Danmark er andet end drog-romantik og røde pølser, siger Stockholm Kulturfestival, der ønsker at komme fordommene om Danmark til livs. Den pølsespisende, joviale, øldrikkende og hyggelige dansker skal dø. Transformeres til et finkulturelt væsen, der både lytter til elektronisk musik, interesserer sig for stjernearkitekters storslåede og innovative projekter og i øvrigt bifalder den danske litteraturscene.

»Danskjävlar,« står der med store typer fire sider inde i årets kulturfestivalavis. En hilsen til den svenske læge i Lars von Triers Riget, som fandt danskerne dovne, langsomme, sløsede og useriøse. En udlægning, den dansk-svenske forsker Lasse Dencik, ikke er decideret uenig i:

»Fordommen er, at danskerne er joviale og løse, mens svenskerne er strikse og regelrette. Og det passer faktisk i nogen udstrækning. Den svenske mentalitet fremelsker højt kvalitative produkter, og vi dyrker vores genier som Bergman og skammer os ikke over, at de er genier. Derimod spiller danskerne sig selv ned. De accepterer en sløsethed, som forringer niveauet i kulturen,« siger Lasse Dencik, der er tilknyttet RUC som forsker i socialpsykologi. Lasse Dencik har både boet i Danmark og Sverige.

At danskere skulle være mere sløsede, mener Stockholm Kulturfestivals chef ikke. Ifølge ham handler det ikke om, at danskerne har et lavere kulturelt niveau, men om at svenskerne er fanget i et stereotypt billede af deres underboere:

»Vi har et klart billede af danskere, som de var i 80’erne, hvor Kim Larsen, Sanne Salomonsen og Anne Linnet var de store musiknavne. Men vi ved, at der sker en masse nyt og spændende, og det skal resten af den svenske befolkning også vide. Der var tilmed et klart ønske fra dansk side om, at vi ændrer det fasttømrede 80’er-billede,« siger Claes Karlsson.

Kulturfestivalen, der finder sted 10.-15. august og har op imod 300.000 besøgende, modtager støtte fra Kunststyrelsen under Kulturministeriet, der i fællesskab med festivalen har sammensat det danske program.

For at gøre op med det småborgerlige og bedøvede billede af kulturdanmark byder Stockholm Kulturfestival blandt andet på arkitekten Bjarke Ingels i samtale om arkitektur, forfattersamtaler med Pia Juul og Ida Jessen, bandet Efterklang fusionerer med et svensk symfoniorkester, og Roskilde Festivalen har sammensat et udvalg af ung, dansk musik, som modsat fordommene spiller alt andet end 80’er-pop. Festivalchef Claes Karlsson ønsker nemlig at præsentere svenskerne for den nye og smalle danske kultur.

Danskere er sløsede

Et svensk par står og studerer en væg på Skeppsbron i Gamla Stann. »Knæhøj Karse«, »Svenskergarn«, »Skudt papegøjen,«. Rød- og hvidmalede skilte hænger på byens mure i området omkring den danske musikscene, ‘Roskildescen’, der er sponsoreret af Roskilde Festivalen. De uforståelige og løjerlige danske udtryk bliver forklaret og oversat til godt svensk.

Trods Stockholm Kulturfestivals fokus på Danmark som et rigt kulturelt land er der dog god grund til, at svenskerne stadig har deres forbehold over for dele af den danske kultur, mener Lasse Dencik:

»Man accepterer ikke sløsethed i Sverige, man aflyser hellere et teaterstykke end accepterer, at det ikke er perfekt. Svensk kultur er i visse henseender mere elitær og stræber mere efter det perfekte, hvor danskerne i højere grad finder sig i at være halvsløsede og siger: ‘Vi tager det, som det er, det går nok alt sammen, og vi har det alligevel så rart og hyggeligt’,« siger han.

Inde i centrum er solen så småt på vej ned over taget på Kulturhuset. »Christianitter og jydske knejte. Nu skal vi sejre i fristadens fejde«. Ud af højtalerne på tagterrassen lyder Christiania-slagsangen fra 70’erne. Denne ræverøde nyklassiker skal overbevise svenskerne om, at danskerne er alt andet end drog-romantik. Med benene over kors og rødvinsglas i hænderne venter svenskerne i stolene foran samtalescenen på dagens danske stjerne Hanne-Vibeke Holst. Ventemusikken skifter fra Djurslandsspillemændene til Kim Larsen.

