Opslag til denne artikel

Emneord:systemkrise, økonomi
Personer:Barack Obama, Bill Clinton
Steder:USA

Den amerikanske videnskabshistoriker Naomi Oreskes kalder ham i en ny bog den fuldendte »southern gentleman, well-spoken, well educated, well regarded.« Og respekten omkring James Gustave Speths person understøttes af hans lange karriere. Født i South Carolina, uddannet jurist og indledningsvis ansat i USA’s højesteret, men i 1970 medstifter af en af USA’s mest indflydelsesrige miljøorganisationer, Natural Resources Defense Council med nu over 300 ekspertmedarbejdere, og i 1982 af tænketanken World Resources Institute med et par hundrede fagfolk i flere lande. Under Jimmy Carter var Speth formand for præsidentens miljøråd, Council on Environmental Quality, og siden seniorrådgiver for den tiltrædende præsident Bill Clinton. I det meste af 1990’erne var han øverste chef for FN’s udviklingsprogram, UNDP, og efterfølgende dekan på Yale University, indtil han for nylig tiltrådte et professorat på University of Vermont. Undervejs har juristen skrevet flere bøger og modtaget en stribe hædersbevisninger. På billeder gennem årene altid en smilende, venlig mand.

En vred gentleman

I dag er Gus Speth, som han kaldes i USA, 68 år og vred. En gentleman fra Syden, »radicalized« og »now preparing to dismantle capitalism«, som Naomi Oreskes skriver om ham.

I et nyt essay, offentliggjort i Solutions Journal, taler Speth om en firedobbelt amerikansk krise udsprunget af »Wall Streets finansielle udskejelser«, af »en ekstrem og voksende ulighed« i USA, af miljø- og klimaødelæggelser »drevet af menneskets umådeholdne forbrug og spild« samt af et politisk system karakteriseret ved »en paralyseret regering og et demokrati, der er svagt, åndløst og korrumperet.«

USA står under Barack Obama i en økonomisk, social, miljømæssig og politisk systemkrise, som den nuværende politiske økonomi er ude af stand til at håndtere, skriver den forhenværende præsidentrådgiver, FN-chef m.m. Selv en ekstraordinær politisk lederskikkelse som Obama svigter fatalt denne udfordring.

Da Information telefonisk kontakter Gus Speth i Vermont, fremtræder han som en venlig og lattermild mand.

- Hvordan er en gentleman fra Syden i den grad blevet radikaliseret?

»Jeg håber da, mine ændrede vurderinger baserer sig på kendsgerningerne omkring mig. Jeg har arbejdet med miljømæssige spørgsmål i 40 år, og i den tid har jeg set miljøbevægelserne og miljøvidenskaben blive stærkere og opnå øget tilslutning og bedre finansiering, men ser man på de faktiske forhold, står vi i dag på randen af at ødelægge planeten. Det er et paradoks, der tvinger os til at rejse spørgsmålet: Hvad har vi gjort forkert?«

»I det lys har jeg brugt de seneste år på at granske, hvad det egentlige, underliggende problem er. Og efter min vurdering er svaret, at vi tumler med et politisk-økonomisk system, der grundlæggende er indrettet og indstillet på noget andet end at understøtte planeten, ja sågar understøtte mennesker. Vi er nødt til at ændre dette system fundamentalt - og gøre det hurtigt.«

»Det kan godt være, nogle finder den konklusion radikal. Sandheden er, at det virkeligt radikale er at tro, at vi kan fortsætte business as usual,« siger Speth.

Systemfejlen

I Solutions-essayet skriver han med en anelse sarkasme, at det eneste, vi behøver at gøre for at efterlade en fuldstændig ødelagt verden til kommende generationer, »er at fortsætte med at gøre præcis, hvad vi gør lige nu - uden nogen vækst i befolkningsstørrelsen eller verdensøkonomien.«

Faktum er imidlertid, at især økonomien vokser dramatisk.

»Det tog hele historien at skabe en verdensøkonomi i 1950 på 7.000 milliarder dollar. Siden er den økonomiske aktivitet vokset med det beløb hvert tiår. Med de typiske vækstrater vil verdensøkonomien nu blive fordoblet på mindre end 20 år. Vi står derfor over for muligheden for en enorm forøgelse af den miljømæssige ødelæggelse, netop som der er et stærkt behov for at bevæge sig i den modsatte retning,« påpeger han.

»Prioriteringen af økonomisk vækst og økonomiske værdier er roden til systemfejlene og de resulterende kriser, USA nu oplever,« hedder det i Speths essay.

»Vækst-imperativet overtrumfer alt. Det får lov at undergrave familier, arbejdspladser, lokalsamfund, miljøet og fornemmelsen af tilhørsforhold og kontinuitet, fordi det hævdes så kategorisk og i brede kredse accepteres, at væksten er den pris værd, som må betales.«

Gus Speth kalder den økonomiske vækst for »verdens sekulære religion, men for mange en guddom, som svigter dem.« I USA har den ensidige dyrkelse af den materielle vækst ført til »store huse og brudte hjem, høje indkomster og lav moral, sikrede rettigheder og mindsket medmenneskelighed.«

Tilmed har kun nogle i befolkningen fået del i velstanden og vækstens materielle goder. Fattigdommen i USA er i dag ifølge Gus Speth på noget nær det højeste niveau i 30 år, den sociale mobilitet er blevet mindre, skolerne forfalder, mens fængsels- befolkningen vokser.

Skuffet over Obama

Gus Speth, den tidligere rådgiver for to demokratiske præsidenter, støttede Barack Obama op til valget i 2008 og satte sin lid til, at »denne ekstraordinære personlighed« kunne matche USA’s store udfordringer, ikke mindst på klimaområdet som den demokratiske kandidat betonede stærkt i valgkampen.

»Ingen havde forudset den form for opposition, der er blevt mobiliseret mod denne del af Obamas politik,« siger Gus Speth og kalder det amerikanske politiske system »det bedste demokrati, der kan købes for penge« med henvisning til kongrespolitikeres dybe afhængighed af økonomiske donorer, herunder ikke mindst i den fossile energi-industri.

»Men jeg må sige, at jeg ikke giver Obama selv særlig høje karakterer for håndteringen af dette emne. Han har aldrig virkelig kæmpet for det, sådan som vi håbede,« siger Gus Speth.

Han karakteriserer den amerikanske klimalovgivning som »død« og bebrejder præsidenten, at han lod debatten om loven degenerere fra at have klima i fokus til kun at handle om arbejdspladser og forsyningssikkerhed - uden at det indtil nu har været nok til at få en lov gennem Senatet.

»USA indtager nu en meget foruroligende position, hvor man bremser verdenssamfundets bestræbelser på at gøre noget ved klima- udfordringen. Ændrer USA ikke snart kurs, dømmer man reelt verden til en meget dyster fremtid.«

- De kritiserer det politiske-økonomiske system i USA for at have fejlet. Men det samme økonomiske system er globalt rodfæstet - er der ikke tale om en global systemkrise?

»Jo, det er der. Men USA er så introvert en nation, at hvis man vil gøre sig mindste håb om at råbe et publikum op her, så må man i et essay som mit målrette budskabet mod en amerikansk offentlighed.«

- Deres kritik gælder selve den økonomiske vækst. Her i landet kan man i lukkede rum høre miljøpolitikere og politiske rådgivere sige, at hvis man vil gøre sig noget håb om at gøre fremskridt, så skal man for guds skyld undgå at anfægte den økonomiske vækst?

»Den typiske tilgang hos amerikanske mainstream-miljøgrupper har været at hævde, at det vi gør for miljøet er godt for økonomien, og at vi kan få massiv økonomisk vækst ved at blive grønne. I dag er folk begyndt at overveje, om det holder. Blandt indsigtsfulde og tænksomme fagfolk møder jeg en stadig klarere fælles forståelse af, at vækstens centrale rolle og manglende evne til at løse vore udfordringer er selve problemet. Men i politiske kredse i Washington vækker det budskab fortsat ingen genklang.«

- De påpeger selv, at der i et post-vækst-USA fortsat er brug for vækst i gode arbejdspladser, i de fattiges indkomst, i adgangen til sundhed og alderdomssik-ring, i uddannelse, forskning m.m. Kræver det ikke en mas-se penge, dvs. økonomisk vækst?

»Det er det centrale spørgsmål, og det kræver mere avancerede modelstudier, der kan vise, hvordan en økonomi uden vækst kan give de nye job og den nye teknolgi, vi behøver.«

Gus Speth er netop nu med til at etablere det amerikanske New Economics Institute, hvor et netværk af økonomer, miljøfolk og andre i et samarbejde med bl.a. New Economics Foundation i Storbritannien vil videreudvikle modeller for en bæredygtig økonomi.

»Vi samarbejder også med folkene omkring den canadiske økonom Peter Victor, der har vist, hvordan Canada kan realisere en teknologisk omstilling for at tackle både klimaudfordring og fattigdom uden nogen stærk vækst.«

Sisyfos og lykken

Speth kalder selv udfordringen »enorm.«

»Man kan ikke forestille sig, at dagens amerikanske politik kan levere de grundlæggende forandringer, der er brug for.«

Hans håb knytter sig derfor til, at et nyt samarbejde mellem civilsamfundets aktører på bl.a. det miljømæssige, sociale, menneskerets- og fagforeningsmæssige område kan give både den ny indsigt og styrke, der gradvist kan bane vej for nye modeller og for forandring. Speth ser mange spirer til denne nye tænkning i både USA og Europa, om end projektet unægtelig er langsigtet.

- Med alder kommer visdom, men med alder kan også komme enten resignation, desperation eller radikalise-ring. Hvor er De?

»På ét niveau forbliver jeg optimist. Hvis man ser på hele landskabet af folk, der er foruroligede over forbru-gerismen, de store selskabers magt, de forfejlede værdier, vækstens miljøkonsekvenser, så er der ved at komme damp under den opfattelse, at den kendte økonomi ikke kan indfri løfterne. Den udvikling giver optimisme på det lange sigt. Desværre har vi forsømt at reagere på disse udfordringer så længe, at vi vil komme til at påføre planeten, naturen og de menneskelige samfund store skader, før vi kommer i gang med de store ændringer. Så i det korte perspektiv er jeg nok pessimist. Men hvad var det Albert Camus skrev: ‘Man må tænke sig Sisyfos som en lykkelig mand.’ Ser man f.eks. på, hvad der er sket i klimasagen adskillige gange, så er det, som om vi er i gang med at rulle sten op ad bjerget blot for at opleve dem rulle ned igen. Men der er åbenbart knyttet en vis tilfredsstillelse til selve det at genoptage kampen,« ler den radikaliserede 68-årige professor.

Med Camus’ ord: »Selve kampen for at nå op til toppen er nok til at fylde et menneskes hjerte.«

Vejen til en ny økonomi

Professor Gus Speth var i juni en af initiativtagerne til New Economics Institute, som med kommende base i New York skal udvikle og udbrede modeller for en ny økonomi, der sætter hensynet til mennesker og miljø i centrum i en verden med svindende ressourcer.

Instituttet føler sig beslægtet med initiativer som Transition Towns, Slow Money, Americans for Financial Reform m.fl. og vil samarbejde med netværk og forskere på begge sider af Atlanten.

Denne artikel er anbefalet af: