Opslag til denne artikel

Emneord:filosofi, romaner, samfundskritik
Personer:Hermann Hesse

Oven i kortærmede skjorter, solcreme, badetøfler og opsparet stress smides en bog - måske to? - i kufferten, og så er det ellers af sted på ferie. For mange er sommerferien ikke kun et afbræk fra hverdagens ‘8-16’-skematik, men også en kærkommen lejlighed til endelig at kunne forsvinde ned og ind i litteraturen, nu da tiden (næsten) er uendelig og roen derfor en mulighed. Og ofte sker det, at den bog, der hives op af kufferten, når destinationen er nået, er en af litteraturens allerstørste klassikere. Det kunne være Lev Tolstojs Krig og fred (1869), James Joyces Ulysses (1922), Salman Rushdies De Sataniske Vers (1988) eller måske endda vores egen Tom Kristensens Hærværk (1930). Alternativt kunne valget af sommerferielæsning også falde på den tyske forfatter og nobelprismodtager Hermann Hesses på mange måder strittende værk fra 1927, Steppeulven.

Og hvorfor så netop det? Fordi Steppeulven i sig selv er en velskreven hvirvelvind af interessante filosofiske og psykologiske betragtninger. Og så er bogen ikke mindst interessant, fordi den giver et indblik i de tankestrømninger, som i særdeleshed formede de vestlige samfund i slut-50’erne og 60’erne, samtidig med, at der heri faktisk også findes kimen til en samfundsdiagnose anno 2010.

‘Break on through’

Hesses hovedperson Harry Haller føler sig fremmed »i en verden, hvis bestræbelser jeg slet ikke delte, af hvis glæder ikke en eneste fristede mig«. Det, der af majoriteten kaldes kultur, finder Haller middelmådigt og overfladisk, og det er denne skinkultur, der hindrer erkendelsen af den virkelige kultur. En virkelig kultur, der gør op med »personlighedens illusion«. For Haller føler sig ikke som én, men som mange-delt, hvor både ulven og mennesket - driften og ånden - eksisterer i ham. »Som legeme er mennesket ét, men aldrig som sjæl«. Det er således denne skinkulturs misforståede opfattelse af personligheden som enhed, der får Haller til at bekende sig til driften - ulven within - og derfor påberåbe sig retten til at »smide fornuften over bord, hæmningen, borgerligheden, […] at overgive mig til sjælens strømmende, lovløse verden, til fantasien«.

Det var passager som denne, der gjorde, at ungdomsoprøret nærmest ophøjede Hesses roman til oprørsbibel på trods af, at bogen på daværende tidspunkt havde været tilgængelig i omtrent 30 år. Ideen omkring at bryde ud fra borgerlighedens gråhed og ind i fantasiens flerfarvede kalejdoskop passede som hånd i handske med samtidens oprørske selvforståelse. Særdeles sigende er det derfor også, at et af denne tids største bands, The Doors, åbner deres første plade fra 1967 med mantraet »Break on through - to the other side«. Borgerligheden ansås således som en spændetrøje, der begrænsede individet i at erkende verdens mangfoldighed.

Ungdomsoprøret formulerede sig således som en kritik af det borgerlige samfund, som man fandt både køns- og ikke mindst generationsdiskriminerende. Et samfund, som fastlåste individet uden medindflydelse på dets skæbne - et samfund, der frem for alt ikke efterlod megen plads til fantasien. I stedet ønskede man sig et anderledes samfund, der anerkendte alternative livsformer, og et arbejdsmarked, som både kunne rumme fantasien og muligheden for det personlige initiativ. Arbejdet skulle således ikke længere være et arbejde i ordinær forstand, men et arbejde der gav personlig mening og ikke kun økonomisk. Også denne idé kan spores tilbage i Steppeulven, hvor Hesse netop skelner mellem virkeligt arbejde og erhverv.

Oprøret lykkedes

Denne type samfunds- og arbejdskritik kalder de internationalt anerkendte sociologer Luc Boltanski og Evé Chiapello i deres værk fra 1999, Kapitalismens nye ånd (Le nouvel esprit du capitalisme), for kunstnerkritikken. Boltanski og Chiapellos følgepointe er, at når kapitalismen forandrer sig, så forældes de hidtidige kritiske standarder samtidig. Enhver kritik mister således sit snærende bid, hvis ikke beskrivelserne er i overensstemmelse med de faktiske problemer. Og det var præcis det, der skete med ungdomsoprørets kunstnerkritik - den lykkedes. Man stod således ikke længere uden for reglerne med krav om medbestemmelse og personlig frihed. Nej, man blev selv selve reglerne. Og med indfrielsen af kravene blev selvet i sagens natur også trukket med ind på arbejdsmarkedet, og der har det så befundet sig lige siden. Hvad tidligere hed ‘fantasi’ er i dag omdøbt til ‘kreativitet’ eller ‘innovation’, ‘medbestemmelse’ er blevet til ‘selvrealisering’ og ‘omstillingsparathed’ etc. Der går således en lige linje, en slags idéhistorisk plovfure, mellem ungdomsoprørets krav om meningsfyldt arbejde og det senmoderne arbejdsmarkeds overflod af management-buzzwords. Ordene er forandret, men ideen er den samme.

Man kunne fristes til at postulere, at aldrig har individet haft så mange individuelle udfoldelsesmuligheder på arbejdsmarkedet, som det ser ud i dag - og aldrig har samme muligheder samtidigt udgjort så stor en byrde for så mange. Hesses ideer har simpelthen sejret ad helvede til.

Det er netop derfor, at Steppeulven ikke kun er et interessant værk at læse for at forstå de tankestrømninger, der var fremherskende i 60’erne. I Hesses - og ungdomsoprørets - idé om virkeligt arbejde ligger der ganske enkelt også en forståelse af arbejdsmarkedet anno 2010. Og med indfrielsen af Hesses spæde forhåbning om virkeligt arbejde forsvandt ideen om Haller som en ensom steppeulv. Steppeulv-figuren er i dag ikke længere i ental, men i flertal. Denne figur - og de ideer, der omgiver den - har vundet så massivt indpas på arbejdsmarkedet i dag, at nutidens arbejdere uden videre bør kategoriseres som en flok senmoderne steppeulve.

Han fik ret

Et sted i bogen skriver Hesse, at borgeren i dag brænder »den som kætter, hænger den forbryder, som han i overmorgen rejser mindesmærker for«. Historien melder ingenting om, hvordan Steppeulven blev modtaget, da den udkom i 1927, men med ungdomsoprøret blev den indiskutabelt katapulteret op i det luftlag, hvor rejsning af mindesmærker absolut er en mulighed. På nærmest profetisk vis kommer Hesse derfor også til at bekræfte ovenstående udsagn - dog bare i omvendt rækkefølge. Steppeulven var måske nok kættersk for det borgerlige samfund, som stod for skud, da ungdomsoprøret afsendte sit formulerede skyts - men kættersk er bogen langtfra længere. Dette skal dog ikke få os til at brænde Steppeulven, dertil indeholder den ganske enkelt for mange geniale betragtninger om selve livet og eksistensen i alle deres mærkværdigheder. Men man kunne på denne baggrund derfor hævde, at et nyt ungdomsoprør - hvis et sådant overhovedet er på trapperne? - må formulere sig i markant opposition til ånden fra 68 og derfor også dele af den politiske og samfundsmæssige reception, som Hesses Steppeulven har fået.

Nogle bøger bliver klassikere. Hvorfor? Her er et bud: Fordi de giver et fængende indblik i en ukendt, men måske knap så fjern fremtid. Fordi forfatteren allerede på et tidligt stadie, som en seismograf der registrerer et kommende jordskælv, har kunnet fornemme og derfor litterært foregribe det, der uundgåeligt ville ske. Fordi bøgerne indeholder en beskrivelse af et fremtidigt samfund, førend det endnu er opstået. Og det er det, Hesses Steppeulven gjorde. Endda hele to gange. Beskrev fremtidige samfund, førend disse endnu var opstået. Og netop derfor er Steppeulven et vigtigt værk - ja, en klassiker - fordi den på en og samme tid giver en uvurderlig indsigt i, hvorfra tidligere generationer formulerede deres samfundskritik, samtidigt med at nutidige og fremtidige generationer heri kan læse, hvad deres potentielle kritik skal formulere sig op imod.

Mads Strarup er cand.scient.soc. i socialvidenskab og filosofi, gymnasielærer v. Københavns åbne Gymnasium

Denne artikel er anbefalet af: