Kampen for at lave radio - af høj kvalitet

Radiodokumentaristen Krister Moltzen møder et af de »uønskede elementer« i Brædstrup i Østjylland; en hjemløs alkoholiker, der sidder på en bænk midt i parken.

» … Og du er vokset op ude i Åle, eller hvordan?« spørger Moltzen den 42-årige hjemløse.

»Ja, det er jeg.«

»Og har boet der hele dit liv?«

»Naarj, ikke hele mit liv; jeg har været derfra nogle år, hvor jeg var soldat - og FN-soldat og … blev … kriminel, som man sagde,« fortæller den hjemløse og tager en slurk,

»Våben og narko.«

»Våben og narko?,« udbryder Moltzen i en overrasket tone.

»Er det inde i Horsens, sådan noget foregår? «

Moltzens andet spørgsmål stilles i en rolig, afslappet tone.

»Det er alle steder.«

»Er det det?«

»Ja. Det er det rent faktisk. Jeg har oven i købet fået tilbudt at sælge våben herude - eller sælge våben til nogen herude; det kan jeg da roligt fortælle dig. Også her for nylig; det er ikke andet end et par dage siden, at der var en, der spurgte efter våben.«

»I Brædstrup?« lyder den forundrede og overraskede reaktion fra Moltzen.

»Ja, det vil du slet ikke tro. Det er rigtigt.«

»Shit.«

I radiokanalen Third Ears timelange montage I en forstad til mørket vender den prisvindende danske radiodokumentarist Krister Moltzen tilbage til den jyske by, hvor han boede de første 18 år af sit liv i Brædstrup.

»Det er, som om selve byen kalder mig tilbage,« i nogle tilbagevendende drømme, forklarer Moltzen i indledningen af montagen. En simpel fortælling om en ressourcestærk ung mand, der samvittighedsplaget vender tilbage til den provinsby, vi alle har forladt.

Lever på lånt tid

Krister Moltzen, 2007-vinder af radiomediets svar på en Oscar, Prix Europa, er af medstifterne af Third Ear.

Han måtte ligesom andre af Third Ear-stiftere forlade DR, efter den statslige medievirksomhed lukkede for prisvindende P1-programmer som Ultralyd og Dokumentarzonen tilbage i 2007. Men de ville ikke bare sådan holde op med at lave radio. Dertil var deres kærlighed til radioen for stor.

Third Ear opstod i slutsommeren 2009 og lever udelukkende på nettet. Tim Hinman er Third Ears eneste fuldtidslønnede medarbejder. Han var tidligere redaktør på P1-programmet Ultralyd, ligesom en anden Third Ear-medstifter Rasmus Bjerre. »Vi er mennesker, som elsker radioformatet; som elsker radiomontagen. Så vi kan slet ikke lade være med at lave radio; og radio, som har en kvalitet, vi kan stå inde for,« fortæller Tim Hinman.

Men selv om Third Ear for nylig vandt en international radiopris, Prix Marulic - det skete for stationens første radiomontage, Guldhornene - lever kanalen stadig med et vist usikkerhedsmoment.

Det er kun to nye bevillinger fra Kunstrådet på i alt 1,45 millioner kroner, der har gjrot det muligt for Third Ear at leve videre til sommeren 2011. Men den konstante kamp for midler tager Hinman med ro:

»Jeg ville da hellere, at vi havde sikret os 10 år frem i tiden, men sådan er vilkårene i den her branche, og det vidste vi godt. Der er næsten hele tiden ansøgninger ude.«

Den nye radiokanal, som blev resultatet af kulturminister Per Stig Møllers (K) ønske om en ændret struktur for Radio-Danmark, er interessant for Third Ears radiochef.

»Fremtiden for os er meget interessant, men også en smule besværlig. Interessant med radioforliget. Men besværlig fordi udvalgets rammer for den nye kanal skal insistere på seriøse budgetter og nogle kvalitetskrav - ellers har vi som en lille kanal ingen mulighed for at lege med. Rammerne er nødt til at være skarpt formuleret, så man ikke kan snyde sig udenom,« siger Hinman.

Konstante ændringer

Tim Hinman mener, at kanalen lider under forkert opfattelse. »Folk tror, vi er en avantgarde eller eksperimenterende radiokanal, men det er slet ikke tilfældet. Vi vil bare gerne lave radiomontager, som er så simple og gode som muligt. Men radiomontagen har jo en lang tradition - især i Danmark, men nu findes den bare på nettet og på iTunes.«

Third Ears fuldtidsansatte fortæller også, at Third Ears ambition er at nå ud til så mange som muligt. Kanalen er ikke til for et bestemt segment; den er for alle dem, som nyder en time i selskab med fortællegenren, kunstportrætter eller koncertoptagelser fra danske bands.

Et vigtig mål for Hinman er hele tiden at ‘genopfinde’ en nyskabende kunstformidling.

»Jeg er så heldig, at jeg ikke kan lade være med at få ideer. Jeg føler mig nærmest naturlig tvunget til at ændre ting.«

Men ellers fortæller Hinman, at der er meget inspiration at finde hos nogle af de amerikanske stationer; eksempelvis Radiolab fra New York, men også blandt andre amerikanske National Public Radios kan der findes gode eksempler på velfungerende og -fortalte radiomontager.

Og så fortæller Hinman, at han heller ikke helt kan slippe BBC, som han er vokset op med i England.

Tilbage i skolegården

»Det var derovre under egetræet, at Nikolaj sparkede Fede Henrik i hovedet, så han bed et stykke af sin læbe af. Og da Fede Henrik kom tilbage fra skadestuen, så drillede vi ham også med, at han var begyndt at læspe.«

Krister Moltzens behagelige fortællerstemme fortsætter sin rejse gennem Brædstrup; gennem opvækstens forunderlige, men alligevel genkendelige verden.

»Og så er det bare lige op ad trappen, og så står jeg i skolegården på min gamle folkeskole; den ligger her endnu. Sug i maven. Så står jeg her. Og nu kommer jeg i tanke om vores sidste skoledag. Den dag vi var færdige med 9. klasse; den dag fangede Nikolaj og jeg Klaus Madsen … her i skolegården. Og vi havde tigerbalsam med, som jeg smurte i øjnene på ham. Klaus gik en klasse under os; i 8. dengang. Det var før, vi blev venner, før han blev en del af vores slæng. Og før han blev nødt til at stikke af fra byen her.«

Third Ears produktioner lever ikke op til et aktualitetsprincip. Men et formidlingsprincip. Skulle Third Ear-montagen Guldhornene blive spillet om 30 års tid, skal det stadig være en god, velfortalt historie om et lille, men interessant stykke historie. Ligesom Krister Moltzens - og vores egen - opvækst i provinsen.