I udlandet hærger en ny bølge af ligestilling. Den handler om mangfoldighed, udvidelse af kønsforståelse og plads til at realisere sig som både mænd og kvinder. Men i Danmark står vi fast i 1960’er og 70’ernes måde at tale om ligestilling på. Det konkluderer et nyt speciale fra Institut for Internationale Kultur- og Kommunikationsstudier ved Copenhagen Business School. Camilla-Dorthea Bundgaard har lavet en kvalitativ analyse af debatindlæg om ligestilling fra de store dagblade i de seneste 100 år med nedslag i 1968 og 2008 - og perspektivet er klart: Danmark er gået i stå i tilgangen til ligestilling:
»Vi fik i 60’erne og 70’erne etableret en hovedstrømning, som er blevet mainstream og har sat sig fast,« siger hun og lister en hurtig gennemgang af de to ligestillingsbølger, som er gået forud for den tredje, der hersker i udlandet nu: Første bølge, som prægede årene omkring forrige århundredskifte fokuserede på ligestilling som noget rettigheds- og lovgivningsmæssigt.
»Mange borgerlige kræfter var med og kæmpede mod de klassiske familiekønsroller, mens arbejderkvinderne også gik på barrikaderne,« siger Camilla-Dorthea Bundgaard.
Marxismen hersker
Den næste bølge tog fart i 1960’erne og var forbundet med hippiekulturen og ungdomsoprøret. Nu gik kvinderne - og mændene - i brechen for at få ret til eksempelvis ligeløn: »Man havde fået rettighederne, men ikke brugt dem endnu. Så dengang søgte man ligestilling de facto.« Camilla-Dorthea Bundgaard pointerer, at sprogbrugen faktisk ikke benyttede sig af begrebet ligestilling, men handlede om mænd og kvinder og deres rettigheder.
»Og der var tale om et mangfoldigt kvindebegreb. Der var blandt andet den hjemmegående og den udearbejdende kvinde. Og så var der de, der kæmpede for kernefamiliens status - dem ser vi ikke mere.«
Camilla-Dorthea Bundgaard peger samtidig på, at ligestillingsdebatten på det tidspunkt var præget af en marxistisk/socialistisk tilgang.
»Det handlede om, at man skulle få øjnene op for samfundets uretfærdigheder - folk skulle gøres fri af den falske bevidsthed.«
Staten skal styre
Og det er samme tilgang til ligestillingsdebatten, som vi ifølge afhandlingens forfatter lider under i dag, hvor vi har en fasttømret forståelse af både ligestilling og køn.
»Ligestilling har fået en fast definition i dag, som handler om lige repræsentation. Det handler om kvoter i bestyrelser og øremærket barsel til mænd,« siger hun.
I dag forventer vi, at staten skal styre os i den rigtige retning.
»Det er, som om vi bider os selv i halen, når vi nu igen er tilbage ved, at loven skal definere ligestillingen.«
I USA er der gang i en ligestillingsdebat, hvor queerbegrebet vinder frem, og hvor prosexfeminismen - altså kvinden som seksuelt subjekt - er langt mere udbredt.
Det ses blandt andet i tv-serien Sex and the City og hos prostituerede, der vil tage ansvar for egen krop og eventuelt aggressivt tjene penge på den uden at blive set som ofre.
Men i Danmark roder forsat vi ifølge Camilla-Dorthea Bundgaard forsat rundt i en offergørelse af kvinder. Eksempelvis når det drejer sig om seksuelt betonede reklamer, hvor feministerne typisk går til angreb.
Men hun ser dog også tegn på nybrud med mænd, der tager bladet fra munden, debatterer maskulinitetsbegrebet og tager afstand fra kvinders dominans.
Også Enhedslistens Queerudvalg ser Camilla-Dorthea Bundgaard som eksempel på, at nye definitioner af ligestillingen spirer.
»Men hverken de eller de vrede mænd er endnu etablerede stemmer i den offentlige debat,« siger hun og uddyber det negative ved at have en så fastlåst definition af feminisme og ligestilling.
»Man går glip af mangfoldigheden. Når noget bliver en etableret diskurs, ligger der en ideologisk magt, som skal udfordres, hvis ikke man vil komme til at undertrykke dem, der bliver det, ved at man ser verden gennem en bestemt slags briller.«
Camilla-Dorthea Bundgaard betoner, at hendes speciale ikke tager udgangspunkt i en bestemt feministisk gren, men går til teksterne uden et feministisk metodisk/teoretisk grundlag. Hun runder af med et citat af Goethe:
»Følg den, der søger sandheden. Flygt fra den, der har fundet den.«
Kommentarer
Spændende læsning. Det her åbnede mine øjne for nogle ideologiske strømninger jeg ikke havde set. At det var noget galt med debatten, det kan enhver se.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det lader til at Camilla-Dorthea Bundgaard ikke har gjort sit arbejde med sit speciale godt nok.
Der er masser af feminister, både kvindlige og mandlige, der kræver fuld ligestilling for begge køn. Som kræver at privilegier og pligter ikke hænges op på køn.
Desværre forsvinder de argumenter ofte i debatten da “hardcore” debattørerne stadig mener at kvinde- og kønskamp foregår på samme måde som i 70erne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hvis feminismen virkelig trænger til at være så inkluderende, så venter jeg stadig på at se et af den slags modelbilleder, der viser en kvinde der IKKE har selvsiddende rundstykkebryster og maveskind som en teenager.
I det mindste har hende her kønshår … pas nu på, søde billedredaktør. Du kunne ødelægge nogle af drengerøvenes fantasier om hvordan rigtige kvinder ser ud.
Det er lidt pinligt - men jeg havde faktisk slet ikke bemærket billedet af den nøgne kvinde. Nå, jeg er sgu nok ved at blive gammel. Eller også trænger jeg til nye briller. Hvilket jo kan hænge sammen.
Men hun er da meget pæn.
Det har altid undret mig, hvorfor de danske medier altid trækker 70’er-feminister og puritanere af stalden i forbindelse med feminisme, når der faktisk er et rigt og sprudlende queer-feministisk miljø - i hvert fald i København - som har så meget mere at byde på.
Rasmus U.P.
Det er klart fordi at de danske feminister der sider på ordet, så godt som alle er dinosaurere på ca 60 år.
Men tag nu at vågn op og se ud over KBH, Feministerne er repræsenteret af Dansk Kvindesamfund og K4F, hvor sidstnævnte er højreorienterede med grene langt ind i DF
Og det er de iøvrigt også langt hen af vejen i DKS selvom de ikke er nær så slemme. Et godt eksempel er Lone Nørgaard, medlem af DKS, og det højreekstremistiske Giordano Bruno Selskab.
Rasmus, måske er det en god ide at hente dine informationer fra andet en nattelivet i KBH ;-) Mvh
@Hans: Din første sætning er jeg enig i - det er i meget høj grad én bestemt type feminisme/feminister, der får lov til at definere ordet i den danske presse. Min pointe er, at der findes mange andre slags feminister - og også i Danmark - og det ærgrer mig, at medierne aldrig lader dem komme til orde.
Derfor forstår jeg heller ikke din anden sætning. Min pointe er ikke, at der ikke findes højreorienterede feminister, men at disse udgør alt for meget i mediebilledet, og at man også burde høre de mere progressive feminister.
Rasmus
Det er ikke så meget et spørgsmål om hvem medierne lader komme til ordet, men mere hvem der selv tager ordet.
Som så ofte før, er det hovedsageligt ekstremister der tager ordet, men ikke altid, som artiklen også vidner om. Håber det besvarer spørgsmålet.
@Hans: Du vil stå dig godt i at holde dig fra nedladende personlige bemærkninger på områder, som du ikke ved noget om.
Naturligvis,… hvad tænker du på? at du henter din viden fra forkerte steder?
Hvis du er i tvivl om hvorfor du ikke har forstået modstanden til feminismen i sin danske form, så kan jeg forsikre dig for at det ikke er ment nedladende, men du er nødt til at forstå sammenhængen, siden du selv undre dig.
