korruption er noget grimt, hvis man ikke selv er med i det!
I sådant et miljø, trives anarkistiske bevægelser, og revolutionære bevægelser, og der er flere end ovennævnte.
Den menige betjent der blev likvideret, blev skudt uden for et hus han bevogtede, idet hans opgave var at beskytte en kvinde, der havde vidnet i en retssag, men vidst ikke om noget “politisk”!
Drabet på journalisten var professionelt, idet gerningsmændene 2 stk. var iført sikkerhedsvagt-tøj, og ringede på den videoovervågede dørtelefon (i middelklassekvarteret) og fortalte at journalistens bil var ved at blive stjålet, hvilket fik ham til at gå ned og åbne hoveddøren, hvorefter han blev mejet ned med to automatiske håndvåben, for øjnene af sin gravide kone, der stod på altanen.
De benyttede håndvåben har tidligere været anvendt ved to attentater, og knytter derfor gruppen til dette drab.
Journalisten var ved at undersøge nogle sager om korruption, og hævdes det, havde trådt adskillige over tæerne.
Vi har jo også organiseret kriminalitet, men bare rolig, det skal ikke få jer til at blive hjemme - det er kun i Athen - vi ude på øerne er meget mere normale - jo længere væk fra magtens centrum man kommer desto bedre ;-)
Denne kommentar er anbefalet af:
Tak til Mosbak. Vor mand i Grækenland…
Tak for gennemgangen, Niels.
Har du nogen fornemmelse af hvem Sect of Revolutionaries egentligt er, eller hvem der står bag? Kan deres manifest tages for pålydende? Er det venstreekstreme? Højreekstreme kræfter indenfor militæret e.lign.? Organiseret kriminalitet der har fået sig et skalkeskjul, evt. sammen med nogle storspillere i politik og/eller finans?
Jeg kan lige uddybe lidt omkring Revolutionary Struggle, hvis medlemmer sidder fængslet.
minister for offentlig orden, M. Chrysohoides
Lederen blev dræbt under et biltyveri, hvor han blev skudt af politiet, efter at han selv åbnede ild. Man fandt hans lap-top, og så røg de 6 af dem i spjældet.
Men brevbombeattentatet mod minister for offentlig orden, M. Chrysohoides, ansås rent faktisk for at være begået af de resterende medlemmer af Revolutionary Struggle.
Jeg husker attentatet mod den Amerikanske Ambassade, et stærkt videoovervåget område!
To mand på en scooter, med et raketstyr på bagsædet, og bang, den sad lige i skiltet over indgangen til ambassaden.
Derefter forsvandt de på scooteren.
Men ellers er der 1 mafiadrab om måneden i Athen, men de er bedre til at skyde end Hells Angels og indvandrerbanderne i København, ofrene dør som regel.
Bare lige for at minde om, at den slags også foregår i København og andre større danske byer.
Der ud over er der bortførelser af rigmænd, politifolk der findes i besiddelse af stjålne motorcykler, bestikkelser af de store politiske partier, begået af Siemens, for at opnå kontrakter på overvågning til de Olympiske Lege, ulovlig handel med statsjord, bestikkelse fra Siemens for at få kontrakt på levering af hospitalsudstyr til opskruede priser, gangstere der flygter fra top-sikrede fængsler via helikopter,jamen alle disse lyksagligheder et liberalt kapitalistisk samfund har at byde på.
Og dertil en offentlig sektor der nok er stor, men ikke byder på nogen form for understøttelse, pleje af syge eller gamle, hvis sociale hjælpeforanstaltninger er nærmest ikke eksisterende, og nu bliver beskåret ind til benet.
Hvor en hel generation unge er “no future” !
Hvor de er opdraget gennem et skolesystem, til at lære det der står i bogen udenad, for derefter at kunne gengive det så nøjagtigt som muligt.
Hvor man efter afgangseksamenskarakterer bliver tildelt et studie.
Ikke noget med hvad der måtte interessere den enkelte, eller hvilke ønsker der måtte være.
Hvor man ikke lærer nok i skolen, hvorfor familien må bekoste flere tusinde euro om måneden, for at sikre børnene en vis viden.
Det starter i 3-4 klasse, og hvis børnene klarer sig igennem til et studie, skal familien så bekoste bolig og ophold for den unge mens de læser, f.eks. i Nord-Grækenland, eller på Cypern eller i Athen, selv om familien f.eks. er fra Kreta.
Der er ingen SU.
Der er jo egentlig nok at være vred over, hvis man er ung i et sådant samfund, der nærmest ikke har noget at byde på - og det ligger vel bagved som en social respons på et samfund, hvor der er en bestemmende elite, der er helt ude af trit med almindelige menneskers daglige liv, hvor mange må nøjes med 5 euro i timen.
