Tandløs hundefilm

Sidste år viste Pete Docters animationsfilm Up, at familiefilm med talende dyr kan være både forunderlige, vittige, ægte rørende og på en gang henvende sig til tilskuere på 7 og 70 år.

Marmaduke er desværre antitesen til det udsagn. Her får vi demonstreret familiefilm-genren, når den er allermest tandløs. I en blanding af realfilm og computeranimation følger vi grand danois’en Marmaduke og hans menneskefamilie, der flytter fra Kansas til Californien. Her prøver alle at falde til, og for Marmaduke indebærer det både venskaber og magtkampe i hundeparken.

Vi er i en verden ud over det normale, hvor hunde både kan surfe og holde fest, mens menneskene er på weekendtur. De kan desuden tale i en uendelighed om, hvem der er in og yt og kærester med hvem, og i øvrigt have diverse eksistentielle samtaler om at være den, man er. Det hele er smurt grundigt ind i sentimentale strygere og storladne horn på lydsiden, og da godheden på alle måder vinder til slut, er der dømt akut sukkerchok.

Nikolaj Kopernikus, der lægger stemme til Marmaduke, lyder ofte, som om han selv har svært ved at tro på det, han siger (forståeligt nok, replikkerne taget i betragtning!). Kort sagt, så er der alt for langt mellem godbidderne i Marmaduke.