Institut for Menneskerettigheder er kritisk over for idéen om at kriminalisere tegnet børneporno ligesom i Sverige.
»Vi skal holde hovedet koldt. Principperne for en retsstat skal stadig være i orden, også selv om vi har at gøre med så afskyelige handlinger som børneporno,« siger jurist ved instituttet Christoffer Badse.
Han mener, et forbud mod tegnet børneporno - sådan som Socialdemokraterne, SF, Dansk Folkeparti og flere børneorganisationer ønsker sig - har karakter af »morallovgivning« og strider imod basale retssikkerhedsmæssige principper: »Generelt skal man altid vurdere, hvad det er, man ønsker at beskytte, når man kriminaliserer et område. Især inden for strafferetten er det et helt grundlæggende krav i et retssamfund, at der er et offer.«
- Men er der ikke nogle potentielle ofre for fiktiv børneporno? Mange mener jo, tegninger af børnepornografisk karakter kan føre til reel børneporno og pædofili?
»Man skal selvfølgelig diskutere om fiktive fremstillinger kan glide over i virkelige forbrydelser med virkelige ofre. Men det kræver ganske overbevisende argumenter, som mig bekendt ikke foreligger, at kriminalisere sådan noget som manga-tegneserier.«
Græske vaser
Christoffer Badse påpeger, at allerede eksisterende lovgivning, der blev skærpet i 2003, forbyder fremstillinger af fiktiv karakter, som er så realistiske, at de kan forveksles med fotografier af virkelige begivenheder.
Man kan altså ikke omgås den eksisterende lovgivning ved f.eks. at bruge et computerprogram til at lave et fotografi om til en tegning.
»Men samtidig efterlader loven rum for en kunstnerisk ytringsfrihed, som er kendetegnende for et retssamfund. Som eksempler nævnes i lovbemærkningerne, at græske vaser vil falde uden for bestemmelsen. Og det er måske et meget godt eksempel, for jeg tror, enhver kan sige sig selv, at det vil være et problem at forbyde græske vaser,« siger juristen.
- Men hvis svenskerne kan, kan vi vel også?
»Hvis vi skal være ærlige, må vi nok sige, at svenskerne også i forhold til sådan noget som prostitution har et noget anden tilgang end vi har i Danmark. Jeg mener godt, man kan sige, de er længere ovre i det, jeg vil kalde morallovgivning.«
-Men i Sverige falder værker med kunstnerisk værdi jo uden for forbuddet?
»Men hvad er kunstnerisk værdi? Et andet grundlæggende krav i strafferetten er, at det skal være forudsigeligt for borgeren, hvad der er strafbelagt, og hvad der er straffrit. Og hvis der skal sidde en dommer, der nærmest bliver en form for smagsdommer, som skal vurdere kunstens lødighed, så kan det blive svært at vide, hvad der vil blive falde inden for en sådan bestemmelse.«







Kommentarer
Det er da underligt at svenskernes forhold til prostitution skal hives ind som sammenligning.
Prostituerede er jo alt andet lige levende mennesker… eller hvad?
Denne kommentar er anbefalet af:
Ja men den svenske lovgivning om prostitution er i høj grad morallovgivning, hvilket var Christoffer Badses pointe.
Det svenske forbud imod sexkøb er således ikke baseret på, at man kan påvise, at prostituerede ikke selv er i stand til at tage stilling til deres handlinger, eller at deres kunder påfører dem skader.
I stedet er forbudet baseret på, at de fleste simpelthen synes, at prostitution er forkert, og at især kunderne er nogle ækle nogle. Altså på en rent moralsk vurdering.