Da ulovligt blev lovligt

»Vi lever i en retsstat. Disse mennesker har i årevis siddet myndighedernes afgørelse overhørig. Det er dybt uretfærdigt, hvis vi behandlede de asylansøgere, der ikke vil rejse hjem, bedre end dem, der rejste.«

- Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech (V) til TV 2/News efter Københavns Politis rydning af Brorsons Kirke den 13. august sidste år

Brorsons Kirke er blevet en del af Danmarks kollektive bevidsthed. Et symbolkompleks, der handler om mennesker, som ville gøre ulovligt lovligt.

Det var en desperat handling, da en gruppe afviste irakiske asylansøgere med hjælp fra aktivister først på sommeren 2009 søgte tilflugt i kirkekrypten på Nørrebro. Irakerne opholdt sig ulovligt i landet, men de ville blive i kirken, indtil de fik lov at blive i landet.

De frygtede Irak. Ellers ville de for længst have forladt Danmark, hvor de gennem årene er blevet udsat for de såkaldte motivationsfremmende foranstaltninger, der skulle få dem til at rejse frivilligt. Fratagelse af enhver form for økonomiske midler, placering på indhegnede, isolerede asylcentre og så videre.

Nogle af demstammede fra de mest voldsramte områder af Irak og ville i mange andre lande end Danmark have fået opholdstilladelse i overensstemmelse med retningslinjerne fra FN. Andre kom fra mindre urolige regioner. Nogle af dem var gennem årene på de danske asylcentre blevet svært syge, oftest psykotiske. Andre var raske.

De var ikke blevet tvangshjemsendt, for de kunne ikke tvangshjemsendes. Ikke før de danske forhandlere efter seks års hårdt arbejde endelig indgik en hjemsendelsesaftale med den irakiske regering i Bagdad den 14. maj 2009. Først havde den amerikanske overgangsadministration efter koalitionsstyrkernes invasion af Irak i 2003 og siden den nye irakiske regering afvist at tage imod tvangshjemsendte irakere. Sikkerhedssituationen var for dårlig, mente amerikanerne og siden de irakiske myndigheder, og landet havde ikke kapacitet til at tage sig af de millioner af mennesker, som ville komme, hvis verdens lande begyndte at hjemsende irakere.

Tre måneder boede de omkring 60 irakere i Brorsons Kirke. I krypten, hvor en langsom, intens stemning herskede. I disse mærkelige måneder arbejdede irakerne og aktivisterne på at fremskaffe ny dokumentation, der skulle få sagerne ved udlændingemyndighederne genoptaget.

Og så ryddede Københavns Politi kirken under en natlig aktion.

På årsdagenfor politiets rydning af Brorsons Kirke gjorde Information i går status.

Ifølge organisationen Kirkeasyl har mindst 20 af de 60 irakere fra kirken nu lovligt ophold i Danmark. Seks har fået asyl. Tre er blevet familiesammenført med ægtefæller og børn med opholdstilladelse i Danmark.

Og de resterende 11 har fået humanitær opholdstilladelse af integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, sådan nærmest i hemmelighed, efter regeringens støtteparti havde fået den konsekvente kirkerydning, partiet krævede.

Er det systemet eller aktivismen, der virkede? Ville de irakere, der fik opholdstilladelse, have fået det under alle omstændigheder? Eller ville de være blevet udvist, hvis ikke det havde været for aktionen i kirken?

I et brev fra Udlændingeservice, som irakerne modtog efter indgåelsen af den dansk-irakiske hjemsendelsesaftale, stod, at de ville blive tvangshjemsendt, hvis de ikke rejste frivilligt. Myndighederne havde altså taget endelig stilling. Irakerne kunne ikke få opholdstilladelse i Danmark.

Men det fik nogle af dem så alligevel.

I lyset af, at mange af dem fik genoptaget deres sag i løbet af den sommer, hvor de kunne være blevet tvangshjemsendt, men opholdt sig i Brorsons Kirke, og i lyset af, at mange af sagerne blev genoptaget på baggrund af dokumentation fremskaffet i løbet af tiden i kirken, synes det tydeligt, at aktivismen virkede, mens systemet fejlede.

Sikkert er det, at mange af irakerne fra kirken ifølge de danske myndigheder havde god grund til at frygte Irak. Ellers ville de ikke have fået opholdstilladelse i sidste ende. De havde ifølge Flygtningenævnet og integrationsministeren ret, når de mente, de risikerede forfølgelse eller var for syge til at blive sendt til Bagdad.

Omvendt står det klart, at en del af irakerne fra kirken ikke kunne få opholdstilladelse i Danmark ud fra gældende ret. De var ikke mere udsatte end alle mulige andre asylansøgere, som ikke har fået opholdstilladelse i Danmark.

Oplysningerne om de mange tilsagn om opholdstilladelse til irakere fra kirken må føre til en nuancering af vores måde at forstå Brorsons Kirke.

Irakerne satte sig op imod myndighederne, og mange af dem endte med at få ret af myndighederne. De måtte ikke blive i Danmark, men de blev, og de endte med at få lov.

Det, der er ulovligt, kan nogle gange blive lovligt.