FN beskriver det som en katastrofe større end tsunamien i Asien i 2004, jordskælvet i Pakistan året efter, og jordskælvet på Haiti i år - tilsammen målt i antallet af mennesker med brug for nødhjælp.
Op mod 14 millioner mennesker i Pakistan er direkte berørt af oversvømmelser og har akut brug for hjælp. Sker det ikke, vil dødstallet - der i dag er over 2.000 - hastigt stige på grund af epidemier.
Alligevel beklagede en række nødhjælpsorganisationer i går, at det går trægt med betalingsviljen hos de ellers normalt gavmilde Danskere. F.eks. kan man hos Dansk Røde Kors selv starte en indsamling i sit netværk, men det havde kun tre mennesker gjort tirsdag aften.
Henrik Stubkjær, generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp, bekræfter, at det går sløjt med frivillige bidrag til nødhjælpsaktionen i Pakistan.
»Jeg tror, at folk tænker, at det er et mere velhavende land end f.eks. Haiti, og at de har en hær, der kan bistå folk. Men virkeligheden er, at der er mellem 12-14 millioner mennesker, der lider nød og det tal stiger ifølge FN hver dag,« siger Henrik Stubkjær.
Han mener ikke, at danskere har noget imod Pakistan som sådan, men kan godt frygte, at der er sket et skred som følge af den politiske og militære situation i området:
»Giverviljen var faktisk stor efter jordskælvet i 2005, men man kan frygte, at krigen i Afghanistan og den stigende grad af politisering har lagt en dæmper på den.«
Imageproblem?
Forbrugsekspert Christine Feldthaus holder blandt andet foredrag for udviklingsorganisationer om, hvordan man sælger sin sag til de kritiske danske givere. Hun er ikke tvivl om, at Pakistan har et ‘imageproblem’.
»Der er nok ikke mange, der ville indrømme det, men satte man en løgndetektor på folk, ville de sige, at de primært ser Pakistan som en udklækningsanstalt for talebankrigere; som et sært land, der ligger et sted omme bag Afghanistan, hvor man brænder danske flag af i gaderne og hvorfra, der kommer indvandrere, som vi har besvær med. Det er ikke noget, der sælger i dansktop-segmentet,« siger Christine Feldthaus og slår fast:
»Der er både racisme, anti-islamisme og alt for meget Muhammed-krise i spil.«
De ‘uskyldige’
Men det er jo ikke længe siden, at danskerne beviste, at de er villige til at hjælpe folk langt væk. Pengene strømmede ind, efter at et enormt jordskælv ramte Haiti den 12. januar i år.
Men den britiske udviklingsorganisation Oxfam melder, at det totale beløb til Pakistan tirsdag kun var på 45 millioner dollar med yderligere 91 millioner bebudet, blev der umiddelbart efter jordskælvet i Haiti afsat 742 mio. dollar, og lovet yderligere 920 millioner (godt 5,5 milliarder kr.)
Gunnar Olesen, ekstern lektor på RUC og formand for Rådet for International Konfliktløsning (RIKO) er ikke i tvivl om, at danskernes »fortrukne« katastrofer, ikke kun bliver afgjort af det, der faktisk er sket, men også den kontekst, den er sket i.
»Haitianerne blev opfattet som helt uskyldige ofre. Som en masse fattige mennesker, der aldrig havde drømt om at gøre os noget. Efterhånden som Danmark er blevet mere involveret i krigen i Afghanistan og krigen mod terror, er det ikke længere så simpelt at være ‘blot’ offer i Pakistan,« siger Gunnar Olesen, der også mener, at medierne bærer et tungt ansvar.
»De serverede Haiti som den rene, regulære katastrofesituation, den var. I forhold til oversvømmelserne i Pakistan kom der lige med det samme politisk støj på linjen, med medierapporter om Taleban, der lukrerede på situationen.«
Træthed ved ulykker
Og der er oplagte grunde til, at folk er langt mere skeptiske over for at give Pakistan penge, end det var tilfældet for Haiti, mener også Christine Feldthaus:
»Haiti var jo et land, der på en måde næsten var USA, hvor Jørgen Leth slog sine folder, og hvor folk er rare og hører Jamaica-musik. Det kan godt være, at det ikke er tilfældet, men sådan var stemningen,« siger Christine Feldthaus, der frygter, at de nødlidende i Pakistan også kan blive offer for en træthedsfaktor.
»Mange har nok oplevelsen af, at det er så kort tid siden, at vi alle følte for et andet land og gav den fuld gas med 600 kroner. Så orker vi altså ikke allerede igen.« Danskpakistaneren Kashif Ahmed og hans to brødre samlede i 2005 ind til jordskælvet i Pakistan, bl.a. ved en storstilet støttekoncert. De håber at kunne gentage succesen, men de har også mærket de fordomme, som møder dem, når Pakistan kommer på tale.
»Hvis man beder folk om at nævne fem ting om Pakistan, er de fire negative. Det er trist, men det er også et faktum, som man ikke kan komme udenom. Det ved man som danskpakistaner,« siger Kashif Ahmed, der beklager, hvordan tv-billeder af krig og terror fører til fejlslutninger, når det kommer til nødhjælp.
»Folk er tilbøjelige til at sige: Hvorfor sender de ikke bare deres militærfly ud med hjælp og bruger færre penge på at føre krig,« siger Kashif Ahmed, der dog håber, at de kan få ændret det billede af Pakistan.
»Det handler i sidste ende om næstekærlighed. Så hold politik ude af det,« opfordrer Kashif Ahmed.
Men der kan også være nogle helt aktuelle grunde til den manglende vilje til at give bidrag til Pakistan.
Uheldig blanding
I forbindelse med at Udenrigsministeriet bekendtgjorde, at Danmark ydede omring 13 millioner kr. i humanitær bistand til Pakistan, sagde udviklingsminister Søren Pind, at vi også skulle hjælpe Pakistan for at forhindre, at Taleban vinder hjerter og sjæle ved at hjælpe.
Det affødte en lammende kritik fra nødhjælpsorganisationer, der mindede om, at nødhjælp udelukkende skal gives udfra humanitære kriterier, og at en sammenblanding bringer deres folk i marken i fare, da de så kunne opfattes som en del af krigen.
Pind garanterede efterfølgende, at nødhjælp vil blive fordelt dér, hvor behovet er størst, og der er ingen betingelser er om, at det skal ske i områder, hvor Taleban er til stede. Men han tilføjede:
»Danmark støtter upartisk mennesker i nød, men støtten kan ind imellem tjene flere formål.«
Ond spiral
Christian Friis Bach, tidligere international chef i Folkekirkens Nødhjælp, mener, at den stigende sammenblanding mellem militære og humanitære operationer gør det vanskeligt at mobilisere støtte til nødhjælpsoperationer.
»Det gør det svært at skille de forskellige hensyn fra hinanden. Det bliver sværere at få penge, og det bliver sværere at udføre arbejdet for de humanitære organisationer,« siger han og understreger, at de fanatiske oprørsgrupper i regionen bærer et ligeså stort ansvar for den onde spiral.
»Konsekvensen er desværre, at befolkningen straffes flere gange. Både af krig, kaos og katastrofer og af mindre hjælp, når det sker,« siger Christian Friis Bach.
Måske havde Søren Pind håbet på, at den dobbelte gevinst ved nødhjælpen i Pakistan kunne give ekstra lyst til at hjælpe, men ifølge Christine Feldthaus kan det fint vise sig, at udviklingsministerens budskab har haft den modsatte effekt: »Fremfor at øge giverviljen tænker folk: Skal vi til at sende penge ned til et land, som vi lige har fået at vide, er en udklækningscentral for Taleban? Nej, ellers tak.«
Staters giverlyst
Men nok så meget privat hjælpelyst batter næppe, med mindre staterne også er indstillet for at skrue op på bidragene.
Indtil nu er det også gået trægt. FN opfordrede i går indtrængende donorlandene til at skrue op for pengestrømmen. Samme bøn kommer fra Henrik Stubkjær.
»Netop det forhold, at der er tale om en oversvømmelse gør, at nøden meget hurtigt kan forværres til det helt uoverskuelige. I hælene følger nemlig epidemier, og derefter muligvis hungersnød, da hele høsten også er ødelagt. Situation er meget alvorlig,« fastslår han, og sender en direkte appel til den danske regering: »Vi har kapaciteten til at gøre mere på stedet. Vi mangler pengene.«
Gunnar Olesen opfordrer de private givere til at komme til lommerne og staterne til at holde katastrofen og kun katastrofen for øje.
»Skæg for sig og snot for sig, politik for sig. Det er hr. og fru Ahmed, der lider, og er således helt og aldeles uskyldige, og de har ingen indflydelse på landets politik.«
Det var i går ikke muligt at få en kommentar fra udviklingsminister Søren Pind (V). FN bad i sent i aftes medlemslande om 2,63 milliarder kroner i hjælp til ofrene for oversvømmelser i Pakistan. Det er især de mest sårbare børn og ældre, der har størst behov for omgående hjælp.
Rettelse:
Der er en fejl i det første citat i artiklen. Christine Feldthaus siger ikke at »Der er både racisme, Taleban, der tager nødhjælpen og alt for meget Muhammed-krise i spil,« men »Der er både racisme, antiislamisme og alt for meget Muhammed-krise i spil,’ lyder en vurdering.« Beklager, red.
Kommentarer
Forfatteren af indlæget glemte helt at fortælle, hvor mange atombomber, atombombemagten Pakistan, har haft råd til at udvikle og bygge. Alle ved også, at det er Taliban, som vi bekæmper i Afganistan, som bor og hersker i bl.a. Swatt.
Rige og superrige danskere stod vist heller ikke i kø, da Thaiti stod med hatten i hånden, men de er måske også muslimer og terrorister og …
Så blev racismekortet trukket igen! Er der noget at sige til at man ikke hjælper hvem som helst hvorsomhelst?
Skal man altid forsvare at man ikke giver noget som helst?
Det kunne ikke tænkes at man f.eks. har en formodning, grænsende til vished om at pengene går i de forkerte lommer?
Hvor mange milliarder $ får Pakistan hvert år af U.S.A.(som heller ikke har nogen penge, men låner dem at Kina)?
Der er (for) mange mennesker på denne klode og der kommer til at dø mange, mange flere i de kommende årtier af både (klimabestemte?) naturkatastrofer, uroligheder, krige, terror o.m.m.
Så forstår man måske lidt, hvorfor mange almindelige mennesker i dette land ikke kan gribe til tegnebogen igen og igen.
Mennesker dør af mange grunde, hele tiden og flere og flere. Det er sørgeligt, men det er et livsvilkår, vi alle er født med og må slå os til tåls med.
For de, som tror på et evigt liv eller reinkarnation etc. er der måske lidt trøst at hente?
Denne kommentar er anbefalet af:
Vel, der er vist ikke grund til den store bekymring. Det er jo blot et greb i lommen for de rige oliestater i golfen at dele lidt af deres overflod med deres venner i Pakistan. Nu bliver det nok anderledes. Det internationale samfund (= den vestlige verden) skal formentlig, som det plejer, nok komme til at betale en stor del af regningen.
“Imageproblem”
Ja tak - det vidner kommentarerne ovenfor da i dén grad om. Hvad de derudover vidner om, er vist desværre overflødigt at komme nærmere ind på…
Denne kommentar er anbefalet af:
Nødhjælp er ikke altid af det gode…
I det her tilfælde taler vi om et område i verden hvor der bor alt, ALT for mange mennesker til at det er bæredygtigt, og jo mere hjælp der pumpes ind, jo flere børn fødes der, og jo hårdere rammer det NÆSTE gang der sker en katastrofe…
I det lange løb er det bedre at befolkningen i området holdes nede på et niveau hvor det er lokal bæredygtigt, og det bedste middel til det er at lade være med at pumpe penge ind der skubber befolkningstallet væk fra hvad området kan bære.
Pakistan burde have en befolkning på max. 1/5 af hvad de har ud fra hvad der er bæredygtigt… Det er misforstået humanisme at ‘hjælpe’ dem til at blive endnu mindre bæredygtige da det skaber mere menneskelig lidelse i det lange løb.
Morten Lynge, du er helt galt på den. Katastrofer og krige er altid blevet efterfulgt af stor befolkningsvækst. Jo større nød jo flere børn bliver der født.
JJ & ML:
Diskussionen er irrelevant på nuværende tidspunkt, det er underordnet om det var hønen eller ægget der kom først.
Derimod er det nu vi skal vise os fra vores bedste side! Vend den anden kind til og bevis, at vi alle er mennesker, uanset race, etnicitet og oprindelse.
Opråb! Hjælp Pakistan til selvhjælp.
/propaganda #HelpPakistan
Ud fra de kommentarer der har været, må man jo så antage at Taleban har ret, når de fortæller de andre i regionen, at vesten er fjenden. Kommer der ingen hjælp, vil det være vand på deres mølle.
For fem år siden fandt der et stort jordskælv sted i Kashmir. I den indisk kontrollerede del af den indiske provins fik selv den mest afsondrede landsby nødhjælp inden for 24 timer; telte og fødevarer blev simpelthen kastet ned til beboerne af det indiske luftvåben.
Helt modsat var forholdene i den pakistansk besatte del af Kashmir [der efter international lov er en del af netop Indien]. De væbnede styrker kom ikke til hjælp, men lagde i stedet mere vægt på en indbildt forestilling om et forestående indisk angreb.
Samtidig reducerede Pakistan produktionen af de telte, der var nødvendige for kashmirernes overlevelse, og som vi i Vesten fik at vide kun blev produceret i Pakistan. Hvorfor? Fordi det var ramadan, og arbejdere der hverken får vådt eller tørt i dagtimerne [men til gengæld spiser alt for meget før solopgang og efter solnedgang] er nu engang ikke særligt produktive. Derfor steg teltpriserne da også.
Endelig fik vi i Vesten at vide at de katastrofe-ramte under alle omstændigheder ville dø, inden nødhjælp fra Vesten kunne nå frem. Man talte om timer, højst dage.
Derfor blev der ikke arrangeret indsamlinger i de indfødte, vestlige befolkninger. Kun indsamlinger i de pakistanske kolonier i Vesten blev det til, og senere er der dukket forlydender op om at de indsamlede beløb ikke gik til de ramte, men til terrorbevægelser som Taliban og Al Qaeda.
Hvori adskille den nye situation sig fra den gamle? Ja, der er tale om oversvømmelser ikke om jordskælv, men igen er det ramadan [der jo ikke ligger på et fast tidspunkt år fra år]. En måneds faste er tilsyneladende vigtigere for Pakistan end redning af 10-15 millioner landsmænd.
Jeg har svært ved at se at det kan være Vestens problem. Pakistanerne må simpelthen afblæse ramadanen, og få hjælp fra de stenrige islamiske oliestater.
Denne kommentar er anbefalet af:
@Morten Lynge,
Du taler om befolkningseksplosionen. Jeg nøjes med at henvise hertil:
http://www.wolframalpha.com/input/?i=Denmark+Pakis…
Ja, læg mærke til at Indiens befolkning vokser 6 gange hurtigere end Danmarks, nok til dels som følge af en skæv alderspyramide, og deres to-barns politik. Mens Pakistans befolkning vokser mere end 9 gange så hurtigt som Danmarks - Pakistan har da i modsætning til Indien heller ingen demografisk politik, og synker da også længere og længere ned i kviksandet, mens Indien er ved at udvikle sig til en af det nye århundredes globale stormagter, med en rig befolkning.
Den omend svage befolkningsstigning her i landet skyldes ikke at danske kvinder er begyndt at få de 2,1 børn der i gennemsnit er nødvendigt for at opretholde befolkningstallet. Men derimod importen af nye kontanthjælpsmodtagere på starthjælp fra dele af den 3. verden.
Per Erik Rønne, Hvad har det med kvinder, børn og syge at gøre. De har absolut intet med politik eller krig at gøre. Du skærer alle folk over en kam, ret unuanceret.
Det er vel i øvrigt ikke anderledes, end at vores statsminister støtter Taleban.?
Et mikroskopisk beløb er sendt af sted herfra. Første gang det nogensinde er gjort.