»Fordommene om danskere som sløsede og useriøse bunder i, at svenskerne simpelthen er mere seriøse mennesker,« siger den danske forfatter Hanne-Vibeke Holst.

Seriøsiteten er en af grundene til, at hun er så populær i Sverige, pointerer hun:

»Jeg er en hybrid - en skabssvensker. Der er noget, de kan genkende ved mig, som de kan lide og tager alvorligt. De vil gerne diskutere demokrati, kvinder og magt, som vi i Danmark ikke tager synderlig alvorligt. Svenskerne har en anden kollektiv samvittighed, de har en stor pligtfølelse over, at de skal gøre verden bedre. Det lider danskere ikke under,« siger Hanne-Vibeke Holst, der er meget populær i Sverige med sine bøger om køn, magtkampe og politik.

Hanne-Vibeke Holst vurderer, at hendes interesseområder og fikspunkter i litteraturen er mere svenske end danske:

»Jeg appellerer til den svenske alvor. Svenskerne er mere politisk orienterede og ikke bange for politisk litteratur. Derudover har jeg en let og humoristisk dansk skrivestil, som de ikke er vant til. For der er en tendens til, at når man skriver politisk litteratur i Sverige, så er man stenseriøs. Det er jeg ikke, og det kan de godt lide,« siger Hanne-Vibeke Holst.

Svenskere er finkulturelle

Ligesom Hanne-Vibeke Holst befinder Stockholm Kulturfestival sig i grænselandet mellem at være finkulturel og folkelig. På festivalen skal publikum både udfordres og mores, påpeger festivalchef Claes Karlsson.

»Vi får muligheden for at give stockholmerne noget kvalitet, og fordi det er gratis og midt i byen, er det muligt for os at løbe nogle risici. Vi ville gerne spille en rolle i, at folk opdager nye ting og ikke bare fortsætte med at være mainstream og gå midt på vejen i kulturelle landskab. Det samme gælder for de danske kulturelle indslag,« siger Claes Karlsson.

Troen på det finkulturelle er netop ånden i Sveriges kulturliv, påpeger Lasse Dencik:

»Sverige har i langt højere grad satset på finkultur, end man har i Danmark. Meget af det bunder i den folkelige, grundtvigianske tradition om kultur til folket, som ikke rigtigt har slået an i Sverige,« siger han.

Ifølge både Claes Karlsson og Lasse Dencik har smal dansk kultur svært ved at fænge i Sverige. Lasse Dencik understreger dog også, at nogle dele af dansk kultur er misundelsesværdige. Dansk films succes og biblioteks- systemet er nogle af de elementer, Sverige misunder Danmark. Men overordnet lider den danske kultur i Sverige. Det er, fordi svenskerne stadig bærer på billedet af Danmark som en rockspillende røvballenation, men også på grund af et manglende forretningsmæssigt samarbejde, siger de.

»Der er selvfølgelig også nogle distributionsmæssige problematikker både med musik og film, der gør, at svenskerne ikke bliver præsenteret for ny dansk kultur. Når svenskerne så ikke oplever den, så kan fordommene om det lavkulturelle Danmark gro i fred heroppe. Den avantgardistiske kultur når simpelthen ikke herop, og de kulturpersonligheder, der rent faktisk slår an i Sverige (Carsten Jensen, Hanne-Vibeke Holst, m.fl.) er med deres afstandtagen til Danmark med til at fasttømre billedet af Danmark som småborgerligt og indadvendt,« siger Lasse Dencik.

På Sergels Torg foran Kulturhuset udspiller sig en krig mellem det småborgerlige Danmark og det højpandede Sverige. Med nycirkusgruppen Teatro Glimts forestilling Danmark hjärta Sverige fortolkes det betændte og konkurrerende forhold mellem de to nabonationer. En af akrobaterne, der skal symbolisere Danmark, udånder efter en styrkeprøve på multinationale firmaer, da Ikea slår Vestas. Han klynker fra sit leje på jorden efter øl. Det eneste, der kan trøste ham efter nederlaget.

Information var i Stockholm med støtte fra Kunststyrelsen