LONDON - USA var »høj på militær« efter terrorangrebene den 11. september 2001 og frygtede, at invasionen af Irak ville blive blokeret, hvis de fortsatte ad FN-sporet, sagde daværende chef for våbeninspektørerne Hans Blix til Irak-høringen i London i går.
»USA kastede (FN-sporet, red.) over bord i 2002. Jeg tror, de var høje på militær på det tidspunkt. De troede, de kunne slippe af sted med det,« sagde Blix og henviste til den nye amerikanske sikkerhedsstrategi, der blev offentliggjort i september 2002, der udtrykte Det Hvide Hus’ tro på, at det havde ret til at foretage forebyggende angreb.
Hans Blix, der er uddannet jurist, fortalte, at det var hans synspunkt, at den omdiskuterede FN-resolution 1441 - vedtaget fire måneder før invasionen i marts 2003 - lovede Saddam Hussein »en frisk start« og ikke i sig selv var nok til at autorisere en invasion. Resolutionen erklærede, at Irak havde brudt tidligere resolutioner og banede vej for nye våbeninspektioner.
USA og Storbritannien endte imidlertid med at invadere Irak på basis af resolution 1441, efter at arbejdet med at udforme en opfølgende resolution faldt til jorden. Det skete, da franskmændene sagde, at de ville nedlægge veto mod enhver resolution, der pr. automatik autoriserede krig. Imidlertid mener Blix, at USA aldrig ville være gået med til endnu en resolution.
»Det kom til at hedde sig, at Chirac (Frankrigs præsident, red.) dræbte den anden resolution, men jeg føler, at amerikanerne sikkert ville havde blokeret den, fordi de ikke ønskede at give (Saddam og våbeninspektørerne, red.) mere tid,« sagde han og påpegede, at forsøget på at blive enige om en række kriterier, som irakerne skulle leve op til, mødte modstand fra alle sider.
»Franskmændene, russerne og tyskerne frygtede, at kriterier ville være en måde at få en automatisk autorisation for krig, mens amerikanerne ikke ønskede dem, fordi de frygtede, at irakerne ville leve op til dem.«
FN-spillet
Den 82-årige tidligere våbeninspektør mener, at USA og Storbritannien oprindeligt insisterede på resolution 1441, fordi de forventede, at Saddam Hussein ville nægte at samarbejde - så det var et hasardspil, som Blix mener resulterede i en ulovlig krig.
»Jeg er af den faste overbevisning, at krigen var ulovlig,« sagde han og beskyldte amerikanerne og briterne for at ønske krigen så meget, at de lukkede øjnene for efterretningsmaterialets svagheder.
»Da vi ikke fandt nogen våben, burde det være gået op for dem både i London og i Washington, at det nok var fordi, at deres efterretninger var svage. De burde have været mere kritiske,« sagde Blix.
Selv blev han mistænksom over for efterretningerne, da det tog det Internationale Atomenergi Agentur, IAEA, mindre end en dag at erklære dokumenter, der hævdede, at Irak forsøgte at købe uran fra Niger, for falske.
»Disse påstande blev gentaget i Washington og London, og præsident Bush henviste endda til dem i sin tale om unionens tilstand (i januar 2003, red.). Jeg tror, at det var det mest skandaløse.«
Hans Blix mener selv at have konkluderet hvorfor: I begyndelsen af 2003 var der 250.000 tropper i Mellemøsten, hvilket gjorde det »næsten umuligt« at stoppe krigen.
»Hele den militære tidsplan var ikke synkroniseret med den diplomatiske tidsplan,« sagde Blix, som havde fortalt både Condoleezza Rice og Tony Blair om, at han havde sine tvivl om efterretningsmaterialet. Dette smittede imidlertid ikke af, da Tony Blair efterfølgende bad sit parlament autorisere krig.
»Hvis de var gået til deres parlamenter og havde sagt, at de ikke troede, at der var masseødelæggelsesvåben i Irak lige nu, men at de troede, at Saddam Hussein ville genåbne sit program engang i fremtiden, så tvivler jeg på, at de havde fået flertal for at gå i krig,« sagde Hans Blix.
Kommentarer
Tidligere udtalte, men ignorerede, sandheder fra Blix.
Men måske er tiden blevet moden til at vi tør indse sandheden om Irak-krigen.
Tilhængerne af krigen vil undskylde krigen med, at drabet på Saddam berettiger krigen.
