Det kan siges kort: Hvad der er sket - og ikke sket - med USA’s klimalov den seneste uge, er en tragedie. Endda af den mest frustrerende slags: en tragedie med enorme konsekvenser, millioner af ofre og ingen åbenlys skurk at anklage og bure inde. Et kollektivt kollaps.
Efter at have tilbragt mange måneder i komatøs tilstand, afgik USA’s klimalov reelt ved døden i sidste uge, da Senatets flertalsleder, Harry Reid, nåede den konklusion, at flertallet ikke kan findes på denne side af midtvejsvalget i november. Nu bliver detaljerne så hamret ud til en kummerlig erstatning, et forslag til en langt mere mager energilov, som muligvis bliver yderligere udvandet de næste uger.
Det nye forslag koster 15 mia. dollar, heraf fem til energisikring af boliger og godt fire til udvikling af naturgasdrevne og elektriske biler, betalt af nye afgifter til olieindustrien. Desuden vil demokraterne fjerne et loft på 75 mio. dollar og i stedet give olieindustrien det fulde ansvar for at rydde op efter ulykker, ligesom selskaberne skal investere mere i teknologi, der kan forhindre udslip. Værd at bemærke er dog især alt det, der ikke er med: Intet mål for CO2-reducering, intet nyt cap and trade-regime, ikke engang den energistandard, der ellers så ud til at kunne samle et spinkelt flertal; en regel, der ville forpligte USA’s el- selskaber til at levere f.eks. 15 pct. af strømmen fra bæredygtige kilder som vind- og solkraft.
Nu står iagttagere og aktivister i kø for at græde salte tårer og rase mod de ansvarlige. Det er fuldt berettiget at være skuffet, der er så meget på spil, der er arbejdet i årevis, holdt utallige topmøder, investeret penge og skønne kræfter, og så ender det i et par senatorers selviske læggen vægt på kampagnebudgetter og kortsigtet strategi frem for hele klodens fremtid.
Det er imidlertid for simpelt og sort-hvidt at lægge det sådan ud, for listen med ansvarlige er længere end som så. Republikanerne har åbenlyst et ansvar - for at have kørt en stejl nej-strategi og bedrevet indenrigspolitik i stedet for at tage klimakrisen alvorligt, sådan som den moderate Lindsey Graham forsøgte i foråret, før også han faldt tilbage i rækkerne.
Der er klimaforskerne som blev for nemme ofre, lod sig skandalisere og enten ikke magtede, forstod eller havde apparatet til at slå igen mod modpartens propaganda. Der er olie- og kul-industrien, som stædigt hænger fast i fortiden i stedet for aktivt at blive en del af en fremtid, vi alle kan skimte forude. Der er USA’s komplicerede politiske system med den såkaldte filibusterregel, der giver vigtige mindretalsgarantier i andre sammenhænge, men gør det om ikke umuligt, så i hvert fald meget svært at vedtage en så kompleks og omfattende reform som klimaloven. Der er aktivisterne, som ikke formåede at holde debatten højt nok på dagsordenen eller engagere et vælgerkorps, som mest har tænkt på lommesmerter og arbejdsløshed det seneste år. Der er uheldige omstændigheder som senator Ted Kennedys død og tabet af den afgørende demokratiske stemme i Massachusetts i januar.
Sidst, men slet ikke mindst, er der Barack Obama, Det Hvide Hus og de demokratiske ledere. Skønt præsidenten siger det rigtige, så har han åbenlyst ikke kæmpet for klimaloven med samme passion som for økonomien eller sundhedsreformen.
Alle ledere må prioritere. Ingen kan indfri alle løfter. Men valget var hans, han traf det, og sendte klimaloven ned ad listen, hvor den nu er svundet ind til ingenting. Selv sommerens oliekatastrofe fik ikke demokraterne til at gribe chancen. For også de tænkte åbenlyst mere på valg i november end på klodens tilstand 20 år frem.
Nu lufter enkelte muligheden for at reparere på energiloven, eller måske tvinge en klimalov igennem, når kongressen vender tilbage efter valget og ikke længere har noget på spil. Intet er umuligt, men det virker mere som ønsketænkning end politisk realisme. Klimapolitik bliver næppe noget stolt højdepunkt i Obamas karriere.
