Efter en lang dag på jobbet vil han helst smide de håndsyede lædersko, ligge på sofaen, se tv og spise dyr take away fra nabolaget på Manhattan. Det gør hende bekymret for deres forhold. De er ved at blive kedelige!
Scenen stammer fra den, for alle slags kvinder, længeventede Sex & the City 2’er. Undertegnede er selv gået i fælden, men ser alligevel undrende til, når en hel Imperial-biograf klapper og hviner over et par Manolo Blahnik-stiletter, som var man lige landet på vej til grisefest på Mallorca. På en måde minder en tur i mørket med Sex & the City-2’eren om charterferien: Hjernen slås fra, og sanserne får frit løb i selskab med rusmidler. Her er det blot den euforiske visuelle effekt ved haute couture i rigelige mængder, i stedet for alkohol, der får én til at vælte lettere beruset ud af biografen.
Ligegyldig hvor fantastisk Sex & the City-universet er, har mange, måske især de unge tilskuere, svært ved at forstå, at det er en fantasi om det virkelige liv. Ikke kun de overdådige rober og den evigt flydende champagne er fantastisk, men også de menneskelige relationer filmen fremstiller. Himmelråbende dyre sko og designerkreationer hænger ikke godt sammen med jordnære behov som at ligge på sofaen. Derimod passer det som fod i hose med røde løbere og opretsiddende stilling på Philippe Starck-stole under Michelin-restauranters lysekroner. Sammenstillingen, af overdreven luksus og hverdagssituationer gør liggen på sofaen ligeså uvirkeligt og forkert,som haute couture-kjoler klokken otte om morgenen er fantastisk. Det hele bliver dermed uvirkeligt.
Når ’basale’ behov, som at ligge på sofaen og spise take away gøres uvirkelige og fremstilles som noget, man skal bekymre sig om, er det vigtigt som tilskuer at kunne skelne mellem virkeligt og kunstigt. Det kan være svært, særligt for letpåvirkelige teenagepiger, der hungrer efter opskrifter på rigtigt og forkert, cool og yt. Så tillykke til Sex & the City for at have bidraget med endnu en sten til fæstningen af unge pigers usikkerhed og stigende tendens til ikke at turde tænke eller handle selvstændigt, men derimod gøre som idolerne på MTV.
Tomheden i ens indre
Men det drejer sig langt fra kun om de unge piger eller Sex and the City for den sags skyld. Alle aldre påvirkes af mediernes stigende antal udsendelser, hvor bl.a. ’eksperter’ udtaler sig om, hvad der er normalt for lige netop dig. Og med stor fare for at generalisere: Vi lapper det i os. Sexeksperterne fortæller os, at vi minimum skal dyrke sex tre-fire gange om ugen, for ellers er den gruelig galt med forholdet. Diætisterne fortæller os om de seks stykker frugt og grønt, der skal til for at være sund. Og Sex & the City fortæller os, at et forhold med sofahygge har talte dage.
Er det i virkeligheden vores dage som individuelt tænkende mennesker, der er talte? Det moderne samfunds ekspert-diktatur er med til at lamme os som individer, så vi ikke kan mærke, hvem vi er og hvad, der føles rigtigt for os. Vi ved bare, hvad der føles rigtigt for Carrie.
’Ekspertråd’ er blevet en slags moderne erstatning for de konventionelle religioner; den giver støtte og vejledning. Men i stedet for at opnå selvransagelse udskifter vi vores selv med et medieskabt selv. Dette lånte selv guider os til at træffe valg i dagens overflod af muligheder. Derfor er der måske også så mange af os, der tilhører en helt bestemt type: At tilhøre en type gør det nemmere at træffe de mange dagligdagsvalg. Typen ’bestemmer’ for os. Her er jeg igen nødt til at nævne Sex & the City, der har hele fire typer at vælge imellem i Carrie, Miranda, Charlotte og Samantha.
