Ca. hvert fjerde år er skudår. Et ganske særligt år, hvor en ekstra dag i februar giver os 366 dage at gøre godt med. Vi lægger sjældent mærke til det og det påvirker os ikke nok til at vi gør noget stort ud af det.

For at vores gregorianske kalender og årstiderne skal passe nogenlunde sammen, er vi ind imellem nødt til at justere vores 365 dage lange år med en ekstra dag, så sommeren ikke langsomt forskubber sig til september og november. Der har altid været stor tradition for at fejre kalenderbaserede mærkedage som eksempelvis den længste dag eller markeringen af skiftet mellem sommer- og vintertid. Den ekstra dag, som vi kun har glæde af en sjælden gang, hyldes ikke rigtigt.

Sportens cyklus

I sporten er der til gengæld rig tradition for at benytte den 4-årige cyklus til særlige begivenheder. De Olympiske Lege afholdes hvert fjerde år og verdensmesterskaberne og europamesterskaberne i fodbold ligeledes hvert fjerde år, vekslende mellem hinanden i 2 års intervaller. Hvis ikke VM i fodbold dukkede op hvert fjerde år, ville mange mænds kalender og ikke mindst hverdag, gå i stykker. De astronomiske forudsætninger der afkræver skudår, synes på mystisk vis at forplante sig til sportsverdenen, og gør at vi ikke kan undvære disse højt profilerede events.

De gigantiske sportsarrangementer har ofte lange og omstændige kvalifikationsrunder der kan tage op til halvandet år at afvikle. Hele nationer følger spændt deres landsholds rejse mod de sagnomspundne slutrunder. Lange perioders point-høst, triumfer, fiaskoer og tætte remíser opbygger eller nedjusterer forventninger fra både holdet, pressen og publikum. Hele tiden tilpasses og diskuteres målsætningerne efterhånden som den nuværende form afmåles og efterretninger om nye resultater tikker ind.

Når det endelig går løs, hvert fjerde år, har vi glædet os i uforløst spænding i månedsvis. Det er denne oppustede forventningsglæde der gør slutrunderne til noget ganske særligt. Det er en arena hvor de ypperst præsterende i tiden, skal afgøre hvem der løber med hele æren og pladsen i historiebøgerne. Slutrunderne dokumenteres omfattende i medierne og giver genlyd over hele kloden. De overtager forsider i nyhedsmedierne og lægger gaderne øde på de mest betydningsfulde kampdage.

Gladiatorkampe på landevejen

Cykelsporten og dens definerende hovedevent Tour de France er et af de stærkeste eksempler på sportens mytologi. Millioner af seere er 3-4 uger om året store cykelentusiaster og bruger timevis foran skærmen, mens de resten af året overhovedet ikke interesserer sig for hvad der sker i mindre cykelløb eller endda verdensmesterskabet i cykling. Formuleringens mester, Jørgen Leth, er hyret som kommentator, så cykelløbet får et strejf af finkultur og episk drama.

Det er ikke kun fordi de andre løb ikke dækkes i samme grad i medierne, for Tv-stationerne har faktisk forsøgt at få os til at se både Verdensmesterskaberne, Giro d’Italia og Vuelta a España; Men vi vil ikke se dem. Vi er kun interesseret i den største og mest anerkendte begivenhed, dens historik, drama, skurke og helte. Vi hylder statistiske milepæle som de få personer der har formået at vinde Touren fem, seks eller syv gange og hvem der har haft forskellige trøjer på. Var Pantani større end Bartoli? Armstrong stærkere end Indurain?

Rytterne sendes ud på ruter der trodser al fysisk logik og som i højere grad er tilrettelagt for seernes underholdningsværdi, end de sportslige udfoldelsesmuligheder. I årets Tour de France sendtes rytterne først over styrtfremkaldende brosten og få dage efter tilrettelagdes ruten sådan at rytterne, hvoraf omtrent halvdelen nu kørte med forbindinger på albuer og knæ, tvinges ud i at satse liv og lemmer i en halsbrækkende etapeafslutning på en nedkørsel fra et bjerg, med hastigheder på 90-100 km/t. Alt dette efter 160 km drænende indledning, der mørner deres koncentrationsevne og højner risikoen for kørerfejl. Det er ikke den rent sportslige præstation der er afgørende, men dramaet, heldet og mandsmodet der drager os som seere. Det synes kynisk at tvinge familiefædre til at satse deres ve og vel for femten sekunders forspring og lidt øget underholdningsværdi.

»Men jeg er stadig en gentleman!«

I fodbold sparker man bolden ud over sidelinien hvis en modspiller ligger såret på grønsværen og i cykling starter man ikke offensive udbrud, mens konkurrerende ryttere træder af på naturens vegne eller er punkteret. Vi jubler og klapper af det fodboldhold der efterfølgende sender indkastet tilbage til modstanderholdet som en respektfuld gestus og vi bliver fortørnede når Brochard angriber mens de andre ryttere spiser deres frokost i sadlen. Vi vil se gentleman-attitude og respekt for sporten og hidser os op, når en italiener endnu engang filmer sig til et straffespark.

Disse uskrevne regler gør sporten menneskelig og giver os sympati for deltagere der opretholder værdier vi kan spejle os i. Det er ofte vigtigere at disse kodeksiale traditioner overholdes end at vinde via et billigt tyvagtigt mål eller i kraft af en anden rytters defekt.

Der var engang…

Min kammerat som ellers ikke er fodboldinteresseret kan livagtigt gengive hvordan Holland med Marco Van Basten som træner, i en kamp netop undlod at give bolden tilbage efter at deres modstandere havde spillet bolden over sidelinien (fordi en hollandsk spiller lå såret). Hollænderne tog hurtigt indkastet og scorede efterfølgende et mål på denne konto. Hændelsen kan min kammerat huske og gengive ned i mindste detalje, men han kan ikke fortælle mig hvem der vandt det år eller hvem der var profiler. Myten overstråler for ham det sportslige. Og det gør den ofte også for os andre om vi vil vedkende os det eller ej. Mottoet: “det gælder om at være med, ikke om at vinde” er sat på en spids, men vi må konstatere at sport ikke udelukkende handler om sejr.