Mahlers jubilæum fejres i pladestudiet

150-året for Gustav Mahlers fødsel står i zenit. Genudgivelser på cd giver anledning til et selektivt tilbageblik på et halvt år-hundredes diskografi. Samtidig udkommer et værk om Mahlers egen koncertvirksomhed, skrevet af dansk Mahler-forsker

Det var den eminente østrigske musiksociolog Kurt Blaukopf, som først påpegede en af forudsætningerne for Mahler-boomet, der tog sin begyndelse i 1960. Det skal nemlig forstås i sammenhæng med stereogrammofonpladens gennembrud nogle år forinden. Partiturerne til Mahlers symfonier og orkestersange er fyldt til bristepunktet med uhyre nøjagtige spilleangivelser, ligesom de musikalske begivenheder ofte udspiller sig inden for ekstreme positioner i bredden og dybden af orkesterlandskabet. Som erfaren dirigent vidste Mahler ned til mindste detalje, hvad der virkede og ikke virkede i en orkesteropførelse, og derfor indbyggede han så at sige et manual i hvert af sine partiturer, som i øvrigt ofte blev revideret løbende.

Kurt Blaukopf hævdede tilbage i 1969, at de bedste stereooptagelser omsider formidler det klangbillede, som kommer Mahlers intentioner nærmere end så godt som alle koncertopførelser. At timen for den med Mahlers håndskrevne urtekst omsider var kommet, fordi den elektroakustiske gengivelse uden vanskeligheder kan skabe partiturernes manipulerede rum med deres artificielle tydelighed. I dagligstuen foran hi-fi-anlæggets to højttalere kan lytteren få den optimale oplevelse af en Mahler-symfoni frem for i en koncertsal. Dertil må man tilføje, at det naturligvis ikke er gjort med den ideelle teknik. Alle involveredes tekstforståelse spiller trods alt en lige så vigtig rolle.

Mahler-boomet

De to klassiske plademoguler Universal og EMI markerer jubilæumsåret med nogle digre cd-bokse, hvor man kan følge Mahler-receptionen fra stereotidens begyndelse og fremefter, bortset fra enkelte legendariske optagelser fra tiden før. Det meste kan man vel stadig anskaffe sig enkelvist, men det er da en enestående chance at kunne grave sig støt og sikkert gennem Mahlers produktion i selskab med verdens førende orkestre og 19 store dirigenter. En separat udgivelse er viet Leonard Bernstein, og historien om Mahler i vor tid må begynde med ham.

1960 var 100-året for Mahlers fødsel, og det blev fejret med koncerter og udstillinger i Wien, London og New York. Nøglefiguren på den musikanalytiske front var Theodor W. Adorno, som udgav Mahler. Eine musikalische Physiognomik, et hverken før eller siden overgået mesterværk, der afdækker den strukturelle og semiotiske mangfoldighed i det samlede symfoniske værk. Men det var i New York den mest synlige manifestation fandt sted. Fra januar til april 1960 præsenterede Mahlers gamle orkester, New York Filharmonikerne, en festival i Carnegie Hall med de fleste store værker. Det skete under supervision af den i byen bosiddende dobbeltenke, Alma Mahler-Werfel, og Bernstein delte dirigentpodiet med Bruno Walter og Dmitri Mitropoulos, begge hans forgængere som chef for orkestret. Bernstein lancerede samtidig indspilningsprojektet med symfonierne og orkestersangene for CBS, som skulle blive den første cyklus i pladehistorien. Man skal heller ikke underkende betydningen af, at Bernstein med sit enestående pædagogiske talent analyserede og dirigerede Mahler på kryds og tværs samme forår i sin berømmede landsdækkende tv-serie Young People's Concerts.

Bernstein identificerede sig på sæt og vis som Mahlers alter ego - som jøde, dirigent og komponist - og især hans besættelse af det jødiske hos Mahler, kom til at farve hans ofte noget overgearede fortolkningsstil. I en tv-transmitteret forelæsningsrække fra Harvard i 1973 plæderede Bernstein tilmed for, at Mahler i sin musik havde profeteret det 20. århundredes gentagne krigskatastrofer og folkemord, og det synspunkt kan man vel bifalde alt efter temperament. DG's boks med Bernstein er hans anden Mahler-cyklus fra 1980'erne, fordelt mellem New York Filharmonikerne, Wiener Filharmonikerne og Concertgebouw Orkestret.

De store gamle

Men det er de endnu ældre dirigenter på jubilæumsudgivelserne, der gør størst indtryk. Der findes nok ingen mere hjertegribende optagelse af Kindertotenlieder end den fra 1949 med Kathleen Ferrier, Wiener Filharmonikerne og Bruno Walter, godt nok i mono (EMI). Walter var Mahlers discipel og assistent i Hamburg og Wien, han fulgte familien Mahler i lyst og nød (herunder barnedøden i 1907), og det var Walter, der uropførte Das Lied von der Erde og 9. Symfoni efter Mahlers død. Dermed må Bruno Walter siges at have haft et direkte blik ind, hvad Mahler måtte have forestillet sig med sin musik.

Otto Klemperer var også relativt tæt på Mahler og overværede uropførelserne af 7. og 8. Symfoni under komponisten. Klemperer dirigerede nu kun et udvalg af Mahler, der var symfonier han decideret ikke syntes om. Vi er også nogen, der ikke synes om hans udlægning af dem, han bifaldt, men der er ingen forbehold over for Das Lied von der Erde, optaget i 1964-66 (EMI). Alt bevæger sindet, når man trænger ind i denne overvældende opførelse: Klemperers nøgternhed og urokkelighed, Philhar

monia Orkestrets eksemplariske disciplin og de mageløse solister, Christa Ludwig og Fritz Wunderlich.

John Barbirolli, en tredje stor Mahler-dirigent, blev behandlet temmelig dårligt af samme pladeselskab, som spiste ham af med blot to symfonier til ubodeligt savn for eftertidens mahlerianere. De er heldigvis begge med. 6. Symfoni med New Philharmonia Orkestret (1969) og 9. Symfoni med Berliner Filharmonikerne (1964). I Berlin er sidst-nævnte optagelse stadig en legende, fra tiden før Karajan omsider begyndte at nærme sig Mahler. Hans 9. Symfoni fra 1982 er ligeledes uundgåelig, og den finder man i DG's boks.

Vigtige cyklusser

Herhjemme bidrog Rafael Kubelik til den gryende Mahler-interesse ved koncerter i Radiohuset sidst i 1950'erne. Radiosymfonikerne ønskede ham brændende som deres chef efter tabet af Fritz Busch, men Kubelik fandt et bedre orkester på en anden bølgelængde i Den Bayerske Radio. Mahler-cyklussen for DG fra det første årti af samarbejdet galvaniserede orkestret i en sådan grad, at Kubelik har en stor aktie i dets position som tilhørende vor tids elite. Deres poetiske og lidenskabeligt musikantiske version af 1. Symfoni er med hos DG (1967).

På samme tid, dvs. i årene 1962-71, blev der skabt en anden vigtig cyklus på Philips med Bernard Haitink og Concertgebouw Orkestret i Amsterdam. Mahler fik en tæt tilknytning til Concertgebouw, som han kaldte sit andet hjem, sit Bayreuth, takket være åbenheden fra det unge orkester og dets chefdirigent Willem Mengelberg, som efterfølgende grundlagde en langtidsholdbar Mahler-tradition. Arvtageren Bernard Haitinks første cyklus af tre fremstår slet ikke så kedelig, som visse kritikere stædigt vil fastholde, den er sine steder til den for langsomme side, men immervæk klangskøn og beundringsværdig loyal over for partiturernes mikroverden. Hos DG får man 3. Symfoni (1966).

Også den nu 85-årige Pierre Boulez skal fremhæves. Han har i år færdiggjort sin multiorkestrale cyklus, som har været 15 år undervejs. Blandt musikfolk står der stor respekt om denne cyklus, for Boulez holder sig fri af allehånde traditioner uden at undertrykke de enkelte orkestres egenart, og hans formidable sans for at gennemlyse struktur har resulteret i optagelser, der sikkert ville have begejstret Kurt Blaukopf. Den unge Boulez opdagede Mahler med 4. Symfoni, det er også den, han er repræsenteret med i DG-boksen.

Mahler dirigerer Mahler

Men den mest indforståede Mahler-dirigent af alle var naturligvis komponisten selv. Efter alt at dømme har han været en af alle tiders største dirigenter, og nu foreligger et minutiøst gennemarbejdet værk på engelsk om Mahlers koncertvirksomhed, med detaljeret dokumentation om hver eneste af de 323 koncerter han dirigerede i Europa og USA. Manden bag dette pionerarbejde er den danske Mahler-forsker Knud Martner, som har udvidet og revideret udgaven på tysk fra 1985. Mahlers guder var Wagner og Beethoven, men han førte naturligvis også sin egen musik i felten, oftest de fire første symfonier, og modtagelsen var gennemgående uforstående. Dog ikke altid. Under generalprøven før uropførelsen af 8. Symfoni i München 1910 var den sidste akkord i den første del med de 850 sangere døet hen, og så hørte man helt oppe fra det øverste af podiet, hvor drengekoret stod, en spinkel stemme svæve pibende ud i det kæmpemæssige rum: »Herr Mahler, das Lied ist schön.« Mahler blev synligt grebet af det uventede tilråb og sagde, at dette var det smukkeste bifald, der endnu var blevet ham tildelt.

Mahler The Complete Works. Boks med 16 cd'er. EMI 509996 08985-2 4.

Gustav Mahler Complete. Edition. Boks med 18 cd'er. DG 00289 477 8825.

Mahler The Symphonies. Leonard Bernstein. Boks med 11 cd'er. DG 477 8668.

Knud Martner: Mahler's Con-certs. Kaplan Foundation. The Overlook Press 2010. 309 sider

Anbefalinger

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu