Den 24. juli er Systemskiftets dag. Det rigtige. Der er kun ét systemskifte med stort s: Systemskiftet i 1901, da godsejerne gav op, Højre indså at de ikke kunne opretholde magten med et flertal i Folketinget imod sig, og kongen omsider blev anbragt konstitutionelt i statsskikken, som måtte være forudsætningen for demokratiske regeringsdannelser. At det ikke i alle detaljer gik efter ønskerne, sørgede Christian IX for ved at sikre sig den upolitiske juraprofessor og medstifter af ØK, Johan Henrik Deuntzer, som konseilspræsident for den første parlamentariske regering. Venstres førstemand J. C. Christensen måtte finde sig i at stå i anden række, skønt den durkdrevne degn fra Stadil i realiteten kom til at styre landet mange år frem.
Systemskiftet i 1901 danner grundlaget for moderne dansk statsopfattelse i forestillingen om at intet står over eller ved siden af Folketinget. Heller ikke kongen. Dette sidste blev først endeligt knæsat ved Påskekrisen i 1920. Christian X var da med sine overskuelige politiske evner godt på vej til at rode sig selv og monarkiet ud i noget nær det statskupagtige, der om galt var gået værre, kunne have kostet kongen kronen og monarkiet tronen. Retfærdigvis kom proces- sen også op i det røde felt, fordi den kortluntede statsminister Zahle, der ikke kunne døje kongen, under et møde på Amalienborg fik en prop og smækkede med døren, så landet pludselig stod uden regering. Men det er en anden historie.
Systemskiftet i 1901 opfattedes med rette i samtiden som det store vendepunkt og folkestyrets formelle fuldbyrdelse den kvindelige valgret var endnu ikke i fokus og blev behørigt og fremtidsoptimistisk besunget i Jeg ser de bøgelyse øer.
Gennembruddets Dag
Historikeren Povl Engelstoft skrev 40 år efter:
»Den der har oplevet 24. juli 1901, den, der har oplevet den Dag som unge, vil mindes den som en mærkelig Gennembruddets Dag, i slægt med den Junidag 1849, da Grundloven blev givet. Folket havde faaet Styret for sig selv. Bonden var efter et halvt Aarhundredes kamp for Ligeret med de andre naaet op i Slottets Sale. Det luftede, det lyste, det stemte for Brystet som et kommende Vejr. Flagene gik til tops foran Gaarde og Huse, og mangen Smaamand kunne med ærligere Følelse sige Danmarks navn.«
Den stadig mere ubærlige nedværdigelse i Estrups provisorier sad dybt i kødet på Engelstoft og dennes samtidige. Godsejernes foragt for folk og Folketing og den hovmodige højkastes enevældige styre imod flertallet støttet af militær, politi og de konservative domstole udløste ikke revolutionen, men kunne, såfremt Højre ikke havde strakt våben, måske have ført til noget, der lignede.
Det samfund der herefter fremstod var trods gennembruddet i 1901 i årtier, ja til et godt stykke tid efter Anden Verdenskrig forvaltningsmæssigt set præget af et embedsvælde med rødder i både enevælde og provisorier. Vi alene vide.
Med dette gjorde J. C. Christensen og Venstre op så godt de kunne. J. C. Christensen mødte selv frem i Kultusministeriet om søndagen og gik i embedsmændenes skuffer for at kontrollere om de snød med den indkomne post.
Et segment af uddannede uden for det konservative embedsapparat tog senere fat på egen hånd og forsøgte at ændre mentaliteten i rige og forvaltning. Blandt andet ved at formulere skarp kritik af vanetænkning i det bestående, af retsforholdene, af skolevæsnet, af præsteskabet, den manglende seksualundervisning og det ene med det andet. I 1920erne og 30erne kan man med et senere udtryk tale om en kulturradikal kritik, som fandt sine bannerførere i Poul Henningsen, Otto Geldsted, Hans Kirk, Edvard Heiberg og Ivar Bentsen. Mange arkitekter sluttede op for at få udvirket en bedre og moderne byggeskik med sundheden først og bedre belysning (pH) i de tusinde hjem. Flere læger arbejdede for at udbrede en mere hensigtsmæssig kost og levevis samt forståelsen for en mere rimelig seksualmoral. Det psykiske velbefindende kom også under debat. Blandt så meget mere.