Med eksistentielle problemstillinger som ovenstående ender man ofte ved udgangspunktet, nemlig ved spørgsmålet, der altid synes at presse sig på: Hvad er meningen med livet? Ingen har fundet ud af det endnu, hvilket på mange måder er frustrerende og fremmedgørende. Og med det moderne overteknologiske liv, vi lever, synes vi at fjerne os fra det oprindelige og dermed også meningen med det hele. Frustrationen over ikke at ane hvem vi er, og hvad vi skal, kan få os til at klaske forbilleder ned over os selv, som en slags skalkeskjul eller ’pause’ fra søgen efter meningen med lige netop vores liv. Så kan man bilde sig selv ind, at man er som Carrie, i stedet for at blive konfronteret med tomheden i ens indre.
Når dét er sagt, skal det siges, at Sex & the City er bragende underholdning. Så smæk endelig dine fødder op i sofaen og slå hjernen fra til tv-mediets glæder. Men husk lige, at det ofte vil være en fantasiverden, vi er vidne til, og ikke noget vi skal sammenligne vores egen virkelighed med. For så finder vi nok aldrig ud af, hvem vi selv er.
Amalie Nebelong er studerende ved Moderne Kultur og Kulturformidling på Københavns Universitet samt freelance journalist
Kommentarer
Det er interessant se hvordan det i vores kultur er lykkedes at overbevise kvinder om, at deres store indsats med at gøre sig selv lækre er overfladisk spild af tid. For hver gang man gør det og sørger for at varerne er i god stand og pakket godt ind, får man pote. Det gør man ved at mænd lægger mærke til en og man får invitationer til at deltage i faglige og sociale aktiviteter, man får frække tilbud og man får al den sex man gerne vil have. Så i affæreøkonomien er det at have erotisk kapital af stor værdi.
I parforholdsøkonomien er den erotiske kapital ofte til besvær eller bliver decideret til en underskudsforretning. Som jeg ser det bevæger Sex & the City sig ind og ud af disse to økonomier, Manolo Blahnik vs. couch potato, og derfor skifter værdien af det kvinderne besidder.
Moderne kvinder i alle aldre bevæger sig i denne tid også ind og ud af disse to økonomier, for at finde ud af hvad det er for en kombination, der lige netop passer dem at leve. Jeg arbejder i øjeblikket på at indkredse kvinders erotiske kapital nærmere, og skriver om det her: www.poulinemiddleton.dk
Det mest virkeligedsfremmede ved SATC er stadig den ufattelige procentdel af ædruelige, veltrænede mænd med fast, interessant arbejde. Er New York virkelig sådan? Så forstår man bedre, hvorfor vi er i Afghanistan.
Hvis man af og til læser erindringer , selvbiografier og småfilosofiske skriblerier , så ved man, at der til alle tider gennem historien har været venlige mennesker som Amalie Nebelong, der er/var dybt bekymrede ved , om deres mindre indsigtsfulde / mindre begavede / umodne medmennesker nu også kunne skelne mellem fantasi og virkelighed.
Objektivt set tror jeg, at dagens “unge og gamle” mennesker i Danmark og i mange andre lande er langt bedre udrustede til at skelne mellem skidt og kanel end nogen tidligere generation .
Sex & the City er ikke spor mere “farlig” end f eks “Prinsessen på ærten” og “Fyrtøjet”.
Har desværre ikke set det omtalte program, men WOW for en analyse! (NOT!)
Er det virkelig sådan?
Går ud fra at din virkelighed er lige så virkelig som min…men hvor er den egentlig..?
Du skriver advarende til informations farligt forførte læsere:
‘Men husk lige, at det ofte vil være en fantasiverden, vi er vidne til,’
I don’t think so: du får et strømlinet, forudsigeligt produkt, der er alt det du kan købe for penge. Det med fantasien, må du nok klare selv. Det er ganske gratis, men det blir måske for hårdt, der på sofaen?
Det er snarere en fantasierstatning for folk uden en egen af slagsen..måske for den travle - og tilsyneladende bevidstløst ukritiske - forbruger?
Du spørger:
‘Er det i virkeligheden vores dage som individuelt tænkende mennesker, der er talte?’
Noget kunne tyde på det.
Manolo Blahnik stiletter er for tabere.
Amalie Nebelong burde retteligt skrive “mig”, når hun skriver “vi”.
