Paradoks: Hvis Taleban-oprørerne i Afghanistan er så rædselsfulde og forhadte i den afghanske befolknings øjne, som NATO-regeringerne og de dominerende medier har hamret ind i os siden 2001, hvorfor er det så stadig ikke lykkedes verdens mest avancerede militærmaskine, NATO med USA i spidsen, gennem snart ni års krig i landet at udslette Taleban fra jordens overflade? Og: Hvorfor er Taleban og dets mere eller mindre allierede øvrige oprørsgrupper i dag stærkere end nogensinde, stort set overalt i Afghanistan?
Selv om spørgsmålene turde være indlysende påtrængende, bliver de så godt som aldrig for alvor stillet i den offentlige debat, og slet ikke i Danmark. De ansvarlige ministre bliver aldrig stillet til regnskab for svar på dem.
Befolkningens modstand
En afgørende vigtig del af svaret findes i den perlerække af opinionsundersøgelser, som seriøse, afghanske og vestlige meningsanalyseinstitutter og tænketanke, såvel uafhængige som halvofficielle, har foretaget i de sidste to-tre år overalt i Afghanistan. De har nemlig uden større undtagelser en temmelig entydig og konstant tendens:
Mellem to tredjedele og tre fjerdedele af den afghanske befolkning er med større eller mindre intensitet modstandere af NATO/ISAF-styrkernes tilstedeværelse i deres land og af de militære operationer, de foretager. En helt tilsvarende andel af befolkningen er, ifølge samme opinionsundersøgelser, tilhængere af en politisk løsning, dvs. omgående forhandlinger - vel at mærke også på leder- og topplan - med Taleban og de andre oprørsgrupper om inddragelse i den politiske proces, magtdeling, kompromis og forsoning.
Det betyder ikke, at 60-70 pct. af den afghanske befolkning »ønsker Taleban tilbage til magten«, som det på vanlig forenklet vis undertiden hedder i medierne - og eventuelt også som beskyldning mod dem i NATO-landene, der er modstandere af den nuværende krigsførelse og militære strategi. De førnævnte meningsundersøgelser viser alle, at kun omkring 10 pct. af afghanerne ønsker sig tilbage til tiden før efteråret 2001, da Taleban havde hele magten i landet.
Ønsker fred
Er dette da ikke også et paradoks? Nej - kun, hvis man glemmer, at afghanerne bebor et land, som har været i konstant (borger)krig i de sidste godt 30 år (dog til dels med undtagelse af de fem år under Taleban fra 1996 til 2001). 30 års krig - kan vi andre forestille os det? Derfor har det altovervejende flertal - de 60 til 75 pct. - ét altoverskyggende ønske: fred.
Jo flere NATO/ISAF-kamptropper, der er kommet til Afghanistan, jo stærkere og mere talrig er Taleban og de andre oprørsgrupper med usvigelig sikkerhed blevet.
Samtidig fortæller NATO-landenes efterretningstjenester vedvarende, at terrortruslen mod NATO-landene generelt ikke er blevet reduceret som følge af Vestens militære, astronomisk kostbare indsats i Irak og Afghanistan - snarere tværtimod. De to krige har affødt mere islamistisk og anti-vestlig radikalisering rundt om i den arabiske og muslimske verden.
Altså: NATO-regeringerne har med den hidtidige - og aktuelle - strategi opnået præcis det modsatte af hensigten.
Ni års nyttesløs krig
Dette var også hovedkonklusionen i en rapport, som dagen før den stærkt opreklamerede internationale donorkonference i Kabul den 20. juli blev offentliggjort af de afghanske ngo’eres Sikkerhedskontor, ANSO (som støttes af bl.a. EU-Kommissionen): Ni års krig har intet nyttet, kun vanskeliggjort eller umuliggjort de afghanske ngo’eres humanitære hjælpearbejde ved at skabe militariserede vilkår, hvor der rekrutteres flere og flere talebanere, jo flere udenlandske soldater, der kæmper i landet.
