Desværre må man oftere og oftere håbe på, at den politik, der vedtages på Christiansborg, ikke virker. Det gælder eksempelvis den beskæring af børnepengene, som blev vedtaget af Dansk Folkeparti og regeringen med den såkaldte genopretningsplan. Hvis politikken virker, er det ikke genopretning, men tværtimod økonomisk afsporing.
Det største langsigtede økonomiske problem for de fleste rige lande er det alt for lave fødselstal. Det er ikke blot et spørgsmål om forsørgerbyrde. På langt sigt er der tale om, at befolkningerne uddør. Det skal tages helt bogstaveligt, og det kan gå hurtigt.
Hvordan skal man føre økonomisk politik i et land som Japan, hvor befolkningstallet risikerer at falde til 1/3 inden udgangen af dette århundrede?
Det er helt paradoksalt, at Dansk Folkeparti står bag indgrebet. For det eneste alternativ til højere fødselstal er massiv indvandring. Og man skal langt væk for at finde den. Befolkningen i Polen og Rusland uddør før den danske. I lande som Tyrkiet, Algeriet og Tunesien er det også ved at være slut med, at befolkningen kan reproducere sig selv.
Gode vilkår
Skandinavien er lidt af en oase, hvor fertiliteten er pænt over det europæiske gennemsnit, fordi børnefamiliernes vilkår er bedre tilpasset nutidens behov. Men fertiliteten er ikke høj nok.
De attraktive vilkår for børnefamilier i Skandinavien er også en styrke i forhold til globaliseringen. Såfremt økonomiske incitamenter betyder noget for højtuddannedes tilbøjelighed til at flytte, så er det vilkårene for de unge alias børnefamilierne, man skal fokusere på, langt snarere end skattetrykket. De midaldrende render ingen steder.
Set i et økonomisk perspektiv er der mange problemstillinger, der ændrer sig. Befolkningens holdninger halter også bagud på dette punkt. Faktisk er børnepengene den eneste ydelse, som et flertal af vælgerne går ind for at gøre behovsprøvet, så det afhænger af indkomsten. Jeg plejer at fortælle mine studerende, at det vil aldrig blive vedtaget. Men det bygger naturligvis på den antagelse, at beslutninger er nogenlunde rationelle.
For på Christiansborg har man været optaget af at sænke skatten af den sidst tjente krone. Og bliver børnepengene behovsprøvede, svarer det præcis til at indføre en højere marginalskat målrettet mod børnefamilierne. Som ret beset er den vigtigste gruppe, man kan håbe på at vride noget mere arbejde ud af ved at sænke skatten.
Set i et økonomisk perspektiv vil vi gerne have velfungerende familier til at få mange flere børn. Disse familier er gennemsnitligt ganske velstillede. Sat på spidsen er det den bedste investering for samfundet at få forholdsvis rige familier til at få mange flere børn.
Alle børn tæller
Fordi man i Danmark giver børnetilskud som tilskud, kommer man let til at spørge, om de velstillede nu også har behov for pengene. I mange andre lande giver man tilskuddet helt eller delvist via fradrag.
Egentlig er tilskud via fradrag langt mere naturligt. F.eks. kunne man overføre børnenes personfradrag til forældrene. Det ville i øvrigt i statistiske fremstillinger sænke både det danske skattetryk og de offentlige udgifter med knap en procent af BNP. Og diskussionen, om folk havde behov for pengene ville aldrig opstå.
Men alle børn tæller. Derfor er det i mange lande almindeligt, at man hæver beløbet pr. barn for barn nummer tre, fire, fem osv. Dels fordi det (trods stordriftsfordele) bliver sværere og sværere at klare med en almindelig indkomst. Men også fordi et pænt stort antal tre-, fire- og mangebørnsfamilier er nødvendige for at opretholde folketallet. Nogle får ingen børn, andre kun ét, og man skal op omkring 2.1, før der er balance.
Det skal medgives, at servicesiden - daginstitutioner - også betyder meget, og at man her har søskenderabat. Men kontanterne tæller også.
Det afgørende her er perspektivet: Det socialpolitiske perspektiv på børnefamilier må suppleres med et økonomisk perspektiv. Det kræver et andet sæt briller. I dansk politik ser det for øjeblikket ud til, at man har smidt alle brillerne væk.
Kommentarer
Jeg syntes det er smadderirriterende, at den slags artikler ikke borer lidt dybere i befolkningsproblemerne, men stort set holder sig til de kendte banaliteter. Jeg finder, at Information bør stramme kravene til de analytiske aspekter i den slags artikler og indlæg.
F.eks.
Hvorledes er befolkningsssituationen generelt på globalt plan og i Europa?
Er der sammenhæng mellem befolkningsantallet (antal og den enkeltes forbrugspres kombineret) og bæredygtigheden?
Er det en rimelig forudsætning, at befolkningerne skal vokse/holdes uændret?
Er det god overlevelsespolitik for arten, at befolkningstallet nedsættes, både på globalt plan, men også i regioner og lokalområder?
Hvordan er det bedst (mindst blodigt) at regulere et befolkningstal, hvis det viser sig nødvendigt af hensyn til energi- og fødevaresituationen (bæredygtigheden). Ved tilgangen eller ved afgangen?
Er det et problem, at befolkningstallet i Japan (og mange andre steder) ender på 1/3 af, hvad det er i dag, således at japanerne i højere grad kan basere deres tilværelse på lokale ressourcer og i mindre grad trække på andre landes ressourcer?
Er det et problem, at professorer ved landets højere læreanstalter ikke stiller de relevante kritiske spørgsmål?
I øvrigt finder jeg, at de danske børn skal have muligheden for at vokse op under de bedst mulige forhold, men det er ikke sikkert at dette kan garanteres ved en befolkning på - lad os sige 10 millioner.
Eller hvad?
Denne kommentar er anbefalet af:
Erik Rolfsen Nissen
Du har ret i ,at Jørgen Goul godt kunne ha´ gået længer ned i problemstillingerne , men det tillod spalte pladsen nok ikke. I mine øjne er det godt at Information giver spalteplads til disse sager , så må vi bare håbe at der kommer flere uddybende artikler.
Men Jørgen Gouls klumme vise bl.a., at Hjort Frederiksen i sin kritik af SF s forslag om bedrede forhold til børnefamilier er ude på tynd is.
Børnefamilier?
Er de ikke skilt allesammen?
Skulle man ikke fokusere på de egentlige samfundsforhold dr eksisterer, så tag over hovedet, barnets tarv, forældernes hverdag i en splittet hverdag tages alvorlig, i stedet for at lade som om den viktorianske periode stadig er en politisk virkelighed.
Børnefamilier, hvor er de, for der er altså ikke mange tilbage af dem.
Jeg er også gevaldig træt af at høre at det faldende fødselstal skulle betyde øget forsørgerbyrde og at befolkningen uddør.
Det er jo ikke reelle problemer. En ændret demografisk fordeling mellem gamle og unge er noget vi kan løse med menneskelig snilde og interaktion. F.eks. var der jo forleden en artikel i nærværende dagblad om en kommune, der sætter gamle i stand til at klare sig selv, i stedet for at opgive dem så snart de fejler det mindste.
At befolkningen uddør behøver ikke at være noget problem, der er masser af mennesker i verden. Desuden står Danmark, ligeledes på langt sigt, overfor at blive formindsket ved de kommende havstigninger, så det er kun en fordel hvis vi er færre. Skulle vi gå hen og blive skyllet helt over, kan vi såmænd passes ind på et areal nord for San Fransisco…
Glem ikke at det faktisk også er dyrt for både samfundet og forældrene at have børn. Vores mål bør være, at de børn der rent faktisk bliver født får optimale betingelser. Skide være med dem, der IKKE bliver født.
I stedet for at se enhver forandring som en krise, så se den som en mulighed, for at finde på nyt, forbedre levevilkår, give naturen mulighed for at restituere sig, bygge bedre og smukkere boliger i stedet for flere osv.
Denne kommentar er anbefalet af:
Der er forudsigelser om, at verdens befolkning når 9 milliarder mennesker år 2050 og 12 milliarder mennesker år 2100.
Hvor mange mennesker er der ideelt set plads til i Danmark, hvis vi skal have rimelige pladsforhold ( lejligheder, parcelhuse, natureservater o s v) til at alle kan leve en god tilværelse ?
Hvis vi hæver pensionsalderen i takt med, at vi “holder længere” som følge af bedre sygdomsbekæmpelse og forebyggelse , så mindskes behovet for nytilgang i nogen grad.
Og er det helt umuligt at forestille sig en ekspanderende produktivitet/økonomi på et forsvarligt bæredygtigt niveau i et land med en vigende befolkning ??.
