De er jo kendt for at være på farten, så håbet var nok, at man aldrig ville høre fra dem igen. Det var dumt at satse på. I går kunne Information afsløre, at de danske myndigheder kan vente sig et sagsanlæg fra de 23 romaer, som blev udvist den 7. juli. European Roma Rights Center (ERRC), der sandsynligvis vil føre sagen på vegne af de udviste, forventer at få medhold i påstanden om, at udvisningerne var uberettigede og i strid med både dansk lov og EU-lov.

Og ifølge flere juridiske eksperter har romaerne en vældig god sag. Henholder man sig til EU’s opholdsdirektiv, kan EU-borgere nemlig kun udvises, hvis deres adfærd udgør: »en reel, umiddelbar og tilstrækkelig alvorlig trussel, der berører en grundlæggende samfundsinteresse«. Udlændingeservice har endnu ikke fremlagt den præcise begrundelse for udvisningerne, men ifølge styrelsen var der tale om »husfredskrænkelse« og »ulovlig campering«. Ligegyldig hvor kreativt det udlægges, kan det næppe betegnes som en alvorlig trussel mod grundlæggende samfundsinteresser.

Det kan fint være, at de 23 romaer har begået kriminalitet i Danmark. Og det er også muligt, at den har været af en sådan karakter, at det retfærdiggør udsmidning og karantæne. Men det måtte man jo i så fald bevise. I stedet blev den nemme vej fulgt, men det er en vej, der fører mod farlige faldgruber.

For det her er ikke bare en sag om 23 romaer, eller blot et spørgsmål om den danske praksis på udlændingeområdet. Det er en dybt principiel sag om den måde, en række europæiske lande forsøger at fortolke EU-retten på - så bredt at man kan nyde fordelene ved den frie bevægelighed, mens man smider dem ud, man ikke ønsker. Italien har længe ligget på kanten af det acceptable i deres tolkning. Seneste har Frankrig meldt ud, at landet ønsker at kunne smide selv franske statsborgere ud af landet. Listen af uønskede mennesker er lang, men øverst på den finder man Europas ofte glemte romaer. Nu talte domstolen ikke til de 23 på Amager. Lad den i stedet tale til de 27 EU- medlemslande.