En vittig sjæl bemærkede engang, at når en sand cineast dør, ser han ikke sit liv passere revy - men derimod en række klip fra sine yndlingsfilm!
Christopher Nolan laver just den slags gennemarbejdede og billedbårne film, man forestiller sig, kunne gøre så dybt et indtryk. Hvis ikke altid på grund af en overbevisende helhed, så afgjort takket være opsigtsvækkende enkeltscener.
Nolan har udtalt, at han fik idéen til Inception for 10 år siden. Et kvalificeret bud ville være, at lynet slog ned den aften, han var i biografen at se The Matrix, en action- og effektspækket science fiction-film med intellektuelle ambitioner (Nolan har da også selv nævnt The Matrix samt nogle af Jorge Luís Borges noveller blandt sine inspirationskilder). Lighederne er klare, men der er nytænkning nok på spil til at Nolan skal slippe for anklager om idétyveri, hvor lifligt ironisk dette så end ville have været.
Fortiden spøger
Inception handler nemlig om at hugge idéer. Den tager sit udspring i drømme og underbevidsthed, og ikke så lidt er jo sagt og skrevet om lighederne mellem det at drømme og det at lave og se film. Eksempelvis kan man begge steder få et afbræk fra fysikkens forudsigelige love, og som ovenfor antydet, disker Nolan da også op med særsyn så svimlende, at de matcher de berømte ‘sneglefart-projektiler’ i The Matrix.
Det ikke synderligt ligefremme eller let refererbare plot har at gøre med en mand ved navn Dom Cobb (Leonardo DiCaprio), som lever af såkaldt ‘udtrækning’, det vil sige at stjæle værdifulde hemmeligheder fra folks bevidsthed, mens de drømmer. I forbindelse med en magtoverdragelse i et energiimperium påtager Dom sig et sidste job, der involverer en langt mere tricky manøvre end udtrækning, nemlig kunsten at plante en idé hos en person via en drøm - også kaldet ‘inception’. Opgaven omfatter også at oplære den unge lovende ‘drømmearkitekt’ Ariadne (en godt castet Ellen Page), som sammen med Dom og hans øvrige hjælpere må bevæge sig på tre forskellige drømmeplaner. Dog får Ariadne snart nys om, at dystre begivenheder i Doms kronologiske fortid og mentale nutid truer det i forvejen vanskelige projektet.
Lange redegørelser
Meningerne om Nolan, som i øvrigt fylder 40 i morgen, er delte. Nogle mener, at han ikke har ret meget tøj på, mens andre, som undertegnede, beundrer hans komplekse konstruktioner og højpandede tilgang til Blockbuster-filmen. Denne gang har han dog gabt over vel rigeligt, selv om det kunne være gået meget værre. Under en halv time inde i den 148 minutter lange Inception, står det klart, at vi her har at gøre med et værk, kun en ekstremt selvsikker filmskaber, ville give sig i kast med.
Den måske største faldgrube er manuskriptets massive mængder exposition, altså al den baggrundsinformation, som tilskueren skal have for, at filmens univers giver mening. Det siger en del om Nolans talent, at han formår at styre helt udenom statiske snakkescener, og det er her utvivlsomt til hjælp, at han har hvervet en række vældigt talentfulde og karismatiske skuespillere. Flere af dem har tilmed en stærk fysisk sensuel tilstedeværelse, som giver en god modvægt til de computerskabte eller på anden vis antiseptisk lækre locations (der dog, som det var tilfældet i The Matrix, har en modpol i industriel ruinæstetik).
Det gælder ikke mindst Tom Hardy og før omtalte Page, hvis opvakte og diskret stilfulde sexappeal det er svært at få nok af. Læg hertil Marion Cotillard i en central rolle som noirsk, men også nærmest mytisk furie.
Vand og forvrængning
Selv om Inception i høj grad sælger sig på at vise tilskueren noget nyt, rummer den også klassiske elementer såsom et far-søn-opgør og en kælderetage som billede på en persons mest sjæleforvridende traumer. Mens vi er i den afdeling, skal filmens i mine øjne mest spektakulære visuelle indslag fremhæves, nemlig noget så relativt enkelt som et ansigt, der synes forvrænget, fordi det befinder sig under vand. Effekten er på en gang poetisk og myrekrybindgydende, fordi Nolans kamera få minutter forinden har indfanget et af Francis Bacons malerier - dem, der forestiller mennesker og så alligevel slet ikke.
Kælderetage-metaforen må næsten være ment som en pokerfjæsspøg fra Nolans side, men ellers er de humoristiske øjeblikke few and far between. Faktisk er fortælletonen til tider direkte selvhøjtidelig, og filmens insisteren på at blive taget seriøs flere gange på nippet til at blive et regulært irritationsmoment. Man fristes til at sige, at Inception virker lige lovlig bevidst om det lange dvd-efterliv, Nolans fanskare utvivlsomt vil sikre den.
Vil for meget
Sideløbende med Nolans non-stop tankespind får han også serveret et par decideret sentimentale indslag. Inception er med andre ord en film, som forsøger at favne det hele: Filosofisk tyngde, spektakulære actionsekvenser, følelsesmæssig identifikation med figurerne samt lån fra flere genrer og referencer til dette og hint. Navnlig at leve sig ind i figurernes følelsesliv kniber det imidlertid med, blandt andet fordi man konstant må være på tæerne for at holde rede på, hvilken af Nolans kinesiske æsker, Dom Cobb & Co. nu befinder sig i.
Men i lighed med alle instruktørens seks tidligere værker formår Inception i lange stræk at brænde sig fast på nethinden. Og i sidste ende er et tårnhøjt ambitionsniveau ikke det værste, man kan gøre sig skyldig i.
Instruktion og manuskript: Christopher Nolan
Amerikansk og britisk
en lang række biografer landet over
Kommentarer
Udmærket anmeldelse, flot at anmelder ikke har ladet sig rive med af de ubeherskede anmeldelser som ellers har båret filmen. Jeg mener dog at et prætentiøst værk er ligeså slemt som et uambitiøst værk.
Filmen tog sig selv for seriøst, at Nolan har haft så stort behov for at give filmen troværdighed, gjorde den kedelig og uvedkommende, man ender med at være upåvirket af Dom Cobbs’ traume. Det virker som om at Nolan ikke har troet på sit eget koncept, og derfor har følt stort behov for at (over)forklare sig. Som udgangspunkt godtager biografgængere jo filmens præmis, og genren Sci Fi er jo ikke interessant for dens troværdig, men for dens - i mangel af bedre ord – fantasi.
Udover personernes selvhøjtidelige manér var deres påklædning for meget. Det hele blev lidt for hipt og kunstlet. Filmens lydside var for svulstig og gjorde den tung og irriterende insisterende på at fortælle at vi skulle føle en hel masse dybe følelser. Dette var umuligt med alle de teknikaliteter man skulle holde styr.
Ambitionerne for at Lave det store filmiske VÆRK gjorde det til en anstrengende oplevelse. Et tilbage skridt for en ellers virkelig dygtig instruktør. At tage Batman seriøst klæder filmene, da tegneserier i brede kredse stadig anses som underlødigt, her skabes en god spænding mellem high-and-low. Men at give Inception, med sit (b)anal psykoanalytisk plot, samme seriøsitet gjorde det til kitsch.
Oscar ambitionerne er muligvis ubevidste fra Nolans side men jeg vil mene at den har været styrende for filmens grundtone og hang til troværdighed.