Enig i, at det er værdifuldt at få socialt velfungerende par til at få flere børn - og man bør undgå, at nogen gør det til en “levevej” / livsstil at producere en masse børn på stribe.
Ja, og hvad med klimaet ? :-)
Kina står ligeledes overfor et ældreboom, når deres etbarns politik slår igennem om nogle årtier, mens Indien på det tidspunkt overhaler Kina med antal indbyggere.
Omkring Danmark og børn, så skal familierne nok få de børn som de ønsker, hvis skatter mm. ikke begrænser friheden til at disponere over sit liv.
I en klumme 11. april reflekter Jørgen Goul Andersen over vilkårene for børnefamilier i lyset af det faldende børnetal.
Som bekendt er økonomer ved at pisse i bukserne over det faldende børnetal, for en faldende befolkning i dag giver finansierings- og velfærdsproblemer i morgen. Imidlertid er der jo ikke ret længe til i morgen, og der er desværre mørke skyer i glaskuglerne, som langt overgår det aktuelle skattetryk og børnecheck.
Hvis vi ikke løser verdens miljøproblemer, så er masse-epidemier som følge af en overbefolket globaliseret verden overhængende, ligesom vandmangel og hungerkatastrofer som følge af klimaændringer og manglende ressourcer i f.eks. verdens fosforbeholdninger. En mia. mennesker har allerede i de sidste 50 oplevet hungeren dagligt, og hvis det problem skal løses ved stigende velstand også i den del af verden, så kommer der yderligere pres på ressourcerne, som ikke kan løses med verdens nuværende befolkning, og slet ikke med den, som vi risikerer at have om 50 år. Hvis befolknings-, miljø- og ressourceudviklingen fortsætter (og der er ingen tegn på det modsatte), så vil rigtig mange mennesker opleve en pinefuld død undervejs. Hvilken katastrofe, der er værst, ved jeg ikke, og den ene udelukker jo heller ikke den anden, men den eneste løsning, der forekommer mindre pinefuld end de andre, der er et faldende børnetal, og især faldende befolkning i den mest ressourcefrådsende del af verdens befolkning. Og her hører Danmark som bekendt til i det absolutte top. Det faldende børnetal i en række ressourceforbrugende lande er i øjeblikket det eneste lyspunkt i klodens udvikling, som man kan klamre sit håb for fremtiden til. Og lad ikke fagøkonomer slukke det lys ved at opfordre til øget børnetal, for det er blot som at væde bukserne for at holde varmen. Det varer som bekendt kun kortvarigt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Christian Larsen skriver “Omkring Danmark og børn, så skal familierne nok få de børn som de ønsker, hvis skatter mm. ikke begrænser friheden til at disponere over sit liv.”.
Sikke da noget liberalistisk pis. Hvorfor skal det dog være overladt itl den enkelte børnefamilie at finde egnede pasningsmuligheder. Løsningen må være at vi alle solidarisk betaler via skatten til de bedste daginstitutioner og skoler.
Da mine børn var små, var der gentagne besparelser på daginstitutionerne, med det resultat at børnene blev sygere, mere stressede og fik høretab af at være presset alt for mange sammen på for lidt plads.
Nu om dage er der “lukkedage” osv., så børnene ikke en gang oplever hvordan det kan være at have det hele for sig selv, bare engang imellem.
Jeg vil ikke råde nogen til at få børn under de omstændigheder.
En temmelig afsporet tankegang, efter mine principper, at folk skal føde børn af hensyn til økonomien.
Børn, som midler.
Man får uvilkårligt associationer til Nazityskland, hvor kvinder skulle føde børn for at forsyne de væbnede styrker med soldater.
En meget grim tankegang, som Goul Andersen her giver udtryk for.
“Set i et økonomisk perspektiv” skal folk have mange børn. Børn skal sgu ikke ses i et økonomisk perspektiv, men et menneskeligt.
I øvrigt er tankegangen også økonomisk forkert, for selvfølgelig kan samfundet omstilles til også at fungere med en mindre befolkning, måske endda bedre. Det har været muligt tidligere, og det er det naturligvis stadigvæk.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hans Jørgen Lassen skriver –”“Set i et økonomisk perspektiv” skal folk have mange børn. Børn skal sgu ikke ses i et økonomisk perspektiv, men et menneskeligt.” – Sådan kan Klummen vel også udlægges. Det er da menneskeligt i mine øjne at give børn gode opvækst vilkår med god skolegang , sundhed osv. Med fx. OVKs tanker om hold opdelinger på over 28 børn virker da mere som økonomitænkning end menneskelige.
Dorte,
Goul Andersens artikel handler ikke om antallet af børn i skoleklasserne. Den handler heller ikke om skolegang i det hele taget eller om sundhed.
Den handler om fødselstallet.
Hans Jørgen Lassen
J a der står meget om fødselstal, men der står bl.a. også - ” De attraktive vilkår for børnefamilier i Skandinavien er også en styrke i forhold til globaliseringen. Såfremt økonomiske incitamenter betyder noget for højtuddannedes tilbøjelighed til at flytte, så er det vilkårene for de unge alias børnefamilierne, man skal fokusere på, langt snarere end skattetrykket. De midaldrende render ingen steder.” – bare som et eksempel hvor skolegang, sundhed mv. kommer ind.
Selvfølgelig skal børnepenge ses i et økonomisk perspektiv, ligesom dagpenge og andre ydelser. Det er jo ikke for folks blå øjne skyld at man har indført det! Jørgen Goul har jo da ret i at når man ser på regeringens overordnede politik og især på DFs, så er det da mærkeligt, at man konstant forringer forholdene for børnefamilierne. Klimaproblemer og deslige er selvfølgelig og kommer til at være et problem, men for Venstre og DF som tror på den ubegrænsede vækst og kapitalismens ubegrænsede evne til at løse alt, der burde overvejelser om jordens begrænsede ressourcer jo ikke betyde noget.
Jeg deler manges kritik af JGAs artikel, men vil ikke undlade at sprede det gode budskab, som jeg kan se, at der er flere der ikke har hørt. Jeg ved godt, at det ikke er den rolle, jeg plejer at spille, men her er budskabet:
Population Isn’t The Problem
By Fred Pearce
13 July, 2010
Grist.org
A green myth is on the march. It wants to blame the world’s overbreeding poor people for the planet’s peril. It stinks. And on World Population Day, I encourage fellow environmentalists not to be seduced.
Some greens think all efforts to save the world are doomed unless we “do something” about continuing population growth. But this is nonsense. Worse, it is dangerous nonsense.
For a start, the population bomb that I remember being scared by 40 years ago as a schoolkid is being defused fast. Back then, most women round the world had five or six children. Today’s women have just half as many as their mothers — an average of 2.6. Not just in the rich world, but almost everywhere.
Læs selv resten af artiklen, den er meget interessant. Fred Pearce er en af Storbritanniens mest respekterede miljøjournalister, med et stort bagkatalog.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kapitalistiske produktionsforhold og kapitalistisk over(flødigheds)produktion er hvad vi, i klimamæssig sammenhæng bør bekymre os om.
Selvfølgelig ikke kun kapitalistisk overproduktion, men også kapitalistisk overkonsumption.
Hans Jørgen Lassen
“En temmelig afsporet tankegang, efter mine principper, at folk skal føde børn af hensyn til økonomien.
Børn, som midler. ”
Sådan var det i bondesamfundet og sådan er det under kapitalismen, men sådan behøver det ikke at være. Befolkningsnedgang fra et højt niveau er, så længe det ikke skyldes krise, krig og epidemier, såmænd en udemærket ting, især for de andre organismer, som vi deler denne klode med. Det er skammeligt, at disse ikke får mere plads i deres egen ret.
Denne kommentar er anbefalet af:
Hans Jørgen Lassen
“…En temmelig afsporet tankegang, efter mine principper, at folk skal føde børn af hensyn til økonomien.
Børn, som midler.
Man får uvilkårligt associationer til Nazityskland, hvor kvinder skulle føde børn for at forsyne de væbnede styrker med soldater….”
Vi kaldes “human resources”, Lasse. Human resources…
Der fødes simpelthen for få børn i landet til at opretholde befolkningstallet, og her har VKO skudt sig selv i foden.
Indvandring er i øvrigt ikke en løsning. Bortset fra at det ville lede til kollektivt, kulturelt selvmord taber det danske samfund penge på indvandring, især fra den islamiske verden. Og det en masse.
Derudover er Danmark som sådan på ingen måde overbefolket. Ja, bortset fra lige HT-området ville jeg kalde landet underbefolket …
Hvorfor faen skal befolkningstallet opretholdes?
Denne kommentar er anbefalet af:
René Jansen:
“Vi kaldes “human resources”, Lasse. Human resources…”
Indtil man ikke længere er nyttig. Så omtales man i pluralis som “ældrebyrden”.
I det mindste bør man vel glæde sig over, at lige på de områder, er sprogbruget ærligt, og fritaget for de sædvanlige eufemismer?
Hvis man vil gøre noget godt for kommende generationer, bør man sikre dem, at de få mere plads, har nok ressourcer til at kunne leve et værdigt liv og at de får en chance for at kunne tackle miljø problemer o.a., som de får i arv fra deres forfædre.
På global skala, vil det være godt, hvis fødselstallet røg så langt ned, at antallet af mennesker på jorden på sigt kunne stabilisere sig omkring de 2 mia.
Det eneste andet bæredygtige antal personer på kloden er nul. Vælger man ikke det første, skal det på sigt nok ende med det andet. Det skal naturen nok sørge for.
Denne kommentar er anbefalet af:
Goul Andersen skriver:
det eneste alternativ til højere fødselstal er massiv indvandring.
Næh, jeg kan uden videre komme i tanke om et andet alternativ: mindre befolkning.
Andersen går simpelthen ud fra som et ubestrideligt dogme, at befolkningstallet skal bevares. Hvorfor dog det? Han giver ikke selv en eneste begrundelse for dette dogme.
Man kunne spørge i denne sammenhæng: hvem har glæde af et højt fødselstal? Forældrene? Næppe. Børnene? Heller ikke?
Men kapitalisterne så måske? Jo, givetvis. Men folk skal sgu da ikke føde børn for at skaffe forbrugere til glæde for kapitalisterne.
Denne kommentar er anbefalet af:
Enig, Hans Jørgen.
Albert Bartlett gav på et tidspunkt en åben opfordring til verden, som det endnu ikke er lykkes nogen at finde noget svar op.
“Can you think of any problem in any area of
human endeavor on any scale, from microscopic to global, whose long-term solution is in any demonstrable way aided, assisted, or advanced by further increases in population, locally, nationally, or globally?”
Måske Jørgen Goul Andersen kunne formulere et rationale for sin tese? Det skulle så rigeligt række til hæder, berømmelse og sikkert også en Nobel-pris, var det skulle lykkes, da det endnu ikke er lykkedes nogen anden.
Denne kommentar er anbefalet af:
Det største langsigtede problem for de rige lande er alt for høje lønninger.
@Hans Jørgen Lassen,
Danmark er jo ikke ligefrem overbefolket, og hvis man dels skal sikre en tilstrækkelig befolkning til at samfundet har eksempelvis de nødvendige kulturinstitutioner, og en befolkningspyramide er der er af en form, så få voksne ikke skal forsørge en alt for stor ældrebyrde, så må børnetallet op.
København er en ikke særligt stor storby, og jeg ville aldrig kunne trives i en lille by som Århus. Hvis dine ønskedrømme om en mindre befolkning gik i opfyldelse ville rigtigt mange danskere, med smag for storbylivet, migrere til Berlin eller London …
Heinrich R. Jørgensen:
“…Indtil man ikke længere er nyttig. Så omtales man i pluralis som “ældrebyrden”.
I det mindste bør man vel glæde sig over, at lige på de områder, er sprogbruget ærligt, og fritaget for de sædvanlige eufemismer?…”
*GG*
Spøg til side og ærligt talt; ja. Selv de grovkornede sandheder er ofte bedre end bekvemme løgnehistorier.
Per Erik,
i den såkaldte “guldalder” i Danmarks historie, 1800-1850, androg Københavns befolkning bare omkring 100.000. Men kulturen blomstrede som aldrig før eller siden.
Der kunne man i København, til tider på gaden, møde Søren Kierkegaard, H.C. Andersen, Niels W. Gade, og masser af andre store kulturpersonligheder.
Kulturniveauet afhænger ikke af antallet af indbyggere.
Men du mener åbenbart, at folk bør føde en masse børn - for at du kan få dine kulturinstitutioner? Det var dog en skammelig tankegang.
Efter Den Sorte Død, steg livskvaliteten for almindelige personer markant. Der var ikke længere et massiv overskud af personer, og de overlevende fik langt bedre muligheder for at fravælge de mest horrible og fornedrende forhold.
