WASHINGTON DC - Det er nok overdrevet at tale om ‘Frankensteinfisk’, og det er i hvert fald ikke en laks på størrelse med en blåhval, som skræmmebillederne så ud, da ideen kom på bordet første gang for 10 år siden, men det skulle være sikkert og vist, at firmaet AquaBounty Technologies fra Massachusetts er tæt på at få godkendt produktion af en genmodificeret hurtigtvoksende laks til spisebrug.
Hvis godkendelsen går igennem FDA, den amerikanske fødevare- og lægemiddelkontrol, vil det være første gang i verdenshistorien, at et dyr, hvis gener er blevet kunstigt ændret, bevæger sig ud af laboratoriet og slippes løs i, måske ikke lige naturen, for genlaksen skal holdes i dambrug i USA, men dog ud i samfundet.
At der er store penge i laksen, der på 18 måneder vil kunne vokse til samme størrelse, som det tager en normal laks tre år at komme op på, står ikke til diskussion. Den nye fisk er fremkommet ved at gensplejse en almindelig laks med en Stillehavslaks af typen Pacific Chinook (en såkaldt skægtorsk), og indtjeningsudsigterne er særdeles gunstige. Den amerikanske dambrugsindustri omsætter for 86 milliarder dollar om året, og i takt med at den naturlige bestand bliver mindre, vokser behovet for at opdrætte fisk i dambrug.
Spis glad
»Jeg ville ikke tøve med at servere gen-laksen for mine unger,« siger Val Giddings, en privatansat konsulent, som tidligere var genforsker i det amerikanske landbrugsministerium, til Washington Post.
Der er imidlertid andre, der vil tøve. Kritikerne frygter, at den kunstige laks vil slippe ud af dambrugene og udkonkurrere den truede vildlaks. Beregninger fra Purdue University viser, at hvis blot 60 genmanipulerede fisk slipper ud i naturen, vil vildlaksen være uddød om 40 generationer. Industriens modtræk har været at sterilisere de modificerede hunlaks, så de ikke kan formere sig, hvis de skulle slippe ud i havet.
Men det er ikke tilstrækkeligt for eksempelvis græsrodsbevægelsen Food & Water Watch, som agter at gøre alt for at stoppe markedsførelsen af gen-laksen.
»EU-forskning viser, at fisk, som via gensplejsning vokser hurtigere, har en højere tolerance over for toksiner (giftstoffer) i miljøet. Både disse giftstoffer og væksthormonet kan ende i forbrugernes krop, og vi opfordrer FDA til langt mere forskning, før man så meget som overvejer en godkendelse af disse usikre fødevarer,« advarer direktør i organisationen, Wenonah Hauter.
Opinionsundersøgelser viser, at et flertal af amerikanerne er skeptiske over for gensplejsede dyr til spisebrug, og 95 procent vil have dem mærket, så forbrugerne ved, hvad de køber - og spiser.








Kommentarer
Referat og journalistik
Hvad vil disse laks med en “modningstid” på 50% af den normale komme til at betyde for dambrugenes nærmiliø, i form af mere foder, som ryger ved siden af, flere ekskrementer, mere antibiotika osv? Det kunne AGR ikke lige finde en artikel om, men hun kunne jo have grebet knoglen og spurgt en med forstand på de dele. Det er faktisk det, vi har journalister til, ikke?
Kære Niels-Holger Nielsen,
tak for din reaktion. Bagsiden er desværre begrænset til 2600 enheder (den ligger som fast element i avisen nu, og findes faktisk, som du måske har bemærket, ikke engang på bagsiden mere). Den er også ment som et lidt “lettere element” i den daglige avis, men i dette tilfælde har du ret i, at man sagtens kunne have udviklet historien til en mere seriøs artikel med flere kilder.
Med venlig hilsen
Annegrethe Rasmussen