Den afghanske direktør for den danske hjælpeorganisation Dacaar i Kabul er helt på linje. I Politiken den 21. juli er han citeret for, at han ser stærkt frem til den dag, hvor der ikke længere er NATO/ISAF-soldater i landet, for så kan Dacaar begynde at arbejde fuldt ud igen - i øvrigt, påpeger han, ligesom da Taleban var ved magten før 2001; dengang kunne Dacaar faktisk udføre sit humanitære hjælpearbejde overalt i Afghanistan.
Danske hjælpearbejdere og eksperter, som arbejdede i Afghanistan under Taleban i 1990’erne, har fortalt dette indlægs forfatter, at afghanske kvinder dengang udmærket kunne have vigtige roller i dette hjælpearbejde, f.eks. som sygeplejersker, og skolemæssig undervisning af piger kunne såmænd også lade sig gøre - det blev, om end efter forhandlinger, ofte accepteret af Taleban uden større problemer. Pointen er selvfølgelig, at dette sociale og humanitære hjælpearbejde var hundrede procent civilt og ikke et integreret led i en udenlandsk, militær invasion af landet med ‘vantro’ tropper. Hertil kommer, at mange eksperter på Taleban-bevægelsen peger på, at den yngre generation af Talebanere, de såkaldte neo-Talebans, er mere moderate og pragmatiske, også på lederplan - og også i synet på kvindernes rolle i samfundet.
NATO-desperation
Men alle, også NATO, taler jo efterhånden om ‘forhandlinger med Taleban’? Jfr. også det nyeste forsøg på at ‘købe’ såkaldte menige one dollar-Talebans over på NATOs side. Dette må dog mest ses som en afspejling af NATOs voksende desperation, og en udvej, som de færreste for alvor tror på, men som man nok håber på i det mindste kan købe noget tid, mens NATOs tilbagetrækning foregår.
Men Obama-regeringen og dens militære ledelse i Afghanistan med general Petraeus i spidsen går ikke ind for forhandlinger med Taleban og de andre oprørere - i hvert fald ikke, før de er blevet tildelt, hvad man kalder et ‘taktisk nederlag’ på slagmarken. Men et sådant er der kun meget ringe udsigter til. Dét mener også den britiske forsvarschef, general David Richards, som også er fhv. øverstkommanderende for NATO-styrkerne i Afghanistan. General Richards forsøgte, stærkt støttet af bl.a. den fhv. britiske udenrigsminister Miliband, at overtale præsident Obama til at indlede reelle forhandlinger med Taleban-ledelsen (sådan som præsident Karzai og det afghanske parlament har foreslået siden 2007) - men de var ikke i stand til at overbevise Obama.
Obama-regeringens strategi med voldsom militær optrapning inden den påbegyndte (langsomme) tilbagetrækning fra juli 2011 er imidlertid under voldsomt stigende kritik i USA. Faktisk kan den kun gennemføres og finansieres takket være Republikanernes stærke støtte til den i Kongressen.
I begyndelsen af året talte Obamas sikkerhedspolitiske rådgivere om, at 2010 ville blive »Kandahars år«, dvs. en militært understøttet NATO-storoffensiv skulle feje Taleban ud af dens ideologiske og politiske højborg i provinshovedstaden. Al snak herom er for længst forstummet - formentlig bl.a. fordi en opinionsundersøgelse foretaget for den amerikanske hær i Kandahar viste, at hele 94 pct. af befolkningen i provinsen var imod en sådan offensiv.
Noget dæmrer
Problemet er, at stort set alle de ovennævnte kendsgerninger på ingen måde anerkendes af NATO-regeringerne. I hvert fald ikke officielt. Meget tyder dog på, at det - bag al den svulstige retorik - faktisk er begyndt at dæmre for mange i NATOs militære og politiske ledelse, at NATO/ISAF-styrkerne i Afghanistan er en del af problemet, ikke en del af løsningen.
Derfor accepterer man nu reelt præsident Karzais erklæring på donorkonferencen 20. juli om, at de afghanske hær- og politistyrker i 2014 vil påtage sig hele ansvaret for alle operationer i hele Afghanistan. De færreste tror ganske vist på, at dette i realiteten vil kunne ske. Men hvis det kan fungere som figenblad for NATO/ISAFs styrkernes reelle nederlag og tilbagetrækning fra landet, så er det fint.
NATOs succeskriterium i Afghanistan synes efterhånden at være skrumpet ind til dét ene: at være i stand til at forlade landet i nogenlunde ro og orden, altså uden at skulle kæmpe sig vej ud. Rædselsscenariet med helikopterne på taget af den amerikanske ambassade i Saigon i 1975 må ikke gentage sig.
Alternativ: En stormagtsgaranteret international fredskonference om Afghanistan, som inddrager alle væsentlige aktører i landet og i regionen, og FN-fredsbevarende tropper fra neutrale og muslimske lande til erstatning for NATO-styrkerne i Afghanistan.
I mellemtiden bør vi forberede os på den uundgåelige, og stærkt forsinkede, debat herhjemme om, hvor de sidste 10-15 års stadigt mere militariserede danske udenrigspolitik har ført os hen, og hvad den har gjort ved vores selvforståelse - og ved Danmarks udenrigspolitiske indflydelse og internationale anseelse, ikke mindst i verdens kritiske brændpunkter.
Poul Villaume er dr.phil., professor i samtidshistorie, KU, og bestyrelsesmedlem i Rådet for International Konfliktløsning (RIKO).
Kommentarer
Tak for en yderst relevant kommentar.
Vi er jo nogle der ikke har skulle bruge 9 år får at regne den ud. Men velkommen til virkeligheden, så mangler vi bare at de danske politikere også vågner op fra deres evige feriesøvn.
Danmark ud af Afghanistan -NU!
@Stig Larsen
Mon ikke politikerne spiller idioter, uanset deres forskellige motiver.
For en prof. i samtidshistorie og bestyrelsesmedlem i Rådet for International Konfliktløsning er følgende spørgsmål i mildeste forstand overraskende -
hvorfor er det så stadig ikke lykkedes verdens mest avancerede militærmaskine, NATO med USA i spidsen, gennem snart ni års krig i landet at udslette Taleban fra jordens overflade? Og: Hvorfor er Taleban og dets mere eller mindre allierede øvrige oprørsgrupper i dag stærkere end nogensinde, stort set overalt i Afghanistan?
Det er mindst ligeså overraskende, at ordet Pakistan overhovedet ikke optræder i artiklen.
Og endnu en perle - Danske hjælpearbejdere og eksperter, som arbejdede i Afghanistan under Taleban i 1990’erne, har fortalt dette indlægs forfatter, at afghanske kvinder dengang udmærket kunne have vigtige roller i dette hjælpearbejde, f.eks. som sygeplejersker, og skolemæssig undervisning af piger kunne såmænd også lade sig gøre - det blev, om end efter forhandlinger, ofte accepteret af Taleban uden større problemer. Pointen er selvfølgelig, at dette sociale og humanitære hjælpearbejde var hundrede procent civilt og ikke et integreret led i en udenlandsk, militær invasion af landet med ‘vantro’ tropper.
Jamen så er alt jo i orden. Lad Talebanerne komme tilbage med deres humanistiske tilgang til samfundsforhold og retspleje, og lad de ugudelige fise af …
Men ikke nok med det - Mellem to tredjedele og tre fjerdedele […] af befolkningen er, ifølge samme opinionsundersøgelser, tilhængere af en politisk løsning, dvs. omgående forhandlinger - vel at mærke også på leder- og topplan - med Taleban og de andre oprørsgrupper om inddragelse i den politiske proces, magtdeling, kompromis og forsoning.
Ja da, lad Afghanerene forsone sig, skabe kompromisser og så lover Polle at Talebanerene nok skal efterleve disse.
En mildest talt naiv forestilling, må man sige, fra en mand i elfenbenstårnet.
@Sigurd Bro Ross-Petersen
Spiller ????
@ Niklas Monrad
Og hvad er så den antitotalitæres løsning ?
Ingen tror vist, at afghanernes problemer bare lige forsvinder under nogen omstændigheder!?
Men det er og har hele tiden været for alvor naivt at tro, vi kunne løse dem!
Som en CIA-mand udtalte i den kendte Rolling Stone artikel om general McChrystal: ” hvad f… laver vi her? Der er intet for os at opnå i Afghanistan!”
Den oprindelige “straffeekspedition” efter 9/11 var nok både berettiget og uundgåelig for enhver amerikansk præsident i situationen. Men at lade det udvikle sig til at sidde fast i kviksand i årevis af ren dumstædighed og misforstået “godgørenhed” var og er galimatias!
Eller også er det et indendørs magtmiddel:
‘Vi er i krig, i er upatriotiske hvis i kritiserer os’
‘Vi er truet af en ydre fjende, kig ikke på hvordan det går indendørs.’
Nysprog og 1984!
Per J.
Jeg har personligt aldrig troet på at krigen i Afghanistan kunne vindes i traditionel forstand, og gav klart udtryk for dette da de militære operationer begyndte. Al historisk erfaring i den del af verden underbyggede min holdning.
Jeg mener, at den store alliance af lande der bidrager med styrker ganske enkelt må fastholde et lav-intensivt engagement, med specialstyrke operationer og specifikke individuelle mål så lang tid det måtte tage indtil de lokale klaner kommer til en eller anden for for ordning - uden vores politiske indblanding eller støtte til korrupte præsidenter.
Ja, det betyder, at vi må afvise hensynet til national suværenitet, og det ser jeg ikke noget problem i, i og med at de fysisk udstukne rammer alligevel er kunstige, og at der ikke er tale om nogen centralmagt i almindelig forstand.
Vi kan gøre det med to argumenter, dels et der baseres på selvforsvar og dels som et humanitært engagement for at forhindre at Pakistan endnu engang får held til at skabe “strategisk dybde” på bekostning af små 30 millioner mennesker ved at støtte noget af det absolut værste verden har set, nemlig Taliban regimet.
@ Niklas Monrad
Tak. Jeg ved heller ikke, hvordan “vi” skal komme anstændigt ud af den situation, som “vi” selv på uanstændig vis har rodet os ind i.
” … at der ikke er tale om nogen centralmagt i almindelig forstand. “, skriver du. Alligevel støtter du … en anti-totaletarist en, forekommer det mig, meget totalitær løsning ?
Mht det absolut værste verden har set. Det er muligt at Taleban er med i nomineringen, men jeg ville tro, at også det Saudi-Arabiske styre er med … som et eksempel.
I dette tilfælde, som dog burde være os mere nærliggende pga af regimets enorme betydning for og infiltration i den vestlige økonomiske verden, hidser vi os ikke rigtigt op … et regime, der iøvrigt også i 2001 kvalificerede sig til en plads blandt de ypperligste. Vistnok oven i købet som den internationale terrorismes pengekasse m.m.
Mener du, at Taleban regimets karakter, begrunder vores militære hærgen … for det er jo nok sådan den afghanske befolkning oplever vores tilstedeværelse, dernede igennem ni år, at prioriteringen af vores aktivistiske udenrigspolitik - dvs Afghanistan og senere Irak, frem for andre regimer, var og er korrekt, og mener du, at militær indgriben er et velegnet og anti-totalitært middel ?
PS : Jeg mener selv at være anti-totalitær, som du er, så dine synspunkter interesserer mig.
Denne kommentar er anbefalet af:
Poul Villaume:
»I mellemtiden bør vi forberede os på den uundgåelige, og stærkt forsinkede, debat herhjemme om, hvor de sidste 10-15 års stadigt mere militariserede danske udenrigspolitik har ført os hen,…«
Uundgåeligt er et meget stort ord at anvende, når det handler om den politiske debat i Danmark!
De borgerlige militaristiske kræfter har gennem længere tid haft noget der ligner et totalt monopol på massemedierne, og de vil med sikkerhed gøre hvad de kan, for at vi aldrig nogen sinde får en debat om den neokolonialistiske udenrigspolitik på et oplyst grundlag.
Denne kommentar er anbefalet af:
Per,
Er militær indgriben altid en totalitær handling? Ikke nødvendigvis. Hvis det var tilfældet, skulle de allieredes krig mod Nazi Tyskland også anses som totalitært, og det tror jeg ikke mange vil anse for at være tilfældet.
I begge sammenhænge er der tale om selvforsvar, som jeg påpegede ovenfor.
Er det et velegnet middel? Det kommer an på hvad målet er. Hvis målet er at udryde et regime som på den ene hånd er værre end middelalderligt og på den anden tillader træningslejre for militante der angriber os, så ja, så viste det sig at være et velegnet middel.
Hvis målet er at skabe et samfund i vores billede, så mener jeg ikke det er et velegnet middel (og et tvivlsomt mål).
Hvad angår Irak er sagen noget mere speget. Jeg var oprindelig for invasionen, da jeg ligesom så mange andre var blevet vildledt til at tro på WMD historien. Faktum er, at invasionen var et udslag af Iraks mangel på efterlevelse af FN resolutioner, men den historie druknede vist i larmen. Men - havde historien om WMD været korrekt, ja så mener jeg at både målet og midlet var velegnet. Igen, målet om at skabe et vestligt demokrati var nuttet men naivt.
Hvad angår Saudi Arabien står sagen noget anderledes. Jeg er ikke nogen fan af regimet (du læser vel min underdrivelse her ..), men jeg mener dog ikke at det på nogen måde kan sammenlignes med situationen i Afghanistan eller i Irak. For det første er det en stat med fungerende centralmagt. For det andet har staten aldrig opereret som direkte trussel mod udenforstående. For det tredie har regimet været utrolig samarbejsdsvilligt når det kom til at lægge en dæmper på den interne rekruttering af militante, og det har så sandelig også måttet bøde for det i form af adskillige terroranslag.
Jeg er sikker på at mine sysnpunkter og holdninger kan angribes, da jeg aldrig har anset dem for at være uangribelige. Mit oprindelige indlæg var ganske enkelt en respons på en for mig uhørt pacifistisk og naiv forestilling om verdens tilstand fra en person, som i mine øjne burde vide bedre.
@ Niklas Monrad
Angrebet på Afghanistan kan ikke på nogen grund betragtes som selvforsvar. Om det var noget med at fange Bin Laden og finde og tilintetgøre nogle træningslejre ved jeg ikke. Men indsatsen blev meget hurtigt til at forsøg på at ændre samfundet med militære midler … skyd Talebanerne og tving de andre til at indrette på sig på vestlig, demokratisk vis, med et centralt styre. Hvis det ikke er totalitært …
Irak, ja den store løgners mesterstykke … men i øvrigt angriber man jo heller ikke et folk fordi det ikke overholder, det der står på et stykke papir … hvis der altså ikke er praktiske konsekvenser, og det var der jo ikke, som den store løgner selv måtte indrømme senere, da han også “indrømmede”, at han skam aldrig havde ment … osv.
Saudi-Arabien … blot, at træningslejrene vist var finansieret fra eller af landet. Grund nok - dengang, til et besøg af US Marines og Rasmussens Jens’er såvidt jeg erindrer.
Tak for i dag.