Nej, Amalie, vi - danskerne - er nok ikke endt som Carrie Bradshaw. Men hvis nogen er, mon så ikke det hovedsageligt er kvinder, der er endt dér?
Robert Kroll skriver:
“Objektivt set tror jeg, at dagens “unge og gamle” mennesker i Danmark og i mange andre lande er langt bedre udrustede til at skelne mellem skidt og kanel end nogen tidligere generation .”
Jeg har oplevet mange som er gået ned fordi de ikke kan leve op til “kravene” fra samfundet. Bla. en ekskæreste som fik en depression, fordi hun ikke havde succes nok på sit arbejde. Hun var typen, der læste “Woman” bogstaveligt. Fravalgte venner, fordi de ikke var “coole” nok i forhold til hendes billede af “coolnes”. Dvs. hun valgte venner som var moderne, ikke nørdede, modebeviste, kvikke i replikken osv. Og jeg ved hun sluger SATC råt.
Men det er selvfølgelig en grov påstand at folk der elsker SATC oftere bliver depressive. Har ikke nogen beviser.
Hvorfor shopper de ikke bare depressionen væk?
Jens Thorning
Jeg tvivler på de har råd. Husk, at det primært er wanna-bee’s, som henter deres selvforståelse i det lort.
Jens Thorning:
Det gør de også, men så ender de i Luksusfælden på TV3.
Nej, hov, har jeg virkelig 1 mio i forbrugsgæld med en rente på 29%.
Michael Thomsen
“…Men det er selvfølgelig en grov påstand at folk der elsker SATC oftere bliver depressive. Har ikke nogen beviser….”
Intuitivt lyder det jo rigtigt. Der er jo også nogle ting, som kun sjældent, eller aldrig, ændrer sig; bla. at kvinder (især single-kvinder) godt kan lide at sublimere en go’ mega-depression i shopping og chokoladespisning.
Jeg har desværre ikke lige en fiks statistik, jeg kan henvise til, men mon også det bliver nødvendigt…
Jeg tror det mere handler om, at der er dybe forskelle på mænds og kvinders begær.
Sidste år læste jeg en god kronik af Alexandra Bagger Politiken.
Ifølge hende er kvinders begær logocentrisk, og det betyder, at ord har stor betydning for kvindens begær og seksualitet.
Alexandra Bagger kommer med en række citater fra både Kierkegaard og Erica Jong og viser, at mænd med talen i deres magt igennem århundreder har kunnet nedlægge kvinder på stribe og fået dem til at sukke efter mere.
Nogle har fejlagtigt udlagt det, som at kvinder hele tiden har brug for bekræftelse, når det snarere handler om, at kvinder har en veludviklet fantasi og forestillingsevne, og for at sætte de indre safter i gang skal manden fylde rummet med åndfuld tale og blomstrende kærlighedserklæringer.
Mænds begær kaldes for ikonocentrisk. Det dækker, at synssansen spiller den vigtigste rolle for mandens seksualitet.
Se link til kronikken og læs mere her www.poulinemiddleton.dk
Jeg kan genkende denne beskrivelse af forskellene vældig godt. Er der nogen af jer mænd, der kan genkende det eller er hun helt i hegnet?
Pouline skriver:
“Mænds begær kaldes for ikonocentrisk. Det dækker, at synssansen spiller den vigtigste rolle for mandens seksualitet.”
Helt sikkert. Det er derfor mænd er storforbrugere af porno og strip. Fantasien er ikke nok.
Pouline Middleton
“…Jeg kan genkende denne beskrivelse af forskellene vældig godt. Er der nogen af jer mænd, der kan genkende det eller er hun helt i hegnet?…”
Jeg kan sagtens genkende det også, dog vil jeg tilføje, at man godt kan have i velstanden, hvad man ikke har i talegaverne.
Velstand kan også være et stærkt afrodisium på kvinder - uanset hvor meget ligestilling vi i øvrigt ævler om.
Mænd kan sige hvad de vil, men hvis det sker med falset-stemme eller det der ligner er jeg gået forlængst.
En dyb stemme, der giver resonans helt ind til knoglerne, er med til at at vække den “erotiske kapital” med hos mig.
Jeg troede ekspertrådene eller ekspertvældet var afskaffet med Fogh-regeringen. Hvis vi virkelig ikke længere træffer de individuelle valg, men i stedet lader os “forføre” og vejlede af eksperter, serier m.m. Hvorfor er fx antallet af overvægtige så voldsomt stigende, folk ryger stadig osv. osv.? Mennesket tænker heldigvis selv, og langt de fleste har intet som helst problem med at skelne mellem fakta og fiktion.
Det mest interessante ved hele SATC-fænomenet er, at kvinder aldrig i den grad har brokket sig over eller i den grad mistænkeliggjort diverse “drengerøvsfilm”. Hvorfor har de aldrig været bange for, at mændene gik ud og scorede på livet løs efter at have set James Bond mæske sig i kvinder? Eller fik trang til at sprænge ting i luften? Det er som om kvinder ikke kan have et “fantasiunivers” uden det straks bliver mistænkeliggjort på alle leder og kanter.
Uanset om man kan skelne fantasi fra virkelighed, så fungere de 4 gamle tøsebørn som forbilleder. At de forherliger et ulækkert forbrugs- og taber/vindersamfund, er en ting, man skal jo have nogle firmaer til at sponsorere lortet. Det værste er, for mig personligt, at serien postulere at disse 4 meget usexede kvinder er dækkede for samtlige kvindetyper. Uuhhh hvor jeg hader at den er så populær :o(.
Og til Sune; selvfølgelig er der masser af både kvinder og mænd der ikke bryder sig om det mandebillede der bliver tegnet i både Bond- og andre endnu voldligere drengerøvsfilm. Med hensyn til overspisning og anden selvdestuktiv adfærd, er SATC og andet glamourpop absolut en medvirkende årsag.
Der er rigtig mange danske piger der i nattelivet ter og klæder sig ud som gåsen Carrie Bradshaw…
Det er simpelthen for virklighedsfjernt og hysterisk efter min mening.
I 1982 måbede TV-seerne over vennerne fra “Dallas”. Hvad var meningen? Danmark havde jo ikke fået reklame-TV endnu, og der var ingen konkurrenter, begrebet eksisterede dårligt nok.
Nogle talte om kommunistisk propaganda, fordi oliemagnaten JR var skurk; men han havde vistnok også en dæmonisk sexuel tiltrækning, så moralen har nok været: Sådan er livet - de stærke går målrettet efter succes og definerer verden for os andre. “Kun den stærke er fri” (bog af Ayn Rand, Foghs og CEPOS’ yndlingsforfatter). “De er måske nok onde, men det er jo dem, der bestemmer”. Et sidespring.
@Lars: Min pointe er stadig den samme, at naturligvis dem der ser SATC, som alle andre, skelne mellem virkelighed og fiktion. Derfor ser de naturligvis også se, at deres verden ikke er som den i serien og filmen. Jeg mener det er helt overdrevet at give Hollywood ansvar for, at unge kvinder får diverse anorektiske sygdomme eller bliver shopaholics. Mon ikke man så ville se den indflydelse i andre sammenhænge også? Det er da klart, at film og serier kan have en vis indflydelse, men det er da alt for voldsomt at postulere, at de er roden til alt ondt i verden. Det minder mest af alt om de samme diskussioner man have i 80erne om fjernsynets dårlige indvirkning på ungdommen, eller rockmusikkens ditto i ‘50erne. Jeg mener stadig det er meget mere relevant at se på den diskurs, som der helt automatisk bliver slået ind på, lige så snart det drejer sig om film, hvor kvinder kan få lov til at drømme sig væk. Når det handler om det mandlige køn, bliver det da aldrig problematiseret i samme grad. Hvad er det folk er så bange for? Og hvad med for en gangs skyld at høre kvindernes egen version.
Til Sune:
Jeg tror ikke der er nogen herinde der postulere at SATC er roden til alt ondt samt at - alle - kvinder får anoreksi osv af filmen.
Som du selv skriver så har film og serier indflydelse på mennesker eller sagt på en anden måde, så er de med til at konstruere adfærd, væremåder, personligheder osv. Og dette er SATC i høj grad med til. Ligesom Dallas og Rock & Roll var det.
Og jeg er enig i at den samme diskussion mangler mht. mænd og hvordan de bliver konstrueret af medier. Fx kunne man jo tage det netop overståede Tour De France i forhold til når en rytter gennemfører en etape med brækket kraveben. Det lægger rimelig meget pres på alle mænd.
Og her kan man læse om hvad mænd kæmper med:
http://www.alternet.org/story/147626/5_stupid%2C_u…
Issues som bliver forstærket af film, sport og serier!
Michael Thomsen:
“Jeg tror ikke der er nogen herinde der postulere at SATC er roden til alt ondt “
SATC = time * money
time = money
SATC = money * money = money²
_____
money = V evil
_____
money² = ( V evil )² = evil
SATC = evil
Næh, du har ret. SATC er ikke roden til alt ondt, men ondskaben selv.
Nå, formattering røg sig en tur:
. _____
money = V evil
. _____
money² = ( V evil )² = evil
Nå, who cares.
Det gør jeg :-)
Forstår ikke helt: money = V evil
Menes der kvardratroden af “evil” er lig med money?
OK, vi prøver igen:
money =
. _____
V evil
money² =
… ____
( V evil )² = evil
Beklager, det er blot en matematik-vittighed. Man skal vist være mega-nørd for at værdsætte den slags. Beklager…
Det læses: money is the root of evil.
@Michael Thomsen: Nej, sikkert ikke roden til alt ondt, men tæt på. Som Lars skriver: “Med hensyn til overspisning og anden selvdestuktiv adfærd, er SATC og andet glamourpop absolut en medvirkende årsag.” Det er vel nok en smule overdrevet. Den artikel du henviser til rammer til gengæld hovedet på sømmet, og tager fat i de krav, medierne stiller til mændene fra alle leder og kanter. Den diskussion foregår bare ingen steder herhjemme! Jeg er i øvrigt fuldstændig enig i konklusionen på artiklen, nemlig at:
“Different people feel more affected by gender expectations than others. Some of us — women and men alike — still hear these voices in the back of our heads, still feel them shaping our reflexes, still see a need to consciously drag these messages into the light so we know how to recognize them and have an easier time tossing them overboard. And some folks — again, both women and men — feel like this is really not that big a deal. Yes, they say, society wants men to be one way and women to be another. Who cares what society wants? For some people, it takes years of introspection and therapy and processing to unload this junk. Some people never unlearn it, in fact; some people let their whole lives be run by it. And other people seem to unload it just by deciding to do it.
So I don’t know what to tell you about how to do that.
All I can tell you is that it’s totally worth it.”
Det handler om for både mænd og kvinder at tage det valg, og man skal ikke på nogen måde lade sig narre af, at medierne bare vælger for os. SATC gør ikke kvinderne til bedre eller dårligere mennesker, eller mere eller mindre anorektiske. For de allerfleste mennesker er det heldigvis muligt at navigere i et samfund fyldt med reklamer, forbilleder m.m. og stadig foretage de rigtige og fornuftige valg. Ellers har man meget lille tiltro til menneskets individualitet.
Vedrørende relevans i debatten
Idet vi fra redaktionens side anerkender at de fleste sætter pris på en god formel aritmetisk vittighed i sommervarmen, så er det ganske langt fra artiklens emne, og debattørerne bedes holde sig til dette.
Debatvært
Espen Fyhrie
Slet det gerne, Espen.
Sune & Michael. Som Sune rigtigt skriver, mener jeg at SATC og andre kommecielle glansbilleder, er den vigtigste årsag til piger og kvinder, får problemer med deres identitet. Det er Hollywood absolut ikke ene om. Modebrancen, livsstilsmagasiner, porno, plastikkirugi, mange andre interesser har også dårlig indflydelse. SATC er bare endnu et angreb på kvinder i almindelighed. At debatten om mandeidentitet er stort set fraværende, gør den jo ikke mindre påkrævet. Læser Michaels link når jeg får tid.
Ehem….you lost me somewhere in between