Det er en uskik at indføre en lov om terror, hvis den samme lov ender med at blive brugt til alt muligt andet. Det mener professor i retsvidenskab ved Københavns Universitet Eva Smith:

»Der er ikke længere noget, der hedder principielle overvejelser om en lovgivning. Nu hedder det bare, at hvis politiet synes, det er effektivt, så indfører vi det,« siger hun.

Ifølge Eva Smith er terrorlovgivningens krav om, at teleselskaberne skal overvåge danskernes sms’er, mails og telefonopkald blot ét ud af flere eksempler på lovgivning, som er blevet indført med argumenter om, at de skal hjælpe politiet i kampen mod terror, men som alligevel ender med at blive brugt til helt andre formål.

»Der foregår et helt uhørt indgreb i vores almindelige privatliv, når man tvinger teleselskaberne til at registrere oplysninger om folk, man overhovedet ikke har mistanke mod. Der er tale om 82.000 oplysninger om hver eneste dansker - fra baby til olding. Det er grotesk,« siger hun.

Formand for Retspolitisk Forening Bjørn Elmquist er enig i kritikken.

»Politikernes formål med at gennemføre loven har aldrig været at dæmme op for terrorisme. Det handlede om at give et indtryk af, at de var handlekraftige,« siger han.

Grænser rykker sig

Terrorpakken fra 2002 gav politiet og Politiets Efterretningstjeneste (PET) mulighed for at benytte teleselskabernes oplysninger i forbindelse med terrorsager.

Men en opgørelse fra Rigsadvokaten, som Information skrev om i går, har vist, at politiet kun i få tilfælde benytter mulighederne i terrorlovgivningen til at bekæmpe terror.

Ifølge Eva Smith er det kritisabelt, at politikerne ikke i højere grad sætter spørgsmålstegn ved de hjælpemidler, som politiet efterspørger.

»For politiet handler det selvfølgelig om, at de gerne vil have alle de redskaber, de kan få. Men politikerne burde sætte sig ned og se på, hvad kravet om teleselskabernes overvågning egentlig bliver brugt til og forholde sig til det. For det er deres opgave at finde den rette balance mellem hensynet til befolkningens retssikkerhed og politiets ønske om at få så mange oplysninger som muligt,« siger hun.

Ifølge Eva Smith er den balance forlængst tippet til fordel for politiet og PET. Hun mener, der er en generel tendens til, at grænsen for, hvilke midler politiet og efterretningstjenesten må gøre brug af, konstant rykker sig.

»Det handler ikke kun om teleselskabernes overvågning. Der findes mange eksempler på tiltag, som til at begynde med bliver lanceret som et led i terrorbekæmpelse, men som lige så stille bliver brugt til andre ting,« siger hun.

Bjørn Elmquist mener også, at der sket et skred i forhold til politiets beføjelser.

»Da man lavede visitationszoner, sagde man også, at de blev indført som led i indsatsen mod bandekrigen. Men nu bliver de brugt til meget andet. Vi kan se, at man gang på gang går ud med en relevant argumentation, som viser sig at være forfejlet, fordi argumenterne ikke passer til det indgreb, man foretager,« siger han.

Begrænsning af frihed

Ifølge Eva Smith handler det ikke kun om teleselskabernes overvågning. Politiets øgede beføjelser i forhold til aflytning af telefoner er et andet eksempel. Beføjelserne betyder, at politiet ikke kun kan aflytte en mistænkts telefon, men også alle de telefoner, som den mistænkte kan have benyttet. Da det blev indført som en del af terrorpakke II, skrev Justitsministeriet, at det ville give anledning til principielle overvejelser, hvis politiet også skulle kunne bruge det som redskab i andre sager end terrorsager.

»Men derfra gik der to år, og så blev beføjelsen udvidet til også at gælde på mange andre område,« siger Eva Smith. Hun er træt af argumentet om, at det ikke skader nogen, hvis politiet får adgang til oplysninger om folk, der alligevel ikke er kriminelle.

»Hvad nu hvis politiet pludselig synes, det er for besværligt, at de skal forbi en dommer for at få tilladelse til at aflytte folk, og at de hellere selv ville tage den beslutning. I så fald ville argumentet være det samme: Så længe politiet alligevel ikke finder noget, så er der ikke noget ondt i det,« siger hun.

Ifølge Eva Smith har det alvorlige konsekvenser for demokratiet, når politiet får den slags redskaber til rådighed.

»Indgreb som teleselskabernes overvågning eller lømmelpakken er med til at udhule vores demokratiske samfund, fordi det gør folk utrygge og får dem til at begrænse deres egne muligheder - f.eks. ved at fravælge demonstrationer eller undlade at kigge på bestemte sider på nettet. Det er den måde, vi begrænser os selv på,« siger hun.

»Terroristernes ønske er at ødelægge vores frie og demokratiske samfund. Men i vores iver efter at lave alle mulige sikkerhedsbestemmelser er vi godt i gang med at hjælpe dem på vej«.