Onsdag den 21. juli klokken 13:59 udsendte Dansk Folkparti en pressemeddelelse. Her kunne det - under overskriften »DF sørger over dræbt soldat« - blandt andet læses:
»Dansk Folkepartis medlem af gruppeledelsen, Søren Espersen, udtrykker dyb sorg ved meddelelsen om, at en dansk soldat har mistet livet ved en eksplosion i Helmand-provinsen…«.
Ikke kun Espersen, men hele DF’s ledelse er i dyb sorg, fremgik det tilmed. For de nøjes ikke med blot at være berørte, kede af det, triste, bedrøvede eller bare føle med de efterladte. Pia, Tulle, & Peter og Søren er i »dyb sorg«! Og man må antage at ledelsen fremover hensættes i samme tilstand, hver gang en soldat må lade livet.
Der er nemlig tale om en skærpelse af partiets følelsesudladninger. Sidst en dansk soldat døde, kunne man den 13. juni konstatere, at Pia Kjærsgaards tanker kun gik »til den dræbte soldats pårørende«. Den 8. januar gjorde det dog partiformanden »uendeligt ondt«.
Hvad gør de fremover?
Men denne gang er hele ledelsen altså i ‘dyb sorg’, og dermed har partiet sat overliggeren ganske højt for fremtidige dødsfald. De er så at sige nødt til at gå i dyb sorg, hver gang en dansk soldat dør fremover.
Og det virkelig tragiske er, at det desværre sker relativt oftere og stadigt hyppigere for danske soldater end for andre landes tropper.
Dertil kommer, at dyb sorg almindeligvis kun rammer, når en nærtstående dør eller bliver udsat for en alvorlig ulykke. Fra denne dybe sorg og op til at være lidt mellemfornøjet er der naturligvis en uendelig mængde gråtoner af sorg og tristesse; men den dybe sorg er den mest lammende og uafrystelige det danske sprog byder på.
I følge Gyldendals Encyklopædi er almindeligt forekommende sorgreaktioner: nedtrykthed eller depression, sænket aktivitetsniveau eller omvendt rastløs overaktivitet, længsel efter den afdøde, angst, især i form af separationsangst, skyld, vrede, vantro, følelse af fremmedhed, koncentrationsproblemer, suk og gråd, fornemmelse af den afdødes tilstedeværelse i rummet, søgen efter den afdøde i omgivelserne (…) Endelig kan de legemlige reaktioner omfatte appetitforstyrrelser, nedsat seksuel interesse, søvnproblemer og træthed, ligesom der kan forekomme hjertebanken, skælven og hovedpine.
Klæbrig valgkamp
Det ser altså skidt ud for DF’s ledelse, da tilstanden ikke alene kan vare ved i lange perioder. Man må fremover forvente at partiets ledelse vil være ukampdygtig, hver gang en dansk soldat mister livet.
Når man betænker, at DF er det eneste bolværk mellem på den ene side tusinder af nuttede kæledyr og deres danske ejere og på den anden side 1,8 milliarder muslimer, klimaforkæmpere og andre uhyggelige væsener, da er der grund til dyb bekymring.
Til august har DF sommergruppemøde. Det er her al politisk kraft og snilde skal mobiliseres i forhold til en lang og hård valgkamp. Hvis ikke det lykkes at høste frugterne af denne indsats, risikerer Danmark et regeringsskifte.
Det er en meget alvorlig sag. Medmindre da DF har rørt en dansk soldats død, hans familie og venners ægte sorg og en gang nationalistisk føleri sammen og smurt det ud over deres > pressemeddelelsen i ekstra tykke lag med henblik på at kapre stemmer i sommervarmen.
Men den form for kynisme ser man heldigvis yderst sjældent i dansk politik, og det er næsten umuligt at forestille sig, at DF’s ledelse kunne finde på noget så smagløst blot for at skaffe lidt medvind i meningsmålingerne.
Desværre lader det nationen tilbage med en regering, hvis trofaste støtteparti sikkert stadig er lammet af sorg og forventeligt fremover kan blive sat ud af det politiske spil, hver gang tragedien rammer en dansk soldat.
Kommentarer
Ingen kender dagen, før den er omme.
November 1942 holdt Dansk Folkeparti en ti-årsmindefest i koncertpalæet med deltagelse af mange frikorpsfolk.
Festen indledtes med en “mindeappel over de i denne krig faldne danske” plus over 40 sydslesvigere, hvorunder dannebrog sænkedes og højre arm blev strakt.