Danske feminister er utroligt upopulære, og du må vide at dem der tager ordet stort set er dem med politisk magt.
De andre, og langt mere moderate feminister, har mere travlt med deres eget liv end at deltage i den politiske debat..
Der kan ikke blive ligestilling mellem kønnene, så længe der er seksuelle magtspil i relationen mellem dem. Den seksuelle magt er en Herre/Slave dialektik - der vil altid være en undertrykker og en undertrykt, uanset rollefordelingen.
Ægte kønsligestilling, og ikke blot den materielle, forudsætter et brud med den kønslige identitet til fordel for en højere form for spirituel identitet.
Den ligestillede, frigjorte forførerske er ikke bare en illusion, det er en ‘Contradiction of Terms’.
Ægte ligestilling mellem kønnene kan kun opnås, den dag kvinden ser sig selv som ligeværdig, og holder op med at søge mandens bekræftelse, anerkendelse, beskyttelse, kærlighed og sympati - gennem alle former for prostitution, i tanke, ord og handling.
Med andre ord, bliver helt åndeligt uafhængig.
Kvindens underkastelse starter i det øjeblikket hun lærer ordet ‘Far’, og følger hende langt oppe i livet.
Dette er en af de mest ejendommelige og tankevækkende aspekter ved kvindekønnet; at hun har dette næsten medfødte krav på opmærksomhed og anerkendelse - og det dør aldrig helt. Denne dybe drivkraft bliver bestemmende for ikke blot hendes forhold til mænd, men for alle aspekter af hendes liv fremover.
Heri ligger den egentlige frigørelsesbestræbelse for kvinden, og det er en rejse, hun kun selv kan foretage.
Det er dybest set en åndelig rejse.
Al anden frihed vil følge af denne, som hendes skygge, herunder ægte respekt fra manden.
Undskyld kære søstre - det ER en generelisering, jeg ved det - og den har naturligvis sine undtagelser. Men den er forbløffende almentgældende. /O
Jeg skylder måske lige, for symmetriens skyld, at tilføje, at manden på sin side er lige så undertrykt som kvinden - og for ham er det begæret, der gør ham ufri.
Hele kønsdebatten handler i virkeligheden blot om en enkelt ting, når den dekonstrueres til bunds - Sex. /O
Olivier:
Du gentager faktisk ord til andet tidlig70ernes feminister - at frigørelse har man enten inde i hovedet, eller også har man den slet ikke. Og jeg er gammel nok til at kunne huske det ;o)
Men det er jo uendelig mere ‘sexet’ at klynke over kvoteringskrav og barsel, samt over at kvinder overhaler mænd på uddannelsesområdet.
Med Bourdieus vokalbularium er der et “felt” hvor kvinder adskiller sig fra mænd, ved at besidde en kapital som de altid har forstået at udnytte og det synes jeg de skal fortsætte med. Feltet er trekantet.
Og kvinder holder meget af mandebevægelsen.
Bare den er rytmisk.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Olivier Goulin
Et friskt og interessant pust i ligestillingsdebatten. Vi beskæftiger os alt for lidt med hvilke forskelle der møder kønnene i de identitetsskabende midler der stilles til rådighed -lige fra dag 1 og videre op igennem børnehave, folkeskole etc. Anerkendelsen falder stadig forskelligt i dagligdagen alt efter hvilket køn du er.
Min (løse og generaliserende) påstand: piger får stadig ros for at være søde, kønne og venlige (det de ER), mens drenge får ros for at være seje, dygtige og stærke (det de KAN).
Men når du siger:
“Ægte ligestilling mellem kønnene kan kun opnås, den dag kvinden ser sig selv som ligeværdig, og holder op med at søge mandens bekræftelse, anerkendelse, beskyttelse, kærlighed og sympati - gennem alle former for prostitution, i tanke, ord og handling.”
da kan jeg lige så vel se det modsatte billede for mit indre blik: nemlig endeløse rækker af mænd, hvis evige karriere -og præstationsræs ligeledes kan ses som udtryk for at søge KVINDENS bekræftelse, anerkendelse, beskyttelse, kærlighed og sympati.
Men jeg mener ikke at problemet ligger i det at man har brug for kvindens/mandens/de andres bekræftigelse - jeg er vist ikke kommet længere i min åndelige udvikling, end at jeg stadig tror at alle mennesker har brug for den slags- men den store forskel ligger i, hvorledes man søger den bekræftigelse. Og der synes jeg det er ganske væsentligt at diskutere værdien af de ting man gør for at søge anerkendelse.
Det at sidde og spille guitar i 5 timer hver dag, kan sagtens være påbegyndt fordi man ønsker anerkendelse og opmærksomhed fra pigerne på efterskolen -men om end det er motivationsfaktoren, besidder det stadig en værdi i sig selv. Omvendt, så kan jeg ikke se, hvordan det at gå op i sit udseende besidder en værdi ved siden af den bekræftigelse man får ud af det (det kan selvfølgelig sagtens være tilfældet, hvis man ønsker at være make-up artist eller frisør, men det er bare vigtigt at det enkelte menneske reflekterer over hvorvidt det har en selvstændig værdi).
Mange mænd går op i deres udseende, og mange kvinder spiller guitar, men uanset hvor meget anerkendelse en kvindelig guitarist får fra musikerkredse, da er det begrænset hvor brugbart det er i den seksuelle relation til en mand -hvor det omvendt er meget brugbart for en mand i den seksuelle relation til en kvinde (idet det er attraktivt at være dygtig og anerkendt).
Og hvis vi går ud fra, at både mænd og kvinder ønsker bekræftigelse fra det modsatte køn (eller det samme køn, men det vil jeg ikke lige inddrage i denne teori), samt at ønsket om denne bekræftigelse kan fungere som en motivationsfaktor for at gøre eller undlade at gøre visse ting, da vil jeg mene, at mænd i højere grad motiveres til at gøre ting der besidder uafhængig værdi, end kvinder gør.
Og det er da snyd;-)
Men igen, det er jo kun snyd ud fra min egen prioritering af værdier. Man kunne lige så godt vende den om og sige det er snyd, at mænd i højere grad motiveres til at blive topchefer på knappefabrikker eller det der er kedeligere, frem for at se deres børn vokse op, og skabe et tæt forhold til dem.
Uanset: jeg tror ikke at kvinders bekræftigelses- og anerkendelsestrang er større end mænds. Problemet er, at de midler, der skal tages i brug for at opnå denne bekræftigelse, ikke er lige så mangfoldige og udfordrende for kvindernes vedkommende som for mændenes.
Denne kommentar er anbefalet af:
Dana Hansen
Og kvinder holder meget af mandebevægelsen. Bare den er rytmisk.
Ha ha - Okay, min oplevelse er at den gerne må svinge i tempi, og gerne variere over et tema eller flere ;-)
Hans Hansen:
Jeps. Men at svinge mellem 8/16 og 5/7 i samme trope duer ikke ;o)
Det lyder da meget interessant, det speciale, bortset fra at konklusionen lyder som lidt tam dekonstruktivisme: vi har en dominerende diskurs om kønspolitik, som undertrykker de andre muligheder, der kunne findes, for hvordan man kunne se herpå.
Hvis nu det er rigtigt, kan man spørge, hvad vi skal sætte i stedet, når nu den her dominerende diskurs ikke er sagen, men her er svaret “mangfoldighed” jo sådan set et ikke-svar, for det fjerner ‘vi’et fra spørgsmålet, og vil ikke fordre nogen noget. Det vil ikke foreslå hvad det er, der kunne være en bedre måde at forstå og bedrive køn, ligestilling og feminisme på.
Specialet er sikkert mere nuanceret end som så, men i artiklen fremstår det som om det skriver sig ind i en efterhånden dominerende tradition for at den største dødssyn, man kan begå er at foreslå en anden at et eller andet skulle være bedre end noget andet.
Lider vi mest under dominerende diskurser, vi ikke kan tænke udenfor, eller mere under at vi konstant må ‘omtænke’ og ‘aftænke’ det vi troede på - som børn, forrige år, i sidste uge?