Opslag til denne artikel

Emneord:24-årsreglen, familiesammenføring, tvangsægteskab
Personer:Karsten Lauritzen
Organisationer:Dansk Folkeparti, Venstre
Steder:Holland, Nijmegen

Venstres integrationsordfører, Karsten Lauritzen, brugte den hollandske lovgivning som forbillede, da han tidligere på ugen luftede idéen om at ændre 24-årsreglen, så personer fra lande, hvor risikoen for tvangsægteskaber er høj, automatisk ville få sværere ved at opnå familiesammenføring. Tirsdag sagde Karsten Lauritzen således til Berlingske Tidende:

»I Holland har man en model for familiesammenføring, hvor man stiller forskellige krav efter en risikovurdering af, hvor der for eksempel er størst risiko for tvangsægteskab.«

Nyheden bredte sig

Efterfølgende blev historien om Karsten Lauritzens henvisning til den hollandske risikovurdering citeret i alle store medier herhjemme.

Men den hollandske immigrationslovgivning indeholder ingen regler, der forhindrer familiesammenføring ud fra en vurdering af risikoen for tvangsægteskaber.

Det forklarer blandt andre Tineke Strik, som er medlem af det hollandske senat for De Grønne og forsker ved Centre for Migration Law ved Radboud Universitet i Nijmegen:

»I Holland diskriminerer vi ikke på baggrund af nationalitet. Hvis folk lever op til kravene, har de ret til familiesammenføring, og kravene er ens for alle. Personer fra lande, der ikke er visumpligtige, behøver ikke at tage integrationsprøven, men det er jo noget andet,« siger Tineke Strik til Information. Hun bakkes op af Hollands førende ekspert i immigrationslovgivning og leder af Centre for Migration Law, professor emeritus Kees Groenendijk, som i et skriftligt svar til Information siger, at han ikke kender til nogen hollandske regler på området, der lyder som det, Karsten Lauritzen sagde til Berlingske Tidende.

Det er da også svært for Karsten Lauritzen at fortælle Information, hvad det er for en hollandsk lov, han henviser til. »Jamen, det er blot det, jeg har hørt. Og så ved jeg …

… helt konkret, at man har jo blandt andet har en indvandringsprøve, som er en del af det at blive familiesammenført, hvor man stiller forskellige krav til de folk, der bliver familiesammenført, efter blandt andet hvad integrationspotentialet er, og det hænger vel sammen med risikoen for tvangsægteskab og alt muligt andet. Men jeg er ikke nogen ekspert på de hollandske regler, og det sagde jeg også til Berlingske, da jeg snakkede med dem,« siger Karsten Lauritzen.

- Du siger direkte, at man laver den her risikovurdering i de hollandske regler, men det kan du ikke fortælle mig, hvor du har fra?

»Det, jeg fortæller, er det, jeg har hørt, er den hollandske model. Jeg er ikke inde i den i detaljer.«

- Hvor har du hørt det henne?

»Jamen, det har jeg ved at snakke med hollandske parlamentarikere og lave lidt research. Det, der var pointen, er, at vi ville undersøge den hollandske model, hvor man laver forskelsbehandling og stiller forskellige regler op. Om det så er integrationskriterier, eller det er risiko for tvangsægteskaber, det er sådan set underordnet i forhold til det politiske budskab, Venstre ville ud med.«

- Men det ændrer ikke ved, at du går ud og siger, at der er nogle regler i Holland, som du ikke ved om findes.

»Det er derfor, jeg siger, at man skal undersøge det nærmere, hvis erfaringerne i Holland er gode. Jeg er ikke ekspert på de hollandske regler.«

- Synes du, det er troværdigt at sige, at der findes en lov i et andet land uden at vide, om det er rigtigt?

»Jeg siger, at man skal undersøge de hollandske regler nærmere, og jeg slår også fast, at jeg ikke er ekspert i dem, så jeg kan godt stå inde for de citater, jeg er kommet med. Jeg kan til gengæld ikke stå inde for den stramning af historien, Berlingske Tidende kommer med.«

- Men du siger noget i det citat - som du siger, du står inde for - som ikke er rigtigt.

»Jeg står inde for citatet, men jeg ville da ønske, at jeg havde sagt: ‘som jeg har forstået det’, fordi det er, som jeg har forstået det, og jeg er ikke ekspert på de hollandske regler.«