Den gamle badeanstalt i Sjællandsgade på Nørrebro er, som bekendt, indstillet til lukning. I en tid, hvor der efterlyses og arbejdes på meningsfuld integration, vil man lukke et positivt samlingssted. For de, der bor i områder, hvor alle har bad, og udlændinge er au pair-piger, har det måske ikke interesse, at en mindre gammel badeanstalt på indre Nørrebro lukker.

Jeg tror netop, det er af betydning, og at fred og harmoni på Nørrebro og andre steder med høj koncentration af danskere med anden etnisk baggrund har en betydning for trygheden i samfundet.

Badet har været lukningstruet længe. En konstant trussel om lukning paralyserer i den grad initiativet. Jeg mener, det er en ulige kamp, de københavnske lokalpolitikere har sendt badet ud i; følg med udviklingen, ja udvikl jer hurtigere og bliv en lukrativ forretning. Uden tilførsel af ekstra midler. Personalet har gjort meget for at udvikle under forholdene. Men hvis man ikke får en portion penge og en portion tillid, er det svært.

Et særligt sted

Der blev for et par år siden planlagt en hamam (et tyrkisk bad) i forbindelse med badet. Finansieringen var på plads med fondsmidler. Men planerne blev fra højere sted syltet, muligheden forsvandt, og pengene måtte tilbagebetales.

Hvad er politikernes dagsorden i denne sag?

Kritikere siger, at brugerne får penge for at bade. Det er nok ikke så enkelt. Badet ligger på Nørrebro, nok det mest mulitetniske sted i Danmark. Her er netop et sted, hvor alle samfundsgrupper mødes, ikke i integrationens navn, men for at vaske sig selv og børnene. For et øjeblik at glemme hverdagens larm og skidt og netop der mødes som mennesker. Det er naturlig integration. Det binder mit Nørrebro sammen på gaden at møde og hilse på kendte ansigter fra badets ro.

Svømmehallernes tilbud kan ikke > sammenlignes. Kurafdelingerne er dyre og ikke varme og intime nok, og svømmehalsaf- delingen er hektisk og klinisk.

Badet har endnu en berettigelse: som socialt sted for de mange ældre, der nok har bad derhjemme, men føler sig tryggere ved at bruse på badeanstalten med personalet tæt på.

Lad badet blomstre! Lad stedet være åbent om aftenen, lav flere arrangementer, både de stille og de larmende, prøv alligevel at få den hamam bygget, husk at reklamere for badet til turisterne. Og tag børnene med, de er vilde med det. Det er et særligt sted, et autentisk sted, et sted vi elsker.

Tina Uhrskov er billedkunstner