Intet systemskifte i 2001
Alting skete med udgangspunkt i det skifte i styreformen, det nybrud i 1901 som i øvrigt pegede hen mod Grundloven i 1953, hvor Landstingets konservative dødvægt endeligt blev afviklet. 1953 kunne man, hvis man for enhver pris vil gen-anvende historiske fænomenologiske betegnelser, kalde det andet Systemskifte. Men man skal ikke gøre det og udvande begreberne.
Dette var hvad der skete ved regeringsskiftet i 2001, da den da nyslåede DF-politiker Søren Krarup og siden Fogh Rasmussen vist senere selv anvendte betegnelsen systemskifte om flertalsskiftet betinget af forholdsvis få, men til gengæld afgørende mandater. Med Anders Fogh Rasmussens politisk principfattige magtorientering fik Dansk Folkeparti ved hin lejlighed den indflydelse på stort og småt, som partiet unægteligt siden har haft.
Men intet i det danske system ændredes ved denne lejlighed. Kun i den forstand at fordomme, populisme og demagogi kom i højsædet. Men styreformen, selve grundlaget for det danske demokratiske opbygning forblev uændret. Det er misbrug af et historisk begreb at genanvende det så åbenbart uden belæg kun for at fremhæve ens eget politiske projekts uafviselige betydning og historiske dimension.
2001 fik betydning for Danmark, derom ingen tvivl. En række institutioner blev omkalfatrede eller nedlagt. Det politisk bestemt kulturelle liv i nationen undergik strukturforandringer, nedskæringerne ødelagde meget; de udskældte råd og nævn blev udskiftet med andre, nu med det nye flertals holdninger. Det ændrede jo ikke kendsgerningerne. 2001 ændrede ikke fundamentalt så meget. Satte blot med magt det kontrære i stedet for det uønskede og lod som sagt meget visne.
Et demagogisk stunt
Der opstod ikke derved et nyt rent borgerligt menneske i 2001 og siden. Takket være Fogh og DF højst en ond parodi på borgerlighed. De humanistiske ideer blev trods mange forsøg ikke udraderet. Dertil var de for solide. Den danske befolkning kastede sig ikke fra én favn over i en anden og afsvor de reformer som radikalismen i fortiden havde skabt. Den fri seksualmoral er uantastet. Kvinderne drog ikke hjem i køkkenet, skønt en Krarup så kvinders opgave der. Folk strømmede ikke til tidehvervskirkerne. Ej heller og slet ikke opstod som følge af 2001 en ny borgerlig kunst og medrivende borgerlige åndelige dimensioner.
De færreste kunne for alvor indse at de kulturradikale, eliten, og hvad de neo- socialnationale kritikere kaldte deres modstandere, havde optrådt som tyranniske undertrykkere af folket og det folkelige. Ingen klippede deres PH-lamper ned fra loftet. Påstandene var og blev et demagogisk stunt og Søren Krarups uendelige skriveøvelser nu ophøjet fra det overvejende ligegyldige til den lueforgyldte sandhed af en statsminister og en kulturminister med selverklærede mindreværdskomplekser.
2001 var hverken et systemskifte i konstitutionel eller dyberegående kulturel forstand, snarere en parentes i en radikalt inspireret udviklingshistorie med afsæt i 1901, og som ikke er forbi, blot sat på standby.
Hvor derimod mere end anes et skifte af dimensioner er VK s afvikling af den sociale stat, hvortil DF, der mest ihærdigt påberåber sig de svageres sag, nu i 10 år har bidraget. Den økonomiske krise var anledning til yderligere demontering af det solidariske samfund.
Heller ikke denne ulykke berettiger et misbrug af indholdstunge nationale begreber.
Kommentarer
Når man læser Georg Metz kan man få det indtryk at systemskiftet 1901, var en ren bondedrevet paladsrevolution. Spørgsmålet er om, det ikke var Storlockouten i 1899, hvor mere end 40.000 arbejderne i byerne udviste en enestående kampvilje, og modstod sult og afsavn i syv samfulde måneder, der var den virkelige årsag til at Højre så sig udkonkurreret. Det var arbejdernes solidaritet, der i virkeligheden skræmte Højrefolkene.
Martin Andersen Nexø giver i Pelle Erobreren, Bind 2. Den store kamp, et dybfølt billede af de vilkår der herskede i byernes arbejderkvarterer under Storlockouten.
Bille August lovede i sin tid, at filme hele Pelle Erobreren, men uvist hvorfor, lavede han kun filmen Barndom, og var dermed, bevidst eller ubevidst, medårsag til at historien om Danmarks klassekamp stort set er blevet begravet for eftertiden.
Jeg kan kun anbefale Georg Metz, og andre, at læser Martin Andersen Nexøs, Pelle Erobreren, -alle fire bind. Det giver god indsigt i magtkampen i Danmark.
SKIFTEDAGE.
Ord er taknemmelige, når normalitet nu engang er at erkende og undgå det afvigende, og dog ingen vegne kommer uden de åndssvage, produktet af befolkningsanalyserne.
I egen forstand er Søren Krarup normal, når han bekræfter, at skiftet 2001 bragte Dansk Folkeparti magt og indflydelse, det skifte, som Harald Nielsen havde skrevet så meget om og Krarup bifladet.
1901 var i mange henseender brydningsår, og datidens kultur og kulturradikalisme radikalt anderledes end vor. Mange blev som Knud Søndergaard optaget af marxisme, darwinisme og positivisme, af Schopenhauer og Nietsche, af Einstein, Bohr og Grønbech, et kaos, hvor en stor del af borgerskabet fandt sin tilflugt i den nazistiske idé og kaldte gud rationalisme, når nu både religionen og humanismen var død.
Det er stadig systemskiftets forudsætning, og end lever nationalsocialismen som den maskerede religion, der uanfægtet har passeret både 1901 og 2001 og råber på herredømme
Muligvis skyldes det den manglende klassekampsanalyse i Georg Metz kronik, at han når frem til den upræcise konklusion: Hvor derimod mere end anes et skifte af dimensioner er VK s afvikling af den sociale stat, .
Den liberalistiske demonteringen af den sociale stat er mere end økonomi. Det er en strid om ejendomsret.
Lønmodtagernes ønske om en ‘Stærk Stat’ kan føres direkte tilbage til systemskiftet 1901, hvor den stærkt voksende arbejderbevægelse dannede egne politiske partier, som sammen med fagbevægelsen, anså en ‘Stærk Stat’ som et bolværk mod kriseskabt arbejdsløshed, uansvarlige lockouttrusler og arbejdsgivernes skalten og valten med arbejdernes liv og levned.
Frem til vore dage var arbejderpartierne og fagbevægelsen enige om udbygning af Staten, med virksomheder, der omfattede alle vigtige forsyningsopgaver, samt en almennyttig boligforsyning. Statsvirksomhederne var førende på vigtige områder som sikkerhed i ansættelsen, og arbejdsmiljø.
Det er efter min opfattelse helt reelt, at kalde det liberalistiske angreb på Staten for et systemskiftet, selv om det godt nok igangsættes som en global liberal bevægelse allerede 1990 – og ikke i 2001.
Socialliberale og nyliberale indleder i starten af 90’erne den globale kamp mod ’Den Stærke Stat’. Her i landet var Poul Nyrup Rasmussen anfører for det liberalistiske angreb på Staten. Planen, som stadig hersker, er meget enkel: “Statens opgaver, virksomheder, og den almennyttige boligmasse skal privatiseres.”
