Striden om opførelsen af et islamiske center ved ‘Ground Zero’ på det nedre Manhattan er nu sunket til niveauer af dumhed, der må stå som en veritabel skændsel af mindet om hin forfærdelige dag i september 2001 og dens tusindvis af ofre. I betragtning af hysteriets omfang kunne man næsten få den tanke, at en moské eller madrassa var foreslået opført i stedet for de faldne tvillingetårne selv eller direkte oven på de atomiserede rester af, hvad der engang var en massegrav - og ikke to husblokke derfra, som tilfældet er.

Sandt at sige har vi hidtil ikke evnet at stille noget bedre op med den reelle World Trade Center-grund end at opføre en enorm, larmende og beskidt byggetomt, der stort set er blottet for synlige arkitektoniske fremskridt. Måske er den enorme forargelse over det projekterede Cordoba House et underbevidst biprodukt af forlegenheden over denne lokale og nationale skandale.

Jeg skal gerne indrømme, at jeg ikke bryder mig om Cordoba-initiativet eller de mennesker, som står bag det. Den påtænkte imam på stedet, Feisal Abdul Rauf, er blevet citeret for diverse suspekte og klamme udtalelser om den oprindelige grusomhed. Kort efter terrorangrebene 11. september erklærede han i tv-programmet ‘60 Minutes’: »Jeg vil ikke sige, at USA fortjener, hvad der skete, men USA’s politik er medskyldig i den forbrydelse, som har fundet sted.« Og han tilføjede: »I den mest direkte forstand er Osama bin Laden made in USA.«

Grov parallel

I de senere år har han blandt andet udmærket sig ved ikke at ville karakterisere det racistiske og totalitære Hamas-parti som terroristisk. Vi kender alle til faldbydere af sådanne fordrejelser, eufemisme og udenomssnak - mange af dem gentages såmænd også af lunkne sekulære og kristne talspersoner. Et vidt udbredt kulturelt kryberi får mange mennesker til at klynge sig til ønsketækning om, at vi kan udvande udfordringen ved at tage den virkelige konfrontation op ved at imødekomme ‘moderate’ som Rauf. Så af hensyn til at bevare freden og roen og den gode stemning må vi nok hellere bortcensurere eventuel ‘respektløshed’ fra tv-kanalen Comedy Central og sikre os, at hele den amerikanske presse undlader at vise de danske profetkarikaturer.

Den slags kapitulation må bekæmpes konsekvent. Men i de seneste dage har vi set kedelige eksempler på, hvordan dette lige nøjagtig ikke bør ske. Tag bare de i USA altid stærkt mediedækkede meningsytringer fra Abraham Foxman, den nationale direktør for den jødiske lobbygruppe Anti-Defamation League. Idet han udtrykte støtte til de slægtninge til ofre fra 11. september, som er gået med i kampagnen mod Cordoba House, trak han en grov parallel til Endlösung og sagde, at på samme måde, som det er tilfældet for Holocaustofre »berettiger deres pinsler dem til positioner, som andre ville kategorisere som irrationelle eller snæversynede«.

Dette blev straks samlet op af højrefløjspolitikere som Newt Gingrich og Sarah Palin, som i tilgift gør krav på at være bugtalere for følelserne hos millioner af amerikanere, som ikke blev udsat for samme traume. Og det har sågar inficeret lederspalten i det normalt mere hårdhudede neokonservative kampskrift Weekly Standard, som nu opfordrer præsident Obama til at fordømme Cordoba House med henvisning til, at tre ud af fire amerikanere angiveligt finder byggeprojektet »anstødeligt«.

Kritisk granskning

Hvor skal man begynde med denne delvis ynkelige, delvis skumle appel til demagogien? For det første låner den direkte fra grundbogen i muslimsk kulturel afpresning. Regel nummer et er her: Kald et eller andet ‘anstødeligt’, hvorved dette udsagn på en eller anden måde automatisk antager rang af argument. Man har ikke engang ret til hævde, som Foxman gør, at den påberåbte begrundelse for at tage anstød er »irrationel og snæversynet«. Men hallo - hvorfor tænke, når man kan føle? De formodede ‘følelser’ hos de efterladte til 11. septemberofrene har allerede frataget os alle muligheden for at se realtids-optagelser af angrebene - en enorm indrømmelse til den generelle bedøvelse af det, som burde have en sober og vedvarende vedligeholdelse af en ægte uhyrlighed. Nu skal folkestemninger, der kommer til syne i meningsmålinger, også belønnes med særlige privilegier. Ja, ikke nok med det - den amerikanske præsident skal tilskyndes til at bruge sit høje embede til at træffe afgørelser om religiøs arkitektur!

Intet kunne være mere fremmed for ånd og bogstav i den amerikanske forfatnings første tillæg og dens princip om en ‘adskillelsesmur’ mellem religion og statsmagt.

Jeg hæfter mig også ved, at valget af navnet Córdoba har vakt anstød blandt visse kristne modstandere af projektet. Denne vidunderlige by i Andalusien blev efter den muslimske erobring af Sydspanien rigtignok til et af centrene i det islamiske kalifat, som vore dages jihadister have svoret at genskabe med blodsudgydelser. Og efter den katolske reconquista var Córdoba også en af de byer, som blev udrenset for al arabisk og jødisk indflydelse af Den Spanske Inkvisitions stiftere. Men i intervallet mellem disse to imperialister var den samtidig den forbløffende kulturelle syntese, vi forbinder med så betydelige tænkere som Averroes ibn-Rushd og Moses Maimonides. Córdoba var scene for en opblomstring af filosofi, lægevidenskab og arkitektur, der blandt mange andre gode ting førte til gentilvejebringelsen af Aristoteles værker.

Vi behøver dog ikke automatisk at antage en god tro hos dem, som har lånt dette ædle navn til for et projekt på det nedre Manhattan. Man kan også efterlyse forsikringer og større gennemsigtighed omkring moskeens finansiering og indholdet af dens teologiske undervisningsprogrammer. Men fremgangsmåden skal i så fald være kritisk granskning og engagement, ikke billige appeller til provinsiel indskrænkethed, offerdyrkelse og ufornuft.

© New York Times Syndicate og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen