Boswells berømte og dumme biografi om Dr. Johnson peger på et aktuelt kulturfænomen - alt det uden om kunsten er vigtigere end kunsten selv

Udvanding
Ved et mindre uheld sad jeg en dag med James Boswells biografi af Samuel Johnson fra 1791 mellem hænderne, da det stod klart, hvor sigende dens popularitet er for en epoke, der dyrker kunstneren og ikke kunsten, hans neglerodsbetændelse og kønssygdomme og ikke hans visioner og greb om tingene.
Nu var det kun et mindre uheld, for jeg kunne stadig kyle bogen fra mig, hvad jeg gjorde cirka halvvejs henne, og skrige sådan som kun rædsomme bøger kan få én til at skrige: Ikke kun fra halsen, men helt nede fra mavesækken, der ofte huser en ærligere kritik end andre legemsdele.
Boswell, den fortabte søn, skriver forgabt om sin ersatz-fader, skribenten Johnson, Londons litterære fyrste i anden halvdel af 1700-tallet, hvem Leslie Stephen et århundrede senere kaldte en stor taler, men en ringe forfatter på trods af, at Johnson allerede da blev anset for at at række udover sin samtid.
Boswells anstrengelser bliver dog aldrig til mere end en sludder for en sladder. Hele afsættet, idégrundlaget, udgangspunktet, det kritiske, kulturelle og politiske slag fortaber sig i enkeltheder og anekdoter om løst og fast uden anden sammenhæng end den, at Johnson vistnok skal have sagt det hele. Det sidste var baggrunden for Thomas Macauleys paradoksale dom, at Boswell havde skrevet en så charmerende bog, fordi han var sådan et stort fjols, dvs. fordi han naivt videregav hele molevitten uden bearbejdning.

Fjols eller ej, så peger biografen intetanende hen på et kulturelt fænomen af aktuel betydning. Dét, vi ser slå igennem med Boswells skildring af Johnson, er ét af de klareste eksempler på omstændighedernes omklamring af forfatteren eller kunstneren. Pludselig er alt det udenom kunstværket vigtigst, ikke kunsten selv. Så gjorde han dét og dét klokken dét og dét, og enhver må tage sig til hovedet. Det er tidsspilde, det er detaljeret overforbrug af ‘virkelighed’, og var det ikke for biografiens emblematiske status, burde den forbigås i oktobertavshed.
Alligevel har genren som sådan længe redet på en venlig bølge. Mistænksomt, skønt passende, kan man tale om biografien som en flugtvej for dem, der hellere vil hygge sig med omtale. Prøv en roman i stedet, skrev Marie-Louise Kjølbye her i avisen for længe siden. Biografien er vendt tilbage som vor tids epos med tidstyper, ikke mennesker som hovedpersoner, mente hun og refererede til George Lucács’ bestemmelse af romangenren som det individuelles spillerum, mens eposet og biografien sætter det eksemplariske i fokus. Dertil udfordrer biografien ikke læseren, sådan som romanen kan gøre det, eftersom vi kender biografiens forløb fra den biograferedes faktiske liv - og det er jo rigtigt altsammen.

Nu ville det være blåøjet at tro, at interessen for tidstyper og deres lagner m.m. skulle være en ny foreteelse; her taler vi om en temmelig universel og tidløs størrelse. Alligevel kan vi pege på en historisk brydningstid.
Det er nemlig 1700-tallets offentlighedskultur, der for alvor slækker på kravene til, hvem der kan biograferes, hvad vi ser med bølgen af journaler og optegnelser af og over dannede helte af borgerlig herkomst. Boswells biografi indskriver sig i denne kontekst, hvor det offentlige rum - adskilt fra hof, kirke og stat - sprænger alle tidligere rammer. Pludselig udvikles en polyfoni af tidligere forbudt, verdslig samtale i kaffeklubber, litterære selskaber, drikkelaug og gennem biografier, der vil forlyste ligeså meget som opdrage en voksende middelklasse.
Det er kødets og øjets lyst og glæde og langtfra kun moralsk kultivering, der står på programmet. ‘Den gode smag’, mere end nogen religiøs kodeks eller videnskabelig forklaring af tilværelsen, bliver kulturens møntfod, og ‘finkulturen’ gøres til populærkultur via en almen kommercialisering, som f.eks. de nye teatre, forlystelsesanlæg og turistrejser er vidnesbyrd på. Her underholdes et urbant publikum med spektakulære optrin i nøje iscenesatte lokaliteter. Der er tale om et helt nyt forbrug og et nyt arkimedisk punkt for individualiteten.
Devisen for subjektiviteten hedder nu hverken “Jeg tror eller tænker, altså er jeg.” Det hedder i stedet: “Jeg kan optræde offentligt, derfor er jeg.”
Det er på denne vis, vi stadig befinder os i 1700-tallets efterdønninger og på denne måde, Boswell kan tjene som advarselstrekant. For ved at pleje de fænomener, der cirkulerer rundt om kunsten på bekostning af kunsten selv, udvander vi kunsten på langt sigt. Da tager anekdoterne over, og enhver kunstnerisk kvalitetssans kan bortdømmes som tyrannisk og undertrykkende, hvorefter udtrykket ‘æstetisk værdighed’ om al kunsts stræben vil blive anset som ligeså uinteressant som hvem der brugte det.