Det er ofte forfriskende, når egensindige instruktører lader hånt om mainstreamfilmens tempotyranni og finder deres egen dvælende billedrytme.
Som her, hvor den tyrkiske instruktør Semih Kaplanoglu henlægger sin (selvbiografiske?) barndomskildring til et tyndt befolket bjergområde i det anatolske højland og finder ind til den langsomhed, der kendetegner et ensomt barns særlige tidsfornemmelse.
Alt sættes ind i den yderst sindige landlige livsrytme i tæt naturkontakt og fjernt fra civilisationens velsignelser. Med sine egne ord vil Kaplanoglu genskabe den »tidsfølelse, der opstår ved hvert åndedrag«.
Mirakuløs minimalisme
Enebarnet Yusuf bor isoleret med sine forældre oppe i bjergene, men er begyndt at gå i skole, hvor han som stammer har problemer med højtlæsningen. Han lever i sin egen drømmeverden, opslugt af naturens undere, der især åbenbares, når han følger sin biavler-far ud i skovene.
Danske Nils Malmros bliver nærmest melodramatiker i sammenligning med Kaplanoglus stærkt nedtonede minimalisme, hvor hver enkelt kameraindstilling holdes cirka tre til fire gange længere end normalt.
Man skal helst hensætte sig i en kontempletativ stemning for at værdsætte filmen, men så sker der også med visse mellemrum noget underfuldt i billede og lyd, når vi kommer ind under huden på Yusufs særlige indgliden i sine omgivelser.
F.eks. kan månen spejle sig og blive væk i en spand vand - lidt af et mirakel!
Et glas mælk
Til slut forsvinder Yusufs far, og savnet kommunikeres diskret, men med stor styrke.
Her er også en scene, der gør betydeligt indtryk, selv om den kun viser, at Yusef drikker et glas mælk ved spisebordet sammen med sin mor. Sådan kan en god instruktør oplade enkle ting med mening.
I ydre forstand sker der altså ikke meget, alligevel kan man sige, at Yusuf i filmens løb oplever forræderi og soning (i forholdet til sin sidekammerat i skolen), glæde og sorg i forhold til sin far og medfølelse i forhold til moderen.
Filmen fik ikke mindre end Guldbjørn ved dette års Berlin-festival - en sympatisk opmuntring til en film, der - for at være ærlig - i passager er tungt trav, men som helt klart afspejler et egenartet talent.
Kommentarer