Sortøl og ostalgi

Sortøl og ostalgi

Hvad er det for en øl, som er knaldsort, men hverken er porter eller en stout? Svar: Vi har at gøre med en relativ raritet, som for bare få årtier tilbage næppe havde udbredelse over sin oprindelsesregion, nemlig de sydtyske delstater Sachsen og Thüringen og Tjekkoslovakiet. Schwarzbier måtte man til Østblokken for at nyde, og hvem andre en fellow travellers ønskede frivilligt at gæste disse triste totaktsmotorpruttende, brunkulsdunstende politistatsfattiggårde? Indbegrebet af tristesse var i jerntæppetiden en regnvejrsdag i Karl-Marx-Stadt.

For tiden har vi også regnvejr til overmål, og i mellemtiden er den gamle gru afløst af såkaldt ostalgi. Så lad os da i klummens anledning skænke sortøl op. Selv nød jeg for første gang dette bryg i 1984 på U Flecû i det historiske Prag (det var dengang stedet ikke var en overrendt turistfælde). I selv samme ølstue var det i sin tid, at den brave soldat Svejk og senere den ikke mindre brave dissident Havel nød sortøl i så vidt man forstår stride strømme. Der kan altså være god grunde til at føle historisk andagt over for brygget.

Drinkability

Schwarzbier byder logisk nok på de samme smagselementer fra hårdt ristede malte, som vi kender fra porter og stout bitter chokolade, kaffe, lakrids, røg men da, der også indgår pilsner- og/eller münchenermalt og brygges ved undergæring, er øllen mere i familie med pilsneren. I tarvelige udgaver har vi at gøre med en pilsner, hvor sortheden kommer fra farvestoffer og ikke chokolademalt. Humlebitterheden kommer mere til sin ret, og alkoholniveauet er med sine under fem procent langt fra de skræmmende niveauer hos de tungeste stouts og portere. Schwarzbier er derfor helt anderledes letdrikkelig end førnævnte tykflydende alkoholbomber.

De sydtyske sortøl f.eks. Köstritzer eller Neuzeller er de ypperligste, men er så godt som uopdrivelige i Danmark. Et par hjemlige af slagsen, Hancocks Black Lager og Ørbæks Dark Horse, kan købes i Kvickly. De er anstændige og gennemsnitlige repræsentanter, men ikke ekstraordinære. Fra Coop-kædens udvalg anbefaler jeg hellere Boston-bryggeriet, Samuels Adams bud på en sortøl, Black Lager såvel bouquet og smag er rigere, mere kaffepræget, med noter af pejserøg og karamel, det hele udmundende i raffinerede toner af anis.

Hvis jeg var Svejk …

Mere autentisk er tjekkiske Krusovice. Den er livligere og syrligere med smage af ristet malt, kakao, nødder og et mineralsk præg. Smagsrigdommen til trods holder brygget kun 3,8 pct. Hvis jeg var Havel eller Svejk, ville jeg dog foretrække den beslægtede, men mere frugtagtige udgave fra Bakalár den skummer flottere og har en del mere krop og alkohol. Bakalár forhandles af Ølhøkeren.

Samme sted støder jeg på testens mest eksotiske indslag, en brasiliansk Schwarzbier, der skal være inspireret af amazonindianernes øltraditioner(!). Den virker underkarboneret og er ikke så knaldsort som de øvrige, snarere sortrød. Skummet er nøddebrunt, men flygtigt. Duften præges maltbolsje, smagen af ristet brød og umoden frugt. Noget af en afviger inden for genren.

En vellykket dansk schwarzbier er fadølsudgaven af Den Sorte, som forhandles på Møns Bryghus i Stege, hvor den opskænkes i store krus med hank i samme etablissements spisehus, der har specialiseret sig i ølkongenial gastronomi. Den sorte er excellent ledsager til stedets stegte flæsk med persillesovs (som serveres ad libitum) med et aromabillede, der udmærkede sig med ristet syrlighed, smøragtige noter og særpræget nok: sur tobak. Hvis man vil opleve et dansk svar på U Flecûs lyksaligheder, må man til Møn.