Opslag til denne artikel

Emneord:krig, udenrigspolitik
Organisationer:EU-Kommissionen, NATO, Taleban
Steder:Afghanistan, Danmark, USA

Paradoks: Hvis Taleban-oprørerne i Afghanistan er så rædselsfulde og forhadte i den afghanske befolknings øjne, som NATO-regeringerne og de dominerende medier har hamret ind i os siden 2001, hvorfor er det så stadig ikke lykkedes verdens mest avancerede militærmaskine, NATO med USA i spidsen, gennem snart ni års krig i landet at udslette Taleban fra jordens overflade? Og: Hvorfor er Taleban og dets mere eller mindre allierede øvrige oprørsgrupper i dag stærkere end nogensinde, stort set overalt i Afghanistan?

Selv om spørgsmålene turde være indlysende påtrængende, bliver de så godt som aldrig for alvor stillet i den offentlige debat, og slet ikke i Danmark. De ansvarlige ministre bliver aldrig stillet til regnskab for svar på dem.

Befolkningens modstand

En afgørende vigtig del af svaret findes i den perlerække af opinionsundersøgelser, som seriøse, afghanske og vestlige meningsanalyseinstitutter og tænketanke, såvel uafhængige som halvofficielle, har foretaget i de sidste to-tre år overalt i Afghanistan. De har nemlig uden større undtagelser en temmelig entydig og konstant tendens:

Mellem to tredjedele og tre fjerdedele af den afghanske befolkning er med større eller mindre intensitet modstandere af NATO/ISAF-styrkernes tilstedeværelse i deres land og af de militære operationer, de foretager. En helt tilsvarende andel af befolkningen er, ifølge samme opinionsundersøgelser, tilhængere af en politisk løsning, dvs. omgående forhandlinger - vel at mærke også på leder- og topplan - med Taleban og de andre oprørsgrupper om inddragelse i den politiske proces, magtdeling, kompromis og forsoning.

Det betyder ikke, at 60-70 pct. af den afghanske befolkning »ønsker Taleban tilbage til magten«, som det på vanlig forenklet vis undertiden hedder i medierne - og eventuelt også som beskyldning mod dem i NATO-landene, der er modstandere af den nuværende krigsførelse og militære strategi. De førnævnte meningsundersøgelser viser alle, at kun omkring 10 pct. af afghanerne ønsker sig tilbage til tiden før efteråret 2001, da Taleban havde hele magten i landet.

Ønsker fred

Er dette da ikke også et paradoks? Nej - kun, hvis man glemmer, at afghanerne bebor et land, som har været i konstant (borger)krig i de sidste godt 30 år (dog til dels med undtagelse af de fem år under Taleban fra 1996 til 2001). 30 års krig - kan vi andre forestille os det? Derfor har det altovervejende flertal - de 60 til 75 pct. - ét altoverskyggende ønske: fred.

Jo flere NATO/ISAF-kamptropper, der er kommet til Afghanistan, jo stærkere og mere talrig er Taleban og de andre oprørsgrupper med usvigelig sikkerhed blevet.

Samtidig fortæller NATO-landenes efterretningstjenester vedvarende, at terrortruslen mod NATO-landene generelt ikke er blevet reduceret som følge af Vestens militære, astronomisk kostbare indsats i Irak og Afghanistan - snarere tværtimod. De to krige har affødt mere islamistisk og anti-vestlig radikalisering rundt om i den arabiske og muslimske verden.

Altså: NATO-regeringerne har med den hidtidige - og aktuelle - strategi opnået præcis det modsatte af hensigten.

Ni års nyttesløs krig

Dette var også hovedkonklusionen i en rapport, som dagen før den stærkt opreklamerede internationale donorkonference i Kabul den 20. juli blev offentliggjort af de afghanske ngo’eres Sikkerhedskontor, ANSO (som støttes af bl.a. EU-Kommissionen): Ni års krig har intet nyttet, kun vanskeliggjort eller umuliggjort de afghanske ngo’eres humanitære hjælpearbejde ved at skabe militariserede vilkår, hvor der rekrutteres flere og flere talebanere, jo flere udenlandske soldater, der kæmper i landet.

Den afghanske direktør for den danske hjælpeorganisation Dacaar i Kabul er helt på linje. I Politiken den 21. juli er han citeret for, at han ser stærkt frem til den dag, hvor der ikke længere er NATO/ISAF-soldater i landet, for så kan Dacaar begynde at arbejde fuldt ud igen - i øvrigt, påpeger han, ligesom da Taleban var ved magten før 2001; dengang kunne Dacaar faktisk udføre sit humanitære hjælpearbejde overalt i Afghanistan.

