Ministeren med drink i strandstol på sydlig vandkant står som det uafviselige symbol på den magtens arrogance, der ofte dominerer mindre ånder i store stillinger. De seneste dage udviskede ikke billedet.

Vejen mod tinderne har i foreliggende fald været uden store sten. Partiets tidligere leder kom til efter en heftig krise i Engells og Møllers dage og var personificeringen af det ukarismatiske gennemsnit der ikke solgte billetter. Det var vedtagen visdom. Såfremt partiet skulle vokse mod himlen, måtte hans modsætning findes - hvem andre end det blonde nordjyske drøn af selvhenført gåpåsomhed: Jeg er jo nordjyde og derfor (alt efter behov): til at stole på, stædig, ikke til at vælte omkuld, kæk, åbenmundet, charmerende…

Beskedenhed var af en eller anden årsag ikke med i selvportrætterne. Uanset om man snyder med stedtillæggene, kører folk over og siden dummer sig efter skole på en post man selv har kringlet, er bortforklaringer og henvisning til andres skyld altid for hånden - fuld kraft frem. Sagtmodigere sjæle ville snarere have forladt politik efter mindst tre af de tre fadæser, for ikke at tale om politireformens fiasko i Justitsministeriet eller den mangelfulde forståelse af finanskrisens væsen i Økonomiministeriet. Sjældent i nyere tid har en ministers begrænsninger været i den grad anskueliggjort, hvilket Per Stig Møller hvad angår det udenrigske heller ikke undlod at skrive i Berlingeren ved udtrykkeligt ikke at skrive det modsatte. I tiden der fulgte forsømmelserne har udenrigsministeren - gud hjælpe landet stadig den samme - bedyret sin flid og henvist til utallige rejser. Det siger vi så. Indtil næste gang. I Espersens tilfælde er der næppe tale om svipsere. Mon ikke en grundlæggende systemfejl?

Førtidspensionister

Man måler et land på dets ledere, sandt nok. Man måler det heldigvis også på andet. Et civilisationskriterium kunne være, hvorledes det pågældende land behandler sine svage og syge. Lene Espersens partifælle, Helle Sjelle, foreslog i ugen der gik en revision hvert tredje år af førtidspensionisternes ret til pensionen. Dumper de, er det ud på arbejdsmarkedet. Disse mennesker på bunden, for hvem mere end alt i et nidkært system i forvejen er prøvet, kan da sagtens tage en tur i møllen hvert tredje år igen, igen og igen. Psykiske lidelser, ofte pensionens årsag, er vel heller ikke værre, end Helle Sjelle gør dem til, og arbejdsmarkedet kan slet ikke vente med at hyre forhenværende førtidspensionister. Man kan med forslaget formentlig spare samfundet hvad der svarer til et af udenrigsministerens overflødige charterfly og til gengæld hensætte førtidspensionisterne i cyklisk sindsoprivende utryghed. Meget er derved opnået. Det skal ikke kunne betale sig at være psykisk sløj i Danmark.

En anden måde at vurdere et samfunds bonitet er strafferammerne. Fængselsfunktionærernes formand var i radiodiskussion med endnu en i Espersens skare. Denne mente at fængselsfunktionærernes formand sagde noget sludder, når formanden fremholdt at de 47 straffestramninger VKO har gennemført på mindre end ti år har gjort ondt værre, og at nedsættelsen af den kriminelle lavalder er hul i hovedet. Det vidste man i øvrigt i forvejen. Tom Behnke - den konservative talsmand - kunne over for kendsgerningerne ikke rigtigt stille noget op; kun de sædvanlige klare signaler og vi ikke vil finde os i det, og alt det andet populistiske taskenspil, som ikke en kat med mindste indsigt i de dele orker mere. Hvad der engang for snart længe siden var en humanistisk dansk kriminalforsorg med resultater på bundlinjen hviler i ruinerne under VKO’s primitive og udsigtsløse retspolitik.

Møgbeskidt

Endnu en måde hvorpå man bedømmer et land er dets fysiske fremtræden. Lene Espersen rejser jo meget. Man må gå ud fra at ministeren af og til løfter blikket fra strandkanten og måske - som andre rejsende politikere - noterer sig hvor rent der er. For den sags skyld behøver hun bare at tage en forlænget weekend i Malmø eller Berlin (de har hoteller dér med både vandland og kunstig sol).

Hvad tænker politikerne om forskellen på ude og hjemme, den slående forskel hvad angår hygiejnen på gader og stræder, i lufthavne og på lokummerne. De sidste var førhen en rædsel i syden, hvor man sked i et hul i gulvet, hvilket ofte begav sig efter nærkontakt med salatens kolibakterier på størrelse med gråspurve. Dengang kunne man på graden af toiletternes uhumskhed beregne hvor langt man var kommet syd for Kruså. Nu er det omvendt.

Der er møgbeskidt og uhumsk i Danmark. København er også i den henseende landets hovedstad. Gadeinventaret er nedslidt med vildtvoksende ruinvegetation og asfalt så hullet og elendig at pålidelige kilder i det cyklende segment hævder det livsfarligt at færdes på to hjul uden øjnene fastnaglet i cykelstien. Skæver man et øjeblik til siden ses rotter fornøje sig med aflagte pizzabakker og gammelt pølsepapir med ketchup, sennep og det gule.

Dertil kommer de ublu priser på hoteller og restauranter, en jævnt hen mopset betjening dér og i butikkerne, som regel dårlig mad, samt Pia Kjærsgaard. Mange fravælger af en eller flere af disse grunde Danmark som rejsemål; det ses unægteligt af turiststatistikkerne.

Sjovt at Dansk Folkeparti ikke har gjort et renskuret Danmark til mærkesag og markeret den sentimentale længsel efter de sure 1950´ere hvor der i det mindste var rent i gaderne. Men måske ser de ikke skidtet for det de selv hælder ud.

Kreativ bogføring

At det er gået med hygiejnen som tilfældet er, skyldes selvsagt skattestop og nedhøvling i kommunerne. Mere rent for færre penge. Den går jo ikke.

Hvad angår andre mishandlede offentlige områder, tager det længere tid at opdage forringelserne og afdække demagogien i påstanden om mere for mindre. Skaden på Helle Sjelles mishandlede førtidspensionister viser sig først lidt efter lidt. At den næste generation i uddannelsessystemet bliver dummere end den forrige, afsløres ad åre i et sandhedens øjeblik, hvor ansvaret for længst er forflygtiget, og fremtidens Bertel Haarder kan skyde skylden på lærerne og Folkeskolen. Folk dør hyppigere af kræft her i landet end i andre lande; det har selvfølgelig også med bevillinger at gøre. Men det sløres under devisen: mere for mindre. Når Fogh Rasmussen og hans efterfølger hævder at vi tilmed bliver de bedste i verden og bagefter kan købe den, er det simpel kreativ bogføring. Påstanden, så uhyrlig den end forekommer, accepteres bredt, hvem vil ikke gerne være den bedste i verden og siden eje den! Kommer tid, kommer råd, og således går valg efter valg. Fup på fup og frøers mængde.

Ubønhørligt syner imidlertid landets materielle tilstand. Svineriet lader sig ikke længere skjule. Hvor andre nationer vedligeholder den offentlige ejendom og de offentlige miljøer, forfalder Danmark. Og nu går det stærkt. Hvis nogen ikke kan se det, har nogen et alvorligt problem.

Ideologisk hænger tilsidesættelsen af fællesskabets eje sammen med en rodfæstet foragt for det alment kollektive, der åbenbart ikke regnes blandt værdierne.

Men i takt med klimaforandringerne bliver også danske uderum mere beboelige og befolkede, hvilket allerede sker. Det ender såmænd med at Lene Espersen ikke behøver rejse sydpå, men kan henslæbe sine ferier som forhenværende i selvskabt dansk skidt og lort med udsigt til nedlagt førtidspension.