I perioden 1990 og frem til i dag er der i Danmark blevet privatiseret statsvirksomheder omfattende mere end 45.000 ansatte (Carsten Greve), hertil kommer opgaver som kommunerne har udliciteret.
Privatiseringerne af statsvirksomheder har worldwide omfattet millioner af statsansatte. Mest omfattende er privatiseringerne i Østeuropa. I Rusland er privatiseringerne karakteriseret således: ”Aldrig har så få stjålet så meget fra så mange på så kort tid.”
Der er tale om kapitalismens massive globale tilbagerulning af mange års socialistiske politik.
En ‘Stærk Stat’ med egne samfundsvigtige, medarbejdertunge forsyningsvirksomheder (Datacentralen, Lufthavnen, Kommunedata, DSB, Post Danmark, Telefonselskaberne, Elværkerne), er samtidig et vigtigt redskab i den forkætrede Keyneske økonomi. Keynes økonomi, har jo som bekendt igen – efter at være blevet erklæret død af monetaristerne - vist sig som Statens eneste effektive økonomiske redskab i krisetider. Sidst i forbindelse med finanskrisen 2009, hvor bankerne kom på massiv kontanthjælp.
Med mindre den Keyneske økonomi er i stand til at stå på ét ben - at det er nok at redde finansinstitutionerne - vil vi opdage, at privatiseringerne har amputeret den Keyneske økonomis andet ben: Statsvirksomhederne som regulator på forsynings- og arbejdsmarkedet.
Vælter staterne så bliver der tale om mere end et systemskifte.
Vi har 2. akt til gode…
2 + 2 = 4.
For kapitalisten er ejendomsretten central (ukrænkelig og arvelig ret), men som enhver kan se, måske fremover især en middelklasse, er ejendomsretten i dag ikke bare jord og skidt og møg, men et udtryk for det frie finansmarked med investorer og gamblere. Alle skylder alle penge, og krisen hjalp som en skrædder i helvede. Bankfolkene anviser igen den direkte vej til fortabelse og optræder i ethvert medie som eksperterne.
Den lille mand får allerede i dag følgerne af gæld at mærke, og staterne må bruge andre midler, kurspleje og krig, når låntagningen går dem over hovedet. Enhver kan se tåbeligheden, at USA har penge som græs til ethvert fordelagtigt tilbud. Landmæmdene i Danmark skylder henved ½ billion kr, som i morgen kunne udløse en statsbankerot, hvis de ikke repræsenterede et særskilt beskyttet erhverv, der hvert år modtager henved 10 milliarder kr i støtte. Bankerne har fået af staten (os) dækket investorernes tab (og lever fedt, åbenlyst i Amagerbanken) og fortsætter gladeligt, som om intet er hændt.
Man behøver ikke at være økonom og levere en analyse. Enhver kan indse, at vi lever på en fiktion, der hurtigt kan rejse orkanen af en ny klassekamp. Blot skal vi i Vesten nu kæmpe imod vores egen tilbøjelighed til luksus (forbrugsdyr) og ikke mindst imod en ny ufattelig rig superoverklasse af et meget lille fåtal af jordens befolkning (måske nogle få tusinde personer), der via andres gældtagning råder over / ejer størstedelen af verdens finanser og produktonsapparat.
Ikke så sært, at vi overalt møder korruption og nepotisme og menigmands tåbelige forståelse for, at også de stakkels pengemænd kan komme til at….. Med henvisning 1780’erne, demokrati er ikke et spørgsmål om hoveder, men høveder.
Det baklengs systemskiftet var globalt og inntraff første gang allerede med Wienerkongressen etter Napoelonskrigene osv. Det fortsatte umiddelbart etter den revolusjonære utviklingen i Russland fra mars 1917, da USA kort etterpå gikk inn i første verdenskrig. For alvor vel i første runde med den italienske statens fiansiering av de fascistiske korps fra 1920, Kapp-kuppet samme året og samtidig med påskekuppet fra ØK og kongen i Danmark, marsjen mot Roma 1922, Øølkjellerkuppet 1923, Riksdagsbrannen 1933, Stalins kjetterprosesser fra 1934, og den fortsatte fasciseringen etter 1945 med atombombene over Japan, den terroristiske opprettelsen av Israel, undertrykkelsen i Østeuropa, mordet på Kennedy i nov. 1963, det neostalinistiske kuppet mot Krustsjov, Maos forbrytelser, Vietnam, Nixon - Reagan - Bushene, EU osv. osv. og ikke minst 11.sept. 2001 som var en ny variant av Riksdagsbrannen med hjelp av bin Ladens CIA-finansierte krigsteatertrupp oppretta rundt 1980-tallets midt, da USA støttet Saddam Husseins krig mot Iran og de afghanske talibanenes krig mot Sovjetunionens okkupasjon.
Lite tyder ærlig talt på at rett mange eksemplarer av arten homo sapiens er interessert i hverken å overleve eller utvikle rettferdige styreformer under hensyntaken til naturens uomgjengelige betingelser for vår eksistens. Eller, som den bergenske forfatteren Georg Johannesen (1937-2005) presist har formulert det: “Alle forsto Hitler straks. De fleste forstår ikke kommunismen. De kristne mener at bibelen må forklares 365 ganger i året.”
Eller sagt på en annen måte: vi lever i det preventive kontrademokratiets og den globale ressursplyndringens og naturødeleggelsens epoke. Med James Lovelock kan vi si, at arten homo sapiens i dag mest av alt minner om en umåtelig svær gresshoppeplage, anført som den fornøyd er av sine desidert mest tilbakeliggende og primitive eksemplarer, de såkalte “vinnerne”. Den synes følgelig ikke å gå av veien for noe for å unngå å innse sin reelle situasjon her på jorden.
Totalitarismen er dessverre frivillig, og har de røttene som Orwell og andre ante.
Nordmænd har lige siden Holberg og Wessel fra tid til anden blandet sig i “indre danske forhold”, hvis de da ikke ligefrem har “tilranet” sig ejendomsretten.
Generalmajor Classen, der støbte kugler og krudt i Norge, fortsatte ved Frederisværk og på Korselitze og sagde engang i 1780érnr som den inkarnerede kapitalist til sine hovbønder nogenlunde ordret: I skal nok få jeres frihed, men det bliver efter min død.
Jeg tillader mig at citere Mogens Lorentzen fra den tid, hvor både Norge og Danmark var besat af tyskere, og vi måtte mindes Herman Wessel:
Så talt, så uden præg af blæk og bog
har ingen anden brugt det danske sprog.
Der går en navlestreng fra vor tids ´slang´
til denne norske Grønnegade-dreng.
Og endnu er det godt juristeri:
mens bageren bli’r hængt, går smeden fri.
Selv det at gøre stymperen til helt
er - nu som før - mærkværdig aktuelt….
Blot skal vi i Vesten nu kæmpe imod vores egen tilbøjelighed til luksus. (Per Diepgen)
Lite tyder ærlig talt på at rett mange eksemplarer av arten homo sapiens er interessert i hverken å overleve eller utvikle rettferdige styreformer under hensyntaken til naturens uomgjengelige betingelser for vår eksistens. (Karsten Johansen)
Vi har drevet livet et skridt længere ud end selv Bogen beretter om. Vi ser ikke længere skønheden i naturen, som mangfoldighed i naturen . Og nej! Vi skal ikke genopfinde naturromantikken.
Vi ved jo godt, at når medierne banker en oliekatastrofe i Kina op på siden af oliekatastrofen i den Mexicanske golf - som er 3000 gange større end katastrofen i Kina - så er det de vestlige mediers fallit i forhold til sandheden …og vores kulturs undergang. Tilbage til sandheden. Vi skal bestemmer hvad medierne skal berette mere om.
Husk sandhed koster naturligvis kroner.