Wilfred Petersen holdt en tale om “den sociale Revolution”, “en skarp Reaktion mod Radikalismens Forrådnelsesproces”, som har gjort nogle arbejdere til “vildledte danskere, og de skal vindes tilbage, først ved at ordne vore Forhold sådan, at der er Mad og Husly til alle, og dernæst ved at lære dem, gennem praktisk Arbejde, at de hænger uløseligt sammen med og har Fællesansvar med hele det danske Folk.”
Nogle ihukommer endnu disse dage og frygter for, hvilke følger også denne nye krig vil få, ikke blot for afghanerne, som vi beætter og slår ihjel og gør husvilde, men mange år fremover for det danske samfund.
Man kan ikke argumentere med døden, og dog kan ingen komme udenom, hverken dem, der erklærede krigen, eller andre.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Per Diepgen
Har du en reference, til de interessante citater om Dansk Folkeparti?
Der er to muligheder: Enten misbruger Dansk Folkeparti død soldat eller også er DF’s ledelse virkelig kollektivt i dyb sorg over endnu et dødsfald i Helmand
Jeg hælder mest til den første mulighed.
Det er en glimrende måde at holde populismegryden i kog på, specielt efter de sidste meningsmålinger der viser at støtten til krigen i Afghanistan er faldende.
Denne kommentar er anbefalet af:
Per Diepgen:
“November 1942 holdt Dansk Folkeparti en ti-årsmindefest i koncertpalæet med deltagelse af mange frikorpsfolk.”
Nu om dage, er det staten der står for mindehøjtideligheden og tilhørende propaganda. Det er nu en årlig tilbagevendende begivenhed, der reklameres for på bagsmækken af ca. 40.000 danskeres civile køretøjer.
Og jeg som troede, at Dansk Folkeparti var i kollektiv dyb sovs. Nu viser det sig, at det er dyb sorg…
Når det er sagt, deler jeg Jens Peter Hansens kritik. Det er sjovt at hakke på DF, men anledningen er måske ikke den mest velvalgte.
Det officielle Danmark, repræsenteret ved regeringspartierne, deltog også i festligheder for Frikorps Danmark, og der er åbenbart mange, der i dag på reversen og bilen propaganderer med en hvid sløjfe for “retten til at slå ihjel”. (Til Per Thomsen: Ovennævnte citater kunne læses i DF’s blad for december 42.)
Vores alle sammens lille mand holder sig nu heller ikke tilbage. De der godt kan lide det sublimt vamle, skulle prøve her : http://stm.dk/_p_13220.html
Her blot et lille uddrag af Statsminister Lars Løkke Rasmussen pressemeddelelse :
” Det er med dyb sorg, at jeg har modtaget meddelelse om … et uerstatteligt tab, som berører mig dybt. ”
Som om det ikke skulle være rigeligt, så fortsætter han :
” En dansk soldat har mistet livet i kampen for vores sikkerhed og tryghed og for at give det afghanske folk et håb om en lysere fremtid. …. ”
Jeg skal lige ud til spanden !
Denne kommentar er anbefalet af:
@Christian Fick
Jeg finder det helt på sin plads, at Kim Back påpeger det hykleri, som der ligger i, at et politisk parti ifølge egne udsagn føler ”dyb sorg”, hver gang en dansk soldat bliver dræbt i Afghanistan. Men samtidig ikke er indstillet på at gøre noget som helst for, at det fremover vil ske så sjældent som muligt eller ideelt set slet ikke.
Det svarer jo til, at et politisk parti påstår at føle ”dyb sorg”, hver gang nogen bliver ramt af en trafikulykke, men ikke er villige til at afsætte så meget som en krone til at forbedre trafiksikkerheden.
I den situation ville de fleste nok være enige om at kritisere det pågældende partis udtryk for ”dyb sorg” for at være det rene hykleri og insitere på, at partiet enten skulle holde sin kæft eller sætte handling bag sin påståede medfølelse med trafikofrene og rent faktisk gøre noget for at forbedre trafiksikkerheden.
Det krav mener jeg også, at det er helt rimeligt at stille, når det drejer sig om påstået sympati for ofre i en krig, som man ikke er villig til at gøre noget for at stoppe eller drosle ned. Og uanset de efterladtes mulige og forståelige følelser, så bliver vi altså nødt til at kunne diskutere noget så væsentligt som Danmarks deltagelse i en krig. Og vi må også i den forbindelse kunne anvende de virkemidler i form af f.eks. sarkasme, som er en normal del af det danske sprog.
Denne kommentar er anbefalet af:
Rasmussen (II) holdt sig heller ikke tilbage med vamleriet :
Uddrag af hans pressemeddelelse fra 25. juli 2008 :
” Det er med den største sorg, at jeg har modtaget meddelelse … ”
Også han skulle lige give den lidt til :
” … i kampen for at skabe sikkerhed og sikre andre mennesker bedre levevilkår. ”
@ Lars Hansen
Jeg er faktisk ikke uenig med dig, hverken fsva kritikken af den udsigtsløse krig, som DF støtter, som fsva behovet for at udstille det hykleri som partiet lægger for dagen. Og lad os da endelig udstille dem med al den sarkasme, vi kan mønstre. Jeg elsker fx denne formulering af Kim Bach: “Når man betænker, at DF er det eneste bolværk mellem på den ene side tusinder af nuttede kæledyr og deres danske ejere og på den anden side 1,8 milliarder muslimer, klimaforkæmpere og andre uhyggelige væsener, da er der grund til dyb bekymring.”
Men at gøre sig lystig over DF’s selvpromovering ifm en soldats død forekommer mig stadig en anelse ufølsomt over for såvel den faldnes efterladte som pårørende til andre tidligere og nuværende udsendte, som virkelig har har skuet muligheden for “dyb sorg” i øjnene. Når jeg erklærer mig enig i en tidligere kommentar (som nu er fjernet?) om, at det måske var en lidt upassende anledning til at kritisere DF, hænger det nok også sammen med at Kim Bachs indlæg for mig at se savner indlevelsesevne i den tragedie, et tab af menneskeliv er. På den måde lukrerer han - ligesom DF - på en tragisk hændelse.
De medskyldige i dette ulykkelige drab er de politikere der vedblivende fastholder det meningsfyldte i Danmarks engagement i denne krig.
Desværre tyder alt på at denne soldats død er og bliver lige så meningsløst som alle de foregående. Alle involverede lande prøver at komme ud så hurigt det lader sig gøre uden helt at tabe ansigt. Det er ikke rart at måtte erkende at 9 års indsats har været forgæves - hvad alt desværre tyder på
Når de vestlige lande er væk vil Taleban står lige så stærkt som før og rulle alt tilbage til år 0
Vi skal ikke trække os ud fordi vores soldater dør - det vidste vi jo godt ville være prisen for at gå ind -men vi skal gøre det nu hvor alle kan se der udsigtsløse i engagementet
Hvem tør idag anbefale et ungt menneske at tage der ned - og hvem ved sine fulde fem tør sige at de døde soldater ikke døde forgæves?
Hvis DF sørger over hver en død soldat bør de være de føste til at advare unge mennesker i mod at tage der ned
Denne kommentar er anbefalet af:
@ Ole Falstoft skriver om :
“… 9 års indsats har været forgæves …” ?
Det vil jo kun kunne afgøres, og af politikerne, når nu de samme politikere engang får bestemt sig til, hvorfor det nu er, at vi har været dernede ;-o)
Hvor er det dog patetisk og vammelt når DF fremturer med sådanne udtalelser. Det kommer til at virke som en hån mod de nærmeste efterladte der “virkelig” føler en så dyb sorg at selv ikke en Søren Espersen kan sætte sig ind i.
Vi kan hurtigt blive enige om at disse computergenererede beklagelser og sorgytringer fra magtens sider er lidt latterlige.
Man forsøger så at variere lidt for at give det et skær af personlig henvendelse. men alternativet er vel tavshed, hvilket ville blive opfattet som endnu mere upassende.
Lad os lige slå fast iøvrigt, at Frikorps DK absolut ikke beskæftigede sig med at etablere og opretholde infrastrukturer og sociale insitutioner i de områder de var udsendte i i sin tid.
Der er FrikorpsDK-lignende grupperinger aktive i Afghanistan, men de kommer fra Pakistan, - som iøvrigt fornylig understreget af nogle Wikileak-dokumenter, - og er dem vores udsendte medarbejdere er oppe mod.
Den bærende sammenligning i trådens første-kommentar er alt andet lige grov manipulation.
Os.
Når en frikorpssoldat var død, holdt kammeratierne altid en mindehøjtidelighed for ham, hvorunder dannebrog sænkedes og man afsang ‘Altid frejdig, når du går’ (af præsten Chr.Richardt):
Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ike heller.
Straks efter forsøgte disse nationalsocialister igen, med datidens mindre effektive våben, at “opretholde infrastrukturerne”.
odd bjertness
“Lad os lige slå fast iøvrigt, at Frikorps DK absolut ikke beskæftigede sig med at etablere og opretholde infrastrukturer og sociale insitutioner i de områder de var udsendte i i sin tid.”
Frikorps Danmarks udsendte, havde som hovedformål at erobre “lebensraum” til senere bosættelse for ariere. Det var en mere langsigtet politik.
Dansk Folkeparti (DF)
Stiftet den 1. marts 1941 ved sammenlægning af “Dansk Socialistisk Parti”, “Det nationale Genrejsningsparti”, og “Nationalt Samvirke – Fagstatsbevægelsen”. DF var i høj grad nazisten Wilfred Petersens værk, og han kom på godt og ondt til at præge parti.
http://ditt.almanet.dk/dknazister.html
Dansk Folkepartis forhold til DNSAP blev præget af fjendskab, fordi begge partier bejlede til nazisterne.
Frikorps Danmark blev anbefalet af begge partier, men oprindelsen skyldtes i første omgang DNSAP, fordi det allerede i 30’erne (da DF-medlemmer var i partiet) havde folk i uddannelse under det tyske Waffen SS (Schutzstaffen der NSDAP), en totaldisciplinerende gennemracistisk 2-årig uddannelse, hvis optagelse krævede særlige forudsætninger. En af de kendteste var Schalburg (russer, garder, gift med en tyske friherreinde, græsk-katosk tro). Tidligt under besættelsen oprettedes et hvervekontor af Waffen SS i København, der skulle formidle frivillige til det tyske korps (der oprindelig var Hitlers personlige garde). Schalburg blev senere officer og forbillede for Frikorps Danmark, hvis idé kom fra DNSAP, der gennem Frits Clausen de første år havde gode forbindelser i Berlin og ønskede at støtte nazisterne med et særskilt dansk korps. Det krævede imidlertid i 1941 et politisk tilsagn fra regeringen, og det skete med partiet Venstre, hvis medlemmer i samarbejdsudvalget foranledigede regeringen til at give lov, og hvervekontorer oprettedes overalt i landet. Oberstløjtnant Kryssing blev korpsets første chef. Og det var også DNSAP, der fik korpset hjem på orlov, marcherende gennem gaderne for at imponere og reklamere for flere frivillige, men det viste sig i stedet for at føre til hån og slåskampe med folk, der ikke brød sig om frivillige soldater. Men korpset var udsendt med officielle ceremonier, og statsminister Stauning deltog som repræsentant for det offielle Danmark i festlighederne i Odd Fellow palæet. Også med frikorpset ragede Frits Clausen uklar, men både DNSAP og DF støttede op om krigen på Østfronten. Høvelte kaserne fungerede som skole, og schalburgkorpset indtog firmurerlogsen på Blegdamsvej (som Bent Faurschou-Hviid beskød fra en forbikørende bil).
Per Diepgen:
Nu var det ikke kun frikorpsfolk som brugte “Altid frejdig, når du går” til begravelse, modstandsfolk brugte den også.
så vidt jeg ved bliver den tit brugt til begravelse også selvom personen ikke døde i krig.
Ja, sangen hørte også til under alsang o.m.m., men understreger altså her de frivillige soldaters meget nationale indstilling, korpset og den enkelte mente at kæmpe for Danmarks sag og mente, at man gjorde en forskel og landet en tjeneste. I dag kan danske soldater komme i kamp overalt i verden ifølge den nugældende ideologi og magtinteresse, men må stadigvæk vælge side og kampfæller. Vi må tilsvarende forvente fjender overalt i verden.
Angående slutningen:
Tragedien “rammer” ikke en dansk soldat.
Han er frivilligt gået ud, hvor han kan blive dræbt, vel vidende, at det kan ske når som helst.
Det er ikke en “tragedie”, men en simpel følge af, at han placerer sig præcis, hvor det er aller mest livsfarligt at placere sig. Det har han valgt.
Derimod kan man sige, at tragedien rammer hans familie. Og først og fremmest, at den rammer de afghanere, der er så uheldige at være, hvor kampen finder sted; DET er tragedie.
Og hvad angår DFs og diverse krigsministres dybe sorg: Pis.