Og jeg tror at det er korrekt, at det kan sprede sig til andre sydeuropæiske lande, med det samme potentiale - Frankrig, Spanien, Portugal, Italien, Bulgarien, der er sikkert flere.
Heinrich
Sect of Revolutionaries er formentlig opstået omkring universitets miljøet.
Så vidt jeg husker, har en af grupperne beskudt en politibus fra det tekniske universitet, med en Kalasnikov riffel. (Efterladte patronhylstre)
Bussen døde, men ingen mennesker kom noget til.
Universiteterne er jo et sted, hvor politiet ikke kan komme uden efter særlig tilladelse fra rektor - og da man stadig har massakren i 1973 i erindring, må bevæbnet politi slet ikke komme ind.
Og det håndhæves strengt!
De bliver jo beskrevet som “self-styled anarkists” i pressen, og det anarkistiske miljø har sit udspring i et boheme kvarter i det centrale Athen, med ludere, lommetyve og junkier og studerende. Det er ikke et sted politiet gerne kommer.
http://en.wikipedia.org/wiki/Exarcheia
Selv om man nedtoner angrebet på Alter Net, var det altså voldsomt, idet bygningen blev beskudt med automatvåben, og flere biler blev gennemhullet, men altså ingen dræbte.
Umiddelbart er min antagelse at det er en venstrefløjsgruppe, og der er f.s.v. ingen afstandtagen til anarkister der begår røverier, (flere er tidligere idømt lange fængselsstraffe) så man kan vel sammenligne dem med Blekingegadebanden, men med den forskel at de støtter deres egen by-guerilla, og ikke PFLP.
Og min fornemmelse er, at der er overlapning, eller forbindelse til Revolutionary Struggle.
En likvidering af en journalist, for at opfylde egne mål, men måske betalt af mafiaen, politikere, forretningsfolk. Han havde mange uvenner, og var i gang med efterforskning af korruption.
Men samtidig en understregning af, ved at bruge de samme våben som ved tidligere lejligheder, hvem der stod bag.
Det er ikke min opfattelse at er der er tale om højreekstreme.
Under demonstrationerne umiddelbart efter drabet på den 16-årige, blev en kommunistisk fagforeningsleders søn skudt i hånden med en pistol, angiveligt af højreekstreme, omend sagen aldrig er opklaret.
Ellers går det mest ud over flygtninge i Athen.
Men som en anarkistisk gruppe, må man jo konstatere, at de går efter de der direkte udøver magt, og tidligere var der et angreb på tre politifolk der bevogtede et ministerium, og det var direkte på med automatvåben og håndgranater.
Ved den lejlighed blev en enkelt politimand såret.
Umiddelbart vil jeg mene, at deres manifest kan tages for pålydende, men hvis de har tænkt sig at skyde samtlige politifolk eller journalister i Athen, får de noget at se til.
Modsætningsvis må man jo tro om dem, at de mener at have en sag - som også kan koste dem selv livet når de angriber politiet, der jo trods alt er bevæbnede.
Men drabet på journalisten var særdeles koldblodigt udført, og han blev overvejende ramt i ryggen. Man mener at de 2 havde en flugtbil med chauffør - og der blev senere fundet en udbrændt bil i nærheden.
Mange tak for de detaljerede kommentarer, Niels.
“Martin Lund siger:
Heinrich
Du skriver:
fascisme er, at sætte staten over borgerne. Autonomi er at bestemme selv. De to størrelser er stor set hinandens modsætninger
Det kan vi ikke blive uenige om, men metoderne med vold og vandalisering som pression til at nå sine mål ser vi både blandt de autonome og facister.
Begge skal naturligvis mærke hammeren.”
Aha, er det dig der vil svinge hammeren så? Er du i virkeligheden den tredje voldspart i dette spil? Jeg griner lidt over den påståede borgerligheds hylende dobbeltmorale. Et ordsprog med ordlyden ‘med ondt skal ondt bekæmpres’ kunne nemt presses ned over denne forudindtagede straffeliderlighed.
Her er en analyse af personkredsen og ideen bag Sect of Revolutionaries fra det græske politi -
http://www.ekathimerini.com/4dcgi/_w_articles_poli…
Tak for linket, Niels.
Det er nu ikke imponerende, hvis det på nogen måde repræsenterer dybden af det græske politis tankevirksomhed — og det gør det næppe heller.
Det er jo lige før jeg begynder at fæste lid til min oprindelige tanke igen — at gruppen var etableret for at legitimere at statsapparater fik udvidede beføjelser til at bekæmpe “terrorister”.