Når vi er færdige med at vride hænder og rase, kommer imidlertid det vigtigste spørgsmål: Hvad gør vi nu - alle os der bekymrer os om klimaet? Problemet bliver ikke mindre. Der kommer næppe nogen klimalov i USA, og dermed heller ingen ambitiøs global aftale foreløbig. Det er tid til at flytte fokus fra regeringer og topmøder tilbage til de alternative veje, hvordan vi selv kan skabe resultater.
Der findes stater i USA, som allerede er gået længere, end hvad den faldne klimalov indebar. Der findes investorer, som satser massivt på ny energi. Der findes forbrugere, som tager deres rolle alvorligt. Hver lille handling nytter. I stedet for at vente på stater og politiske strukturer, som åbenlyst ikke magter at løfte opgaven, så må vi videre ad den vej og søge nye løsninger. Hvad der er sket - og ikke sket - er en tragedie. Gid den også må blive et vendepunkt, et startskud for nye handlings- og resultatorienterede fællesskaber.
Kommentarer
“Hvad gør vi nu - alle os der bekymrer os om klimaet?”
Ak, ja, hvad gør vi? Det er hver dags vigtigste spørgsmål, fordi det drejer sig om vores overlevelse. Vi kan ikke ændre amerikanerne, men vi kan ændre os selv. Spørgsmålet er her, i hvor høj grad vi er rede til det. Det er jo ikke bare gjort med at bruge snild teknologi, når det er en mentalitetsændring, vi skal igennem. Det er vores tænkemåde om livets værdier, det gælder. Det er redelighed i tanke og sprog. Eks.:
I dagens avis har jeg et læserbrev, hvor jeg påpeger, at vi klynger os til en idiotisk statsbåren religion, hvis mål er at frelse os. Kristendommen, dette miskmask som ingen kan forklare os, bruger vi penge på, tid og opmærksomhed. Vi er vant til at vende det døve øre til præsternes tale, afkræver dem ingen klare svar, og den mentalitet overfører vi til klimadebatten og - vender det døve øre til advarslerne.
Vi skal ikke koncentrere os om splinten i amerikanernes øjne, før vi har taget bjælken ud hos os selv så at sige. Der er masser af ting, vi selv kan gøre for at redde kloden, og frem for alt gøre op med det dobbeltspil, vi kører omkring en religion, der inkorporerer Jesu genkomst, en ny himmel og en ny jord.
USA har endnu en gang vist at de ikke har svaret på tiden udfordringer.
Som Gobathov sagde engang ’Den der kommer for sent bliver straffet af historien’
Her er det dog ikke kun USA der bliver straffet - men os alle
Hvad skal resten af verdenen stille op med dette land med verdens største økonomi, som ikke vil vedkende sig sit globale ansvar?
Hvis man tænker den nuværende politiske situation i USA fremskrevet f.eks. 20 år, hvordan mon situationen så vil se ud?
Jeg aner starten på en meget ubehagelig udvikling:
Den ekstremistiske højrefløj har fået stadig større gennemslagskraft og deres had- og krigsretorik bliver stadig mere og mere skinger
Over alt i landet blomstrer bevæbnede grupper op som svampe i en skovbund – hvis mål er væbnet kamp om alle - der ikke deler deres forkrampede verdensyn
På den anden side er der en voksende miljøbevægelse som bliver mere og mere frustreret over de manglende resultater og som oplever en forfølgelse og fordrejning af deres synspunkter
Medierne ser det ikke længere som deres opgave at oplyse men er blevet kampagneorganer for bestemte politiske holdninger.
De store selskaber bliver mere og mere ’professionelle’ i deres påvirkning og bestikkelse af politikerne. Og endelig er der en handlingslammet Kongres
Jeg ser for mig et USA på voldsom økonomisk nedtur - fordi de ikke har investeret nok i vedvarende energi og olien er ved at slippe op – politiks lammet – med borgerkrigslignende tilstande mellem
de bevæbnede højrefløjsgrupper og militante miljøgrupper der nu har taget voldelige metoder i brug i deres kamp (f.eks-. sabotage mod kulkraftværker , olieraffinaderier etc.) politiske mord bliver dagligdag for begge fløje etc.
På det tidspunkt må FN (hvis det stadig eksisterer og kan handle) gå ind med fredsbevarende styrker og der må laves en plan for økonomosk og politiks genrejsning af landet.
Men man kan også være optimist og tro at amerikanerne besinder sig i 12 time - det er set før - de har bare meget kort betænkningstid
@Ole Falstoft
Jeg er enig i dit gode indlæg. Du skriver
“De store selskaber bliver mere og mere ’professionelle’ i deres påvirkning og bestikkelse af politikerne”
Jeg er inde på samme emne i jsn’s “tvillingetråd” under overskriften “USA’s klimafiasko er en ulykke for global klimaaftale”
http://www.information.dk/240272
Det er jo egentlig mod min inderste overbevisning men i øjeblikket har jeg mere tiltro til Kina end USA
Kinesene er kyniske men effektive Når de har besluttet sig for noget kører de i den retning med 180 i timen Her er ingen handlingslammelse.
Nu satser de voldsomt på udvikling og forskinng i vedvarende energi Ikke for vores blå øjnes skyld men fordi de er pisket til det. kineserne har jo også de seneste år mærket de negative følger at den globale opvarmning med både tørke og oversvømmelser. De er helt klar på problemet og dets årsag men de har må også tage hensyn til
befolkningens behov - vi må krydse fingre for at de finder den rette balance - de er vores eneste håb i øjeblikket
Jeg er ikke enig, når lederen forsøger at fordele ansvaret ud på alle mulige involverede. Faktisk mener jeg, at dette tværtimod er det værste, man kan gøre. Man skal koncentrere ansvaret ét sted, nemlig hos olieselskaberne. De bruger enorme pengebeløb på at bearbejde opinionen; for det første finansierer de valgkampagner, hvilket dybest set er en form for korruption - senatorerne er på den måde bestukket til at varetage olieselskabernes interesse, ikke samfundets. Desuden finansierer de løgnekampagner, så som diverse klimaskeptikere, og de gør det så effektivt, at den almene befolkning kommer i tvivl om de ting, der ellers er solid videnskabelig basis for. Der er masser af dokumentation for at selskaberne donerer store beløb til forskere og selvbestaltede è´eksperter´ som så med stor effektivitet forvansker og fordrejer det videnskabelige budskab. Også her er der reelt tale om bestikkelse.
Lige som vi ved, at bestikkelse er helt ødelæggende for f.eks. mange afrikanske samfund, og hindrer en gunstig samfundsudvikling, er bestikkelse også her en absolut forhindring for en god smafundsudvikling og en redelig debat.
Så længe USA tillader, at opiniondannelse og politik i realitten afgøres af dem, der har flest penge, vil der aldrig nogensinde kunne fås flertal for en fornuftig energi politik i dét land - og dermed vil verdenssamfundet heller aldrig kunne blive enige om de nødvendige indgreb mod klimaændringerne.
Vi skal råbe meget, meget højere om lobbyvirksomhed, fordrejning af fakta, og rent ud sagt bestikkelse. USA er et korrupt samfund. Så sig det dog åbent!
Kåre: Ud fra din - korrekte - beskrivelse må man da konkludere at der først og fremmest er politikerne der er de ansvarlige. At olielobby’en gør hvad de kan for at påvirke politkerne er forudsigligt men at politikerne ikke gør det som de er valgt til nemlig at varetage befolkningens interesser men lader sig købe at olieindustrien er det største svigt
Til Falstoft: Både ja og nej. Systemet er sådan, at hvis politikerne ikke tager imod meget store pengebeløb fra industrien - hvilket for de flestes vedkommende vil sige olieindustrien - så bliver de bare ikke valgt. Altså sikrer systemet, at DE politikere, der bliver valgt, er i lommen på olieindustrien. Det nytter ikke at ærlige politikere med tilstrækkelig personlig integritet til at gå imod oliefolkene stiller op til valg, for disse mennesker bliver bare ikke valgt. Systemet sikrer at manhovedsagelig vælger de politikere, som svigter befolkningen.
Magten ligger i sidste ende ikke i de politiske forsamlinger, men hos den industri, der bestemmer hvem der bliver valgt. Dét er efter min mening et system med de samme virkninger på samfundet, som virkningen af korruption. I mangel af et ord til at beskrive netop denne situation, vælger jeg at udbrede begrebet korruption til også at omfatte denne situation.