Nu vi ved at Vestens få men magtfulde mediemoguler bestemmer hvad der er vores sandhed, så bør vi stille spørgsmålene: Er Irak i dag et bedre sted end under Saddams styre?
Var det alle de dræbte Irakere værd, alle lidelserne, den enorme stigning i børnedødeligheden (svarende til 500.000), det smadrede land, islamiseringen af landet?
Bill stiller nogen spørgsmål, som jeg har stillet mig selv igen og igen, år efter år.
Forrige sommer spurgte jeg en ikke-religøs bekendt fra et muslimsk land (og som jeg husker det):
- Er facit på invasion og besættelse af Irak, at det irakiske folk ville have været bedre tjent med Saddams brutalitet, fremfor situationen i dag?
- Ja!
Ingen tøven, ingen vaklen. Krigens omkostninger var ikke det værd, og Blix og Atkins har givet helt selvfølgelige og overbevisende begrundelser.
Jeg har (i år?) set Hans Blix i den varme stol i BBC’s Hardtalk. Blix tøvede heller ikke, ingen vaklen. Krigen var ulovlig og unødvendig, hævde han og med rette, og det vil han utvivlsomt gentage i den engelske høring.
I mine øjne bør en embedsmands fornemste pligt være at gøre offentligheden opmærksom på unøjagtigheder i det offentlige. Men sådan er det desværre ikke, da en embedsmand der efter magthavernes syn ”pipper” lidt for højt bliver fyret og mistænkeliggjort eller magthaverne laver en redegørelse, der frikender dens handlinger.
Dorte,
du har ret — det burde være idealet for en embedsmand, og formelt er det også sådan det hænger sammen i DK. Ligesom politike, skal statens tjenere (tjenestemænd) give en højtidelig forsikring om at ville overholde Grundloven.
Problemet er, at forudsætningen for at blive forfremmet og være kollegialt værdsat blandt andre embedsmænd, er det nødvendigt at være villig til at dække over andre, ikke sladre, følge spillets regler, og manøvrere til forfremmelse ved at overholde de kollegiale regler om ALDRIG at involvere udenforstående. Embedsmænd med demokratiske tilbøjeligheder, sorteres fra undervejs. Det er alt for farlige for alle andre embedsmænd. Og skulle en embedsmand højt på strå en sjælden gang udvikle integritet og samvittig efter mange års træning i at undertvinge alle tendenser til samme og bortrationalisere deres personlige ansvar, er de ganske klar over, at sladrer det, falder deres arbejdsliv, deres sociale status og meget andet sammen som et korthus.
Det samme fænomen gælder for karrierepolitikere. De rekrutteres typisk gennem et partis ungdomsafdeling, hvor de der opnår nok stjernestatus til at komme i betragtning til at komme på en attraktiv valgliste, er personer der har sværger loyalitet til det politiske parti, åbent har afsværget deres demokratiske sindelag, personlig integritet og principper, ved uden vaklen offentligt at have støttet en sag, der står i stærkt kontrast til deres personlige holdninger. Anvendelse af løgn, bedrag og manipulation under denne lakmusprøve for partiloyalitet er kun en bonus. Førend en ungdomspolitiker har sværget troskab til partiet, er mulighederne for at gøre karriere begrænset.
En venlig tanke går til Frank Grevel, den eneste “mønsterbryder” jeg kan komme i tanke om.
Heinrich, der er nu også embedsmænd, der har forsøgt sig med læserbreve ol. bare sendt af en anden person, der ikke er ansat i det offentlige. Om det er en acceptabel måde er en hel anden debat.
Dorte,
ja, heldigvis er der nogen der prøver at stritte imod hist og pist, men at forsøg skal involvere stråmænd, viser jo desværre hvor rigid embedsmandskulturen er.
Heinrich man kan også se det som et bevis på at ytringsfriheden ikke er så ubøjelig, som det blev påstået under JP-krisen.
Hans Blix fr ufortjent ros:
“Chilcot inquiry: too late, Hans Blix, too late
The weapons inspector has spoken out at the Chilcot inquiry. If only he had done so in 2003
As an Iraqi living in Britain, and fearful for my compatriots back home, I remember waiting with baited breath for Blix to utter those undiluted words when he appeared before the UN security council in 2003, 11 days before the war of aggression was launched. Back then, he minced his words, providing enough ambiguity for Tony Blair and Jack Straw to push on with their plans to drag Britain into the US-led war. http://www.guardian.co.uk/commentisfree/2010/jul/28/too-late-blix-iraq-chilcot”
Dorte,
ytringsfriheden er noget opreklameret bras. Det er et falsum, at det er en menneskeret, en personlig frihed osv.
Det værdifulde ved ytringsfrihed, og der hvor denne betyder noget, handler ikke om at det er friheden til at ytre sig der betyder noget. Det der betyder noget, er om nogen er villige til at lytte. Det, der burde promoveres, at “lyttepligt” — altså at de der ytrer sig, også bliver taget alvorligt, i det mindste indledende og til en vis grænse.
Enhver ved, at ytringsfriheden ikke reelt er truet på vores breddegrader, og ikke har været det i nyere tid. Det, det kniber med, er de magtfuldes villighed til at lytte ærbødigt — hvilket indbefatter, at der ikke iværksættes repressalier mod de de har formastet sig ved at være gode samfundsborgere.
Lauritzen: Som jeg husker det, forlød det også i 2003, at våbeninspektørerne ønskede mere tid. Man havde ikke fundet masseødelæggelsesvåben, man anså det for overvejende sandsynligt, at der heller ikke var nogen, men kunne på den anden side ikke sige det med sikkerhed, før arbejdet var helt færdiggjort.
Derfor satsede man først og fremmest på at få mere tid. Men Bush og Blair med halehæng havde ikke tid til at vente. Derfor gik de ud og løj i medierne.
Blix får aldeles ikke ufortjent ros. Han gjorde, hvad han kunne, men havde jo (desværre) ingen besluttende myndighed.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hans Blix fortjener endog endnu mere ros. Han blev forhånet og latterliggjort på linje med Schröder ogh Chirac, der end ikke kunen få en pizza på Fanø.
Kirsten Svejgård, han gjorde ikke hvad han kunne. Han burde, som irakeren i Guardian påpeger, havde talt klart dengang, nu er det too late, much too late.
“Som jeg husker det, forlød det også i 2003, at våbeninspektørerne ønskede mere tid. Man havde ikke fundet masseødelæggelsesvåben, man anså det for overvejende sandsynligt, at der heller ikke var nogen, men kunne på den anden side ikke sige det med sikkerhed, før arbejdet var helt færdiggjort.”
Afgjort det samme jeg mindes.
Også Stiglitz og Bilmes skriver, at beslutningen om at gå i krig i Irak skete på falske præmisser:
1. Der var ingen forbindelse mellem Saddam Hussein og de forfærdelige angreb 11.9. på World Trade Center og Pentagon
2. Irak havde ingen masseødelæggelsesvåben, hvilket inspektørerne fra IAEA også havde oplyst
3. Det blev sagt, at krigen ville være hurtigt overstået, og demokratiet ville blomstre i Irak
4. Det blev også oplyst, at krigen ville blive billig og være selvfinancierende.
Links:
http://threetrilliondollarwar.org/
http://www.iaea.org/NewsCenter/Focus/IaeaIraq/
Komikeren Jan Gintberg og forfatteren Jens Chr. Grøndahl blandede sig også i debatten: “Det er i grunden slet ikke nogen dårlig idé at skabe et demokrati i Irak”, “Hvad galt er der i at gå i krig for olie?”. Sidstnævnte fortrød Grøndahl dog senere.
Optimismen var stor i Danmark, men mærkeligt nok ikke i vore nabolande: Norge fortolkede Resolution 1441 anderledes eller slet ikke, og tyskerne var stadig krigstrætte, skønt der var gået 58 år siden sidst! Franskmændene havde stadig ikke vænnet sig til de nye tider under USA.
Men det havde Danmark i den grad. Verdens lykkeligste folk. Glade og tilfredse mennesker går gerne i krig!
Jamen Peter Lauritzen: Blix talte så klart, som han kunne: Der var ikke fundet masseødelæggelsesvåben, og postulaterne om det modsatte var højst usikre, men kunne ikke endeligt afgøres endnu.
Skulle han have løjet og påstået, at der ikke var masseødelæggelsesvåben, når han endnu ikke kunne sige det med 100 procents sikkerhed?
I øvrigt er der ingen, der gør ham til ‘helt’. Men man kan absolut heller ikke tillade sig at gøre ham til skurk.
Denne kommentar er anbefalet af:
Sandheden gør ondt, men løgne dræber!
Må Bush og Blair ende i helvede!!!!