Tidligere på ugen meddelte den svenske musikfestival, Arvika Festival, at halvdelen af de optrædende musikere næste år skal være kvinder.

Men i gårsdagens Information afviste arrangørerne bag både Roskilde Festival og Smukfest at bruge kønskvoter, når de booker musikere for at fremme en mere ligelig fordeling af mænd og kvinder på musikscenen.

Argumentet gik på, at det kunne gå ud over »kvaliteten af musikprogrammerne - og at det desuden ikke var festivalernes direkte ansvar at fremme ligestillingen,« som musikchef for Roskilde Festival, Rikke Øxner, formulerede det.

Og ifølge Karen Sjørup, kønsforsker og lektor ved Institut for Samfund og Globalisering ved Roskilde Universitet, er Rikke Øxner langt fra den eneste i kunstverdenen, der ser det på den måde.

»Kvaliteten af kunsten ses generelt som værende vigtigere end at ændre på nogle samfundsstrukturer, netop fordi det er en verden, der er bygget op omkring æstetik, ånd og vurdering,« siger hun.

Og på den måde har kunstverden fået skabt sig en særstatus i ligestillingsdebatten, mener Rune Gade, lektor ved Institut for Kunst og Kulturvidenskab ved Københavns Universitet:

»Det ses som mere legitimt at påberåbe sig kvalitet som argument, fordi det ligger i selve kunstbegrebet, at der er tale om æstetik og åndelig genialitet - og det kan ikke vurderes i forhold til køn,« siger han.

Fritaget fra samfundet

Forestillingen om, at »kunsten har en autonomi i forhold til resten af samfundet« gør det også sværere for kunstfolk at tænke ligestilling ind i området, mener Rune Gade.

»Man forestiller sig, at man er fritaget, fordi kunsten reelt bliver anset som uafhængig af samfundet. Der gælder ikke de samme regler, som i resten af samfundet,« siger han.

Og det resulterer i, at man er tilbageholdende med italesætte ligestillingsproblemet, mener Fabian Holt, ph.d. i musik ved Roskilde Universitet.

»Det samme gælder etnicitet - det er heller ikke så stort et samtaleemne i kunstverdenen, som det er i det øvrige samfund,« siger han.

Og når tingene ikke italesættes, så går udviklingen langsomt, pointerer Rune Gade.

»Bevidstheden omkring problemet er altafgørende, hvis strukturer skal ændres.«

Ifølge Karen Sjørup skal man dog holde fast i opfattelsen af, at »kunst er noget, man tilføjer en særlig sjæl«.

Det er derimod opfattelsen af kvinderne, der skal ændres.

»Det er klart, at når man skal holde fast i kvalitetsprincippet, hvilket jeg synes, man skal - så kan man ikke bare sige: Nå, nu er det hendes tur. Den kunstneriske værdi skal altid betragtes. Man skal bare væk fra at betragte kvindernes arbejde som værende af lavere kvalitet - og glemme mandens rolle som eneste leverandør af genialitet,« siger Karen Sjørup.

Spillerum skal udnyttes

Ifølge Rune Gade er det derfor vigtigt, at kunstverdenen ikke melder sig ud af ligestillingskampen.

»Selvfølgelig skal man ikke acceptere dårlig kunst i ligestillingens navn, men man kan skabe mere ligeværdige produktionsvilkår og forandre traditionerne, så for eksempel musik- og billedkunstverdenen ikke forbliver så mandsdomineret. Der er allerede inden for billedkunstområdet kommet en noget større bevidsthed omkring køn de seneste 10-15 år, men der kan gøres endnu mere,« siger Rune Gade.

Det er Fabian Holt enig i:

»Mellem de professionelle målsætninger og det kommercielle pres er der et spillerum for social ansvarlighed, som kan udnyttes endnu bedre.«

s