“ISAF-styrkerne i Afghanistan er en del af problemet, ikke en del af løsningen”
Gyldigheden af udsagnet afhænger af, hvad man definerer som værende problemet - ISAF forhindre Taliban i at gennemtvinge deres vilje i landet - at Taliban ikke kan få deres vilje kan man naturligvis mene er problemet i Afghanistan.
Personligt finder jeg ikke det er et problem, at Taliban ikke kan få deres vilje.
PV:”…hvorfor er det så stadig ikke lykkedes (…) at udslette Taleban fra jordens overflade?”
Fordi en hurtig militær løsning ikke er moralsk acceptabel for Vesten - hvorfor man forsøger sig men en blød oprørsbekæmpelse - hvilket simpelthen er en langsommelig proces.
PV:”Hvorfor er Taleban (…) stærkere end nogensinde”
Det er Taliban heller ikke - Taliban er ganske substantielt svækket i forhold til deres position før den internationale intervention.
PV:”…60-70 pct. af den afghanske befolkning ønsker…”
Tjah…et flertal af de vestlige befolkninger ønsker jo også deres soldater hjem - og på samme måde som de vestlige befolkninger kan stemme politikere til magten som deler deres holdning - kan den afghanske befolkning stemme på politikere, der ønsker ISAF ud af Afghanistan - det har de ikke gjort.
PV:”Samtidig fortæller NATO-landenes efterretningstjenester vedvarende, at terrortruslen mod NATO-landene generelt ikke er blevet reduceret…”
Det er muligt viljen ikke er blevet reduceret - og sikkert styrket - men evnen synes væsnetligt svækket. Under alle omstændigheder har der ikke været spektakulære terroranslag mod vestlige mål siden den internationale intervention i Afghanistan.
PV:”…reelle nederlag og tilbagetrækning fra landet (…) Rædselsscenariet med helikopterne på taget af den amerikanske ambassade i Saigon i 1975 må ikke gentage sig”
Det er et fortegnet billede af situationen - USA vil ikke forlade Afghanistan i et scenarie a la Vietnam - hvis den nuværende nationsbyggende politik og bløde oprørsbekæmpelsesstrategi ikke lykkes vil det kun betyde, at politikken og strategien lægges om.
USA kan uden større problemer holde en hvilken som helst afghansk gruppering fra magten i Afghanistan - det vanskelige er at skabe betingelserne for ro og orden, social og økonomisk udvikling samt en folkevalgt myndighedsudøvende centralregering med god regeringsførelse - uden overdreven magtanvendelse. At holde en afghansk gruppering eller koalition fra magten kræver ikke mere vold og død end USA uden vanskeligheder kan mønstre.
PV:”Alternativ: En stormagtsgaranteret international fredskonference om Afghanistan, som inddrager alle væsentlige aktører i landet og i regionen, og FN-fredsbevarende tropper fra neutrale og muslimske lande til erstatning for NATO-styrkerne i Afghanistan”
Med magisk tænkning knuses mangen en nød - desværre er hverken stormagterne eller de regionale magter nær (for nu at sige det mildt) enige i detaljerne om Afghanistans fremtidige indretning - og blandt andet derfor vil de næppe kunne finde fælles fodslag i spørgsmålet.
@ Lars Hansen
” Fordi en hurtig militær løsning ikke er moralsk acceptabel for Vesten - hvorfor man forsøger sig men en blød oprørsbekæmpelse - hvilket simpelthen er en langsommelig proces”
Vi ved vidst begge, hvad “en hurtig militær løsning” betyder?
Vi har vidst fra starten, at vi ikke ville en sådan og at “blød oprørsbekæmpelse” er bullshit!
Konklusionen må være: Kom ud derfra! Og hold evt. de værste slyngler fra magten! (som du selv siger, er dette betydeligt nemmere!)
At fremture er rent spild af gode soldaters liv og andre ressourcer!
@Per Thomsen
Jeg så du linkede “til Edwin Starr - War (What Is It Good For?)” i en anden tråd. Hvis du ikke kender den vil jeg bare lige anbefale “Bob Dylan - Masters of War.” Helt fantastisk tekst. Den er ikke til at finde på youtube med mesteren selv pga. deres rettighedshalløj, men andre steder kan det lade sig gøre.
Alt går efter planen.
Vestens militære indsats i Mellemøsten og snart i Nordøstafrika skaber magttomrum, som straks fyldes ud af lokale røverbander og religion.
@ Bill Atkins
Hvis plan?
Du er da forhåbentlig ikke begyndt at tro på guder? ;-)
At magttomrum, som alle andre tomrum udfyldes, er en naturlov!
Det eneste spørgsmål er om det nye indhold er bedre end det gamle?
Lars Hansen
“ISAF forhindre Taliban i at gennemtvinge deres vilje i landet…”
ISAF forhindrer ikke noget som helst - hvis ISAF ikke betalte flere millioner hver måned for beskyttelse hos diverse War-Lords, var der endnu flere dræbte Nato-soldater.
Oprørerne i Afghanistan har vist, at de kan slå til hvor som helst og når som helst det passer dem, om så det er midt i Kabul.
Hvis forsvaret selv tror at det er Taliban de kæmper imod, bør det da undre at disse har tilstrækkelige forsyninger, og beskyttelse blandt civilbefolkningen, idet denne fraktion efter det oplyste (fra Nato) er stærkt upopulære i blandt befolkningen - altså må oprørsbevægelsen bestå af andre end Taliban.
Fakta er, at efter den blodigste måned for Nato i Afghanistan, er det intet - jeg gentager intet - der overhovedet tyder på at oprørsbevægelsen er “substantielt svækket” - så sent som til her til aften er 2 danske soldater dræbt, og tre såret ved en vejsidebombe.
Det højt profilerede angreb på Kandahar er udsat - det kommer slet ikke - 94 procent af befolkningen i området har meddelt, at Nato skal holde sig væk.
Overhovedet at foregøgle, at der er demokrati eller bare noget der ligner i Afghanistan, tyder jo på at man ikke følger med i pressen. De sidste “demokratiske” valg, var en stor gang valgsvindel.
LH: “Fordi en hurtig militær løsning ikke er moralsk acceptabel for Vesten - hvorfor man forsøger sig men en blød oprørsbekæmpelse - hvilket simpelthen er en langsommelig proces.”
En blød oprørsbekæmpelse - et vrøvleudtryk på linie med de “soft-bombs” man bombede serbiske el-værker med, for at skabe terror mod civilbefolkningen.
Nato dræber civile, kvinder og børn, med indiskriminerende brug af raketter, og luftangreb.
Hvorfor - Nato er ude af stand til at identificere fjenden, og har i øvrigt ikke tropper nok på jorden til at lave “oprørsbekæmpelse”.
LH: “Under alle omstændigheder har der ikke været spektakulære terroranslag mod vestlige mål siden den internationale intervention i Afghanistan. ”
Nu har afghanerne jo ikke foretaget nogen terrorangreb mod vesten, så at der ikke har været yderligere terrorangreb har jo intet med sagen at gøre. Der var heller ikke nogle afghanske terrorangreb inden krigen.
USA har tabt krigen - det varer endnu lidt før end den siver ud til befolkningerne - om de kommer til at forlade Afghanistan i huj og hast som i Vietnam afhænger alene af, om man kan inddrage oprørerne i en våbenhvileforhandling.
“Nationbuilding” - næh, man prøver at gøre Afghanistan til et “vestligt land”, med vestlige “værdier” som man prøver at stoppe ned i halsen på den afghanske befolkning med geværløb.
Hvem vil finde sig i det?
LH: “At holde en afghansk gruppering eller koalition fra magten kræver ikke mere vold og død end USA uden vanskeligheder kan mønstre. ”
Ja, nu på 9ende år - men den bliver ikke ved at gå -
en oprørsbevægelse behøver ikke at vinde - de skal bare være tilstede og lave tilstrækkelig uro, det er såmænd nok til at de har sejret.
Nato har kun erobret Kabul - ligesom alle andre imperiale magter før dem - men Kabul er ikke Afghanistan - det er bare en by i Afghanistan.
Den gennemkorrupte Karzai, lever til fulde op til navnet “Borgmesteren i Kabul”.
Nato må efterhånden indse, at de har skabt ulykker nok for den afghanske befolkning - jo før den erkendelse indfinder sig, desto flere menneskeliv vil blive sparet.
@Nic Pedersen,
Vicepræsident Dick Cheneys oprindelige plan..
@Bill Atkins
OK! Hvis alt så går efter Cheneys plan, så må han sgu operere med meget alternative succeskriterier! ;-)
@Nic Pedersen
Nu påstår jeg jo ikke at Cheney lagde en skudsikker plan, og han har jo også senere udtalt at han er skuffet over at den venstlige kapitalisme ikke i højre grad allierede sig med sikkerhedsfirmaerne i Irak og kastede sig ud i investeringer. Hans ‘eget’ firma Halliburton har jo tjent styrtende på oliebranchen i Irak.
Nic Pedersen,
Jeg mener - trods alle vanskeligheder - at der stadigvæk findes muligheder for Afghanistan kan komme på rette kurs og mener derfor det giver mening at fortsætte den ‘bløde’ indsats - en tid endnu.
Mosbak:
“USA har tabt krigen”
Jamen så er der jo ikke mere at tale om…
@ Lars Hansen
Jeg anerkender, at du mener det godt, men det piner mig, at danske soldater og andre gode mennesker dør og bløder for den hypotese!
@Bill Atkins
Jo, hvis Cheney kun har arbejdet for Halliburton! Men er vi så ikke, helt ærligt, ude i noget X-files agtigt pis?
Som en klog mand engang sagde: Hvis dumhed kan være en forklaring, behøver man ikke at lede efter en sammensværgelse!
Lars Hansen:
». .. derfor det giver mening at fortsætte den ‘bløde’ indsats - en tid endnu. «
Ikke for noget, men der skulle da vist have stået ”blød-i-bolden-indsats”. Den aktuelle nedslagtning af den afghanske civilbefolkning kan jo næppe med nogen rimelighed betegnes som blød.
Cheney arbejder for en spredning af en særlig agressiv form for kapitalisme hvor investeringer foretages i kolapsede områder under beskyttelse af sikkerhedsfirmaer, men som Cheney måtte konstatere:
Capital is a coward. I wish it weren’t so, but it is.
(Det er et citat fra en anden han genbrugte)
Om det er særlig x-filesagtigt ved jeg ikke - jeg tror man skal være forsigtig med at skubbe alt ind under konspirationsteori blot fordi, det ikke gentages i de monopoliserede medier - det er mediemonopolernes propagandastrategi: Det der ikke passe ind i det ønskede billede af samfundet nævnes en enkelt gang eller to, mens det der underbygger det ønskede samfundsbillede gentages i det uendelige…
Dick Cheney er ikke dum. Han er vel nærmere SINDSSYG intelligent.
Det forekommer mig helt utroligt så godtroende nogle folk kan være. Behøver jeg komme med eksempler på personer der gennem tiden har været, rent ud sagt, pisseligeglade med menneskeliv? Som vil skide højt og helligt på, om det er af deres egen befolkning, eller hvem det er der skal slagtes. Om det er kvinder, mænd eller børn? Personer der har brugt manipulation, løgn og bedrag til at muliggøre deres rædsler og opnå deres vanvittige mål.
Jeg forstår ikke at en person som Cheney slipper afsted med, at forstille, at skulle være inkompetent.