Private bidrag kan IKKE påtvinges, hvad end flertallet eller intelligensiaen eller medierne mener!!!!!
@Jesper Wendt,
Hvornår mener du at Lars Løkke skulle have støttet taliban? Ja, jeg ved godt at han var i Afghanistan under den sovjetisk-afghanske krig, men det var altså før Pakistan dannede taliban.
Og det øvrige. Der er behov for hjælp så mange steder, og når et land som Pakistan finder det vigtigere at overholde ramadanen, der modvirker den nødvendige hjælp, så kan jeg ikke se at Danmark kan gøre noget i landet.
Det er jo almindelig sund fornuft (som ikke er ret almindelig) PER giver udtryk for. Tak for det. Den ramte region i Pakistan er Talibans epicenter.
Det handler måske om, at sætte sig lidt ind i deres kultur / religion.
De kan konvertere til Markedsøkonomien: Guderne hedder Friedman, Smith, Reagan, Gates etc., og der er så sandelig også et par kvinder med, Margaret Thatcher og forfatterinden Ayn Rand. Templerne er 7-Eleven og McDonald’s. Så skal pengene nok komme.
Hvis SIAD, Den Danske Forening og hvem vi ellers har besøg af her i debatspalten ellers lige kunne holde lidt inde med skadefryden og socialdarwinismen et øjeblik, kunne det da være ret interessant at høre, hvad folk mener om kollektiv afstraffelse? Er det sådan, at hvis nogle individer har forbudt sig mod noget, man holde af, så skal ‘gruppen’ afstraffes? I så fald, er det så ikke helt på sin plads med eksempelvis et terrorangreb mod Danmark som tak for sidst ift Irak og Afghanistan?
Seriøst, folkens: hvad med lige at had-brillerne af og lægge mærke til, at det her er civile, det er børn, det er gamle, det er medmennesker. I ser fandme talebanere og farlige muselmænd i snabelsko, hvor I end ser hen. Det er sgu pinligt.
Man kan ikek undgå at blive skeptisk, når det gælder sådanne katastrofer.
For pressefotos viser altid gamle mænd, kvinder og børn i nød.
Men hvorfor et så rigt land med atomvåben og alting ikke kan hjælpe sig selv, må man undres over.
Hvad hjælper pengegaver, hvis hjælpen ikke bringes ud fordi nogle hellere vil overholde nogle foreskrifter i en gammel kogebog for livsførelse, end hjælp medborgere i nød?
@Mona Blenstrup,
Og Indien ønsker ikke længere at modtage nødhjælp - det har jo heller ikke problemer med ramadanen. Og inderne klarer det selv inden for 24 timer.
@Bo Nielsen,
Hvordan kan de være at verbet »at straffe« er blevet devalueret? Man »straffer« folk efter straffeloven eller anden lovgivning ved at idømme dem bøde, fængsel eller korporlig straf, herunder dødsstraf (korporlige straffe er dog afskaffet i EU). Man straffer /ikke/ ved ikke at sende nødhjælp, eller ved at udvise udlændinge til deres hjemland. Der jo om noget er det sted de hører hjemme.
Bo Nielsen: Kollektiv afstraffelse er netop hvad Taliban og deres ligesindede praktiserer. Menneskeliv betyder intet for dem. Det er bl.a. derfor, at naturkatastrofer rammer der dobbelt eller mangefold.
Jeg synes, at Taliban og den pakistanske regering skulle skamme sig godt og grundigt over deres primitive menneskesyn - som den undrende verden udenfor endnu engang bliver tilskuer til. De burde indklages for en international domstol - som naturligvis ikke bliver oprettet - fordi menneskerettigheder betragtes som opfundet af vesten.
Der er pakistanere i Pakistan, som er rigere end de rigeste i Europa. Men se om de vil ofre en eneste krone til de fattige i deres eget land. Jeg synes, man skulle begynde der. For vestlig finansiel bistand dertil er det samme som at smide pengene ud af vinduet. Det er skammeligt.
Denne kommentar er anbefalet af:
Kære Per Erik Rønne
Blot en mindre kommentar vedr. Indien:
Det er det land i verden, som har det største antal mennesker, der hver dag går sultne i seng. 200-300 millioner mennesker i permanent hungersnød.
Antropologen Gupta har udført forskning blandt indiske administratorer, og hans analyse er, at der i administrationen af bl.a. fødevarehjælp til fattige lever en ganske udbredt holdning om, at Indien er bedst tjent med ikke at hjælpe alle sine fattige - for hvis flere mennesker (over)lever kriserne, så er landets befolkningsproblem så meget desto større.
Gupta vurderer derfor, at Indiens manglende indsats overfor egne svage og fattige er en kalkuleret befolkningskontrollerende politik.
Om Gupta har ret i sin analyse, skal jeg ikke kunne sige. Men stensikkert er det, at Indiens afvisning af international hjælp (hvis vi antager, at det ikke er en bevidst demografisk politik) er arrogant og højst ejendommelig, når man tager i betragtning, at landet er ude af stand til at beskytte de 200-300 millioner mennesker, der lever i ekstrem fattigdom og ikke har til det daglige brød.
Jeg er derfor bange for, at Indien ikke kan bruges som et eksemplarisk eksempel ift situationen i Pakistan.
Indiens nej tak til hjælp er i hvert fald IKKE udtryk for, at de på nogen som helst måde har styr på situationen. Tværtimod.
Med venlig hilsen -
@Rune-Christoffer Dragsdahl,
Det skal nok være rigtigt at mange indere går sultne i seng. Men der er ikke tale om hungersnød, og når der er hungersnød kommer der også nødhjælp fra de statslige lagre.
Men landet har intet velfærdssystem og deri ligner det nok de fleste lande i verden. Selv i USA kan personer over 18 højst få offentlig hjælp i to år, og højst hjælp i fire år for hele livet, noget der i øvrigt blev indført under Clinton. Ellers må de stille sig i kø ved suppekøkkener, hvor rige damer har lavet mad og uddeler det til de værdigt trængene. Eller slås med de vilde katte om resterne fra supermarkederne, i affaldcontainerne.
Indien er et land i fremgang med en stadig større og rigere middelklasse. Til sammenligning er Pakistan et land i tilbagegang, og landets væsentligste problem synes at være bundet op i grunden til at landet overhovedet eksisterer: islam.
I øvrigt siger Indien kun nej til støtte til den indiske regering. Man har intet imod at organisationer går ind og hjælper privat. Indiens regering modtager ingen støtte udefra. Men giver selv ulandshjælp hvor det passer med landets stormagtsinteresser.
Nogengange forekommer U-landshjælp mig at være som at hælde olie på en gammel utæt bil.
Bilens kondition bliver altså ikke bedre af man hælder olie på hele tiden. Det bliver naturligvis værre , mere utæt og man er med tiden nødsaget til at hælde mere og mere olie på.
Disse lande har ressourcerne, det er fordelingen af ressourcerne der halter.
Kære Per Erik Rønne
Tak for svaret.
Administrationen af de statslige lagre og den lokale fordeling fra disse lagre er - så vidt jeg ved - gennemsyret af korruption og inkompetence.
Forskellen på “sulten i seng” og “hungersnød” er i Indiens tilfælde en kæmpe gråzone, hvor jeg lader tvivlen komme de fattige og sultne til gode ved at kalde en spade for en spade…
Børn fejlernæres, mennesker dør af sult - hvis ikke det er hungersnød, hvad er så?
@Rune Dragdahl
du/Gupta har sikkert ret langt hen af vejen der!
Jeg husker en udtalelse af en indisk premierminister engang for vel 30 år siden (husker ikke navnet), som adspurgt om, hvad det bedste, som kunne ske for Indien var.
Hans svar var, “at 200 mill. indere blev skyllet i havet!”
Det er jo ikke helt i takt med vores almindelige tænkemåde, mens hvis et lands største problem er for mange mennesker, er den første prioritet jo næppe at holde flest muligt i live!
Hvis tænkemåde, der er mest rigtig, vil jeg nødig dømme om, men det er værd at tænke over!
@Roar Tiim
“Der er pakistanere i Pakistan, som er rigere end de rigeste i Europa. Men se om de vil ofre en eneste krone til de fattige i deres eget land.”
Undskyld, men ligger du inde med informationer om hvad og hvor meget velhavende mennesker i Pakistan giver til nødhjælpen, eller reproducerer du bare præcis de fordomme som artiklen henviser til? Og hvad er det for et ‘menneskesyn’ som du åbenbart også mener at vide at den pakistanske regering har?
Denne kommentar er anbefalet af:
Det var da utroligt, hvor mange selvfede og kyniske kommentarer man får at læse her. Det er søremig nemt at sidde her i den hyggelige danske stue og snakke sådan.
TAG JEG SAMMEN. DET ER TALE OM MENNESKER HER.
Red Barnet: http://tinyurl.com/2wl32bj
UNICEF: https://unicef.dk/donation/one-time/12/44
Røde Kors: http://tinyurl.com/2whu7x2
Denne kommentar er anbefalet af:
@Rune-Christoffer Dragsdahl,
Det forhold at Indien ikke har et socialt sikkerhedsnet som man finder det i Europa er altså ikke det samme som at der er hungersnød i landet. Noget sådant optræder typisk som følge af en eller anden kombination af overbefolkning og naturkatastrofer, og det må være årtier siden det sidst skete.
Skal man tale om hungersnød i Indien må man simpelthen også tale om hungersnød i USA, i New York. Ja selv i Danmark, hvor udlændinge uden fast bopæl i riget heller ikke kan få mad af husvildeforeningerne eller kontanthjælp af kommunerne.
Indien er et land i stærk fremgang fordi landet har satset på en stadig større middelklasse, og på uddannelse og forskning. Uddannelse på universitetsniveau og på middelklassens privatskoler, som efter hvad jeg har læst i Information skal optage lige så mange fattige [men velbegavede] elever gratis, som de optager betalende elever.
Og det betyder så at landet ikke har socialhjælp; her taler vi om private almisser. Og at almueskolen er langt dårligere end folkeskolen i Danmark. Til gengæld er deres privatskoler i top og lægger vægt på det væsentlige, mens vi i dagens grund- og gymnasieskole lægger hovedvægten på det uvæsentlige og ligegyldige og negligerer det væsentlige - se bare på gymnasiereformen.
@Anna von Sperling
Roar Tiims påstand om at Pakistans rigeste hellere vil lade udlandet betale nødhjælp end selv betale skat for at afhjælpe samfundsproblemer holder fint.
http://www.dawn.com/wps/wcm/connect/dawn-content-l…
Påstanden om at de rigeste pakistanere er rigere end de rigeste europæere holder ikke.
Men der er ifølge Forbes nogle indere som er rigere end de rigeste europæere.
Hvormeget mon de betaler i skat i Indien?
http://www.pro-pakistan.com/2010/03/11/forbes-worl…
Kære Per Erik Rønne
Det må være min indledende bemærkning om “permanent hungersnød”, du har reageret på? Teknisk set kan man diskutere, hvordan de 200-300 millioner indere skal kategoriseres, derfor nævnte jeg, at der er tale om en gråzone. Du taler formentlig om hungersnød i den (snævre) definition, der svarer til det engelske ord “famine”. Hvorimod jeg inkluderer den gruppe, der lider under “hunger” og “malnutrition”, som i praksis ofte på dansk også omtales som hungersnød (selvom det teknisk set er forkert).
Lad mig derfor præcisere, at jeg ved min første anvendelse af begrebet “permanent hungersnød” forsøgte at gøre det klart, at de 200-300 millioner lever i en form for de facto hungersnød (livstruende mangel på mad), uden at det officielt omtales sådan.
Denne skelnen er dog en gang akademisk elfenbentårnssnak, når 200-300 millioner indere vitterlig underernæres og/eller fejlernæres og/eller dør pga for lidt og for dårlig mad.
Lidt info om siuationen i Indien:
http://timesofindia.indiatimes.com/india/India-top…
http://timesofindia.indiatimes.com/india/Hunger-ba…
Mht. universiteter og privatskoler, så er det særlige (og indviklede) adgangssystem baseret på kastekriterier (og det samme er også jobs i den offentlige sektor). Det betyder, at et barn af en rig familie kan komme ind med f.eks. 40/100 i adgangskarakter, hvis han/hun er lavkaste, mens et barn af en fattig familie selv med 90/100 ofte ikke kan komme ind, hvis han/hun er højkaste.
Men jeg er i øvrigt ikke uenig med dig i, at Indien undergår en enorm (delvist positiv) forandring i disse år. Det er blot vigtigt at holde sig for øje, at kvotesystemet til uddannelserne fastholder rigide strukturer fremfor at udfordre dem - og at Indien altså som land har verdensrekord i antal sultne og underernærede.
Med venlig hilsen -
@Rune-Christoffer Dragsdahl,
Naturligvis er Indien ikke [endnu] et velfærdssamfund som de europæiske, men det jeg lægger vægt på er at landet ikke har haft hungersnød i ordets egentlige betydning i årtier. Samtidig er det i modsætning til Pakistan et land i fremgang.
Angående kasterne, hvor lavkaster med samme karakter som højkaster har lettere ved at komme på universitetet, så er det jo netop indført for at modvirke kastestystemet. Et af det moderne Indiens svøber.
Kære Per Erik Rønne
Jeg forstår godt din optimisme på Indiens vegne sammenlignet med Pakistan, for der er da bestemt mange ting i Indien, der fungerer - jeg synes blot ikke, det er acceptabelt med så udbredt fattigdom og sult. Dele af eliten hjælper de fattigere, men der er desværre også en ganske udbredt arrogance fra middelklassens side overfor de fattige.
Mht. kvotesystemet baseret på kaste, ja her er paradokset jo netop, at det blev indført for at modvirke kaste-ulighederne. I praksis er det i dag snarere en hæmsko - bl.a. derfor var der også fra socialvidenskabelige forskeres side stor modstand, da man for nogle år siden udvidede kvotesystemet. Det er i høj grad nogle velhavende midterpositionskaster, der nyder godt af det nuværende system.
Der er et ganske bizart system, hvormed forskellige kaster kan opnå status som “OBC” (Other Backward Class/Caste) ved at score 12 point ud af 20 mulige på en række kriterier. I praksis er der mange (generelt) velhavende middelklasse-kaster, som kan opnå sådanne 12 point.
Med 12 point bliver man OBC - og værs’go, så er der privilegeret adgang til uddannelser og offentlige jobs.
Dermed er der desværre rigtig mange, der har en interesse i at fastholde kastesystemet - selvom det for længst er forbudt, så lever det i værste velgående.
Men jo, det går da absolut langt bedre i Indien end i Pakistan - dog ikke ift. sult, vil jeg (stædigt) fastholde.
“Naturligvis er Indien ikke [endnu] et velfærdssamfund..”
Denne håbefulde tro på den gyldne fremtid hvor alle problemer er løst.
Kunne det tænkes at verden altid vil rumme et NordKorea, slum, folk der dør af sult ?
Så opgørelse som viste at tendensen er der bliver flere og flere lande som straffer feks homosexualitet.
Altså færre og færre lande der tilslutter sig basale menneske rettigheder som vi definerer dem i vesten.
Mon ikke det efterhånden er tid hvor vi erkender ulandshjælp intet ændrer, det holder den bare igang som oliepåfyld på utæt motor igang til den en dag brænder helt sammen.
Kære Nic Pedersen
Ja, det er ikke helt let at finde ud af, hvad man skal mene om den slags.
Man kunne dog også lægge den vinkel på det, at argumentet er en nem måde at fralægge sig ansvaret på - ved at lade folk dø i hobetal behøver indiske administratorer ikke besvære sig med at finde løsninger på alle problemerne relateret til overbefolkning.
at Indien altså som land har verdensrekord i antal sultne og underernærede.
Der er vel en grund til at maoistiske oprørere truer Indiens stabilitet…
http://www.information.dk/230806
Kære Peter Jensen
Mit indtryk er, at rigtig meget ulandshjælp faktisk virker (særligt når det er små NGO-drevne projekter der fokuserer på hjælp til selvhjælp).
Problemerne er måske snarere, at:
1. Der gives med den ene hånd og tages med den anden i form af f.eks. skæve handelsforhold
2. Der gives alt for kortsigtet, f.eks. på grund af evalueringshysteri eller omprioriteringer i DANIDA o.l. steder
3. Meget af ulandshjælpen opvejes (eller overstiges) af befolkningsvæksten og nyskabte miljøproblemer (miljøproblemer dels med rødder i rige lande, dels med rødder i fattige lande)
Blot et par tanker… med ovenstående ikke sagt, at jeg som sådan er for ulandshjælp… jeg er i tvivl og finder hele tiden gode argumenter både for og imod.
Per Erik R¢nne ved hvad han taler om når han taler fattigdom, og der er millioner af mennesker i Indien der må gå sulten i seng.
Indien har ikke formodet at nedbringe deres antal af fattige tros deres store ¢konomisk vækst i de senere år kun over gået af Kina, der så i modsætning til Indien har udvist en betydlig st¢re social ansvarlig over for deres fattige befolkning og udviklingen af landet.
Jeg er på Philippinerne og Indierne her påvirker ikke just landet i en positiv retning, som kinesiske og Korianske forretning folk g¢r.
Om relevant skole uddannelse så snakker jeg med unge mennesker i tyverne her, der ikke ved der har været en krig i Vietnam, og personligt ¢nsker jeg ikke et uddannelse system der indretter efter hvad de ¢konomiske magthaver ¢nsker.
Men angående Pakistan og vores vilje til st¢tte dem, skal vi selvf¢lgelig hjælpe igennem FN, men ellers må de i den muslimske verden lære at hjælpe hinanden, hvis de alle var fattige var det noget andet, men sådan forholder det sig jo ikke, nogle muslimske lande sv¢mmer jo i penge.
Men her på Philippinerne mangler de heler ikke mad, men alligevel oplever op til 20 % af befolkningen, de til tider må gå sulten i seng på grund af de ganske enkelt ikke har penge til mad.
Men ellers har Morten Lynge ret overbefolkning er et kæmpe problem i mange lande, men på af vores angst for konflikten med de religi¢se, tider mange på ventre fl¢ljen om problemet.
@Claes Pedersen,
Jeg er ikke sikker på at Kina gør mere for deres fattige end Indien. I hvert fald er fagforeninger forbudt i Kina, der jo stadig har en kommunistisk magtstruktur, også selv om økonomien i alt væsentligt i dag er kapitalistisk.
Vedrørende skoleuddannelse og unge i 20erne der ikke kender til Vietnamkrigen, så er det væsentligste i skolen fag som matematik, naturvidenskab og relevante fremmedsprog, især engelsk [men for danskere også tysk og fransk, i den rækkefølge]. Kulturarven, det der knytter sig til fag som dansk [litteraturhistorie], historie, musik[historie] etc er naturligvis også uhyre vigtig, og intet af dette kan klares uden at befolkningen er alfabetiseret.
Meen - Vietnamkrigen. Det er en krig som nutidens cirka 60-årige går meget op i, fordi de gik meget op i den da de var unge. Men dens betydning for nutiden er minimal, både når man taler om Vesten og Sydøstasien.
I Vesten er den fransk-tyske krig 1870-71 stadig af langt større betydning for den senere historie. Napoleon IIIs fald førte helt mod Bismarcks planer til et for stort fransk nederlag, der igen førte til 1. verdenskrig, 2. verdenskrig og Den kolde Krig. Bismarck havde ønsket et trekejserforbund mellem Frankrig, Tyskland og Østrig-Ungarn, i stedet fik han en fjende i Paris. Og 1917-18 gik tre store kejserdømmer, det hohenzollernske Tyskland, det habsburgske Østrig-Ungarn og det oldenborgske (*) Rusland til grunde, og de europæiske folkemords tidsalder begyndte - først i øvrigt i Lenins og Stalins Sovjet.
I Sydøstasien ligger de væsentligste brud mellem khmererne i Cambodia og vietnameserne; Cambodia var tidligere den dominerende magt i Indokina men mere end tusind års vietnamesisk ekspansion har ændret det. Mellem Kina og Vietnam som gennem mere end tusind år har udkæmpet krige. Og mellem islamisk aggression og øvrige kulturer i området. I såvel det sydlige Thailand som på den philippinske ø Mindanao [med kristent flertalsbefolkning men med et islamisk mindretal, der vil have smidt flertallet ud og skabt en shariastat] ses denne brudflade, og i Indonesien har vi ikke alene set islamisk terror på den hinduistiske ø Bali. Andre steder i øriget ser man kristne halshugget eller stuvet sammen i kirkerne, hvorefter der sættes ild til dem. I sandhed et eksempel på islamisk tolerance …
(*) Katharina II den Stores mand, Peter III, var som hertug af Gottorp oldenborger og nedstammede i lige linje fra far til søn fra Christian I. Kejserinde Elisabeth, Peter den Stores datter, var den sidste ægte Romanov på den russiske trone.
Som før sagt, nødhjælp er ikke altid af det gode…
Lad os tage det aktuelle eksempel… De her mennesker bor på en flodslette. I sagens natur ligger det at den bliver oversvømmet fra tid til anden. Det er sådan den er dannet, og det er der ikke noget vi kan gøre ved. Der bor alt, ALT for mange mennesker der, og de lever i fattigdom fordi der er så mange at området i bedste fald kun lige kan brødføde dem.
Det er der mange grunde til, men mangel på uddannelse og familieplanlægning er de største. De er så mange gange forårsaget af tilbagestående religiøse eller kulturelle holdninger.
Hvad sker der så når den (forudsigelige) naturkatastrofe sker. De begynder at sulte…
Lad os tage den gennemsnitlige Hr. og Fru. Pakistaner der bor i området og lige er blevet gift… De lever i fattigdom, og har måske et lille stykke land der lige netop kan brødføde dem. Hvad er resultatet af at de enten modtager nødhjælp eller ikke modtager nødhjælp:
MODTAGER NØDHJÆLP
De overlever. De starter herefter med at få børn selvom de knap kan brødføde dem, og får måske 4 (i bedste fald, i værste fald flere).
Den forudsigelige katastrofe sker igen. Der er nu 6 mennesker i nød som der så skal skaffes nødhjælp til. Men udlandet er på det tidspunkt blevet trætte af evindelig nødhjælp, og de får den ikke.
Resultat: 6 døde mennesker
MODTAGER IKKE NØDHJÆLP
De overlever ikke.
Resultat: 2 døde mennesker.
I min bog er 6 døde mennesker altså værre end 2. At 6 mennesker har levet i fattigdom er værre end at 2 har gjort det.
Forklar lige hvorfor det er en god ide at give nødhjælp i det tilfælde? Jeg har hørt alle undskyldningerne ‘Jamen, det er mennesker!’, osv., men basalt set er de kun relevante hvis man kun kigger kortsigtet på problemet og fuldstændig nægter at se på hvad der rent faktisk LØSER problemet i det lange løb.
Det er som at smække en forbinding på et brækket ben og ikke bekymre sig om at det skal sættes sammen.
Den hjælp der bør gives i de her områder er IKKE nødhjælp, men i stedet generel hjælp til:
1. Uddannelse
2. Familieplanlægning
Og det vel at mærke uden kulturelle eller religiøse begrænsninger. Kun at give en smule mad hver gang det går galt (primært fordi vi får dårlig samvittighed af TV billederne) gør kun det REELLE problem værre.
Denne kommentar er anbefalet af:
Modvilje mod humanitær hjælp er ikke bare inhuman men også baseret på forkerte antagelser.
Taliban blev fordrevet fra Swat-dalen af Pakistans hær (i modsætning til hvad der står i en kommentar).
Taliban opfordrer folk til ikke at modtage vestlig hjælp og terror-listede organisationer gør sig populære med at nå frem, hvor de rige lande ikke vil hjælpe tilstrækkeligt.
Det er ikke en almindelig oversvømmelse men den værste i mange årtier eller nogen sinde. Familieplanlægning og udvikling er svær at fremme, hvis der ikke er tillid til at udenlandske organisationer (vedr. Morten Lynges kommentar).
At påpege det urimelige i, at det uafbrudt er “vesten”, der bør yde nødhjælp hvor som helst, mens de rige herskere i f. eks. Saudiarabien ikke rører en finger for deres brødre (og søstre?) i troen, skal vel ikke uden videre kaldes kynisme?
Jeg vil gerne give bidrag til at hjælpe nødstedte mennesker, og jeg gør det. Også selv om jeg føler mig meget usikker på, hvor meget af sådanne bidrag, der ender, hvor de skal.
Men jeg vil meget have mig frabedt at blive påduttet, at det er mit ansvar, hvordan det går de nødstedte. Eller at det er min pligt at sørge for dem.
Ikke mindst i et land, hvis meget velhavende ledere prioriterer militær med atomvåben højere end social velfærd. (Her tænker jeg ikke på USA.)
Denne kommentar er anbefalet af:
Til Tom W Petersen, islamistiske organisationer på terrorlister når ud med deres nødhjælp i områder andre ikke er nået ud. Rige arabiske olielande gav 1-3% af deres bni til hjælp til fattigere lande, da jeg for nogle år siden så en statistik på det. Da de ikke er OECD lande og sammenblander udviklings-, nød-, og religiøs hjælp er de ikke på de almindelige lister over giverlande.
Hvis vi nu yder en masse nødhjælp til Pakistan, har vi så givet Pakistan mulighed for at udvikle endnu flere atombomber eller har vi stillet krav til deres makulering? Risikerer vi at få atombomberne lige i hovedet, når eller hvis Taliban kommer til magten.
Til Aage Asmunksen, Taliban er imod vestlig nødhjælp, da det gør det sværere for dem at købe sig indflydelse.
Må jeg foreslå at FN køber alle Pakistands atombomber for f. eks. 1 mill. pr. stk. samt disses fabriksanlæg og at den Pakistanske regering så bruger pengene til nødhjælp.
Så mener jeg i øvrigt, at vi skal sætte krav til de lande som der gives nødhjælp til. Nedrustning, demokratisering, fødselskontrol, miljøstyring etc.
Umiddelbart har artiklen fat i noget rigtigt..
Jeg synes at det er nogle underlige kommentarer der kommer fra folk; andre olienationer, taliban, atomvåben o.s.v.
Folk der blogger herinde, plejer da at være kompetente og vide at folk med mange midler, ikke plejer at være interesseret i at dele med dem, som ikke har så meget. Specielt i u-landende!!
Nødhjælp til fattige, burde ikke overskygges af de konflikter som findes i eller omkring urolige stater. I stedet burde folk have mere tiltro til nødhjælps organisationerne..
Til Aage,
Der stilles mange krav til ulande ved udviklingsbistand, men det er der er ikke tid ved nødhjælp, og politiske krav ville svække tillid og virke modsat. Hjælpen fra de rige vestlige lande til Pakistans nødstedte går i øvrigt gennem internationale organisationer.