Danske hjælpearbejdere og eksperter, som arbejdede i Afghanistan under Taleban i 1990’erne, har fortalt dette indlægs forfatter, at afghanske kvinder dengang udmærket kunne have vigtige roller i dette hjælpearbejde, f.eks. som sygeplejersker, og skolemæssig undervisning af piger kunne såmænd også lade sig gøre - det blev, om end efter forhandlinger, ofte accepteret af Taleban uden større problemer. Pointen er selvfølgelig, at dette sociale og humanitære hjælpearbejde var hundrede procent civilt og ikke et integreret led i en udenlandsk, militær invasion af landet med ‘vantro’ tropper. Hertil kommer, at mange eksperter på Taleban-bevægelsen peger på, at den yngre generation af Talebanere, de såkaldte neo-Talebans, er mere moderate og pragmatiske, også på lederplan - og også i synet på kvindernes rolle i samfundet.

NATO-desperation

Men alle, også NATO, taler jo efterhånden om ‘forhandlinger med Taleban’? Jfr. også det nyeste forsøg på at ‘købe’ såkaldte menige one dollar-Talebans over på NATOs side. Dette må dog mest ses som en afspejling af NATOs voksende desperation, og en udvej, som de færreste for alvor tror på, men som man nok håber på i det mindste kan købe noget tid, mens NATOs tilbagetrækning foregår.

Men Obama-regeringen og dens militære ledelse i Afghanistan med general Petraeus i spidsen går ikke ind for forhandlinger med Taleban og de andre oprørere - i hvert fald ikke, før de er blevet tildelt, hvad man kalder et ‘taktisk nederlag’ på slagmarken. Men et sådant er der kun meget ringe udsigter til. Dét mener også den britiske forsvarschef, general David Richards, som også er fhv. øverstkommanderende for NATO-styrkerne i Afghanistan. General Richards forsøgte, stærkt støttet af bl.a. den fhv. britiske udenrigsminister Miliband, at overtale præsident Obama til at indlede reelle forhandlinger med Taleban-ledelsen (sådan som præsident Karzai og det afghanske parlament har foreslået siden 2007) - men de var ikke i stand til at overbevise Obama.

Obama-regeringens strategi med voldsom militær optrapning inden den påbegyndte (langsomme) tilbagetrækning fra juli 2011 er imidlertid under voldsomt stigende kritik i USA. Faktisk kan den kun gennemføres og finansieres takket være Republikanernes stærke støtte til den i Kongressen.

I begyndelsen af året talte Obamas sikkerhedspolitiske rådgivere om, at 2010 ville blive »Kandahars år«, dvs. en militært understøttet NATO-storoffensiv skulle feje Taleban ud af dens ideologiske og politiske højborg i provinshovedstaden. Al snak herom er for længst forstummet - formentlig bl.a. fordi en opinionsundersøgelse foretaget for den amerikanske hær i Kandahar viste, at hele 94 pct. af befolkningen i provinsen var imod en sådan offensiv.

Noget dæmrer

Problemet er, at stort set alle de ovennævnte kendsgerninger på ingen måde anerkendes af NATO-regeringerne. I hvert fald ikke officielt. Meget tyder dog på, at det - bag al den svulstige retorik - faktisk er begyndt at dæmre for mange i NATOs militære og politiske ledelse, at NATO/ISAF-styrkerne i Afghanistan er en del af problemet, ikke en del af løsningen.

Derfor accepterer man nu reelt præsident Karzais erklæring på donorkonferencen 20. juli om, at de afghanske hær- og politistyrker i 2014 vil påtage sig hele ansvaret for alle operationer i hele Afghanistan. De færreste tror ganske vist på, at dette i realiteten vil kunne ske. Men hvis det kan fungere som figenblad for NATO/ISAFs styrkernes reelle nederlag og tilbagetrækning fra landet, så er det fint.

NATOs succeskriterium i Afghanistan synes efterhånden at være skrumpet ind til dét ene: at være i stand til at forlade landet i nogenlunde ro og orden, altså uden at skulle kæmpe sig vej ud. Rædselsscenariet med helikopterne på taget af den amerikanske ambassade i Saigon i 1975 må ikke gentage sig.

Alternativ: En stormagtsgaranteret international fredskonference om Afghanistan, som inddrager alle væsentlige aktører i landet og i regionen, og FN-fredsbevarende tropper fra neutrale og muslimske lande til erstatning for NATO-styrkerne i Afghanistan.

I mellemtiden bør vi forberede os på den uundgåelige, og stærkt forsinkede, debat herhjemme om, hvor de sidste 10-15 års stadigt mere militariserede danske udenrigspolitik har ført os hen, og hvad den har gjort ved vores selvforståelse - og ved Danmarks udenrigspolitiske indflydelse og internationale anseelse, ikke mindst i verdens kritiske brændpunkter.

Poul Villaume er dr.phil., professor i samtidshistorie, KU, og bestyrelsesmedlem i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).

Denne artikel er anbefalet af: