Folketingsmedlem Naser Khader (K) havde tirsdag en af de gode dage, hvor hans udsagn blev hørt og lagt sammen med andre til et flertal, der vil afskaffe racismeparagraffen. Det har næppe sin pålydende værdi, sådan som der ofte hen over sommeren sammenstrikkes flertal for det ene og det andet, sjovest hvis det er et flertal uden om regeringen. Det er usædvanligt selv efter Khader-standarder, at et folketingsmedlem udnævner sig selv til overdommer og frifinder Lars Hede-gaard samme dag, som han tiltales for stærke ord om muslimer.

Det er ejendommeligt, at udtalelsen tages alvorligt. Faktisk har den konservative justitsminister Lars Barfoed (K) allerede i marts til Ritzau sagt, at det ville være et uheldigt signal at ophæve racismeparagraffen. »Det vil kunne opfattes forkert, som om vi nu synes, at det er legitimt at sige hvad som helst, og det ville være uheldigt.« Og for nylig ophævede Folketinget DF-folketingsmedlem Jesper Langballes immunitet, så han kan stilles for retten i en Hedegaard-beslægtet sag.

Racismeparagraffen blev indsat i straffeloven i 1939 af hensyn til »de i den nyeste Tid opdukkede Foreteelser som forfølgelse af Racer, Troessamfund …« Frø af ugræs var igen føget over hegnet, og der var behov for et værn mod den slags verbale voldshandlinger, der var forløberen og legitimeringen af den egentlige vold især mod jøder.

Så sent som i 1995 blev straffeloven rettet til, så Danmark ikke længere kunne være fristed for den holocaustbenægtelse, som ikke er kriminaliseret i Danmark.

Ytringsfriheden tilsiger tilbageholdenhed med at rejse sager og domfælde for ytringer. Og hvis ikke straffeloven konkret eller generelt er god til at bekæmpe racisme, må vi finde på noget bedre i samarbejde med civiliserede lande.

Racismeparagraffen kan selvfølgelig sættes til debat, når retten har talt, ikke før, men der må aldrig skabes tvivl om viljen til at bekæmpe racisme.