Det syntetiske EU-Parlament

Der har seks gange været valg til EU-Parlamentet. Den danske stemmeprocent har svinget omkring 50 pct.:

I 2004 var den nede på 47,4 pct. Det var næsten det samme som i 1979. I EU som helhed faldt stemmeprocenten fra 65 pct. i 1979 til 45,7 pct. i 2004. I 2009 faldt den yderligere til 43 pct.

Faldet skyldes især tilkomsten af mange nye lande med en vaklende demokratisk kultur. Men stemmeprocenten var nu også faldet i de gamle EU-lande. Ved det seneste valg var stemmeprocenten dog pludseligt steget til 59,5 pct. Danmark skal ikke af den grund føle sig som duks. Forklaringen på den danske stemmeprocent var, at regeringen lagde en alt andet end hastende afstemning om kønnenes ligestilling i forhold til tronfølgen samme dag som valget til parlamentet.

Denne fuldstændigt betydningsløse afstemning, som næppe får praktiske konsekvenser de næste 80 år, fik valgdeltagelsen ved EU-parlamentsvalget til at stige.

Den faldende interesse for EU-Parlamentet er paradoksal. For parlamentet har langt større betydning end før. Love om klima, miljø, arbejdsmiljø, borgernes og varernes fri bevægelighed kan ikke vedtages uden parlamentets godkendelse. Parlamentet beskæftiger sig med rundt regnet halvdelen af EU’s områder. Uden for står fortsat landbrug, fiskeri, energi, politisamarbejde, økonomisk politik og udenrigspolitik.

Stadig større magt

Interesseorganisationer og lobbyister ved, at parlamentet har betydning. Ganske vist lægger man mest vægt på at bearbejde EU-Kommissionen, men i stigende grad fortsætter man med at udøve pres, når sagerne skal behandles i parlamentet.

Parlamentet har også betydning for, hvem der sidder i EU-Kommissionen. I 1999 væltede det ganske simpelt den daværende kommission. Og i 2004 gennemtvang parlamentet en anden sammensætning af Kommissionen end den, kommissionsformanden havde tænkt sig. Parlamentet forhører tiltrædende kommissærer om deres kvalifikationer og hensigter.

Et af de spændende spørgsmål for fremtidens EU-parlamentsvalg er, om parlamentet også mere direkte vil kunne påvirke, hvem der overhovedet kommer på tale til at sidde i kommissionen. Forslag om at vælge medlemmer af parlamentet til Kommissionen har der været.

Således blev det foreslået, at Poul Nyrup Rasmussen (S) skulle være kommissionsformand. Det blev ikke til noget, men alene tanken om, at parlamentet kan blive rekrutteringsbasen for Kommissionen, udtrykker parlamentets voksende magt. Det kan nemlig gå, som det er gået med de danske ministre.

Lige siden 1848 er stadig flere ministre hentet fra vores parlament, og selv i dag er det forsvindende få, som bliver ministre ad anden vej. Og de sidste 100 år har vi - bortset fra under besættelsen - ikke haft en statsminister, som ikke udgik fra Folketinget.

Egentligt har EU-Parlamentet allerede nu større betydning for Kommissionens kvalitet, end det danske Folketing har for den danske regerings kvalitet.

Det er 35 år siden en dansk regering fik et mistillidsvotum i Folketinget. Nye ministre kan glæde sig over, at de ikke skal forhøres af Folketinget om deres kvalifikationer og hensigter. Skulle de det, ville der utvivlsomt være nogle ministre, som på grund af elementær uvidenhed om deres område aldrig var kommet igennem nåleøjet.

Diæter og rejsecirkus

Til gengæld må det også siges, at EU-Parlamentet overhovedet intet lovgivningsinitiativ har. Og så er problemet med EU-Parlamentet i øvrigt, at vi mest hører om det, når medlemmer misbruger rejsediæter. Eller om parlamentets »rejsecirkus« mellem Strasbourg (hvor hele parlamentet samles fire dage hver måned), Bruxelles (hvor de fleste udvalgsmøder holdes) og Luxembourg (hvor parlamentets sekretariat findes). ‘Glaspaladset’ i Strasbourg med 1.133 kontorer samler støv det meste af året.

Et andet problem er, at en del lande - især Berlusconis Italien, men også Sverige, Frankrig og Tyskland - møder frem med kandidater, der er rallykørere, fotomodeller, pornostjerner, tv-stjerner og entertainere. Letland har valgt en mand, som tidligere har siddet i fængsel for et forsøg på statskup.

Forfængelige danskere

Heldigvis er vi i Danmark stadig i stand til at samle mange kandidater, der ikke bare opstilles, fordi de er mediekendte. Problemerne med de danske kandidater er andre: Et af dem er, at der har været en ulykkelig tradition for, at danske medlemmer hurtigt trak sig tilbage. Nogle endda inden valgperioden udløb. Ved første direkte valg i 1979 opstillede Socialdemokratiet forhenværende forsvars- og trafikminister Kjeld Olesen. Partiet hev 22 pct. af stemmerne hjem, hvilket var pænt i betragtning af, at modstanderlisterne fik så mange stemmer. Få måneder efter sit valg susede Kjeld Olesen til København for at blive udenrigsminister. Parlamentet og dets vælgere måtte klare sig uden Olesen. Senere gjorde Henrik Dam Kristensen (S) noget lignende. Han blev valgt til parlamentet i 2004 med 92.000 stemmer, for allerede i 2006 at trække sig. Andre udholder blot en enkelt valgperiode. Det er et problem for medlemmernes gennemslagskraft. For det tager tid at lære systemet at kende og få netværk. Det tager tid også at lære at blive en effektiv modmagt til EU’s magtfulde embedssystem.

De danske medlemmer udgør ikke en samlet dansk repræsentation. Hvis man vil have indflydelse i parlamentet over for alle de komplicerede spørgsmål, så må man gå ind i en af de syv store partigrupper, der er i EU-Parlamentet. For det er uoverkommeligt for hver eneste medlem at sætte sig grundigt ind i alle komplicerede sager.

I grupperne hjælper man hinanden. Man får også tilskud til sit arbejde. Men prisen er også en vis afstemningsdisciplin. Og derfor kan man meget vel komme til at stemme for noget andet, end det moderpartiet hjemme kan lide.

EU-modstandere sejrede

Den danske EU-repræsentation er nu ellers i højere grad end før en afspejling af partiernes styrkeforhold på den nationale politiske scene. I mange år var Danmark karakteriseret ved to forskellige partisystemer, hvor det ene fungerede i Danmark, det andet i EU. Blandt andet fordi en række partier havde en indre splittelse, der gjorde dem bange for at diskutere EU. Derfor overlod de det til folkebevægelserne at komme med de klare budskaber. Alt andet lige skal det næppe beklages, at der nu er god korrespondance mellem dansk indenrigspolitik og dansk Europa-politik. Det kunne i bedste fald føre til, at partierne ikke er så bange for at diskutere EU på den nationale scene, men det må erkendes, at denne debat kun sjældent kommer til syne.

Sortseere har klaget over, at den seneste valgkamp var uinspirerende. Og tv fik skyld for at gøre den kedelig. Så galt var det ikke. Nok førte Jens Rohde (V) en valgkamp, som to tidligere formænd for Venstre så som meget reserveret over for EU. Men en række kandidater som Margrete Auken (SF), Dan Jørgensen (S), Morten Messerschmidt (DF) og Søren Søndergaard (Folkebevægelsen mod EU) førte hver på deres forudsætninger en god valgkamp. Og afslutningsdebatten i DR var informativ.

Glemmes efter EU-valg

Morten Messerschmidt fik hele 284.000 personlige stemmer på baggrund af en meget vellykket valgkampagne, blandt andet præget af markante valgplakater. Problemet med EU-Parlamentet er, at det glemmes, så snart det er hverdag.

Meningsmålingsinstituttet Megafon målte et år efter valget til EU-Parlamentet i 2009, hvor meget vælgerne kendte til de 13 politikere, som repræsenterede Danmark. Hver tredje troede fejlagtigt, at klimakommissær Connie Hedegaard sidder i EU-Parlamentet.

Næsten halvdelen troede, at Poul Nyrup Rasmussen fortsat sad i det. Men 78 pct. vidste, at Morten Messerschmidt sidder i det. Også Jens Rohde (V) og Margrete Auken var relativt kendte (63 og respektive 62 pct.). Kun syv procent af vælgerne kendte Anna Rosbach (DF). Heller ikke socialdemokraterne Britta Thomsen og Ole Christensen var for kendte (17 og respektive 12 pct.). Den dansker, der havde deltaget mest i parlamentets møder, var Christel Schaldemose (S). Hun deltog i 95 pct. af møderne, men hun var kun kendt af 22 pct. af danskerne.

Det er det alvorligste problem ved EU-Parlamentet: Forbindelsen mellem vælgere og de valgte er den tyndest tænkelige. Synlighed kommer ikke af mødedeltagelse, men af at være i Danmark og komme i danske medier. Morten Messerschmidt var den mest synlige i danske medier i valgperiodens ni første måneder. 985 gange dukkede hans navn op i søgebasen Infomedia i valgperiodens ni første måneder.

Bendt Bendtsen fik 777 medieomtaler, mens Dan Jørgensen fik 624. Anna Rosbach tog også her bundplaceringen med bare 68 medieomtaler.

Evig demokratisk manko

Det syntetiske EU-Parlament er endnu en bekræftelse på, at demokrati ikke bare kan konstrueres fra oven. Det skal kæmpes frem af almindelige mennesker, som samler sig i store folkelige partier og bevægelser. Sådan var det i dansk demokratihistorie. Og ingen kan vel for alvor forestille sig, at den historie vil gentage sig på europæisk plan. Vi har problemer nok med at holde på det demokrati, som vore forfædre kæmpede sig til.

Da Danmark kom ind i EF hed det sig, at fællesskabet skulle demokratiseres. Det havde et demokratisk underskud, det byggede i al for høj grad på teknokrati. I virkeligheden er tendensen nok så meget blevet den modsatte: Dansk demokrati er svækket og teknokratiseret. EU er dog fortsat mere moderne end det danske system ved at være endnu mere teknokratisk, elitært og uigennemskueligt. Dets demokratiske elementer er relativt svage og overfladiske. Den folkelige deltagelse nærmer sig det mikroskopiske. Men EU’s legitimitet afhænger ikke af, hvor demokratisk det er. Legitimiteten bygger på om EU ‘leverer varen’, om EU effektivt betjener os med økonomisk vækst og servicering. Vi forholder os med andre ord til EU mere, som kunder og aktionærer forholder sig til virksomheder end som medansvarlige borgere.

Svækkelsen af den demokratiske deltagelse i Danmark skyldes slet ikke kun medlemskabet af EU.

Jeg har med denne serie artikler villet vise, at globalisering, en stor og kompliceret offentlig sektor, medieudviklingen og den manglende forankring af politiske partier i store befolkningsgrupper udtynder det demokrati, som vi i det 20. århundrede håbede på.

Det 21. århundredes demokrati tegner til at blive et markedsdemokrati, hvor politikere fungerer som professionelle formidlende og mæglende sælgere mellem teknokrater og politikkunderne. Så godt de nu kan, og så længe kunderne ikke erstatter dem med andre.