Jo flere mennesker, des mindre er hvert enkelt menneske værd. I global skala er anonyme menneskeliv stort set nul kroner værd.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Hans Jørgen Lassen,
Jeg mener at befolkningstallet skal opretholdes, og ikke alle bryder sig om at bo som »bonderøven«.
@Heinrich R. Jørgensen,
Og jeg er altså storbybo, og ville hellere flytte til Berlin end Århus. Antallet af jyder der flytter til København synes at indicere, at rigtigt mange jyder også foretrækker storbyen.
Jamen, Per Erik, så må du jo gøre en indsats for at opretholde befolkningstallet.
Du kan dårligt forlange, at andre skal gøre det for dig.
Per Erik Rønne:
“Og jeg er altså storbybo, og ville hellere flytte til Berlin end Århus”
Det vil de fleste sikkert.
Iflg. din jo-flere-des-bedre tese burde du overveje at flytte til storbyer i Kina eller Indien. Berlin, Paris, London og New York er alle dværge i sammenligning.
Per Erik Rønne:
“Og jeg er altså storbybo, og ville hellere flytte til Berlin end Århus”
Det siges, at Stockholm er Skandinaviens pendant til Venedig, og Oslo er Skandinaviens pendant til Århus.
@Hans Jørgen Lassen,
Nu er det vist ikke op til en enkelt person at få fertiliteten op på et passende niveau.
@Heinrich R. Jørgensen,
Jeg har ikke en jo-flere-des-bedre tese, og synes faktisk at der er byer der er for store. 25 millioner indbyggere i én by virker overdrevent.
Men Danmarks eneste storby har altså under 10% af det antal … og kun over 2 millioner hvis vi regner København Øst, Malmø, med …
@Heinrich R. Jørgensen,
Hvor langt tilbage vil du egentlig? Til små købstæder og landsbyer som de kendtes i middelalderen?
Til små landsbyer som de kendtes i jern- og bronzealder?
Eller til bygder som de kendtes i stenalderen?
Per Erik,
jeg kan faktisk godt lide storbyer, og har boet i flere.
Jeg taler ikke om at vende tilbage til nogen fortid — jeg taler alene om at færre mennesker vil betyde at menneskeliv vil stige i værdi.
@Heinrich R. Jørgensen,
Det er da rigtigt at der er lande der er overbefolkede, men det gælder alts mildest talt ikke Danmark.
Per Erik Rønne er en mageløs demagog. Det eneste han har styr på er sine egne fordomme.
Per Erik Rønne
Hvor mange lande på kloden har en større befolkningstæthed end Danmark? Selv har jeg ikke undersøgt det for nylig, men jeg kan garantere dig, at du vil blive forbavset over resultatet af din research. Mod fordomme og endimensionalister kæmper selv guderne forgæves.
Hvis vi nu vender tilbage til selve artiklen:
Hvordan skal man føre økonomisk politik i et land som Japan, hvor befolkningstallet risikerer at falde til 1/3 inden udgangen af dette århundrede?
Skide være med den økonomiske politik, som åbenbart er det eneste, Goul Andersen tænker på, og det løser sig naturligvis også. Man tilpasser sig.
Men forestil jer blot, at Japans storbyer slipper af med dette vanvittige menneskemylder og, at de igen kan indånde nogenlunde frisk luft. Jamen, det ville da være herligt for den kommende generationers japanere. Hvilken smuk gave eller arv til ens efterkommere!
Og tage denne her:
På langt sigt er der tale om, at befolkningerne uddør.
Gu, gør de da ej, og hvis de gør, så er det ikke, fordi de nøjes med at få ét barn, men på grund af forurening, drivhuseffekt og alt muligt andet.
Det største langsigtede økonomiske problem for de fleste rige lande er det alt for lave fødselstal.
Ja, det er nok et problem, hvis “rige lande” læses som synonymt med “de rige” i disse lande. For så har de jo ikke længere så mange at profitere på.
Og det er kapitalens synsvinkel, som Goul Andersen under tilsyneladende neutralt dække af “økonomisk problem”, taler ud fra.
Jo mere, jeg gransker over den artikel, jo mere stupid og enøjet forekommer den mig.
Lad mig tilføje:
det er fuldstændig grotesk, at Goul Andersen mener, at den japanske befolkning i sin børneavl skal indrette sig efter mulighederne for at føre økonomisk politik.
Som om det var befolkningen og dens afkom, der var til for den økonomiske politiks skyld.
Det er sgu da den økonomiske politik, der skal indrette sig efter befolkningen!
En højst forskruet tankegang, den mand har.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Niels Holger Nielsen,
Om et land er overbefolket eller ej afhænger ikke alene af hvor mange mennesker der bor per kvadratkilometer, men også af hvor frugtbart landet er. En ørkenstat har således ikke godt af en stor befolkning, for hvor skal den dog få føden fra?
Mig bekendt producerer Danmark fødevarer for 50 millioner mennesker, og ændrede man produktionen kunne man sikkert brødføde 200 millioner. Men det kan ikke stå alene når man taler om befolkningen størrelse. Prøv at se på et europakort med befolkningstæthed. Så vil du se at kun i HT-området når vi op på samme befolkningstæthed som i områderne omkring den nedre rhin. 200 mennesker/km^2 eller derover.
Er det fakta du kalder fordomme?
Der er intet problem, snarere tværtimod, med et faldende antal mennesker, hverken lokalt eller globalt!
Vi er formodentlig bare nogle generationer, som kan se frem til en mindre komfortabel (og kortere) tid på “aftægt” end vi ville foretrække!
Jeg er overrasket over, at ingen i debatten har sendt et link til: “The Most IMPORTANT Video You’ll Ever See” http://www.youtube.com/watch?v=F-QA2rkpBSY
Den dækker nemlig problemerne ved befolknings- og forbrugstilvækst på en begrænset klode.
Se den og bliv klogere - det vil være de bedst brugte 80 minutter i denne uge (første del er lidt tung, men allerede i del 2 kommer der gang i sagerne).
@Ole Tange,
Sandheden er jo at i en del lande får folk for få børn; det gælder ikke mindst i Europa.
Mens man i mange andre lande får for mange børn, og det ikke mindst i ulande. Prøv i øvrigt at regne ud hvornår den samlede masse af mennesker [50 kg i gennemsnit] overstiger klodens samlede masse [5*10^24 kg] med uændret befolkningstilvækst; resultatet vil nok forbløffe nogle.
Men i Maghreb: Marokko, Algeriet, Tunesien, skulle det være lykkedes at løse problemet. Ingen børnepenge til børnerige familier! Det fremgår dog ikke af:
http://www.wolframalpha.com/input/?i=Algeria+Moroc…
- men det kan jo skyldes en skæv befolkningspyramide, med rigtigt mange unge [for store børneflokke for 20-30 år siden].
Per Erik skriver:
Sandheden er jo at i en del lande får folk for få børn
Hvordan begrunder eller beviser du, at det skulle være “sandheden”, at folk for få børn?
De får vel sådan cirka det antal, som de nu engang synes er passende?
Så hvordan kan du komme og sige, at de får for få? Når de nu selv mener, at de får det rigtige antal?
Er du klogere end dem? Tager de fejl, og du ved bedre?
@Per Erik Rønne: Jeg har prøvet at se, om jeg kunne finde noget, der underbygger, at “Sandheden er jo at i en del lande får folk for få børn; det gælder ikke mindst i Europa.” Jeg har ikke kunnet finde det.
Men jeg kan da se, at hvis hele verden havde en befolkningstilvækst svarende til den danske, så ville det alligevel gå galt: Uden nulvækst i befolkningen så kommer vi til at være 1 person per kvadratmeter klode på et tidspunkt - med den danske tilvækst vil det blot tage længere tid.
Du må derfor gerne underbygge, hvorfor “Sandheden er jo at i en del lande får folk for få børn; det gælder ikke mindst i Europa.” Tag gerne udgangspunkt i Albert Bartletts citat fra http://www.youtube.com/watch?v=F-QA2rkpBSY :
“Can you think of any problem in any area of
human endeavor on any scale, from microscopic to global, whose long-term solution is in any demonstrable way aided, assisted, or advanced by further increases in population, locally, nationally, or globally?”
Er sandheden ikke nærmere, at vi er et samfund som bliver mere og mere uafhængig af befolkningens størrelse: De fleste fysiske produkter kan i stort omfang laves af maskiner og de fleste immaterielle produkter kan distributeres til enhver uden store omkostninger. Der er derfor ikke behov for et voksende antal mennesker til hverken at lave de materielle eller de immaterielle produkter. Behovet synes nærmere at være bedre uddannede mennesker end flere mennesker.
Denne kommentar er anbefalet af: