Opslag til denne artikel

Emneord:Folketingsvalg, velfærd
Personer:Lars Løkke Rasmussen, Pia Kjærsgaard
Organisationer:Dansk Folkeparti, Venstre
Steder:Hanstholm

Venstres politiske ordfører, Peter Christensen, sagde ingenting, og gruppeformanden, Kristian Jensen, nøjedes med at byde velkommen og overdrog så ordet til Lars Løkke Rasmussen. De tre venstrespydspidser stillede ellers sammen op til gårsdagens pressemøde, hvor det skulle udlægges, hvilke tanker Venstre på deres sommergruppemøde i Hanstholm har gjort sig om det kommende folketingsår.

Når statsministeren sagtens formåede at føre ordet alene, skyldtes det måske, at han allerede havde holdt talen flere gange før. Hovedtemaet var vækst, og der var ikke mange nye politiske tiltag at præsentere, selv om gruppemødet markerer sæsonstarten på et politisk efterår, som kan blive altafgørende for udfaldet af det kommende Folketingsvalg.

Mest konkret var det, at regeringen vil lave et beskæftigelsesforsøg, der skal løfte enlige arbejdsløse forsørgere ud på arbejdsmarkedet, og de vil dele fem milliarder pensionskassemidler ud til små og mellemstore virksomheder.

Ellers holdt Løkke sig primært til vækstdagsordenen, som har fyldt, siden han trådte til. Han gentog overskrifterne fra sin nytårstale og det arbejdsgrundlag, som regeringen fremlagde i februar: Der skal gang i den private sektor og prioriteres i den offentlige. Danskerne skal blive klogere, vi skal alle sammen være med, og »vi skal blive dygtigere og mere offensive til at sælge vores vare i verden«.

De andre puster vind

Men Venstres entydige politiske fokus på vækstvisionerne, betyder ikke, at der vil komme til at mangle vind i de politiske sejl. Tværtimod, for Løkke brugte også sommergruppemødet på at give plads til henholdsvis Dansk Folkepartis og S-SF’s politik.

Nyeste meningsmålinger viser, at oppositionen har tabt størstedelen af deres forspring oven på Helle Thornings-Schmidts krise om skat og bolig. Og med målingen in mente såede Lars Løkke Rasmussen i går også tvivl om resten af oppositionens økonomiske situation.

»Vi har på den ene side en økonomisk strategi og vækstpolitik, og på den anden side har de et blankt stykke papir under overskriften ‘Fair Løsning’,« skitserede han og talte dunder mod S-SF’s manglende ansvarlighed.

Banen blev derfor kridtet op til anden halvleg af kampen om den økonomiske ansvarlighed.

Delingen med DF i top

Men statsministeren gjorde det også klart, at han agter at give Dansk Folkeparti frit løb til at fortsætte deres udlændingeudmeldinger, som også henover sommeren har fået lov at fylde godt i medierne.

Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) måtte derfor lægge ryg til en usædvanlig hård irettesættelse, fordi hun for nylig udtalte, at DF’s forslag om at regne ud, hvad indvandrere koster det danske samfund, ligefrem strider mod hendes menneskesyn.

»Der er ingen grund til at beklikke Pia Kjærsgaards (DF) menneskesyn, og der er ingen grund til at grave grøfterne dybere end som så« sagde Lars Løkke og tilføjede helt eksplicit, at »jeg tager afstand fra« den slags.

»Jeg sidder her kun i dag takket være Dansk Folkeparti,« mindede han Rønn om og opfordrede til at »værne om og udvikle« samarbejdet med Dansk Folkeparti.

Dermed er en klar arbejdsfordeling mellem Dansk Folkeparti og regeringen på plads igen, og efterårets nærmest rituelle forhandlinger om ‘noget for noget’ kan begynde, mens S-SF må se sig udfordret på både den økonomiske politik og udlændingepolitikken. Den cocktail er tilsyneladende det, Venstre sætter deres lid til at ville kunne skabe yderligere vækst i blå bloks meningsmålinger.

Fakta: Venstres sommergruppemøde

Venstre vil:
• målrette fem milliarder kroner af pensionskassemidlerne til små og mellemstore virksomheder.
• at enlige arbejdsløse forsørgere skal forsøgsvis tilbydes en skattefri bonus, hvis de kommer i arbejde.
• kræve ny økonomisk plan af S og SF.
• at 360 graders eftersynet af folkeskolen omsættes til klare mål.
• have fokus på vækst, så den intensiveres.

Denne artikel er anbefalet af: